Det var dengang en pølsevogn kun var en pølsevogn og så ud som den slags gjorde over det meste af landet med påskrifter såsom Houlbergs Pølser, Steff's Pølser eller en af de andre store producenter af den populære spise. Vognene var ikke større end at pølsemanden lige akkurat kunne sidde ned på en taburet og læse en formiddagsavis, når der ikke var kunder. Udbuddet var begrænset til almindelige, ristede og hotdogs samt tilbehøret sennep, ketchup, remoulade, rå- og stegte løg samt agurkesalat. Enkelte solgte også sodavand men ikke noget stærkere.
   Man bestilte to almindelige med eller uden kage, en indianer med lord på ryggen, hvis man ønskede en hotdog og strøede om sig med slang, hvis man var ung og skulle vise, at man var fast kunde i Café Fodkold. Det kunne næsten ikke være mere enkelt.
   I folkemunde hedder kvarteret stadigvæk Musikbyen og for de uindviede skal det lige nævnes, at det skyldes den omstændighed, at alle veje og pladser er opkaldt efter især tyske og østriske komponister. Musikaliteten er nok ikke større på de breddegrader end i andre dele af hovedstaden, men for ikke at komme for langt væk fra kendsgerningerne, lå der selvfølgelig også en hvidmalet pølsevogn på Mozarts Plads med inskriptionen "Houlbergs Pølser,- det er mad " under ekspeditionslugerne og især om eftermiddagen, når folk kom fra arbejde, var der sort af kunder på de tre sider af vognen. Det var et stykke tid før verden gik af lave og sporvognslinierne 16, 3 og 11 stadig havde endestation på pladsen.
   Den umådelig populære pølsemand hed bare William og der var vist ikke en levende sjæl, dder kendte hans efternavn. Han var en institution og havde med største omhu serveret for kunderne op gennem halvtredserne, nu i begyndelsen af tresserne havde han fået moderniseret den rullende forretning med en knallertmotor. Tidligere trak han vognen fra garagen for enden af Wagnersvej og tilbage igen efter lukketid ved håndkraft, oftest alene og af og til med hjælp fra et par af kvarterets drenge, der som tak for hjælpen hver fik en pølse som betaling. Strækningen var på 300 meter hver vej, så hjælpen var kærkommen.
   Jørgen havde også prøvet at skubbe bagpå som dreng, men var flyttet hjemmefra et par år tidligere og nød i fuldt omfang de røde pølser, når han var hjemme hos faren en sjælden gang og ikke mindst sludderen med William, der alt for godt huskede den rødmossede laban. Det var der en overordentlig god grund til.
   Der havde været fest i den tilstødende gade, Glucksvej, hvor Jørgen havde haft lejligheden for sig selv og i den anledning inviteret alle vennerne, som han så alt for sjældent. På et tidspunkt var de blevet sultne efter vist nok for mange øller og havde derfor opsøgt William. Da de i højt humør skulle tilbage til lejligheden på tredje sal for at feste videre opdagede Jørgen at nøglen til pølsevognen sad udvendigt i låsen og pludselig var der ikke langt fra idé til handling. Jørgen drejede med en hurtig bevægelse nøglen rundt med uret og et lydeligt klik fortalte at nu var William låst inde. Gerningsmanden satte de andre ind i den videre handling.
   - Vi trækker hele molevitten ned foran biografen!
   Det skulle ikke siges eller forklares mere end en gang, to mand fattede trækhåndtaget foran, de to andre skubbede bagpå. Det er unødvendigt at beskrive hvordan William reagerede, da det gik op for ham, hvad der var ved at ske, men da de passerede P. Knudsensgade var han ved at blive gasblå i hovedet og fægtede vildt med begge arme. Hans sprogbrug egnede sig bestemt ikke til nærmere granskning, der var endda gloser som Jørgen og kammeraterne ikke havde stiftet bekendskab med tidligere. De få mennesker der var på gaden denne kolde februaraften lige efter klokken 22 kiggede forundret, aldrig tidligere havde pølsevognen bevæget sig ad denne rute, men ingen gjorde modsigelser eller prøvede at hjælpe den ulykkelige pølsesvinger.
   Fem minutter senere parkerede de vognen og indehaver foran Enghave Bio, der spillede den populære danske film "Charles Tante" med Dirch Passer, Ove Sprogøe og alle de andre stjerner.
   - Luk mig ud for helvede, skreg William øjensynligt på randen af et nervesammenbrud, - det her skal jeg aldrig glemme!!
   - Det er heller ikke meningen, grinede Bent der trak i det forreste håndtag sammen med Jørgen.
   - I får hver en hotdog med det hele, hvis I trækker mig tilbage, prøvede den grædefærdige erhvervsdrivende.
   - Vi tager mod bestikkelse, svarede Bent kampberedt og trak videre.
   De parkerede vogn og indhold på fortovet lige foran biografen og tog opstilling ved siden af chokoladeforretningen for at glæde sig til den videre handling. De kom ikke til at vente længe, pludselig blev dørene til biografen slået op på vid gab, lys og publikummer strømmede ud. Forbløffelsen over at se pølsevognen blev hurtigt afløst af brede grin og dumme kommentarer.
   - Luk mig ud for helvede, gentog William med en stemme, der var ved at blive skinger.
   Mange af de omkring 200 publikummer ville ikke lade chancen gå fra sig og bestilte med største selvfølge pølser med og uden sennep. Det var William ikke helt indstillet på og krævede hårdnakket at en eller anden forbarmede sig over ham og lukkede ham ud i friheden. Nøglen havde de fire været så humane at lade sidde i låsen.
   Selvfølgelig var der en behjertet kvinde, der lukkede den kære pølsemand ud og lige inden det skete, trak de fire misdædere sig tilbage til lejligheden under voldsomme grineanfald, mens de indviede hinanden i alle enkelthederne. Det var ydermere så heldigt, at der fra lejlighedens altan ud mod Glucksvej var den dejligste udsigt ned over Mozarts Plads, hvor de kunne se at William kom tilbage til sin vante stadeplads med hjælp fra nogle biografgængere. Omsætningen må have slået alle rekorder, men de fire fik ingen tak og prøvede at skjule sig oppe på altanen, man skulle jo nødigt blive kølhalet.
   Der gik et års tid, hvor Jørgen gik i et stor bue udenom pølsevognen, når han var hjemme i barndommens kvarter, men en vidunderlig forårsdag hvor han havde sat sig i hovedet at ville besøge sit fædrene ophav, gjorde han regning uden vært. Han passerede som vanligt pølsevognen bagom, men havde ikke set at William var ved at rigge den rullende forretning til og havde netop stoppet motoren, der var monteret over forhjulet kor tid forinden. Der var kun en ting at gøre.
   - Hej William, hilste Jørgen som han altid havde gjort, da han boede hjemme.
   - Hva' fa'n er det dig? Williams ansigtskulør skiftede til lys bordeau mens han kiggede op af knægten fra Sydhavnen.
   - Ja, det er det vist, jeg håber du har tilgivet mig? grinede Jørgen fjoget.
   - Mine kunder bliver ved med at minde mig om den grusomme historie, så jeg glemmer den ikke så let, men efterhånden har jeg tilgivet dig, skal vi dele et par af de røde?
   - Go' idé, svarede Jørgen med et smil og hjalp til med at slå lemmene op over diskene, hvor han dog havde savnet sin elskede pølsemand og var lige på nippet til at fortryde, hvad han havde gjort sammen med kammeraterne halvandet år tidligere. Han fortrød ikke, dertil var historien alt for god og han var glad for at kunne snakke med William igen. En rigtig, københavnsk pølsemand skal være forberedt på at blive udsat for lidt af hvert og ikke bære nag. Sådan var William.