Hver gang jeg hører denne sang tænker jeg på to episoder i mit liv.

Jeg gik i en landsbyskole de første fem år af min skolegang.
Vægten var lagt på dansk og regning. Men læreren var også meget interesseret i både tegning og sang. Jeg tror ikke, at det var almindeligt, at lærere dengang i 50,erne var optaget af de kreative fag. Vi gik i byen for at male landskaber. Vi sang flerstemmigt i kor. Vi botaniserede i naturen. Det var sjovt at gå i skole.

Men det, jeg vil fortælle, er fra en dag, hvor læreren sagde, at vi skulle stå op og synge: "Ole sad på en knold og sang".

Da vi nåede til verset, hvor en af linierne lyder: "Fårene står der endnu og glor" satte han sig ned med et sæt. Vi - eleverne - stod op og gloede stadigvæk, lidt fårede, indtil vi fattede vitsen. En mærkelig episode, at huske på i næsten 50 år.

Den anden episode er fra en noget senere tid.
Jeg var på et kursus i personlig udvikling i begyndelsen af 80'erne. På kurset blev vi udsat for mange fantasifulde opgaver, som skulle flytte vore grænser. En af opgaverne gik ud på, at den gruppe, som jeg var med i, skulle stille sig op på en offentlig gade i Hillerød, og synge "Ole, sad på en knold og sang".

Det var morsomt, at se de forbipasserendes reaktion. Eller rettere mangel på reaktion. De hastede forbi, som om de slet ikke så os. De skulle ikke blande sig med denne gale, glade lille flok, der i øvrigt virkede normale.