Jeg bor på et ikke alt for smart hotel et steds i Iraks hovedstad Bagdad. Mit værelse har for eksempel ingen vinduer og et stort ventilatorrør til en airconditioner, der ikke virker, går gennem rummet. Min Mission er at deltage i Bagdad Fair en udstilling for maskineri i det store udstillingskompleks i byen, desuden skal jeg besøge nogle store kornfirmaer og i et af dem starte et anlæg, der skal sørge for at kornet fugtes i den stærke tørre varme, så det bliver mere velegnet til at lave mel af.
   Bagdad er Mellemøsten for fuld udblæsning, jeg er ankommet lige efter Ramadanen, islamernes hellige måned og hele befolkningen er gået bananas af en måned med afholdenhed efter koranens bud. Der er i hvert fald ingen - absolut ingen, der gider bestille noget, og det jeg er blevet sendt herned for at gøre, kan dårligt udføres uden lidt lokal bistand. Men det skal vel nok gå endda, det er trods alt ikke første gang, jeg har besøgt lande, hvor man ikke render så stærkt. Hvordan ville vi selv vel i øvrigt tage det, hvis en araber kom farende og forlangte arbejde juleaften eller i påsken?
   Stærke tørre varme - ja mon ikke - det er faktisk "nummer et strengt", som man ville sige på pidgin engelsk, og støvet og udstødningsdunsterne fra bilerne gør det ikke bedre. Gamle halvsmadrede Volgaer fiser gennem byen i forrykt tempo sammen med ditto amerikanske dollargrin, der grundet alder og manglende vedligeholdelse nu er devalueret til ticentsgrin.
   Men business as usual, som vi siger på vort brede sjællandske, sku' en bondedreng fra Midtsjælland ikke ku' klare en smule fremmedartethed? Erfaringen har han fra et hav af andre lande, der heller ikke altid har lignet Roskilde og omegn helt nøjagtigt.
   En af mine forretningsforbindelser inviterer på middag, fint skal det være "down by the riverside" ved Tigris, der tager den med en vis ro gennem storbyen før den noget uden for byen forener sig med Eufrat ved den sagnomspundne by Babylon. Mørket er faldet på. Vorherre slukker lyset ret hurtigt i de lande, der er ikke noget langt tusmørke, og vi søger ned mod floden.
   Restauranter kan være meget forskellige, denne her består af et kogebål ved siden af et bassin med vand og fisk, garanteret friske fra Tigris i morges. Vi vælger os en fisk. Chefkokken hiver den op og slagter den. Han åbner den som en bog og stikker den på pinde, så den stakkels fisk bliver stegt på ryggen op ad det lille kogebål. Sølvtallerknerne mangler, men bølgepap fra en kasseret kasse er brugbare i stedet og oprydningen er der ikke noget i vejen med, bare smid dit affald agterud i mørket i retning mod Tigris. Små lysende øjne roterer rundt på strandbredden og smaskende lyde og et enkelt hyl eller to fra et slagsmål vidner om, at det ikke bare er hunde og katte, der er på jagt derude. Rotterne har det også helt fint der på nabolaget.
   Næste morgen bliver jeg afhentet af et par arabere direkte fra hotellet i en lille to tons pick-up. Vi kan lige klemme os, ind på forsædet alle tre, og de kører mig gennem byen. Hvortil har jeg ingen anelse om, for de kan ikke engelsk og mit arabiske er ikke noget af prale af heller, så man kan vel sige, at det står á 1. Vi standser foran en femetagers grå bygning. Grå udenfor - intet græs i nærheden - grå over det hele og grå indenfor. Der står nogle enkelte skriveborde i alt det grå, - de er også grå -. Jeg baner mig vej mellem nogle papkasser og andet skidt på gulvet og bliver ført ind i et lille bitte kontor med et faldefærdigt skrivebord. Fra loft til gulv står reoler med hylder, der hænger under vægten af gamle lasede ringbind, overalt er gråt støv, og lige midt i dette eventyrlige rod står en lille herre i snavset Djellaba, den traditionelle arabiske kjortelagtige klædning med kefije det kendte arabiske hovedtøj og det hele. Han er noget af det mest ubetydelige at se til, men autoritet stråler ud af hans øjne. Han rækker mig venstre hånd til hilsen. Det ville under normale omstændigheder være ekstremt uhøfligt i disse lande. Den venstre hånd er reserveret til andre formål, i et land hvor toiletpapir er noget, man ikke altid har hørt om, men jeg ser, at hans højre hånd er totalt forkrøblet, så jeg foretager et lynhurtigt skift af mine pakkenelliker til højre arm og byder også ham min venstre hånd, så vi ikke står skævt for hinanden.
   Det hele varer kun et øjeblik, han kender mine problemer, han har sørget for det nødvendige mandskab, sagerne skal bringes i orden udstyret startes, tak for Deres besøg min herre, audiens forbi, exit, eders ærbødige efter endnu et håndtryk.
   Siden finder jeg ud af hvem herren var, såmænd bare den andenrigeste mand i Irak, han ejer alt, der er værd at eje lige undtagen oliekilder. Han har for egen regning bygget en stor moske i Bagdad, værdi 20 millioner dollars, hvoraf en del er gået til den ægte forgyldning af den imponerende kuppel, der pryder moskeen, og selv om hans kontor ikke var særlig pompøst, så er der anderledes facon på sagerne, når han holder taffel i et af sine hjem i Bagdad, hvor liberiklædte tjenere serverer maden på guldtallerkner, men det når jeg af en eller anden grund ikke at opleve.
   Jeg starter det befugtningsmaskineri, jeg blandt andet var kommet for at gøre. Det er ikke helt let. Manualer om indjusteringsprocedurer er en skøn fremtidsdrøm, men ideen er, at et maskineri kontinuert d.v.s. en gang hvert minut tager en kornprøve kontrollerer fugtigheden i kornet, hvorefter denne måling bruges til at styre en bruser, der poster vand udover kornet i den rigtige mængde. Enhver med forstand på mekanik og elektronik vil kunne se, at her er et par muligheder for at gøre noget forkert, når konstruktøren befinder sig 6000 kilometer væk og er den eneste, der kender udstyret til bunds.
   Men det lykkes dog ved hjælp af mine håndskrevne notater lidt sund sans og mirakler at få udstyret til at funke på korrekt måde - hvis de dog bare havde kunne finde ud af hvor vandhanen var, så havde vi sparet en halv dag.
   Et siloloft er ikke det mest sterile på denne jord og specielt ikke i Bagdad, vi er færdige med arbejdet og nu dukker en herre i pludderbukser op medbringende at testel, seks små glas, samt en kande vand og et spritapparat på en bakke. Han sætter sig på hug og tilbereder teen, og jeg får som gæst høfligt budt først. Det er lige sagen, god stærk frisklavet te en varm, sommerdag, det er yderst forfriskende. Vi er møgbeskidte og trætte af at arbejde under de primitive forhold, men jeg er den eneste europæer her og lider derfor sikkert mest under den uvante hede.
   Glassene går rundt og når tilbage til mig. Tebryggeren hælder en sjat vand i glasset kører en gang rundt med en finger og tømmer ud på gulvet, så spørger han med øjnene om det skulle være et glas til. Det skal det, man siger ikke nej tak til anden runde der på nabolaget, hvis man vil regnes for nogenlunde høflig et par stegte kyllinger dukker op og bliver fortæret. Vi deler broderligt.
   Dagen efter går det af sted klokken fem om morgenen med fly til Basra, lynvisit hos god kunde og snak om fremtidige muligheder.
   Undervejs bliver jeg underholdt af min ledsager. Han er akademiker og beretter om det irakiske uddannelsessystem. Det er et supersystem, er man god kan man få lov at studere, hvad man vil ifølge ham, det var før de tider, hvor de skulle bruge alle deres penge til kugler og krudt. Jeg bliver også sat lidt ind i den lokale mentalitet:
   - Al den uret der er overgået Islams folk skal hævnes tusind gange, om det så skal tage tusind år, siger han.
   - Du får travlt gamle jas, tænker jeg men siger højt: - Er det derfor at terroristgrupper myrder uskyldige i lufthavne og fly i denne tid?
   - Lige meget erklærer han, det skaber bevidsthed om den uretfærdighed der er overgået os.
   - Tror du enkerne til ofrene ikke hellere vil støtte en hævnaktion end jeres sag, spørger jeg, men han holder på sit, og vi skifter emne, det er ikke altid sundt at diskutere politik i visse lande, og med et job som mit, bør man vel også nærmest være politisk neutral.
   Vi lander i Basra. En stor sandkasse af en lufthavn, men med flakstillinger i beredskab hele vejen rundt om lufthavnen. De bemandede kanoner står der bag deres volde af sandsække parate til indsats.
   Besøget går fint hos kunden og tiden for afgang nærmer sig. Kunden er en jovial herre og lige som vi skal ud af døren stiller han et spørgsmål, min ledsager og delvis tolk vender sig mod mig:
   - Hvor hurtigt kan du spise en kylling, spørger han.
   - Åh giv mig en times tid, siger jeg, efter et kraftigt middagsfoder er jeg ikke lige netop gammelsulten.
   - Du har fem minutter, for den kommer nu, siger han, og vi skal nå sidste fly ud af Basra.
   Kunden æder kylling i et imponerende tempo samtidig med, han underholder os med sin kunnen som lokal Shakespeare fortolker på en af Basras amatørscener.
   Vel tilbage i Bagdad går det løs med at stable messen på benene. Jeg skrumbler ud til området i en ældgammel smadderkasse af en bil, vi har aftalt beløbet i forvejen, som sig hør og bør på de kanter, for taxametret virker ikke.
   Det er der meget andet, der heller ikke gør, motoren hoster og sætter ud for til sidst at gå i stå. Taxachaufføren erklærer, at den er blevet træt, og ikke vil mere, men lidt generøs tilskud fra min side kan måske overtale den. Det har vi så en mindre meningsudveksling om. Jeg informerer ham om, hvad jeg mener en slægtsforskning i hans familie ville hale frem i lyset, han erklærer at et kapitalistsvin vel nok kan hoste op med lidt ekstra håndører til hans stakkels bil, og vi bliver enige. Jeg stiger ud uden at betale ham en nikkel for den allerede kørte strækning og siger pænt farvel med et internationalt tegn, der er meget almindeligt i dag blandt bilister, men vist nok dengang blev opfattet som værende ret udiplomatisk.
   Udstillingsrodet ligner udstillingsrod alle andre steder på jorden, så det er der ikke meget at berette om, selvfølgelig får vi det hele fikset til tiden, sådan er det altid gået, i det mindste på de udstillinger, hvor jeg har været med.
   Week-enden kommer lidt forskudt som sig hør og bør i et så fremmet land, og hvad gør man så? Sidde på et hotelværelse uden vinduer og med en astmatisk air conditioner og glo på en afskallet væg. No way, og sove kan man jo altid når man bliver gammel.
   Heldet vil mig det godt, jeg løber ind i et par udstationerede teknikere, der er nede for at bygge iskagefabrikker ude i ørkenen, de har bil til rådighed af samme grund. Mange tror, at danske ingeniører i udlandet altid bygger svimlende broer over bundløse afgrunde og slige interessante sager. De jeg møder bygger en iskagefabrik, et større hønseri og et teglværk. De kan også holde fester, og jeg er med, selvom vi er i et islamisk land er der ikke spiritus forbud her, men man skal dog holde sine laster passende diskret. Politiet blander sig nu ikke i den slags, men har travlt med andre ting. For eksempel pumpede de de fleste af byens hunde fulde af bly for nogen tid siden, sådan nærmest for sportens skyld. En løbende hund er svær at ramme med en Smith & Wesson på åben gade.
   Det er meget hyggeligt alt sammen, men Irak er også Mesopotamien, og det vil sige et ældgammelt land med en spændende historie. Vi tager til Babylon i mejeriteknikerens folkevogn, der lider svært under ørkensandet, der trænger ind alle vegne og får alt til at knirke og pibe i et land, hvor olien ellers flyder ret frit. Ørkenvejen ud ad Bagdad er fyldt med faldefærdige biler, et par steder har en bil opgivet ævret og er blevet efterladt for godt, eller den har mistet et hjul og er væltet rundt. Hvad gør man så: Inch Allah, Allahs vilje ske, man går - eller sætter sig i vejkanten og ser resten af verden glide forbi.
   Historiens vingesus basker kraftigt ude ved de ældgamle ruiner, hvor Eufrat og Tigris mødes. Et kæmpemæssigt ruinkompleks i en hede, der ikke kan beskrives, men skal opleves. Iztar porten står her også med sine blå fliser og vidner om en svunden tid og civilisation. Giv fantasien frit spil og mærk et kriller ned ad ryggen her i varmen, dette var civilisationens vugge.
   Senere kommer vi forbi en ziggurat en 5000 år gammel pyramide i ørkenen og en ruin, en kæmpe murstensbue, der vistnok er verdens største fritstående murstensbue, den er også ældgammel. Sandet, de gamle ruiner og de svajende palmer giver en egen tidløs stemning, sådan så det også ud da Abraham rejste rundt i ørkenen på gammeltestamentlig tid.
   På vejen tilbage til Bagdad åbner jeg den sidste Seven-Up. Det er ingen nydelse, den er næsten kogende, men trods alt flydende, og det er det vigtigste. Det er klogt at have rigelig med drikkevarer med. Et almindeligt menneske går ca. fire kilometer på literen her i området, og så går han ikke længere, men bliver liggende, hvor han falder til han har tanket op igen.
   Vi kommer forbi en flod, hvor en del vandbøfler har søgt tilflugt kun med muler og horn oven vande. Mulen af praktiske grunde og hornene, fordi det nu engang ikke kan være anderledes. Nogle gribbe sidder i nærheden eller storker omkring som en flok teen-agere omkring en McDonald's, de ved godt at hvis en af bøflerne skulle søge mod de evige græsgange, så er der fast føde til nogle dage, og så er det om at være på pletten.
   Vi søger også mod oaser, hotellets bar står i et eget lys for os, og det haster, ganske gevaldigt, ikke blot fordi vi er tørstige, men hvis det bundt tyske teknikere, der også bor på hotellet, når baren før os, så vil etablissementets rationerede forsyning af Heineken Bier være fordampet til vi når frem og så er der kun irakisk øl tilbage i skumle halvliter flasker uden etiket. Bevares, det kan da drikkes, men det kræver lidt mere tillid at hælde sådan en i halsen end en Heineken fra Holland. Vi klarer det lige. Bartenderen går og tørrer af som bartendere gør over alt på jorden, han nynner på en arabisk slager, det lyder som en desperat spyflue i et vindue.
   Natten sænker sig over 1001 nats by, kort tid efter forlader jeg landet. Der er teknisk mellemlanding i Jordan, hvor man bliver siddende i flyet og halvt om halvt forventer, at en eller anden galning med en bazooka kommer rendende hen over ørkensandet for at bevise et eller andet. Så går det videre hjemad. Ganske betryggende. En uge efter flyver jeg til Bucharest på et andet job. Man når ikke at samle meget mos i den branche.