Det er ironisk, at det er samme dag hvor jeg begiver mig mod enden, at jeg for alvor føler mig i live. Mine sanser er vågnet fra barndommens dvale, og verdenen føles ny, fantastisk og skræmmende.
   Solens varme brænder min hud og små totter af varme skyer blander sig med sommerhimlens uendelige blå. Gruset knaser under mine nedslidte kondisko, og en metallisk duft blander sig med sommerens parfume.
   Faders hus står omkranset af høje bøgetræer. Deres grønne kroner har for længst mistet den stærke forårsfarve. Det er svært at tro at de mørke kroner snart vil forsvinde i et festfyrværkeri af efterår, og at sommerens hede vil blive blæst bort af vestenvinde.
   Græsset langs den lange indkørsel er nyklippet, og fader har som altid afrettet plænen med snorlige kanter. Mulden i bedene er kulsort, og de røde bourbonroser smiler mod himlen.
   Jeg derimod smiler bittert. Det er som om det høje gulstenshus er omkranset af det perfekte ydre. Gevir fra kronvildt pryder den mørke olierede træfacade på første sal. Det hele virker perfekt og indbydende, men for mig er det falsk. De store bjælker som glimter i solens lys pynter blot på facadens skjulte råddenskab. Men det er ikke fysisk forfald huset fejler. Forfaldet er værre og mere sort. Det er livet i huset. Det er de glemte minder der formørker min sjæl med frygt og had. Selv denne sensommer føles huset koldt.
   Jeg knuger mine hænder, og glemmer hvor tung tasken er. Jeg glemmer min røde T-shirt som klistrer sig til min ryg. Jeg ignorer den ulidelige varme under mine sorte jeans. Bare det at gå op af denne indkørsel får mig til at ryste. For jeg kan kun huske lidt af den fortrængte smerte som Eva skærmede mig for.
   Eva er min redning. Det er hende som har båret min byrde i alle disse år. Det er hende der gør det muligt at få hævn. Hun hviler bag mine øjne, fører min hånd og skærmer mig mod smerte. Eva er mig, og jeg er hende. Vi er i samme krop, men vores sind er to. Hun er min bedste ven, og sammen vil vi gengælde den smerte vi har følt i dette forbandede hus.
   Jeg mærker på tasken forestiller mig faders reaktion når jeg viser ham indholdet. Jeg vil se den rædsel han sikkert så i øjnene på mig, da jeg var en lille pige. Han skal se den fremtid der venter ham og hans venner. Han skal mærke den samme smerte, føle den samme frygt når han hører de tunge fodtrin på trappen, og han skal fortryde.
   "Han venter på os Anna," siger Eva med en rolig stemme.
   Selvom lyden kommer fra min egen mund lyder hendes stemme blid og forførende. Jeg nikker, smiler og træder ind i husets skygge. Jeg havde ikke opdaget at jeg var stoppet op. Det er utroligt at jeg stadigt føler mig modvillig til at gå ind i huset. Min hånd dirrer af forventning mens jeg griber fat i trappens sortmalede stålgelænder.
   "En, to, tre og fire. " Tæller jeg højt.
   Det har jeg altid har gjort ved disse kolde betontrin. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det for at tvinge min hjerne til at tænke på noget andet, ligesom en stuntmand slår hjernen fra inden et stort hop.
   Jeg finder nøglerne i min lomme. De klirrer mellem mine fingre imens jeg leder efter den rigtige nøgle. Jeg finder den, og stikker den i låsen.
   Entreens aroma bærer præg af den milde stank af eddike som Fader bruger til at fjerne lugten fra de mange udstoppede dyr. Jeg hader dem alle, for de stirrer på mig med deres døde plastikøjne.
   Da jeg var lille var jeg bange for dem. For i mit barndomssind så jeg hjortehovederne trække vejret, og fra de mørke hjørner stod kragerne på deres pinde og lo - Selvom jeg vidste, at Fader havde skudt og dræbt dem alle. Selv i dag finder jeg dem uhyggelige.
   Fader har altid været vild med jagt. Han prøvede at fjerne min frygt ved at snakke om dyrenes skønhed. Han hev de tomme dyr ned fra hylderne og tvang mig til at se på dem. Men jeg så aldrig nogen skønhed, for de var jo døde og tomme indeni. Ligesom faders hus var disse dyr blot en skal med et pragtigt ydre, men livet og skønheden forsvandt da disse dyr blev gennemboret af noget der aldrig burde have ramt dem.
   Fader fortalte altid, at et dyr skulle dræbes med en enkelt skud. Han satte en stor ære i at skærme dyrene for lidelser, men han skærmede ikke mig for Peter eller Freddy. Og jeg tror næppe at det er dyrenes velfærd han tænker på før han skyder.
   Væggene i entreen er fyldt med gyldne hædersemblemer på platter der er lavet af mørklakeret træ. Gæster skal se beviser på Faders evner som jæger. Det er anerkendelse han jager - "noget der stimulerer dit over-jeg," som John Malling, min psykolog ville sige med sin dybe påstående stemme.
   Jeg undrer mig, for det var ikke altid sådan. Engang hang der flotte sort-hvide fotos af mig og mor i entreen. Det var dengang at jeg kunne lide Fader. Dengang var han sød.
   Jeg husker tydeligt da jeg styrtede på min nye cykel som havde fået på min 8 års fødselsdag. Jeg var kørt ind i det sorte stålgelænder. Jeg vidste kun hvordan man brugte en fodbremse og den nye cykel havde kun håndbremser. Far tog mig op og trøstede mig. Han gav mig et Mickey Mouse plaster på mit knæ og sagde at det ville hjælpe. Og på en måde, så fjernede det dumme plaster smerten. Dengang kaldte jeg ham for far.
   Jeg husker ikke hvornår han blev til Fader, men jeg tror at det var efter mor døde. Hendes død ændrede alt, og det er som om alt er tåget efter hun lukkede sine øjne , og jeg føler at min verden forsvandt. Det var som om at jeg også lukkede mine øjne og gemte mig. Men det er slut nu.
   Jeg sparker mine sko af ved stumtjeneren og samler tasken op. Den er tung, men vigtig, for den indeholder det endegyldige bevis på at jeg aldrig kan gemme mig igen. Indholdet af tasken har forseglet mit liv i en ny og endelig retning, og Fader skal se det. Han skal se, at han ikke længere har magt over mig. For nu er det mig der har kontrollen. Nu er det mig som fører de tunge fodtrin ned af trappen.
   Bag en af de mørke trædøre fører en stejl hjørnetrappe ned til et mørkere rum. Kun en gammel glødepære kaster et orange lys over den stejle nedstigning. Min fod rammer det første trin, og jeg smiler da jeg hører den genkendelige knirken. Mit andet skridt lander tungt på det næste trin, og jeg forestiller mig hvordan Fader har det.
   For mig var lyden af disse trin som psykisk tortur, for jeg vidste at det ville betyde at Eva ville komme og skærme mig for den smerte han ville bringe mig. Jeg har aldrig forstået hvorfor Eva valgte at ofre sig for mig. Jeg husker ikke selv disse overgreb, men timer senere når jeg kom tilbage, sad Eva stadigt og græd.
   Mindet giver mig en uro i armene, og jeg griber hårdt fat i gelænderet mens det tredje skridt lander endnu tungere end de to første.
   Jeg kan mærke Evas nærvær. Hun siger ikke noget, eller indikerer at hun er her, men jeg kan mærke hende. Jeg smiler og kigger op mod glødepæren.
   "Hvordan tror du han reagerer? " spørger jeg mens jeg nikker mod tasken.
   Jeg kan mærke hvordan Eva trækker yderligere på mine smilebånd. "Jeg ved det ikke, " siger hun og griner.
   Hun har en fantastisk latter. Så mild, let og naturlig. Jeg har prøvet at efterligne den, men min latter lyder aldrig helt så godt. På trods af alt den smerte hun har stået imod, kan hun stadigt grine som om hun kun har oplevet kærlighed i denne verden. Hendes stemme er så ulig min egen, fyldt med glæde og kærlighed. Hun er så stærk og handlekraftig, og nogle gange går det så stærkt at jeg til sidst ikke kan bunde. Det er her min frygt begynder at bane vej for tvivlen. Det er her at jeg vil gemme mig igen og bare glemme. Men det kan jeg ikke længere.
   "Er det nu det rigtige vi gør? " spørger jeg.
   "Selvfølgelig Anna. Det ved du sgu da. " Smiler Eva.
   "Ja, men..."
   "Anna, hvorfor bekymre du dig om det? Du ved sgu da at vi ikke kan fortryde nu. "
   "Jeg eh, jeg ved det ikke. Jeg er bare forvirret. "
   "Bare tænk på hvad han gjorde ved os. "
   "Du har ret, du har ret, " siger jeg opgivende, men inderst ved jeg at det er forkert at slå ihjel.
   Det hele er så uklart. Måske er det fordi at jeg ikke forstår mine følelser, for de ændre sig som en rutsjebane der går op og ned. Nogle gange forsvinder mine følelser helt, og jeg bliver helt kold og kynisk. Jeg forstår ikke hvorfor mine følelser forsvinder, for nogle gange føler jeg mig varm og påvirket af det omkring mig. Heldigvis kan Eva ikke læse mine tanker, men hun kan mærke uroen i min krop; min tvivl.
   "Det er okay Anna, jeg forstår dig, men vi gør det rigtige. Det lover jeg, " siger hun stille.
   Jeg nikker og hvisker "ja, " og prøver at ignorer min tvivl.
   "1, 2, 3, 4." tænker jeg, og tager de sidste skridt ned at trappen.
   Den store varmvandsbeholder og dens mange rør fylder det meste af det lille rum. Døren til Faders hyggerum står foran mig; dens blege monotone flade virker nærmest skræmmende.
   Jeg tager en dyb indånding før jeg åbner døren.
   Hyggerummet er præget af Faders passion for jagt. Den mørke mahognibar står nærmest kontrastful foran den refleksive flade bag de oplyste sprutflasker. Bordeauxrøde Chester Field sofaer pryder hjørnet der er dekoreret med flere døde dyr. På det mørke trægulv ligger det eneste dyr der stadigt er i live.
   Fader løfter sit hoved, og kigger direkte på mig. Hans udtryk er en karikatur af rædsel, og jeg morer mig over hans uskyldige udtryk mens jeg stiller tasken på baren.
   "Anna? " siger han hæst, men jeg svarer ham ikke.
   "Anna, hvorfor gør du det her? Slip mig fri. Vil du ikke nok? "
   Jeg kan høre frygten i hans stemme. To sæt håndjern holder ham lænket til barens fodhviler. Hans øjne er vidt åbne og hans åndedræt er hurtigt. På en måde minder han mig om den hjort han myrdede mens vi var på jagttur i Sverige. Det var første gang jeg så det udtryk i et dyrs øjne, men det var langt fra den sidste.
   "Fordi du fortjener det dit svin, " siger jeg, og jeg er forbløffet over kulden i min stemme. Var det virkeligt mig, eller var det Eva der talte? Jeg kan mærke hendes nærvær, men det var ikke hende; det var mig.
   "Jeg forstår ikke. Anna, hvorfor gør du det her? "
   Jeg svarer ham ikke. Hvordan fanden kan han sige det efter alt den smerte han har påført mig og Eva? Det svin! Alle de år hvor jeg manglede hans nærvær og kærlighed. Han har altid været fjern, selv når vi sad i samme rum. Og den smule nærvær han gav mig var ikke hvad man normalt forbandt med faderlig kærlighed.
   "Fordi du er ussel! " Skriger jeg.
   Jeg bider mine tænder sammen og sparker ham hårdt i ansigtet. Jeg mærker hvordan hans næsen brækker, netop som en sød smerte breder sig fra min fod som en eksplosion i mørket.
   "Av for helvede da! " Griner jeg, og støtter mig til af en barstolene.
   Det er en skøn og nærmest orgasmisk følelse. Det er som om en vægt fjernes fra mine skuldrer ved hver rytmiske bølge af smerte, og jeg kommer til at tænke på den gode forløsende sex der frigøre sjælen og som ikke holder den fanget.
   Jeg hader ikke længere at kneppe, for Eva viste mig at sex er magt. Vorherre har designet mænd til enten at kneppe, sove og æde; og det gør dem lette at manipulere. Med tiden lærte jeg at skrige mod himlen i taktfast fryd mens min ansigtsløse elskere forsvandt i en rytmisk tåge af sved og sekreter. Jeg lærte at give slip, elske højlydt og at nive mine ydmyge bryster for at tilføje smertens søde krydderi. Vigtigst lærte jeg at glemme de kostbare hjerter jeg knuste i min søgen efter de frigørende øjeblikke hvor livet er en ekstase. Det er de øjeblikke hvor ømheden og smerten er noget godt, og hvor livets lænker fordamper i elskovens hede. Det er de øjeblikke jeg tæmmer et bæst der er større og stærkere end mig selv. Jeg rider det, underkuer det og så glemmer jeg det. Jeg bliver stærkere og glemmer at jeg engang var et offer. Jeg træder ud af den skal og gradvist forvandler mig til noget smukt; som den grimme ælling der mistede sin grå kedelige kåbe.
   Blodet flyder fra Faders næse og mund. Det samler sig i en lille pøl på de mørke brædder. Han siger ikke noget bortset fra en svag rallen, og jeg bider mig i underlæben mens smerten fortager sig i min fod.
   "Godt gået. " Griner Eva.
   Jeg smiler, men svarer hende ikke.
   "Skal vi ikke hænge ham op? " spørger Eva forventningsfuldt.
   "Jeg tror ikke at vi kan løfte ham. "
   "Vi bruger sgu da bare taljen han bruger til hjortene... Desuden ville det være passende at hænge ham i slagterummet. "
   "I slagterummet? " siger jeg.
   Ordene føles tunge i min mund, og det giver et sug i min mave. Selvom jeg hader Fader for alt hvad han har gjort, forekommer det mig stadig grotesk at tænke på hvad jeg skal gøre. Og så endda i det rum. Jeg lukker mine øjne og knuger mine hænder. Er det sådan en svane jeg bliver forvandlet til? Eva sagde at frygten ville fortage sig, men jeg er stadigt bange. Måske er mit ideal blot et fata morgana som jeg aldrig vil nå uanset hvor meget blod jeg får på mine hænder...
   "Hvad er der Anna? Kom, bevæg dig nu, inden han vågner. "
   Jeg hører hendes ord, og prøver at glemme min tvivl. Hvorfor føles det hele så forkert?
   "Anna, kom nu forhelvede!"
   "Ja, jeg skal nok. Hvor gjorde du af nøglen? "
   "Den er sgu da i din lomme. "
   "Nåe ja, " siger jeg, og fumler efter den lille nøgle til håndjernene.
   Jeg mærker nervøsiteten mens jeg læner mig over Fader. Han er meget stærkere end mig, og ville let kunne overmande mig.
   Låsen klikker op, og det ene håndjern åbner sig lydløst. Fader reagerer ikke og forbliver stille på gulvet med åben mund. Blodet har farvet hans tænder røde.
   Igen kommer jeg til at tænke på min første jagttur i Sverige. Det er et skærende minde som på en måde overskygger en del af min barndom. Jeg har stadigt et perfekt mentalt billede af den hjort Fader dræbte med et enkelt skud. Jeg tror aldrig at jeg glemmer hjortens krampeagtige dans, dens vidt åbne øjne, og hvordan den lå i det lange græs efter den blev helt stille. Jeg kan huske stilheden, det varme lys fra solen der tittede igennem grantræerne, de lange skygger og duften af regn og mos. På afstand virkede hjortens død nærmest smukt og fredsfyldt. Disen lå stadig i dalen og ventede på dagens komme. Geværets ekko ringede stadigt i mine øre, og jeg mærkede den samme glæde som Fader, men da jeg kom tæt på kunne jeg se blodet ved dens mund. Dens små tænder grinte et rødt smil, og dens øjne stirrede igennem mig. Jeg hader stirrende øjne.
   Jeg var elleve da hjorten blev skudt. Mor døde af kræft da jeg var ti. Jeg husker hendes øjne da hun døde. Vi var alene i hospitalstuen. Hun kiggede på mig og smilede hendes smukke smil, som selv ikke kræften kunne tage fra hende. Og selvom hun var afmagret og bleg, var hun stadigt smuk; selv tæt på. Men da hun døde så hendes øjne lige igennem mig. Det var som om hun kiggede på noget helt andet. Noget overnaturligt, noget skjult. Det gjorde mig bange, og jeg løb grædende fra hospitalsengen.
   Efter mors død følte jeg mig ensom, og ofte forestillede jeg mig, at jeg ville finde en som aldrig forlod mig. Jeg tror Fader lagde mærke til min forandring, for han sagde at turen til Sverige var for at komme væk fra det hele. Han kaldte det luftforandring, og det var det eneste tidspunkt hvor jeg mærkede hans nærvær på den rigtige måde.
   Vi grinte i bilen på vej der op. Vi sang med på Gasolin, Shu-bi-dua og alle de gamle popsange, og for første gang siden mors død var alting skønt. Indtil jeg så det døde udtryk i hjortens øjne. Det samme blinde stirrende blik jeg så hos mor. Et blik der lod mig lugte frygten i den svenske skov. Og nu hvor jeg ser Faders blodrøde tænder bliver jeg sendt tilbage til dengang, og jeg fanger mig selv i at stå forstenet og bare kigge.
   "Anna? Hvad fanden laver du? "
   "Undskyld Eva, jeg var bare... "
   "Kom nu, inden han vågner. "
   Jeg tvinger min krop i bevægelse, og griber fat om Faders ankler og hiver ham hen over gulvet. Det er hårdt, og flere gange må jeg stoppe for at få vejret. Hvide klinker titter igennem døråbningen bag mig.
   Sammenlignet med hyggestuen virker Faders hjemmeslagteri nærmest skinnende. Det kolde metalbord står som et alter af død, som en svag påtrængende kontrast der skriger lydløst på at blive set. Det hvide neonlys kaster et svagt grønligt skær, og jeg føler at det bidrager til den surrealistiske realitet jeg befinder mig i. Selv lyden ændrer sig til en hul drømmelignende efterligning af den matte lyd fra hyggerummet.
   Gåsehuden rejser sig på mine arme, og jeg føler den kolde luft som et vådt omslag på af min ryg. Det er som om jeg er trådt ind i en magiløs verden. Knivene på væggen og de skinnekørende slagterkroge gør rummet frygteligt jordnært. Stål og hvide klinker ånder livløst omkring mig, og fylder rummet med en saltet appetitlig aroma. Men det gør mig ikke bange. Dette er et sted for døde ting, og døde ting der ikke stirre er harmløse.
   Eva havde ret, min frygt fortager sig. Måske er det fordi at rummet fortæller mig, at det er mig der har kontrollen. Måske er det en syg side af mig som hungre efter den magt som jeg nu har over Fader. Jeg kigger ned på ham. Han ligger på de matte beigefarvede klinker nær den firkantede metal rist. Det hele virker så rigtigt, og jeg føler mig sikker nok til at hente tasken i hyggerummet.
   I neonlysets sygelige skær kigger jeg i den. Under den klistrede plasticpose finder jeg det brune hampereb, og jeg rynker på næsen mens jeg hiver rebet op.
   "Føj hvor det lugter, " siger jeg.
   "ja, det er lige meget. Kom nu, han skal op og hænge, " siger Eva
   "ja, " siger jeg svagt og fører reber rundt om Faders hænder.
   "Lad ham beholde håndjernene på, "
   "Det skal jeg nok, " siger jeg mens jeg lader Eva fører min hånd til den krog der er fastgjort til en talje.
   En tynd stålkæde skurrer mod taljen mens jeg bringer krogen i niveau og hægter rebet fast. Kæden skratter en kort metallisk sang, og ved hvert hiv i kæden, bliver Fader løftet en smule højere i vejret. Til sidst hænger han så kun hans tåspidser rører jorden, og jeg træder tilbage og ser på mit værk.
   Det er et mesterligt klimaks i mit liv, for nu er det ham der er offeret. Nu er det ham der er i min magt, og på en underlig måde tænder det mig.
   Jeg kysser det lille sølvhjerte jeg har i en kæde om halsen. Jeg kan ikke lade være med at grine, for jeg føler en forløsende lykkerus der spreder sig til hele min krop. Jeg kan mærke min krop sitre til mit hjertes accelererende rytme. Det er som en skøn pulserende musik og jeg får lyst til at lade Eva danse nøgen og fri.
   Jeg lader sølvhjertet falde fra mine fingre. Kort overvejer jeg at tage det af, da det var Fader der gav mig halskæden til min seksten års fødselsdag. Men jeg lader hjertet hænge, for et utydeligt minde skinner igennem min rus.
   Min seksten års fødselsdag var en god dag. Der var solskin og Fader og jeg spiste lagkage i haven. Det var der han gav mig den lille aflange æske med halskæden i, og jeg kan huske at han lyttede til mig. Men jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om; kun at vi grinte og havde det sjovt. Kun mig og ham.
   Jeg begynder at ryste, og jeg knuger mine hænder. Gør jeg nu det rigtige? Hvorfor kan jeg ikke huske? Var han virkeligt så slem som Eva siger?
   "Hvad er der?" spørger Eva.
   "Det - Det er bare underligt at se ham så, sårbar, " siger jeg efter en kort pause.
   Men det er ikke det jeg tænker på, for sandheden er at jeg tvivler. Og tvivlen går i hånd med frygten, for det Eva og jeg har gjort kan ikke rettes op på. Pludselig er det hele virkeligt, og ikke længere blot en farlig fantasi. Det går op for mig hvad jeg har gjort, og jeg mister det smil jeg har båret gennem hele dagen. Nervøst kigger jeg hen på tasken, og jeg tænker på indholdet.
   "Er der er noget galt? " spørger Eva.
   "Ja, " svarer jeg, stille, "kan, kan vi ikke gå? Det har været en lang dag."
   Eva svarer ikke, men jeg kan mærke hvordan hun påvirker min krop. Jeg ved at hun har lyst til at fortsætte, jeg kan mærke hendes vrede. Men jeg kan ikke. Ikke endnu.
   "Jeg er træt, kan vi..."
   "Okay, svinet er alligevel ikke vågen, " siger Eva og forsvinder bag mine øjne.
   Stilheden falder over rummet. Kun barkøleskabets komprimator brummer bag mig. Lettet forlader jeg rummet, tasken og den klistrede Nettopose der i.