Det er Poul, der fortæller


12 år siden 8 kommentarer Kortprosa

8Det er Poul, der fortæller
"Jeg skal fortælle om dengang jeg var faret vild i en skov, jeg m... [...]
Kortprosa
12 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Maya Stolbjerg (f. 1982)
"Jeg skal fortælle om dengang jeg var faret vild i en skov, jeg mener jeg var på campingtur i Midtjylland med nogle venner, og så skulle jeg ud i skoven og samle brænde sammen med én der hedder Sven, det var det han stod for. Erik stod for at fiske og jeg stod for det løse, altså sådan med at sætte telt op og lave, eller hente øl, jeg hentede øl, når vi manglede øl. Men den dag var vi løbet tør for brænde og så skulle jeg, altså så havde jeg meldt mig frivilligt til at hjælpe Sven med at hente brænde, så jeg gik ind i skoven sammen med Sven, men så gik han tilbage, fordi han havde glemt noget. Hvad var det nu han havde glemt? Det var en sav, det var en økse, det var øksen han havde glemt, for vi skulle jo fælde et træ. Eller nej. Det må man ikke. Men det kunne jo være, at vi fandt noget andet at hugge i, en stor rod eller sådan noget, eller et træ, der var væltet af sig selv eller noget andet, så Sven gik tilbage efter øksen, og så skulle jeg bare gå i forvejen eller jeg skulle bare vente på ham, ja jeg skulle vente, så jeg satte mig på vores kano og kiggede på vandet. Det var en sø, vi var på campingtur ved en sø. Vi fiskede også i søen, vi fik fisk til morgenmad den dag og til frokost og aftensmad, vi var løbet tør for havregryn dagen før. Så var det vel nok godt, at Erik han var så god til at fiske, Erik han havde tre fiskestænger med, det var lige en til os alle sammen, og så brugte vi hele dagen på at fiske og campere og drikke øl og hente øl. Vi roede kanoen ud på søen og så sad vi der og camperede, så sad vi og fiskede med Eriks fiskestænger hele dagen indtil vi ikke gad det mere og indtil vi blev sultne, og så roede mig og Sven ind til bredden. Ikke Erik, han skulle ikke ro, han var bare den der havde fiskestængerne med. Men hvad så med båden? Jeg ved ikke hvis båd det var, det var min båd eller Eriks, nej det var nok - det er lige meget, der var en båd. Og så tændte vi bål, for det gjorde vi, når vi kom tilbage med fiskene. Så kom Sven tilbage med øksen og så skulle vi ind i skoven. Det gjorde vi så, så gik vi ind i skoven og samlede brænde. Så havde vi samlet nok og Sven han sagde, så sagde han 'jeg går tilbage med første læs,' sagde han og så gik Sven. Jeg samlede bare videre til jeg havde en stor bunke af grene og Sven han var stadig ikke kommet tilbage. Så gik jeg lidt rundt og ledte efter Sven og så ledte jeg efter bunken med grene, for så var jeg faret vild, og jeg blev bare ved med at gå og samle brænde og lave bunker og Sven sad tilbage i lejren og spiste vores fisk. Nej det kan jeg jo ikke vide noget om, jeg ved ikke hvor han var, jeg ved heller ikke hvor Erik var, jeg ved ikke hvor de var henne, hvor var de henne? Men nu gik jeg videre og der blev mørkere og mørkere og træerne blev hele tiden højere og der blev mange flere af dem. Jeg tænkte på om jeg mon var i Tyskland nu, om jeg var gået over grænsen uden mit pas og hvis jeg var det, så ville jeg nok, eller så kunne jeg jo nok ikke komme tilbage igen. Så opdagede jeg, at stien var væk, og jeg kunne ikke se hvor den var endt, og jeg kunne heller ikke se nogen som helst anden sti. Der var pludseligt ingen sti, der var kun træer over det hele og buske, og hvor var lejrpladsen henne og vores sø? Så gik jeg noget mere og så blev jeg ved med at gå til jeg fandt en sti og så gik jeg på den. Så fandt jeg en vej og så fik jeg et lift af en venlig betjent, eller af en mand var det, en mand i en bil, i en lastbil. Der var en lastbilschauffør, der samlede mig op og kørte mig tilbage til lejrpladsen. Så sagde jeg tak, og så sagde Erik at Sven han var gået ud og lede efter mig, og så var han nok også faret vild, men det har ikke noget med det her at gøre, for det er en anden historie."
Forfatterbemærkninger
Den skulle have stået under kategorien Novelle. Fyldepennens folk lavede det om. Grr...

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/08-2012 18:13 af Maya Stolbjerg (Maya SDS) og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 778 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.