Goddag, jeg hedder Aprilia. Jeg er en Dansk-Svensk gårdhund, og så er jeg tre år gammel. Min mor siger, jeg opfører mig som en teenager. Hun siger, jeg er sådan: MIG, MIG, MIG, hele tiden. Min mor er dyrlæge, og hun har fået arbejde i Jylland, og da jeg bor på Bornholm, bliver jeg og min hundemor Alvilda passet hos min plejemor, når min mor er på arbejde.
Min mor ved alt om Dansk-Svenske gårdhunde, mens min plejemor ikke ved ret meget om min race. Det synes jeg er for dårligt. Hvis hun nu gad sætte sig bare lidt ind i, hvor fantastisk jeg er, kunne hun jo slå mig op på computeren. Så kan hun læse om, hvor dygtig jeg er til at jage kaniner, harer, fugle og mus og rotter. Hun vil også kunne læse, at jeg er sjov og klog, og at min stamtavle går helt tilbage til vikingerne. Det er da vigtigt at vide, hvilken fin hund, jeg er, når hun nu skal passe mig, synes jeg da.
Nåh, men det må hun jo selv om. Nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg laver, når jeg er hos min plejemor.
Når vi går tur, skal jeg være i snor, mens Alvilda ALTID må løbe løs. Jeg siger jer, der er ikke noget mere sygt end at gå tur i en hundesnor, og jeg hader, at hun gør forskel på os. Det er ikke særlig hunde-pædagogisk, synes jeg.
Men i dag skiftede hun så pludselig mening - uden et ord. Vi gik nede på den der sti ved stranden, hvor vi har gået før, og hvor der er en masse krat, da hun tog snoren af mig. I kan slet ikke forestille jer, hvor fri jeg følte mig, så jeg spænede afsted. Nej, hvor jeg løb, med hundrede kilometer i timen, hen ad stien og ned på stranden og ind mellem alle de der hybenbuske og brombærbuske, der hele tiden stak i min pels. En Dansk-Svensk gårdhund har ikke ret meget pels, skal jeg sige jer, og det er derfor sådan nogen tjørne stikker, så det gør noget så ondt på mig, siger min mor. Jeg er også mere sart end Alvilda, fordi jeg har mindre pels end hende, siger min mor også. Det er derfor, jeg så nemt fryser, og helst skal ligge under min mors eller min plejemors dyne om natten. Ellers bliver jeg bare forkølet.
Da jeg fik lov at løbe løs på stien, sørgede jeg - det meste af tiden - for at komme, når min plejemor kaldte, og hun roste mig hver gang, men hun havde ingen godbid i lommen, som min rigtige mor altid har. Tror det er noget, min mor har lært hende, det med at rose mig, for ellers ved hun som sagt ikke meget om hunde, kan jeg mærke, selv om hun vel gør sit bedste. Hun ved mere om katte, siger hun. Jeg elsker at jage katte, og en dag nede på stranden så Alvilda en, og hun stak af op i nogen haver. Jeg blev grøn af misundelse og trak og trak i den dumme snor, mens min plejemor løb bagefter mig og råbte: Alvilda, Alvilda, kan du så komme tilbage. Men Alvilda kom da ikke, før det passede hende, og det vidste jeg godt, at hun ikke ville. Det kan enhver da regne ud.
Nåh, men jeg blev ikke færdig med at fortælle om, da jeg spænede ud af den her sti nede ved stranden, og jeg lige pludselig så Alvilda nakke en due, der sad ved et krat. Den var bare så sløv. Enhver god Dansk-Svensk gårdhund kunne da nakke den - bare lidt ærgerligt at det ikke var mig, der så den først. Alvilda og mig er altid de bedste venner, og vi var også enige om at bide den ihjel sammen. Da vi havde bidt rigtig længe i duen, ville Alvilda have den med hjem, og hun tog den i gabet. Jeg lod hende gøre det, for det var jo sådan set hende, der først havde fået øje på den. Men så tog vores plejemor duen ud af munden på Alvilda og smed den langt væk, og Alvilda glemte helt at slå krølle på halen, så skuffet blev hun. Har man kendt mage, ja, jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vores plejemor har altså ikke særlig meget forstand på Dansk-Svenske gårdhunde og vores fine jagtinstinkter, og hvordan vi behandler et jagtbytte. ØV, ØV, ØV, bare øv, siger jeg.
Bagefter skulle vi vente i vores plejemors blå bil, mens hun skulle på besøg. Det var også godt nok, indtil hun hentede os, og vi skulle stå bundet i en gård med en masse triste og halvvisne blomster. Da det begyndte at regne, peb jeg og kradsede på en fin hvid dør, og så skal jeg love for, hun kunne komme, og vi blev smaddervåde på vej ud i bilen, selv om vi skyndte os.
Nu ligger jeg her i mit plejehjem under mit tæppe og ryster af kulde, og jeg er også bange for det buldrer et eller andet sted fra. Sikke et hundeliv. Slet ikke noget for en sart Dansk-Svensk gårdhund.
Håber du vil læse med i næste gang, jeg skriver, hvor jeg vil fortælle om en stor uretfærdighed mod mig, næsten et helt slot på en campingplads og så noget om, hvor dygtig jeg er.