Tusindårs riget, ja, jeg ved ikke hvor ordet stammer fra, men jeg ved at Eva tænkte meget over det, da jeg snakkede med hende og Eva, ja, hun er netop hovedpersonen i min historie.
   Eva var bare en lille pige på fire år, da jeg mødte hende første gang, hun stod midt på fortovet, og studerede de mange fine ting i det oplyste vindue til Legetøjsforretningen.
   Der var blandt andet et elektrisk tog, der drønede rundt derinde, hvis man puttede en fem og tyve ører i en automat uden for, og der' stod hun altså og brugte en formue, bare for at se det lille tog.
   Jeg var en dreng og med den alder jeg havde, burde jeg slet ikke interessere mig for en lille unge, der knap var blevet tør bag øret, men hun fashionerede mig, og så var der jo det, at jeg faktisk også selv, elskede det tog, men ikke havde flere penge, så hun var mit held.
   Hun opdagede mig og smilede "Davs hvad hedder du, jeg hedder Eva!" -
   (Underligt træf, meget besynderligt, jeg der altid havde syntes at mit navn var dumt, for almindelige mennesker kalder ikke deres sønner, Adam,)men nu havde jeg det vel, som da Tarzan mødte Jane, jeg følte at vi på en' eller anden måde havde noget at sige hinanden, så jeg sagde selvfølgelig mit navn.
   Hun så underligt på mig, men så smilede hun stort, så jeg kunne se hendes skæve tænder "Det var da sjovt, for du kender da nok den historie om Adam og Eva i Paradiset, du ved, dem der var ulydige imod deres far og blev smidt ud, af havelågen. - Hvis det nu havde været os, der havde taget et æble af vores fars træ og han blev vred, så fik vi nok enten en endefuld, eller besked om at gå ind i seng, men måske er det fordi vi lever i Tusind års riget!"
   Jeg syntes det var noget underligt at sige, jeg havde aldrig set pigen før, hun boede vist ikke i vores by og var nok bare på Juleudstilling, men det ord, var som en Trylle formular, der lukkede op for noget hos mig, som havde været gemt væk, næsten som Julepyntet blir' det, hvert år efter Hellig Tre konger.
   Sådan en bette skid, hvad ville jeg blive der og høre på hende for? men jeg blev, og da hun havde puttet den sidste femogtyve ører i automaten, så vi åndeløst på toget, til det stoppede ved Stationen.
   "Ønsker du dig også sådan et tog i Julegave?"(var hendes næste spørgsmål, og jeg svarede som en bedre vidende knægt på 12 år.) "Jeg har sandelig et tog hjemme, et der er meget større end det her, det vækker mig hver morgen, for jeg skal sige dig en ting, det er min far der ejer det!"
   Hun så på mig med store øjne "Du mener sådan et tog som man kan køre langt væk med, bor du så i sådan et hus som det der nede?"
   Hun pegede på Stationsbygningen. "Ja, det kan man godt sige, men nu må jeg vist hjemad, min storebror kommer der henne, farvel!" --- :"farvel Adam og god Jul!"
   ...

Jeg ved slet ikke hvad der blev af Eva, den næste lange tid og jeg tænkte ikke mere over det, før jeg et par år efter, på en Spejderlejr, mødte en lille irriterende unge, der løb ovre hos os, det meste af tiden.
   Hun var ved grød nysgerrig, og fulgte efter mig, indtil en' af knægtene spurgte om det var min lillesøster.
   Jeg vendte mig om, og skulle til at bede hende om at smutte, da hun smilede. Jeg så de besynderligste heksetænder nogensinde, og så sagde hun: "Davs jeg hedder Eva, må jeg godt se hvad du laver?"
   Knægten fra før lo:" nåh, Adam, du har nok fundet en lille beundrer, men du får ti minutter til at følge hende hjem, for nu skal vi altså til at bestille noget."
   "Det behøvs' du slet ikke Adam, jeg kan sagtens finde hjem, men ved du hvad, jeg syntes nu det er spændende at leve i vores Tusind års rige, og når jeg blir' stor lige som dig, vil jeg også være spejder."
   Jeg lod gutter være gutter og fulgte med hende, og da jeg ikke kunne høres, af de andre sagde jeg:"Eva, kan det passe at vi to har truffet hinanden engang for længe siden?
   "Nej, det kan det nok ikke, jeg er kun seks år og skal starte i skole efter ferien, men du er jo mange flere år end mig, du er jo næsten voksen!"
   (--Jo, det var Eva, hvor underligt, hendes ben var blevet lidt længere end sidst, det var måske også nemmere at se, når hun havde kort kjole på, i stedet for skidragt.)
   "Har du nogen sinde fået et elektrisk tog til Jul?"
   "Et tog? nej, det har jeg ikke, men jeg har altid ønsket mig et, havde jeg været en dreng som dig, kan det godt være at jeg havde fået et, men det er jeg ikke, og piger skal lege med dukker, være nydelige og stille, og øve sig på at lave mad og blive mor, men det gider jeg nu ikke!!"
   (Nej, det kunne jeg næsten forestille mig)"Hvordan synes du det går i dit tusind års rige Eva?"
   Hun lo "jeg syntes det er dejligt, især når jeg smutter en tur i skoven og finder små huler hist og pist, eller når jeg kravler til vejrs på min fars stige, og når at komme ned, inden han opdager at jeg har været deroppe, min far er nemlig Skorstensfejer og det kunne jeg godt tænke mig at blive når jeg bliver stor, men når jeg siger det, griner han bare af mig, så hans hvide tænder skinner i hans sorte ansigt, og så siger han :"Jamen Eva, hvad skal en pige som du deroppe, det ender jo med at du rutsjer ned af taget!"
   "Ja, eller også ned gennem skorstenen ligesom Julemanden, sagde min bror og lo: "Næh, lad os drenge klare det beskidte og sjove arbejde, så kan I piger lave vores mad og passe unger, sådan har det altid været, og sådan bliver det nok også ved med at være!"
   "Ved du hvad Adam, jeg blev faktisk sur, rigtig møgsur på dem, og så gik jeg ud i min hemmelige hule og sagde en masse forbudte ord, som gjorde mig sort nede i maven, og når mor hører sådanne ord, siger hun at så skal munden vaskes med brun sæbe.
   De grimme ord gør først maven sort inden i, og når de ikke kan være der mere, kommer de op i hjertet, og så er man meget meget slem!"
   Jeg lo af hende, sikke en lille sjov unge, hun havde fat i noget af det rigtige, og jeg sagde til hende, at hvis hun havde lyst, og selv kunne finde over til lejren, måtte hun godt kigge over til mig engang imellem, så sagde vi farvel og de næste fem dage så vi en del til hinanden.
   Det var som om vi havde noget hemmeligt sammen, og den sidste aften var underlig.
   Jeg sad sammen med de store knægte ved Lejrbålet, da der kom en' hen og puttede en lille hånd i min "Davs Adam, må jeg godt sidde her lidt?"
   Jeg bredte mit underlag lidt mere ud, og sagde at det kunne hun godt, hun sad faktisk også stille og lo med, når der var noget sjovt, men pludselig kom der en mand i uniform og sagde" Eva, sidder du her, din mor og dine søskende har været hele lejren rundt, for at lede efter dig, vi skal jo tidligt af sted i morgen, så du skal i seng."
   Hun smilede til ham, og bad så pænt om at få lov at blive lidt endnu, så han satte sig lidt, men efter et kvarter, tog han om hende og inden vi havde sagt rigtig farvel, red hun på sin fars ryg, tilbage til Familielejren.-
   Hun vinkede godt nok, og jeg vinkede igen, men det var en underlig måde at sige farvel på.
   Kom ikke og sig at jeg var sentimental, for det var jeg nemlig, og jeg var måske nok en anelse stille, da vi pakkede færdig næste dag, for at komme hjem, og det var hendes skyld, den lille unge, der ikke skulle sige en næsten voksen mand som mig, noget som helst.
   ---
   Der skulle gå mange år inden jeg fik et glimt af Eva igen, og det var noget underligt noget.
   Jeg var soldat på det tidspunkt, og en dag mens jeg var ude at spadsere, var der en' der sagde
   "Hej Soldat, kan du sige mig hvad den rigtige klokke er?"
   Jeg vendte mig om, for at snakke til vedkommende, der lød som en pige, men rigtig nok ikke så sådan ud. Vedkommende, var klædt i sort fra top til tå, det var en skorstensfejer i Midi format.
   "Davs knægt, er du kommet hjemmefra uden ur?" ---"Ja, det er jeg rigtig nok, jeg tabte det forleden, og det kunne ikke klare faldet, men for at sige det, så er jeg altså ikke en dreng, jeg er i erhvervspraktik hos Skorstensfejeren her i byen, han var ellers meget imod det og sagde ligesom mine forældre at det slet ikke er noget for piger, men det skal de ikke komme og sige for ---
   (Hold da op, de tænder, okay, det var ikke de skæve heksetænder der lyste mig i møde, men et sæt "togskinner", underligt nok, det kalder man, sådanne bøjler som hun havde på.
   Jeg smilede til hende og sagde):"Nej, det skal de nemlig ikke, for så går du ud og finder en hemmelig hule og siger nogle forbudte ord, som du bliver sort i maven af, har jeg ikke ret?"
   Åh, som hun lo, hun lo så der stod tårer i hendes øjne "Hvor i alverden ved du det fra, for vi kender da ikke hinanden vel?" --- "Nej, det gør vi vel ikke, men kan du fortælle mig, hvordan det går med dit Tusind års rige?"
   "Okay, så kender vi alligevel hinanden, for ingen er vel så skør som mig, at de går rundt og fantaserer om et skønt Tusind års rige, hvis de er velforvarede "(hun stak en lap frem, der var lige så sort som alt det andet, tog en handske af, så der kom en næsten ren hånd til syne) -
   "Ja, jeg kan altså ikke stå her, midt på gaden og snakke med en mand, der kender mig, men som jeg ikke kan mindes at have snakket med, jeg hedder ---
   "Ja, tak, det ved jeg (jeg pegede på hende) og sagde "Du Eva (så pegede jeg på mig selv) og sagde "jeg Adam!" ---
   "Åh, nej, nu rabler det for mig "You Tarzan, mi Jane! så har du måske også et Tusind års rige et sted, for det må vi jo have snakket om engang, selvom jeg ikke husker hvornår! Men for at komme til sagen Soldat, ved du hvor mange klokken er?"
   Jeg lo" Ja, det kunne jo tænkes, og hvis det er så vigtigt for dig at vide, kan jeg måske bede om noget til gengæld?"
   "Jeg kunne selvfølgelig godt finde en anden, der ville fortælle mig det, for intet, men efter vores lille samtale, ja, så lad mig høre, dit forslag."
   "Vil du møde mig under uret ved Banegården klokken 19:00 i aften, hvis jeg siger at klokken er 16:00 nu?"
   "Det siger vi bare og tak skal du have, så ses vi, farvel så længe"
   Jeg blev helt underlig inden i, Eva, hvordan skulle jeg kunne forklare, hvad hun satte i gang hos mig, det var otte år siden vi havde set hinanden, og det var ikke fordi jeg havde tænkt særlig meget på hende i den mellemliggende tid, men så snart jeg havde opfattet hvem hun var, kunne jeg alligevel huske det meste fra før.
   --Tre forklædninger, ja og om ikke mange timer skulle jeg træffe hende igen i en fjerde.
   Nå, jeg vendte tilbage til Kasernen og fik at vide at vi skulle på natmanøvre, så det var med at få produceret noget søvn, vi skulle i det hele taget ikke forlade området, hvis ikke det var meget vigtigt.
   Men jeg er en heldig rad, jeg har aldrig behøvet ret meget søvn for at være frisk, og jeg var klar over at det var uhyre vigtigt at mødes med Eva, for ellers vidste jeg jo ikke hvornår vi kunne snakke sammen igen.
   Jeg vidste ikke om hun var først på stadiet, eller hun kun havde et par dage tilbage og den chance, ville jeg ikke lade gå fra mig.
   Jeg stod også under banegårds uret 18:50 og jeg vidste at mere end en time, kunne vi nok ikke trække det, men det ville blive morsomt at snakke med hende igen og finde ud af, hvordan det i grunden var gået i de resterende år og hvad hun ville med fremtiden.
   ...

19:05.da jeg stod og studerede forsiden af et Ugeblad, var der en' der rømmede sig og da
   jeg vendte mig om, stod hun der'"Davs, ja, undskyld at jeg blev lidt forsinket, men det er ikke nemt at finde rundt i sådan en stor by, jeg fik allernådigst lov til at smutte, hvis jeg var tilbage senest klokken 20:30.og det er da ikke en tid for en ung dame som mig."
   "Næh, måske ikke, men jeg kan heller ikke blive mere end en times tid, for det er så uheldigt at vi skal på manøvre i nat og din dag starter vel også tidligt, men lad os ikke blive stående her, lad os finde et sted, hvor vi kan sidde i fred og ro og få en sludder."
   Det fandt vi også og da vi havde sat os ved et bord, kom servitricen hen og spurgte hvad vi ønskede ---Eva var rap
   "Er det nødvendigt at ønske noget, for at sidde her?"
   "Ja, for ellers optager I pladser for andre der gerne vil handle med os."
   "Det var jo værre, men så lad os få en te og en kaffe og to ostemadder!"
   Da damen gik bort fra vores bord, lo jeg af Eva "det skulle du slet ikke, det var jo mig der havde inviteret!"
   "Det kan godt være, men altså, for det første er jeg ikke som andre, jeg ved ikke hvad du er for en mystisk mand og hvor vi har mødtes før, er mig en gåde.
   Jeg er altid blevet holdt hen med at når en mand bød en kvinde ud, betalte han, men hvorfor ikke lave om på det, en kvinde bliver jo heller ikke Skorstensfejer vel, og så er der det, at Soldater efter min mening ikke får alt for meget i løn."
   "Det meste har du ret i, men ikke det sidste, vores løn er slet ikke at kimse af, hvis vi forstår at mingelere med pengene. Tag nu for eksempel vores rejser, de er gratis', altså med Statsbanerne."
   Lidt efter kom Servitricen med det bestilte og da hun var gået, sagde Eva "Nu til sagen, unge mand, hvor kender du mig og mit Tusindårs rige fra?"
   Jeg rømmede mig, og fortalte hende om de små episoder og da jeg var færdig, smilede hun og sagde "så var det altså derfor vi skulle mødes her, underligt i grunden, sig mig, tror du på skæbnen?"
   "Det har jeg aldrig funderet over, men det bliver man vel nærmest nødtil, efter det her. Man møder vel ikke et menneske tilfældigt, tre gange, uden at skæbnen har en finger med i spillet, men hvad siger du, har du mod på at fortsætte?"
   "Fortsætte med hvad?" --- "Ja, altså, har du mod på, at lade skæbnen bestemme om vi skal ses igen, eller hvornår?"
   "Det ved jeg ikke, på en måde kunne det jo være ganske spændende at se, hvornår det bliver, hvis det bliver, men på den anden side, så er vores sammenstød så specielle, at vi må snakke lidt mere om tingene, syntes du ikke?"
   "Helt bestemt Eva, og hvad er der sket hos dig i de mellemliggende otte år der er gået?"
   "Uha, det må da ikke være særlig vigtigt at snakke om, tiden er bare gået og det endte altså med at jeg fik trumfet igennem, at komme på prøve her og Madsen er faktisk ret godt tilfreds med mig, han kunne ikke forstå, hvordan jeg dog kunne balancere så hjemmevant på tagene, men han skulle bare vide."
   "Det forstår sig, du er en Emil om igen, måske en lille Provokatør, for jeg har ret når jeg siger at du godt kan lide at gøre ting som folk ikke forventer af dig?"
   "Jo, og havde der ikke været Kvinde ret i dag, så skulle jeg nok sørge for at vi fik det. Selvfølgelig kan jeg da godt se, at der altid vil være noget der hedder kvinde job og mande job, og at vi derfor ikke altid vil kunne få lige løn, men afstanden bør ikke være så stor.
   Jeg tror netop at kvinder er mere gesvindte til at færdes på et tag end mænd, og derfor burde der være flere piger der har lyst til det dejlige sorte job. Okay, man skal nok ikke være et pylrehoved, for man skal ud i al' slags vejr, så nær som når det fryser så meget at der er fare for vore liv, og ellers skal vi jo bare lære det også, men jeg trætter dig med al' min snak, hvad vil du med dit liv?"
   "Et godt spørgsmål, ser du, jeg har også et arbejde som jeg bliver beskidt af, jeg er udlært Mekanikker og har til opgave at kigge Militærets biler efter i sømmene og jeg kan fortælle dig, at det er tit noget gammelt lort, og det skal jo holde til lidt af hvert."
   "hvor mange år har du så været inde ved Militæret?"
   "Jeg har kun været her et år, og andre på min alder har været her tre, for jeg havde en god arbejdsplads og fik lov til at vente, der blev givet Dispensation og når jeg er færdig om seks måneder, går turen hjemefter, hvor min arbejdsplads venter på mig."
   "Og det er du sikker på?" ---"Ja, for jeg er i daglig kontakt med Mester, og når jeg er på hjemmebane, smutter jeg gerne op og får lidt olie på fingrene og en snak."
   "Og det var slet ikke noget for dig, at blive Togfører?"
   "Jo, det ville da slet ikke være af vejen, men det skal være et "Elektrisk tog" og du håber altså på at få en Læreplads hos Madsen, når du er færdig i skolen?"
   "Det kan du godt regne med, og kunne jeg droppe skolen den dag i morgen, så gjorde jeg det gerne, men hvis jeg fortsætter og nupper niende med, som mine forældre ønsker, så kan det jo være de også lader mig få mit ønske opfyldt."
   "Det var fint tænkt af dig, men hvor langt er der hjem?
   "der er i hver tilfælde for langt til, at jeg kan komme op og hjælpe Madsen med et par skorstene, efter skoletid og jeg har såmænd også min hverdag fuldt optaget.
   Jeg går til spejder en aften, til Badminton en anden aften, til Klub en tredje, og til Ungdoms Dilettant en fjerde aften, så du kan nok se, jeg har slet ikke tid foreløbig, til at give slip på det derhjemme, så det var dejligt om Madsen ville skrive et stykke papir til far og mor, om at jeg skulle gå i lære hos far, indtil jeg er færdig med skolen og at Madsen så kan bruge mig, men hvad siger du, kan jeg tillade mig at spørge?"
   "Og det skulle komme fra dig, plejer du ikke at sige og gøre, præcis hvad du har lyst til?"
   "Næh, nej, ikke helt, og selvom du ikke vil tro det, så hører jeg til den generte type."
   "Det er da ikke muligt Eva, du er i hver tilfælde det mest ligefremme pigebarn jeg har mødt, og jo, jeg synes du skal prøve at spørge, det eneste du kan risikere, er at få nej og så må du jo bare knokle på igen, indtil han siger ja!"
   "Det vil jeg så gøre, men jeg har kun en uge endnu før jeg skal hjem, så det skal altså være snart." "Ja, det kan jeg forstå, og så bliver det altså ikke i den nærmeste fremtid vi kan gøre håb om at snakkes ved?"
   "Nej, det gør det jo nok ikke, men jeg ved jo slet ikke hvor du er fra?"
   "Jeg stammer oppe Nord fra, min far skulle egentlig have været Fisker, men han kunne ikke tåle søen, så hans far måtte bøje sig og lade ham læse. Han var noget så fint som Bogholder, da jeg var lille og da jeg var 10 år, flyttede vi til Bjergkøbing, hvor min far altså fik et job som Stationsforstander, en fin titel, der fulgte bare ikke nogen høj løn med, når man tænker på at han skulle forsørge en kone og tre unger, men vi er da kommet igennem det.
   "Hold da helt op Adam, Bjergkøbing, det var jo storbyen for mig engang, og kun et sted vi kom når vi skulle til Juleudstilling, jeg husker et år hvor der kom en Julemand kørende i Kane, helt fra Grønland, som de sagde og som barn tror man jo på den slags."
   "Du mener altså at du er ved at være voksen nu?" ---
   "Jeg er i ihvert tilfælde ikke noget pattebarn, hvis jeg nogen sinde har været det, og hvis du syntes om Musicals og har fri den Weekend hvor vi skal opføre vores stykke, så kunne du jo komme og se på, jeg har vist et stykke papir i min taske, så skal jeg skrive det op."
   (Min kaffe var næsten blevet kold, men jeg drak den alligevel, og ostemadden fik jeg også has på, det var mig komplet lige gyldigt hvad det smagte af, for lige i det øjeblik, tænkte jeg kun på, om det ville lykkes mig at holde mit bekendtskab ved lige med Eva, ellers kunne jeg lige så godt rejse mig og gå, inden hun fik skrevet den seddel.)
   Hun rakte mig den og sagde :"du er altså velkommen og du kan helt sikkert få en fribillet, hvis du siger at du kender mig, men nu må jeg gå, og tak for snakken, det har været hyggeligt."
   "Det har det ja, men vi kan da godt følges ad lidt og så finder vi ud af et eller andet."
   Da vi havde gået et stykke tid, sagde hun - :"Ja, her skal jeg altså dreje fra og så må du have en god nat."
   ... Hun rakte mig en slank hånd og jeg blev ganske forbløffet over den kraft hun lagde i sit håndtryk, da vi sagde farvel, det havde bestemt ikke noget at gøre med en kvinde, men hun var så dejlig, ligefrem og jeg kunne ikke dy mig for at kysse hendes hånd inden vi gik hver til sit."
   Hele vejen tilbage til Kasernen, gik jeg og nynnede en stille sang og da jeg listede ind på fem sengs stuen, og fik tændt min lampe, foldede jeg sedlen ud, og der stod med den nydeligste skrift

Hej Adam der er Premiere i Nr. Dalby Forsamlingshus. den. 22. oktober klokken 19:00. -
   hilsen Eva ...