Ja tiden gik videre, og jeg så først Eva, et år efter, da hun stod i en smuk rød kjole oppe ved orglet og sang -
   (Oh mein papa) --- mens vi bar min fars kiste ind i kirken.
   Jeg voksne mand græd, som var jeg en lille knægt, og jeg ved ikke hvordan resten af tiden inde i kirken gik - Min dejlige friske far, var ikke mere, han der havde betydet så meget, ikke bare for mig, men for hele familien.
   Ude ved graven sang Eva "Kirkeklokke mellem ædle malme" - en' af min fars yndlings sange.
   Hanna hviskede til mig "Det er da hende den lille Skorstens fejrer, hvor kendte hun din far fra?"
   Jeg gav hende et klem "det er en gammel ven af familien, og senere skal jeg fortælle dig meget mere."
   Jeg så at mor var omme for at takke for sangen, men på mors forespørgsel, om hun ikke ville med om til mindefest, rystede hun på hovedet "En mindefest, er kun for den nærmeste familie, men jeg vil tænke på jer, og jeg skal nok kigge om til dig."
   ---
   Livet var ligesom ikke mere det samme uden far, nu var det mor, der tog med os i kælderen, men det var hårdt for hende, der var for mange minder.
   En dag jeg kom om til hende efter arbejdstid, kom hun mig smilende i møde "Hej Adam, hvem tror du der sidder herinde?"
   Selvfølgelig var det Eva, hun og mor havde siddet og kigget gamle billeder. Eva gav min hånd et klem "det var da hyggeligt at træffe dig Adam, men din mor og jeg har en aftale, så hvis du vil snakke med os, må du tage med."
   På min forespørgsel, hvor vi skulle hen, smilede hun og sagde "Jeg har købt mit barndomshjem, og jeg kunne tænke mig, at vise din mor min lille hule, der stadig ligger bagerst i haven."
   Jeg studsede "Din hule, du mener dit Tusind års rige, jamen jeg troede ikke det fandtes mere?"
   "jeg blev også selv forbavset Adam, da min søster ringede til mig og sagde, at den gamle dame der i sin tid købte vores hjem, ønskede at sælge. Karen vidste, at jeg gerne ville købe det, for jeg var blevet meget skuffet over, at far og mor, havde nænnet at sælge mit hjem, mens jeg engang var i udlandet, og nu fik jeg altså chancen.
   Jeg kørte ud og besøgte den gamle dame, og mens vi snakkede, sagde hun "Sig mig, er du den bette af pigerne?"
   Det sagde jeg ja til, og hun fortsatte "så er det måske din hule jeg faldt over en dag?" "Min hule? - ja, der var ikke andre end mig, der havde en hule, men er den ikke jævnet med jorden?"
   "Nej din mor gav mig et brev, hvori der stod - "Alt i haven må fjernes, men der er et Klausul på den lille jordhule i haven, det har altid været min lille datters yndlings sted!"
   Jeg måtte se ned i gulvet, så den gamle dame ikke skulle se mine tårer. - Så havde min mor altså alligevel holdt en smule af mig, og hun var sikker på, at jeg en dag ville komme tilbage, og købe mit hjem.
   Jeg bad om lov til at kigge derud, og da jeg møjsommeligt var kravlet derned, ja, du vil ikke tro det Adam, men da var alt som det havde været engang, eller næsten alt.
   Noget af loftet var styrtet ned, og flere af mine ting var gået til, men døren derned, havde holdt større dyr derfra, og i en kasse, nej, hvad siger du, kunne du tænke dig at køre med os?"
   "Behøver du at spørge om det, lad os hellere smutte med det samme."
   ---
   Det var mange år siden jeg sidst havde været i Nr. Dalby, men der var såmænd ikke, forandret ret meget, selv Forsamlingshuset stod, hvor det plejede, der var godt nok bygget lidt til her og der, ' men jo, det var det samme.
   Da vi stod ud af bilen, ønskede jeg så inderligt, at far havde nået at komme med, men man må tage de stød som verden gir', med oprejst pande.
   Vi gik forbi huset og om i en meget stor have, jeg ville gerne have mor med hen til hulen, men hun smilede til mig og sagde "Lille Adam, det syntes jeg I skal have for jer selv, jeg kan gå, og se mig lidt om imens."
   ...
   Jeg havde slet ikke tænkt mig at Tusindårs riget så sådan ud, men da vi havde fået os møvret derned, og sad på to gamle ølkasser, ja da indsnusede jeg dens duft af ælde, og forstod, at det ikke kunne være anderledes.
   Eva tog en stor metal kasse frem, og fandt nogle breve, som hun rakte mig "se Adam, her ligger de breve som du engang sendte til mig. Jeg syntes jo, da jeg i sin tid flyttede hjemmefra, at de nærmest hørte stedet til, og derfor blev de her."
   Hun viste mig en gammel tør buket, hvor der stadig sad en seddel hæftet på, og jeg måtte rømme mig, før jeg sagde
   "er det virkelig den buket Eva, den buket som jeg selv ville have givet dig, den aften?" "Ja det er, og her vil alle disse ting være, indtil jeg ikke er mere, og andre finder på, at slette mit Tusind års rige. -
   Du tror det ikke, men jeg sov herude i nat, lige som så mange gange før, da jeg var barn.
   Der var nætter, hvor jeg stod op, og løb herned, nætter milde og skønne, og (hun pegede på et sted, lige bag mig) der' vil du tænke dig, allerede da jeg var 10 år, indmurede jeg et stykke glas i loftet, så hulen ikke var alt for dyster, og når der så var stjerneklart, kunne jeg ligge her på gulvet i min sovepose, og kigge ud på stjernerne, og så følte jeg mig, som den rigeste lille pige, i hele verden.
   Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne forlade mit voksenliv, og flytte herud, bare for en stund, blive barn igen, for det var tider. - - Det var inden verden gik af lave.
   Her kunne jeg ligge, og fantasere om unge flotte riddere, og Prinser, der red på store prægtige hvide heste, og en dag ville en' af dem komme, og finde mig her, og forstå, at intet sted på jorden, var så smukt som i mit Tusind års rige."
   Jeg aede hendes kind "lad os drømme os bort, og forlade denne verden, så vil jeg, Prinsen fra de fjerne Galakser, hente dig på min snehvide hest, og tage dig med til et Tusindårs rige, der ligner dette!"
   Hun så på mig og smilede, smilede så jeg havde svært ved at trække vejret "Ville du virkelig det Adam, ville du virkelig det?" "ikke bare for en stund Eva, men hvad så med dine skorstene, og din musik?"
   "Du har ret, hvad så med det?
   Jeg tror det ville blive for dyrt købt, og nu vil vi smutte op til din mor, inden vi får alt for mange underlige tanker."
   "Ikke endnu Eva, hvem ved, hvornår vi to, får sådan en chance igen. Lad mig være din prins, bare fem minutter mere."
   Jeg lod hende ikke svare, jeg kunne ikke lade chancen gå fra mig, hun sad tættere end en håndsbrede fra mig, så jeg lagde armene om hende og hviskede "Vil du opfylde et af mine største ønsker Eva,?"
   "Sig frem, du Prins fra de fjerne Galakser, og jeg skal prøve, om det er muligt."
   "Vil du give mig lov til, at opleve en enkelt stjerneklar nat herude, sammen med dig?"
   Hun lo, så jeg var bange for, at hulen skulle styrte sammen "Åh Adam, tænker du i disse baner, er du da et rent barn endnu?"
   "Ja, hvad skulle jeg ellers være, men får jeg lov?"
   Hun blev pludselig alvorlig, og så mig dybt i øjnene "Hvis jeg lod fornuften råde, så sagde jeg nej, men det gør jeg ikke, jeg kan simpelthen ikke, så længe du lover mig, at vi bliver ved at ligge, i hver vores soveposer, som artige børn!"
   (Det havde jeg nu ikke tænkt mig, men bare det, at få denne mulighed, så måtte jeg se hvad tiden ville bringe.)
   Da vi kravlede ud af hulen, var vi stadig så opfyldte, af den indre atmosfære, at vi havde svært ved at slippe hinandens hænder, og mor smilede bare til os "Nåh - var det en god oplevelse børn?"
   Jeg gav hende et knus "det var en fin oplevelse, men hvad siger du, skal vi køre tilbage nu?"
   Eva ville først byde på kaffe, og så fik vi at se, hvordan hun boede, men efter en halv time, satte vi næsen mod Bjergkøbing.
   Jeg kørte dog først rundt om kirken, og efter en tur på kirkegården, fortsatte jeg hjemefter, med en god fornemmelse inden i.

---14 dage efter, ringede telefonen, mens jeg sad og lavede regnskab, det irriterede mig en anelse, at blive forstyrret, men da jeg hørte Evas stemme, kan det nok være, at jeg fik en anden tanke.
   "Hej Adam, det er mig, de har lovet fuldmåne fredag nat, hvad siger du, tør du binde an' med det?"
   "Ja Eva, det lyder fint, simpelthen. - Hanna og de to mindste, skal på Spejderlejr. - Utroligt, man skulle tro, at der er en, der har planlagt det for os?"
   "det er der også Adam, jeg tror Han forstår, at vi bliver nødtil at få den oplevelse sammen, men hvad siger du, må jeg regne med at du kommer så tidligt, at vi kan spise middag sammen?"
   "Ja, hvis det kan udskydes til klokken 19:00, der er lige et par ting jeg skal have klaret."
   -- Vi snakkede videre og da vi havde sagt farvel, følte jeg nærmest som om jeg kunne flyve.
   Jeg gik ud for at snakke med min lærling, for jeg havde en super ide.
   Han var ved at lave et større indgreb, men jeg smuttede ned i graven til ham, og han så forundret på mig.
   "Hvad er der los Mester?" --- "Jo, Ib, lad mig høre, du skulle vel ikke tilfældigvis kende en, ' der ejer en Kridhvid hest, som jeg kan låne, bare for et døgn?"
   Ib lo "Hvad i alverden tænker du på mand?"
   "Behøver jeg fortælle, hvad jeg skal bruge den til?" ---
   "Du skal vel bortføre en' eller anden smuk dame?"
   "Ja faktisk, tror du jeg kan låne en'?" ---"det skulle ikke være helt umuligt, men hvornår?"
   "Helst fra fredag eftermiddag.
   "Allerede - (han kløede sig i håret) - Jo, hvis jeg kan få lov at ringe med det samme, så skal jeg prøve."
   ---
   Det lykkedes altså, og heldigvis var det en skikkelig Nordbakke, jeg har nemlig ikke ret meget kendskab til heste, jeg er mere vandt til andre ting, med lidt flere Hestekræfter, hvor man kan trykke på en knap, så man bakker, kører fremad, eller drøner derud af. Denne her, havde ikke sådan en', så jeg måtte prøve mig frem.
   Min gamle Soldaterkammerat, ville flække af grin, hvis han havde set mig, i fuld krigsmaling, og på klædt, som var jeg en virkelig Prins.
   Jeg hverken håber eller tror, at der var nogen der kendte mig, men det har været et syn for Guder, at se en underlig mand på en hvid hest, komme galoperende hen af cykelstien.
   Af gode grunde tog jeg altså fri, hele fredag, for at "vi" kunne vende os lidt til hinandens særheder, og inden jeg kom hen i nærheden af Evas kvarter, måtte jeg jo lige plukke en fin buket blomster fra en grøft, det hører sig ligesom til.
   Jeg kom da også hurtigt af, men hvordan passe på blomsterne, og hoppe på en hest ,så jeg satte blomsterdusken fast i remmen til min sovepose, og så lykkedes det mig at komme "ombord" igen.
   Jeg ville jo gerne have lavet en eller anden form for kunst stykke, da jeg red ind foran hendes hus, men jeg var bange for at komme til skade, så jeg steg ned, bandt den forsvarligt til et træ, og bad den om at blive der, ' til jeg kom tilbage.
   Jeg ringede på, og kort tid efter kom der en' løbende, hendes hår stod ud til alle sider, da hun lukkede op, og aldrig har jeg vel syntes hun har set smukkere ud.
   Jeg lo, og kyssede hende på kinden "Hej min smukke Prinsesse, hvor ser du sød ud!
   "Adam, er det dig, du milde, du er slet ikke til at kende."
   "Kan du ikke se, at jeg er Prinsen fra de fjerne Galakser?"
   Hun slog armene om min hals - "Så kom du altså, hvor har jeg savnet dig, kom indenfor, og se mit Kongerige."
   "Må jeg være så fræk, at låne en spand vand, og en humpel brød?"
   Hun så på mig, som om jeg var temmelig forstyrret "Du må sandelig være sulten, men det varer ikke mere end fem minutter, inden vi skal spise."
   Jeg tog fat i hende, og bad hende om at gå med uden for, så pegede jeg over mod det store træ - "Det er altså til min gode ven, derhenne, han er vist mere sulten og tørstig, end mig."
   "Adam, hvor har du den hest fra, det er vel ikke en' du har stjålet?"
   "Hvor kan du tro det, nej jeg er reddet, helt fra de fjerne Galakser, og du kan bare sige, hvor jeg kan hitte sagerne."
   "Du er bare så herlig, nu skal jeg hjælpe dig, jeg skal da hen og snakke med ham.---"
   Super, som han hed, var meget venlig, og mens Eva stod og snakkede med ham, fik jeg øje på mine blomster, dem havde jeg ganske glemt, men hendes glæde kendte ingen grænse, da jeg rakte hende dem.
   "Åh, hvor er de smukke, jeg har fået mange buketter i tidens løb, men ingen kan nå op på siden af denne. Er de virkelig så smukke blomsterne fra dit Kongerige?" --- "Ja, de her, er kun et beskedent udpluk, men det kommer helt an'på, hvem der modtager dem."
   "Du er ingen almindelig mand, Adam. - Tænk, at du og jeg, bliver ved at få en chance til at se hinanden. Tænk at det møde dengang, for så mange år siden, at det blev grundlag for det venskab vi har nu!
   Vi har så mange, uendelig mange ting tilfælles, vore navne, der ligesom passer sammen, vore interesser, og vores arbejde, jeg blir' sort på min måde, og du på din måde!"
   "Du har ret, og i morgen, er vi måske sorte i vore maver begge to." -
   "Hvorfor tror du det, tror du da at. Åh nej, maden, bare den ikke også er helt sort!"
   Vi lo begge to, hvad skulle det skade os, om maden var brændt lidt på!
   Men det var den ikke, alt var bare så vellykket, så man skulle tro det var en' eller anden Roman, og ikke virkelighed.
   --Da vi havde spist nogle dejlige bøffer, kartofler, tyk brun sovs, og bløde løg, og drukket en flaske god vin, ja, så var det musik tid, det var skønt at se og høre hende " Leif", mens jeg prøvede at ramme de rigtige toner på flyglet.
   Sikke en aften, og ind imellem, var vi ude for at snakke med Super, og konstatere at han havde det super. Vi så gamle billeder, snakkede selvfølgelig om gamle dage, smagte en god rom, som hun havde haft med hjem, fra en' af hendes rejser, og vi tog en stille svingom i hendes hyggelige stue.---
   Det begyndte at Tusse, og vi gik rundt og slukkede lys, inden vi låste os ud af huset.
   Eva ville gå i forvejen, men jeg løftede hende op på hesten, og så trak jeg den ned i baghaven, hvor der heldigvis var godt med saftigt græs og kløver, så jeg tror han nød det.
   --
   Man ligger virkelig dejligt, i sådan en hule, hun havde forberedt det hele godt.
   Der lå et godt lag græs på gulvet, som udgjorde det, for madras, og sammen med aromaen fra Himmel-kaffen, kunn' det e' blyv - ret møj bejjer'!
   Det var lummert, måske var der en chance for Torden, men her lå vi eminent, i hver vores sovepose, snakkede og studerede, og nød himlen.
   Jeg ved ikke om jeg plejer at være heldig, men det blev virkelig en nat, der ikke lignede nogen jeg havde oplevet før, eller nogen jeg har oplevet siden.
   Vi fik det hele med, natte himlens skønne Mysterier, klare stjerner, stjerneskud, og endnu et kæmpe fænomen, et brag af Lyn og Torden, i skøn forvirring, eller skøn forening, skulle jeg måske sige.
   Heste kan ikke lide Tordenvejr, så jeg stod op, og trak Super ind i Garagen, så kunne han stå, og få en hyggelig snak, med den lille sorte bil.
   ---
   Da jeg kom tilbage, sad hun og læste et brev, i lommelygtens skær, og da hun så, at jeg var kommet, rakte hun en hånd ud og greb fat i min - "hvor var du god til at skrive Adam, og hvor utroligt det end lyder, så tror jeg, at du mente hvert et ord."
   --Jeg satte mig ned ved siden af hende, og læste med, inden jeg sagde
   "det mener jeg stadig Eva, men nu må jeg nøjes med, at tænke det, og glæde mig over, at du er den samme, som den lille pelsklædte pige, med de skæve tænder, der stod foran en Legetøjbutik, og brugte hele sin formue af 25 ører, for at se et lille dumt tog køre rundt."---
   "Tror du virkelig det, Adam?
   "Jeg ved det Eva, du har det samme glimt i dine øjne, som da du første gang, fortalte mig om dit Tusindårs rige!!!
   Et underligt sted at slutte, ja måske, men hvad der skete efter dette, forbliver Evas og min Hemmelighed.
   ---
   Jeg vil slutte med et digt, som Eva læste for mig, inden morgendagen gryede


Mit tusindårsrige er følsomt og flot,
   en rigdom så stor nogen sinde.
   I hjertet jeg ejer, en rigtig Maskot,
   en Prins fra Galaksen, han er, ved jeg godt,
   en mand, som går aldrig af minde.

Så smuk, uopnåelig, er denne Prins -
   men red dog hertil fra sit rige.
   På Ganger, så hvid og den var mig bekendt.
   Nu hviler vi her, i min hule, helt gemt,
   og ved ikke hvad vi skal sige !

Men ord her hos os, overflødige er,
   i tankerne, ejer vi livet. -
   Vi elsker hinanden, hvad der så end sker,
   ud fra vores Tusindårsrige vi ser,
   og Skæbnen, os Ja - ord, har givet!