"Kan du også bruge en Time-out til at få luftet tatoveringerne" spurgte Rasmus, efter tre dages kollektive prøvelser.
   "Hvad siger du til at holde mig med selskab nede på camping et par dage. Det er s'gu en sund tilværelse" tilbød han og rankede sig op og prøvede at se sund og frisk ud. Det var et naturstridigt projekt.
   Louise og bil var programmæssigt vendt hjem efter hendes kursus hvor hun udover en del unødvendig viden erhvervede en mega forkølelse. Den var dog ikke var værre end hun huskede at deres helårscamper skulle bringes i orden den pinse. Deres børn frabad sig den tur, på grund af andre aftaler. Tilfældet gjorde hun samtidig ville besøge en tante, hvis varme følelser for hunde og børn absolut ikke omfattede mig. Det var i øvrigt gensidigt.
   Jeg så frem til at tulle rundt i mine egne cirkler, og nyde dem.
   Men for at holde Rasmus med selskab i stedet, og hjælpe ham under hans ensomme udflugt, befandt mig sidst på fredagen i hans bil, undervejs til den plads, hvor Louise og han havde fast helårsplads, for at prøve et par dages camping. Det er noget jeg husker fra spejdertiden, med kold jord, en sidekammerat, der snorkede på grund af polypper og masser af myrer og kold mad blandet med rigeligt naturfyld.

Efter 30 minutters kørsel stod regnen ned i lårtykke stråler, så min yndlingsstol hjemme forekom med et, meget tiltrækkende.
   Bagage og udstyr flyttede Rasmus fra bil til fortelt, med en rutine, der slog enhver logistikers ambitioner samtidig med at en kaffemaskine blev startet. Vi sad i forteltets, hed det, hyggelige omgivelser mens jeg fik præsenteret det af omgivelserne der kunne ses gennem regnen. Med fjernsyn og kaffemaskine blev det nok ikke så slemt.
   Selv regnen på teltdugen lød ret hyggelig og inden kaffen var færdig, stod der et par pilsnere på bordet. Noget med traditioner, når man kom på camping.

Jeg slog øjnene op dagen derpå og huskede først ikke hvor jeg var. Rasmus sad i forteltet med friskbrygget kaffe. Jeg rejste mig op - lidt utilpas. Rasmus og jeg havde dyrket traditioner fra aftenens start, uden ret meget kaffe. Vi fik hurtigt selskab og supplement fra en venlig genbo, der fulgte duften af kaffen med et par ekstra bajere. Jeg følte mig ikke helt i kampform den følgende morgen.
   "Ikke noget lidt mokka og en bitter ikke kan kurere", buldrede Rasmus ude fra forrummet.
   Jeg navigerede mig ud. Med den begrænsede plads der var til rådighed skulle al trafik afvikles med forsigtighed og forudseenhed. Jeg overvejede undervejs om en hund mon ville logre lodret, efter en sommer i campingvogn.
   Efter cirka en liter kaffe og en bitter på størrelse med en sjus, så alting lysere ud da vi trådte ud i et pragtfuldt solskin og gik en tur.
   Rasmus hilste omkring sig. Jeg blev behørigt præsenteret her og der, og opgav hurtigt at holde styr på navne. Jeg hilste på en ny, da vedkommende så over min skulder og råbte "Hej Anita er du her stadig?"
   Anita gav partiet i dannebrogsfarvet camping habit, lærte jeg det hed, med tilhørende badetøfler og bredskygget hat. Hun udstødte et velkomsthyl til Rasmus, med en stemme, der uden tvivl ville interessere en halsspecialist.
   Indtrykket var overvældende. Ingen diæt-planer her, så jeg døbte hende på stedet 'Mor Danmark'. Rasmus ku' godt have advaret mig.
   Turen fortsatte pladsen rundt med købmanden som mål. Efter sjette eller syvende visit så Rasmus på uret og bekendtgjorde at nu var klokken elleve.
   Rasmus må have opfattet mit spørgende blik, og forklarede omgående.
   "kl. 11. slutter formiddagen på pladsen. Så får vi os en formiddagspilsner før frokosten - Det er traditionen."
   Jeg kunne stadig mærke traditionerne fra ankomsten, og fik en forventning til hvordan resten af weekenden ville fortsætte.
   Da vi kom retur til campingvognen mødte vi Mor Danmark og en fyr, der hed Kaj, med en pose klirrende traditioner.
   "Gud - kommer i allerede der? Vi så i faldet i snak undervejs."
   "Nu skal jeg" erklærede Kaj efter et hurtigt blik på uret. Få sekunder efter var endnu en kølig tradition en kendsgerning.
   "Skål" sagde Anita og tog en slurk med et suk. "Det var så den afspadsering. En uge går alt for hurtigt"
   Der var altså en forklaringen på stemmen.
   Rasmus' indre organer måtte være galvaniseret med en ukendt legering, for at modstå de daglige traditioner - plus det løse, som jeg lærte i løbet af eftermiddagen. Jeg hørte engang Fællesbryggerierne er aktionærer i Tivoli på grund af ølsalget. Måske burde de overveje et par campingpladser også.

Rasmus lavede kyllinger på grillen og krydrede dem så tilpas at vinen hele tiden smagte af et glas til. Senere dukkede naboen fra dagen før, iført mere vin. Vi blev alle tiltagende klogere at høre på, efterhånden som aftenen skred frem.
   Fællesfaciliteterne befandt sig i et hus midt på pladsen, hvor et besøg forekom klogt. I min tilstand skulle den slags ting planlægges i god tid så jeg rejste mig, og forklarede jeg sad over, på grund af en nødvendig udflugt.
   Rasmus skænkede op til de andre, i bedste forståelse for det projekt. Vi glemte ikke at skåle på god tur.

Jeg havde min pibe med. Efter veloverstået dåd fortsatte jeg til stranden og fandt en plads under et stort egetræ. Månen lyste over vandet og hen til den anden side hvor der lå en ø, nogenlunde synlig, i dis og månelys.
   Rasmus havde tidligere på dagen fortalt levende om områdets historie, så stemningen fængede i aftendisen og månens skær.
   Pibens røg steg op og blandede sig med skyerne. Halvdøsig af dagens 'traditioner' tog en skygge over vandet form til et vikingeskib i min fantasi. Det skulle sikkert på togt mod Estlands og Livlands kyster. Jeg kunne næsten fornemme de langskæggede krigeres taktfaste åretag og deres spænding om de kommende kampe og bytte.
   Et togs dunken mod skinnerne, et par kilometer væk lød som galoperende heste. Mine fantasier skiftede tema så Gøngehøvdingen blev jagtet i skovene af svenske dragoner, huskede jeg noget om. Hestene trampede i takt med toget, mens mine øjne gled i. Svend Gønge spillede igen sine forfølgere et pus og undslap med en hale af faldne og svenske forbandelser efter sig. I min døs opfangede jeg lyde fra skoven.
   I blandingen mellem drøm og vågen kom genfærdet af en svensk soldat i blåt og gult med hjelm, spyd og knippel mod mig, gennem disen i skoven, for at hævne sig på Gøngerne.

Jeg vendte med et sæt tilbage til realiteterne da Rasmus dukkede ud af disen, i sin blå og gule campinghabit og kasket. Han travende hen ad stien, med en vandrestav i den ene hånd og en flaske i den anden. Han lød næsten som en svensk soldat så jeg rystede drømmen af mig.
   "Ludvigsen sagde han så dig gå mod stranden" sagde han.
   Jeg havde hilst på Ludvigsen efter mit ærinde.
   "Lige en mundfuld frisk luft, og et blik på vandet i måneskin" forklarede jeg.
   "Det gør jeg også tit. Du har fundet min yndlingsplads" sagde han og satte sig ned. "Så skal du se det ved fuldmåne. Så kan de godt glemme alle feriestederne syd for Kongeåen for min skyld. Louise går tit med herned. De andre er altså gået til køjs."
   "Kan man dagdrømme om natten, Rasmus?"'
   "Du mener?" Gennem tusmørket kunne jeg fornemme spørgsmålstegnene.
   "Da jeg lukkede øjnene kunne jeg næsten fornemme langskibe med vikinger og det hele. Fortalte du også Gøngehøvdingen blev jagtet heromkring."
   "Jeg har det på samme måde" bekræftede han "Området og udsigten har ikke ændret sig i tusind år. Træet her nok heller ikke. Det her hjælper vel lidt på fantasien."
   Jeg tog automatisk fra. Man får hurtigt nye vaner.
   "Du tænker da også på alt Rasmus."
   "Prøver efter fattig evne." bekræftede han. "Den er med patentprop." sagde han hjælpsomt.
   Den var også lidt større end en almindelig flaske.
   "Skål på en herlig weekend"' sagde jeg og fik med besvær lukket flasken op.
   "Det gør vi sgu' en anden gang" bekræftede han, "En rigtig herretur"
   "Ja hvorfor ikke. Gerne og skål."
   Jeg drak og trak vejret dybt. "Jeg håber ikke luftvåbenet savner det her brændstof?"
   Min stemme var vist skiftet til diskant.
   Rasmus overvejede spørgsmålet et øjeblik, overtog flasken og tog en slurk.
   "Det må så være det polske. Jeg byttede en flaske med Kaj. De her er til kampvogne. Jetbrændstoffet er på en anden flaske. Den gemmer vi til næste gang."
   Han var også blevet overrumplet.
   Vi sundede os et par minutter. "Vi må vel betragte det som en udfordring" foreslog jeg, da jeg igen stolede på stemmen.
   "Bestemt" bekræftede Rasmus. Jeg hørte han tog en slurk. "Er vi forresten modpart til Polen eller på samme side, i øjeblikket?"
   "Det er vidst afhængigt af perspektiv og økonomi" mente jeg. "Der er kun fem meter tilbage af Berlinmuren. Lad os betragte det her brændstof som et bidrag til nedrustning - uanset hvad det er til. Skål."
   Næste slurk var acceptabel. Nu jeg var forberedt. Den tredje smagte næsten godt.
   Jeg fik ild på piben, og vi sad i tavshed og lyttede efter Gøngehøvding, og åretag på vandet, og nød natten. Bemærkninger var unødvendige.

Længere nede soppede to mennesker. Deres kridhvide bagdele gav månen kamp til stregen, inden de trak ind på en plads længere nede.
   Vi grinede lydløst til hinanden, uden ønske om at annoncere vores tilstedeværelse.
   "Var det ikke?" spurgte jeg dæmpet.
   "Måske" grinede Rasmus i mørket "Vi blander os ikke, når naturen går sin gang."
   Vi kom stille på benene mens dybe suk blandede sig med nattens andre lyde og snakkede om campingliv og frisk luft på vejen tilbage. Rasmus blev filosofisk et kort øjeblik.
   "Camping genoplivede for en tid nomadeinstinktet og ønsket om at se bag horisonten. Da børnene kom, blev Firenze og Sevilla reduceret til Fåborg og Skagen. Nu har vi sommerlejer på en helårsplads, der sikkert er en slags forløber for Christiania. Har du set flaskeindsamlingen bag toilettet".
   Foran os sneg en ræv sig over stien. Dens grønne øjne glimtede i månens lys.
   "Med konebytning og det hele?" spurgte jeg med et grin.
   "Har der været lidt historier om. De gamle traditioner fra solhverv ligger vel nede i vores gener et sted"

Fredagen var opvarmning, lørdagen hård og søndag vågnede jeg op med en følelse som efter en julefrokost på turbo og en smag af brugte tennissokker i munden, uden nogen klar erindring om hvordan jeg kom til køjs.
   Jeg havde medlidenhed med mig selv. I skoven arbejdede en spætte, uden hensyn til noget som helst. Turen gik snart hjem, senere på dagen. Gud skabte mennesket men gad vidst hvad han tænke på? Han havde faneme en humoristisk sans der blev yderligere understreget af den samling farvestrålende campinghabitter hos købmanden, hvor morgenbrød kunne afhentes, mod bestilling, dagen før.
   Efter morgenmad, kaffe og en begrænset morgentraditionen så dagen normal ud igen. Selvom højere magter truede med skyer af en lidt mørkere art, var det til at holde ud.
   Efter frokost tog vi en hurtig runde på pladsen. Rasmus skulle lige sige farvel, uden øl eller andet. Han skulle køre og gik kun for at styrke motorikken. Nogen havde en uge tilbage, men mange var ved at pakke sammen, herunder en dame, der gav knus og samtidig kæmpede med en lås på combination.
   "Det var hyggeligt at møde dig" erklærede hun. Det varede et øjeblik inden jeg genkendte Mor Danmark.
   Joggingsættet var pakket, og stemmen lød nogenlunde normal.
   "Skal du også tilbage til trædemøllen i morgen?" spurgte hun.
   Det kunne jeg kun bekræfte "Og du?"
   Hun sukkede. "Der er terroristerne kommet retur fra lejerskole, med genopbyggede kræfter - Jeg er lærer"
   "Kondolerer" kom jeg til at sige.
   Hun lo med tindrende øjne. "Jeg kunne skam ikke tænke mig at være andet."
   Vi sagde farvel og traskede retur til frokost.

Hjemturen var som udturen. Rasmus er i topform og vant til den slags weekends så han levede og kørte som sædvanlig i overhalingsbanen. Ikke af princip, havde han engang forklaret, men ud fra et ønske om at få det meste og bedste ud af sine omgivelser og reducere spild og overflødighed. Alle opfindelser, fra kartoffelskræller til atombombe er efter hans mening opstået ud fra et ønske om at gøre tingene nemmere og hurtigere. Det prøvede han også at få bilen til at leve op til.
   Jeg har for længst konkluderet en bil ikke er en flyvemaskine. Han undersøger stadig spørgsmålet.
   Vi kom dog hjem, uden problemer - netop som beregnet viste det sig.
   "AAB og Brøndby underholder i SAS ligaen om en time" oplyste han. "Ses vi?"
   Jeg havde ikke kræfter til at protestere.
   Rasmus havde medbragt flasken med jetbrændstof. Den viste sig at passe glimrende til de pizzaer jeg fremskaffede til kampen. Set i dagslys viste den flaske sig også at indeholde halvanden liter. Der var stadig en pæn sjat tilbage da kampen sluttede og vi gik til køjs.
   Da jeg vågnede op, mandag morgen, følte jeg mig forbløffende frisk og brugte dagen på at vande blomster, støvsuge og klippe hæk. Hun fik et chok da de kom hjem.
   Midt under hækklipning kom Rasmus også frem. Jeg var forberedt og havde øller klar. Efter small-talk med lidt om weekend og det, for en gangs skyld gode pinsevejr, måtte jeg lige vide.
   "Hvad koster sådan en campingvogn?"