Kapitel 1

Lørdag d. 6. december. 1941.
   John Moen og Bobby Jones var på vej ind til hovedbyen, 20 minutters buskørsel fra lejren. Det var lørdag aften, de havde fri og hvad var bedre end at få et par øl og flirte med de lokale skønheder.
   De forsikrede hinanden om, at hvis paradis eksisterede, så måtte det findes her, ihvertfald lørdag aften inde i byen. Forventningerne var som sædvanlig høje og de to venner glædede sig som børn juleaften.

Et halvt år forinden havde de to knægte ladet sig hverve, fra hver sin del af landet, og med hver deres baggrund, til at gøre tjeneste i den amerikanske hær. Depressionens skygger var endnu ikke opløst og for de fleste var udsigten til at finde arbejde ligeså sort som at se bunden af en kop skoldhed kaffe. De var begge blevet lokket til stedet af hvervekampagnernes farverige beskrivelser af paradis-øerne.

Bob var vokset op på en grisefarm i det nordlige Kansas og havde et nærmest hjemligt forhold til omgangen med ekskrementer. Han talte med dreven midt-vest accent, var høj og tynd, havde fremstående fortænder og var lys og fregnet i huden. Johns modsætning i et og alt. Lørdagstjansen havde bragt dem sammen af nød og som ugerne gik udviklede der sig et sært venskab. John var født og opvokset i Chicago, som enebarn, af en historieuddannet, hjemmegående og meget omsorgsfuld og kærlig mor samt en ingeniøruddannet, altid arbejdende far, der ejede en mindre værktøjsfabrik. Fra undfangelsen befandt dette liv sig i en infusion af klassiske værdier. Som 7-årig begyndte John begyndte John at modtage klaverundervisning i hjemmet og efter bare 4 år ved tangenterne, indskrev hans klaverlærerinde ham til den prestigefyldte "Illinois young talent award" - en konkurrence, hvor han vandt 1. præmien i sin kategori.

Bob havde ikke så mange ledige stunder på farmen i sin ungdom. Skolen var ikke noget hverken han eller hans hårdtarbejdende forældre havde særlig forståelse for. Udover Bob og hans forældre var der 4 mindre søskende, vis munde også skulle mættes og vis kroppe skulle beklædes og holdes varme og tørre om natten. Det var Bobs onkel Dave, der fik stimuleret den lille Bob til at tænke på andet end at fodre grise, skovle lort og skyde efter skader, eller i ny og næ en irriterende lillebror, med en slangebøsse. Onkel Dave var fra storbyen Kansas City. Hvad han ernærede sig ved, var der ingen der vidste præcist, men han så ud til at klare sig godt. Han havde endda råd til bil, så når han kom på besøg, fik alle ungerne på gården en tur. Da Bob blev stor nok til at nå pedalerne og samtidig se ud af forruden, hvilket han kunne da han var 11, lod onkel Dave ham køre bilen selv. Til stor skræk for gårdens fritgående fjerkræ og til uendelig morskab for onklen. Bobs forældre var mere betænkelige og synes det var spild af tid at fjante sådan rundt.

Da Bob fyldte 10, gav onkel Dave ham en gave, der kom til at forandre Bobs indre liv. Et skakspil. Atter blev onkel Daves gestus mødt med hovedrysten af de andre voksne i familien. Der var jo ikke tid til spil ! Og desuden, mente faderen, var Bob for dum til den slags. Skak var for akademikere, der sad på deres flade dagen lang uden at kende det mindste til begrebet arbejde ! Til onkel Daves begejstring viste knægten sig særdeles lærenem og talentfuld i spillet og opfangede lynsnart både de taktiske og strategiske elementer. Onkel Dave rejste snart tilbage til byen og Bob brugte derefter hver en ledig stund til at spille overfor en imaginær modstander, som var ligeså kløgtig og indædt som ham selv. Da onklen kom på besøg et halvt senere, tværede Bob ham ud på mindre end 20 minutter.

Efter at have bestået de fysiske og boglige tests, var de blevet erklæret egnet til tjeneste og givet et brev med mødetid og -sted. De skulle sejle fra New York mod et mål, de dårligt vidste hvor lå, andet end at det var langt væk. Turen bragte dem gennem Panamakanalen og varede næsten 10 dage. For det meste kedede de sig. Tiden fordrev de med at spille kort, sove, spise og at deltage i den obligatoriske fysiske træning og mentale hjernevask. Det var en stor trøst for dem begge at de tog turen sammen med omkring 1000 andre unge mænd. De var på deres livs rejse, sponsoreret af den amerikanske regering.

Deres indkvartering på flybasen var nærmest luksuriøs. En nybygget kæmpebarak i 3 etager med 9 fingre udgående fra den centrale kantine, som var det fysiske og sociale samlingspunkt for basens næsten 3000 rekrutter. I hvert værelse sov der 10 mand. De skulle deles om 2 toiletter og 3 brusere. Værelserne var lyse og højloftede og havde endda et skrivebord og to stole.
   I kantinen, der var på størrelse med en fodboldbane, var der opstillet ægte palmer i kæmpe kummer langs væggene. Midt i rummet, var der 2 langborde i rustfrit stål på hver 40 meter, hvorfra menige serverede dagens varme ret, morgen, middag og aften. På ethvert tidspunkt kunne der bespises max 1000 personer. P.g.a. de mange forskellige opgaver, rekrutterne og de menige var underlagt, sad der sjældent mere end et par hundrede ad gangen.
   John og Bob og størsteparten af de øvrige nyankomne havde aldrig oplevet noget lignende. Tættere på paradis kunne man umuligt komme.

Efter nogle uger oplevede de to unge mænd alligevel, at det var muligt at komme endnu tættere på paradis. Hver lørdag aften. De lokale piger var ufatteligt smukke. De var søde, charmerende, livsglade og ledige - og bedst af alt: De var villige. Friske på en flirt og når kemien var der, friske på en date. Herefter gik det som regel kun én vej og når parringen havde fundet sted blev drengen budt indenfor i pigens omfattende familie og et bånd var etableret. For en tid, ihvertfald. Udbuddet af begge køn var så enormt og så fristende, at forhold sjældent holdt i mere end få uger. Så havde den eller andet part fundet sig en anden og livet gik glædeligt videre.

Hver aften tilbragte John og Bob tid sammen omkring skakspillet. John kendte selvfølgelig spillet fra sin klassiske opvækst og besad den intellektuelle styrke, som uddannelse og gode kår kan give. Bobs tilgang var, som alt andet i livet, intuitiv og selvvært, tilkæmpet og dybt indsigtsfuld. Selv efter flere spil endte aftenen som regel med uafgjort, og det affødte en naturlig, gensidig respekt, som under andre omstændigheder havde været utænkelig.
   Denne lørdag aften, som alle forgående, forblev skakspillet uberørt. Drengene skulle i byen.

Kl. 06.00 næste morgen, blev alle mand i barakken vækket brutalt, men forventeligt, af en skare af korporaler med påtaget bisterhed. Det var svært at være gal et sted som her. De hamrede løs på vandrør med en, til formålet fremskafftet jernstang. Søndag eller ej. Kl. 06.30 skulle alle mand stå klar til samling på pladsen, nyvaskede, nybarberede og friske i tøjet, klar til dagens dont. De menige lagde øre til ydmygende kommentarer om deres udseende. De lyttede uopmærksomt til forudsigelige paroler og ikke mindst den kedsommelige, men heldigvis kortfattede opremsning af fjendens dyriske karaktertræk. En fjende, som kun de færreste havde mødt. Endnu.

Kl. lidt i syv afsluttedes samlingen med fadervor og de omkring 800 menige begav sig skyndsomt og højrøstede til kantinen. Morgenmad var dagens første højdepunkt. Frokosten dagens anden og middagsmaden det tredie højdepunkt. Når soldaterne ikke sov, eller modtog undervisning, vedligeholdt de deres våben, som de allerede havde gjort 3 gange dagen før. Og dagen før igen. Der måtte gerne ryges, men kun udenfor, så det blev der i stor stil, for at beskæftige hænderne og stimulere hjernen. Slidte billeder af pinup-piger gik på omgang og hannerne overgik hinanden med selvhævdende bemærkninger om egne præstationsevner og erfaringer med det modsatte køn. Ikke mindst de paradisiske tøser fra byen, blev der storskrydet om. John og Bob var stadig jomfruer, da de ankom til basen. Et faktum, de fandt klogest at holde for sig selv. Noget tid endnu, ihvertfald.
   De to havde snakket om, hvad de ville, når deres tid her på basen var forbi om 6 måneder. Når krigen var vundet, om ikke så længe, ville John søge ind på konservatoriet i Chicago og uddanne sig til klassisk pianist. John beskrev med fejende armbevægelser, hvordan verden ville ligge åben hvor end han kom frem og modtage ham som en helt når først han blev berømt, Bob ville, sagde han med sikker mine og sammenknebne øjne, flytte væk fra gårdens kummerlighed og ind til "the city". Ind til onkel Dave i Kansas city og være forretningsmand eller hvad der nu kom hans vej forbi. Noget med penge. USA var mulighedernes land og enhver havde ret til at forfølge sin egen lykke. Bob vidste ikke hvordan eller med hvilke midler. Kun at han ville væk fra svinestien og åndsforladtheden på landet. De ville hver især finde sig den smukkeste kvinde i hele verden og gifte sig. Der ville komme børn. De ville blive rige og respektable og leve lykkeligt til deres dages ende. Lige til de døde gamle og mætte af dage. Sådan skulle det være.

Tyve minutter i otte den søndag morgen havde John og Bob ikke mere på tallerkenerne og heller ikke så meget mere at snakke om. De rejste sig for at gå ud og ryge og hænge ud indtil undervisning i vedligeholdelse af flymotorer skulle starte kl. 08.00. Da John trådte udenfor i den klare og lune december luft, fornemmede han en uendelig dyb og altopslugende rumlen. Alle andre lyde forstummede. Jorden under hans fødder dirrede nervøst. Han kendte godt til lyden af hærens egne jagerfly, når de nærmede sig basen efter en recognisering. Lyden fra en deling amerikanske bombemaskiner på øvelse kendte han i søvne. Dette var anerledes. Det virkede på en gang overjordisk og underjordisk. Den lavfrekvente og massive vibration synes at opsluge den verden, John befandt sig i. Som i et vacuum lukkede verden sig om ham og bremsede ethvert molekyle i dets energiske udladning.

På et øjeblik tilkendegav fjenden sig med et sønderlemmende inferno af hylende motorlarm, hvinende projektiler og en ubrudt kaskade af eksplosioner. De fjendtlige styrtbombere kastede sig selv og deres 200 punds bomber mod de militære anlæg. Himlen formørkedes af røg og et hav af flyvende dødsmaskiner. Før John nåede at komme længere væk fra kantinebygningen blev han slået bevidstløs af trykbølgen fra en fuldtræffer midt i den bygning han lige havde forladt. 35 af hans kammerater blev udslettet øjeblikkeligt.

Slaget om Pearl Harbor var igang.

Da John kom til sig selv igen efter nogle minutter, var hans første tanke at finde Bob. Han kæmpede sig op på benene men knækkede sammen i smerte ved det første skridt. Han smagte blod fra sine læber. Smerterne var allevegne og det hylede konstant i ørerne. Han hostede og følte at knive blev jaget ind i siden på ham. Han trak vejret dybt hostede igen og var tæt på at besvime af smerte. Bob ! Han måtte finde ham. Noget, der lød som maskingeværild trommede ned i jorden på begge sider af ham. Pludselig gik det op for ham, at han lå ubeskyttet og fuldt synlig på en skrånende græsplane og var et nemt mål for fjendens flyvende skytter. Han kæmpede sig atter på benene og ville råbe "Bob", men smerterne fra 3 brækkede ribben lagde en kraftig dæmper på alle Johns hensigter. Han søgte dækning i ruinerne af den ødelagte kaserne og forsøgte at hjælpe overlevende og hårdt sårede kammerater, altimens han ledte efter sin ven Bob.
   Efter 3 timer var angrebet overstået og luftens indhold af død og ødelæggelse rev i næsen, så det var tungt at bevæge sig. Der var en hektisk aktivitet koblet med en uhyggelig ro - alle var fokuserede på den foreliggende opgave: At finde overlevende og redde dem der kunne reddes. Samtidigskulle veje ryddes, strøm og kommunikation etableres, nødforsyninger fremskaffes.
   Først næste dag fandt John sin ven, Bob. Eller resterne af ham, fik han at vide. Han var ikke nået så langt fra kantinen som John før de blev ramt og Bob og 34 andre var blevet knust på stedet.
   For John var det en sorg midt i sorgen og oplevelsen var med til at gøre John varsom med at knytte sig alt for tæt til et andet menneske resten af hans liv.

Kapitel 2

I en middelstor provinsby i det nordøstlige USA, sidder 2 mænd og 2 kvinder, i en bil. De er alle i slutningen af teen-årene. Bilen, de sidder i, er en sprit ny, mørkeblå Cadillac La Salle Coupe med indbygget bilradio, muskuløs V8 motor, tykke dæk med hvid kant og en imposant kølergrill i chrom. De cruiser rundt søndag eftermiddag ved fem-tiden og swinger til Tommy Dorsey, Andrews Sisters og Dizzy Gilespie. Bilen har chaufføren, Frank, fået lov til at låne af sin far, der er indehaver af en række detailbutikker i byen og oplandet. Bilen er det eneste og desuden bedste sted for de unge at samles. Deres forældre kan ikke døje larmen af boogie-woggie, jazz og swing og de unge bor stadig hjemme. Bilen er blevet det naturlige samlingspunkt og en nem måde at komme væk hjemmefra og møde andre unge. De fire i bilen er ikke kærester - bare gode venner. Udover Frank, der kører, er der Joe, Linda og Patricia. Joe sidder foran, pigerne bagi. Hele bilen synes at swinge i takt med musikken. Det er gode tider. Humøret er let og højt. Det helt store hit er Boogie Woogie Bugle Boy, med Andrews Sisters. Det er den, der spiller nu.
   Halvvejs inde i sangen, afbrydes udsendelsen af en mandsstemme i radioen, der meddeler at Japanske styrker her til morgen lokal tid, har angrebet den amerikanske base ved Pearl Harbor. Dette er et angreb på USA. Historiens første angreb på amerikansk jord udført af en fremmed magt.
   Alle er i chok. De kan ikke tro deres ører. Lamslåede stirrer de fire på radioen som var den et fatamorgana - en uvirkelighed midt i virkeligheden. Meddelelsen slutter igen uden uddybende forklaringer og musikken vender tilbage. Glæden bliver erstattet af sorg og afmagt. Hvad betyder det ? Hvordan kunne det ske ? Hvorfor ? Der er ikke nogen der har lyst til at høre musik mere og Joe slukker for radioen og de kører hjem - hver til sit. Deres grundvold er rystet. Instinktivt søger de trøst og støtte hos deres familier. Hvad nu ?

Patricias forældre er 2. generations indvandrere fra Østrig og Tyskland. De er politisk og moralsk konservative. Hårdtarbejdende, retskafne og rettroende. Faderen er uddannet smed og dygtig iværksætter. Han er virksomhedsejer med produktion af håndværktøj. Moderen er hjemmegående, ufaglært. Patricia har en 4 år ældre storebror, Jack. Sønnen er faderens øjesten og foretrukne. Det forventes at han vil følge i faderens fodspor og med tiden overtage virksomheden. Det ved Jack ikke rigtig om han vil. Han er aldrig blevet spurgt. Han tør ikke at lade være. Lillesøsteren Patricia er der ingen, der forventer det store af, andet end at hun finder sig en mand, bliver gift og for børn. Patricia er imidlertid en rebel. Hun har kreative, kunstneriske talenter og elsker at male og forme figurer af forskellige materialer. Det ser faderen overhovedet ingen værdi i, og afskriver sin datter som et defekt værktøj. Moderen følger lydigt og ukritisk sin mands eksempel. Jack er usikker og uselvstændig, så han slutter sig til forældrenes ringeagtende holdning for Patricias værdier. Da Patricia er færdig med college, tager hun forskellige småjobs og får tiden til at gå med at male, digte og skulpturere. Et af hendes job er at undervise børn i engelsk. Presset på hende i hjemmet vokser og hun er nødt til at komme væk. For sine sparepenge beslutter hun sig for at rejse et halvt år til Mexico og hellige sig sine kreative sider. Det bliver en skelsættende og uigendriveligt positiv oplevelse og hun vender tilbage til hjemlandet fuld af mod og energi og en beslutning om at studere kunsthistorie. Ved hjemkomsten føler hun siger mere uønsket i familien end nogensinde og inden hun igen rejser hjemmefra, denne gang for bestandigt, bryder hun psykisk sammen og indlægges kortvarigt på en psykiatrisk afdeling på et hospital i MIllwaukee. Efter udskrivelsen får hun mulighed for igen at undervise børn - denne gang på en storbyskole i et af byens dårligere stillede kvarterer. Her møder hun for første gang amerikansk børn, der oprigtig tror, at mælk kommer fra en maskine i et supermarked, og som er fulde af vantro, når de får forklaret den rette sammenhæng. Patricia finder her en kortvarig mission i at løfte børnenes almendannelse inden hun i en alder af 22 starter sine studier i kunsthistorie i samme by. Hendes forelskelse i Mexico holder ved, og efter 2 år på universitet i Millwaukee, flytter hun til Mexico City og fuldfører sin uddannelse. Hun er en dygtig studerende og får på det afsluttende eksamens bevis som cand. mag. påhæftet den ærefulde betegnelse "cum laude".
   De næste par år går med en frydefuld blanding af arbejde, kunstnerisk udfoldelse og rejser. Altsammen i flere armslængder fra familien. I 1950 pakker hun alle sine ejendele ned i en stor, sort rejsekuffert med nittede hjørnesamlinger og kraftige messingbeslag. Hun skal til Europa.

Ombord på SS Washington sejler Patricia mod Hamborg, hvorfra hun tager toget videre til Paris. Et simrende arnested for den intellektuelle og kunstneriske elite. Hun er bofast i halve og hele år i Frankrig, Italien, Portugal, Grækenland og Tyrkiet. Ind imellem vender hun tilbage til USA for at undervise i kunsthistorie og tjene lidt penge. Europa er hendes nye hjem, hvor hun udfolder sine kreative evner. USA vedbliver at være hendes arbejdsplads. Hun er på kortvarige ophold i England, Tyskland, Norge og Danmark. i 1960 bor hun i Izmir i det vestlige Tyrkiet, hvor hun underviser i engelsk og kunsthistorie og er meget aktiv som kunstmaler. Hun færdes som en fisk i vandet i de kreative miljøer, hovedsagligt bestående af andre amerikanere. Tyrkiet er for nylig blevet optaget i NATO og bliver hurtigt en meget nær allieret til USA under den stadigt tiltagende kolde krig. Især efter Fidel Castros revolutionære magtovertagelse på Cuba, ser USA sig nødsaget til at forstærke sin tilstedeværelse tæt på Sovjetunionen. Tyrkiet er ideelt placeret som udgangspunkt for angreb på Sovjetunionen og i årene omkring 1960 har USA permanent udstationeret op mod 7.500 kamptropper og militært hjælpepersonel i landet.
   En af disse militærfolk er John. Han er kaptajn i ingeniørtropperne og leder af logistikafdelingen i sit kompagni. John er oprindeligt uddannet koncertpianist fra musikkonservatoriet Boston, men da der i efterkrigstiden ikke var nogen job i den branche skiftede han spor og tog en bachelorgrad i økonomi fra Chicago universitet. Den samme mangel på arbejde gjorde, at John valgte at vende tilbage som tjenestemand i forsvaret. Han havde fortjenstmedaljer og æresbevisninger fra sin tid som menig i stillehavskrigen, så det var ingen sag at komme tilbage og få en plads. Desuden elskede han at rejse og var stadig uforpligtet af familie.

D. 7. maj 1960 arrangerede en af klubberne for bl.a. udstationerede amerikanere i Izmir, en festkoncert til ære for 120 års-dagen for Tchaikovskys fødsel. P.g.a. mangel på egnede musikere måtte instrumenteringen begrænses til at bestå af et enkelt flygel. John fyldte ikke desto mindre salen med vellyd, som gik lige i hjerterne på tilhørerne - heriblandt Patricia. Efter at have fremført udvalgte temaer fra Nøddeknækkeren, Svanesøen, 1812-ouverturen samt hele den storslåede og følsomme klaverkoncert nr. 1, var der stående bifald og fugtige øjenkroge. Da Patricia og John efter koncerten stødte på hinanden i baren var forelskelsen øjeblikkelig og ustoppelig. Det var første gang for dem begge at opleve en så dyb og brændende kærlighed og de var lykkelige sammen de næste 2 år.
   I midten af 1962 får John besked af sin ledelse på, at han forflyttes til Philippinerne, hvor der er brug for hans logiske og økonomiske talenter. Da han jo ikke er gift og har stiftet familie, er ledelsen ikke forpligtet til at drøfte sagen med ham eller involvere ham på nogen måde i beslutningen - herunder selvfølgelig ikke at tilbyde nogen tilværelse for Patricia. John får besked på enten at gifte sig eller rejse alene. John føler sig såret og svigtet over afgørelsen - dog ikke mere end at han accepterer beslutningen og 3 måneder senere sidder i et troppetransportfly over stillehavet, på vej mod nye udfordringer. For Patricia kommer afvisningen som en stor ulykke. Ikke nok med at hun skilles fra sin elskede ... katastrofen bliver total, da hun kort tid efter John er rejst, opdager at hun er gravid.
   Patricia er kunstner. En rebel. En intellektuel, til tider verdensfjern og selvcentreret kvinde.
   Hun er ikke en mor. Hun kan ikke. Vil ikke. Hendes verden synker i grus. Hun magter på ingen måde at stå alene med denne størrelse. Abort er kortvarigt oppe at vende som en mulig løsning, men bliver hurtigt forkastet efter råd fra venner og kolleger. Hun indser at dette nye liv, der vokser i maven, kun vil få en fair chance i livet, hvis hun finder sig en mand at dele opgaven med. John kan hun ikke følge med. Der er ingen mænd, hvor hun er nu, der hverken er interessante eller interesserede emner som ægtefælle og far til en anden mands barn.
   En dag går det op for hende, at hun mødte en mand for nogle år siden, da hun turede rundt i Skandinavien og Nordeuropa. Hvor var det nu ? Hvem var han. Hun husker at han var sød og kærlig, intelligent og tolerant. Og han var vildt forelsket i hende. Det kunne måske gå ?

Den 6. Oktober 1962 ankom Patricia til Københavns Hovedbanegård. På perronen ventede en mand på hende. Han hed Jan og var 6 år yngre end Patricia og forgudede hendes kreative og excentriske sind.
   Begge Jans forældre var læger med en stor praksis i Rødding, i sønderjylland, så det lå i kortene, at Jan skulle arbejde der indtil videre. Selvfølgelig skulle Jan overtage praksis en dag, mente begge forældre. Jan gjorde hvad der forventedes af ham, selvom han havde andre ønsker og behov. Han turde ikke andet. I den første halvdel af Nazisternes besættelse af Danmark, hyldede Jans far den tyske indsats. De var grundige, respektfulde, konsekvente - og de fik togene til at køre til tiden ! De var skoleeksempler på et ordentligt menneske. I stærk kontrast hertil var Jans ældre bror, Finn - der sked forældrene et stykke og gjorde hvad der passede ham. En boheme og oprører. En brovtende fyldebøtte af en kommunist. Finn uddannede sig til journalist og var oftere beruset end ædru. Fanden tage de forældre !
   Med 3 måneder til sin termin, var Patricia rejst fra et kulturelt, kunstnerisk og intellektuelt kraftcenter med omfattende eksotiske oplevelser i bagagen, til en understimuleret tilværelse som hjemmegående hustru i en konservativ og selvtilstrækkelig andedam af en provinsby.

I starten gik det dog nogenlunde, eftersom Jan var en overmåde kærlig, omsorgsfuld, åndrig, åbensindet og tolerant mand, der som et lys i mørket beskyttede Patricia mod den omgivende snæversynethed. Hun havde jo også et barn at føde, så der var nok at se til.
   Nogle uger før terminen stod det klart, at fødslen var nødt til at foregå ved kejsersnit. Med en førstegangsfødsel i en alder af 39, var det nok det sikreste. Nytåret 1962/63 blev festet ind med dans, musik, smøger og alkohol. Det var trods alt den sidste store fest som barnfri. Der var mange venner og humøret var højt. Sædvanen tro førte bror Finn an i festlighederne, så alle havde noget at snakke om i dagene efter. Der blev talt om fødsel og kunst. Kærlighed og skæbne. Den kolde krig når et højdepunkt med Cubakrisen i efteråret '62 og festdeltagerne diskuterer livligt for og imod supermagternes ret til forsvar og angreb med atomvåben fra baser udenfor deres egne territoriale grænser. Kennedy bliver generelt hyldet som en helt for at have modstået det sovjetiske pres. Krisen afsluttes i praksis, da den danske efterretningstjeneste informerer Washington om at et sovjetisk skib lastet med atomraketter på vej til Cuba, vender om og sætter kursen hjemad. Alle er glade og ikke mindst lettede over demokratiets tilsyneladende storsejr.

Et par dage efter nytår, får Patricia stærke smerter i underlivet og begynder at bløde pletvist. Jan ringer til fødselsklinikken i Århus, hvor kejsersnittet skal foretages og fortæller om udviklingen. Patricia skulle først føde om en uge. Symptomerne tager til og er unaturligt stærke. Om aftenen d. 3. januar 1963 kører den lille familie fra Rødding til Århus, hvor fødselslægen og jordemoderen venter med skarpslebne instrumenter, parat til at assistere undfangelsen. Der er optræk til snestorm og det er mørkt og hylende koldt. Omsider når de frem og kl. 23.15 er fødslen en realitet. Det blev en velskabt dreng.
   John og Jan og Patricia er mine forældre.