Arne går op ad den slidte snavsede trappe, han har den lille pakke med halskæden i lommen.
   Låser døren op, går ind, hænger jakken på ståltråds knagen og trækker været dybt.
   Så åbner han døren - hun sidder i stolen - den smukkeste kvinde i verden - perfekt.

"Alma - jeg h..."

"Du har ladet mig være alene" - hun læner sig lidt frem og viser sine fuldendte
   bryster - "Hele Natten!".

- "Jamen jeg har jo været på arbejde - se nu hvad jeg har til dig"

Arne tager pakken frem og pakker den langsomt og nænsomt op. Den gyldne halskæde falder tungt gyngende fra hans hænder, da han holder den op mod Alma.
   Hun stirrer på ham med de store stille dådyrøjne

"Det dur da ikke - hvad er det for noget bras".
   "Jamen Alma - den klæder dig - den klæder dig netop så godt".
   "Den ligner dig, en orm der kryber rundt i natten, ligner den - hvorfor er du her, hvem har inviteret dig? - gå din vej"

Arnes arme synker, han kan ikke udholde trykket fra de stille blå øjne - viger et skridt tilbage -
   og et til -
   vender sig så med et brøl og løber ud og nedad trappen-.

I stolen sidder den stille manequin og kigger lige frem med sit faste blik.