Kapitel 1
Om eftermiddagen d. 6. december 1941, var John Simmons igang med sin ugentlige oprydning sammen med sin jævnaldrende makker, Bob Jones.
Siden John kom for sent til morgenreveillen 8 uger tidligere havde han som straf fået til opgave at tømme latrinerne hver lørdag i D-barakken. 15 overskårne tønder af gennemtæret jern opstillet på rad og række omgivet af hver sit spinkle skur uden dør og med et sæde af to sammentømrede brædder og hul til at sidde over. Tønderne skulle løftes op på ladet af en lastbil, hvor der stod ligeså mange tomme tønder, der skulle erstatte de fyldte. Stanken var kvalmende bare at stå ved siden af, og når John og Bob flyttede på de halvfyldte 60 liters tønder, skvulpede indholdet og frigav indestængte gasser, fik det i starten John til at og brække sig voldsomt og uhæmmet indtil der kun var mavesyre tilbage. Han og Bob lærte hurtigt at bevæge tønderne uden at overfladen blev brudt. Det gav ham træning i forsigtighed og snilde, som kunne bruges hvis han en dag blev sat til at rydde miner, tænkte John. Tømningen om eftermiddag havde den utilsigtede konsekvens, at de begge valgte at blive hjemme lørdag aften, i stedet for at hænge ud med vennerne i lejrens improviserede karaoke bar. Den gennetrængende stank af rådden afføring og koncentreret urin hang omkring dem som en aura i flere dage efter., på trods af mange liter vand og sæbe. Johns højeste ønske var at sprænge latrinerne i luften.

I modsætning til John, lod Bob sig ikke gå på af stanken. Bob var vokset op på en grisefarm i det nordlige Kansas og havde et nærmest hjemligt forhold til omgangen med ekskrementer. Han talte med dreven midt-vest accent, var høj og tynd, havde fremstående fortænder og var lys og fregnet i huden. Johns modsætning i et og alt. Lørdagstjansen havde bragt dem sammen af nød og som ugerne gik udviklede der sig et sært venskab. John var født og opvokset i Chicago, som enebarn, af en historieuddannet, hjemmegående og meget omsorgsfuld og kærlig mor samt en ingeniøruddannet, altid arbejdende far, der ejede en mindre værktøjsfabrik. Fra undfangelsen befandt dette liv sig i en infusion af klassiske værdier. Som 7-årig begyndte John begyndte John at modtage klaverundervisning i hjemmet og efter bare 4 år ved tangenterne, indskrev hans klaverlærerinde ham til den prestigefyldte "Illinois young talent award" - en konkurrence, hvor han vandt 1. præmien i sin kategori.

Bob havde ikke så mange ledige stunder på farmen i sin ungdom. Skolen var ikke noget hverken han eller hans hårdtarbejdende forældre havde særlig forståelse for. Udover Bob og hans forældre var der 4 mindre søskende, vis munde også skulle mættes og vis kroppe skulle beklædes og holdes varme og tørre om natten. Det var Bobs onkel Dave, der fik stimuleret den lille Bob til at tænke på andet end at fodre grise, skovle lort og skyde efter skader, eller i ny og næ en irriterende lillebror, med en slangebøsse. Onkel Dave var fra storbyen Kansas City. Hvad han ernærede sig ved, var der ingen der vidste præcist, men han så ud til at klare sig godt. Han havde endda råd til bil, så når han kom på besøg, fik alle ungerne på gården en tur. Da Bob blev stor nok til at nå pedalerne og samtidig se ud af forruden, hvilket han kunne da han var 11, lod onkel Dave ham køre bilen selv. Til stor skræk for gårdens fritgående fjerkræ og til uendelig morskab for onklen. Bobs forældre var mere betænkelige og synes det var spild af tid at fjante sådan rundt.
Da Bob fyldte 10, gav onkel Dave ham en gave, der kom til at forandre Bobs indre liv. Et skakspil. Atter blev onkel Daves gestus mødt med hovedrysten af de andre voksne i familien. Der var jo ikke tid til spil ! Og desuden, mente faderen, var Bob for dum til den slags. Skak var for akademikere, der sad på deres flade dagen lang uden at kende det mindste til begrebet arbejde ! Til onkel Daves begejstring viste knægten sig særdeles lærenem og talentfuld i spillet og opfangede lynsnart både de taktiske og strategiske elementer. Onkel Dave rejste snart tilbage til byen og Bob brugte derefter hver en ledig stund til at spille overfor en imaginær modstander, som var ligeså kløgtig og indædt som ham selv. Da onklen kom på besøg et halvt senere, tværede Bob ham ud på mindre end 20 minutter.

Hver lørdag aften efter lortetjansen tilbragte John og Bob sammen omkring skakspillet. John kendte selvfølgelig spillet fra sin klassiske opvækst og besad den intellektuelle styrke, som uddannelse og gode kår kan give. Bobs tilgang var, som alt andet i livet, intuitiv og selvvært, tilkæmpet og dybt indsigtsfuld. Selv efter flere spil endte aftenen som regel med uafgjort, og det affødte en naturlig, gensidig respekt, som under andre omstændigheder havde været utænkelig.

Kl. 06.00 næste morgen, blev alle mand i D-barakken vækket brutalt, men forventeligt, af Korporal Lewis, der hamrede løs på et vandrør med en, til formålet fremskafftet jernstang. Søndag eller ej. Kl. 06.30 skulle alle mand stå klar til samling på pladsen, nyvaskede, nybarberede og friske i tøjet, klar til dagens meningsløse dont. De sædvanlige ydmygelser. De forudsigelige paroler. Den kedsommelige, men heldigvis kortfattede opremsning af fjendens psykopatiske karaktertræk. En fjende, som kun de færreste havde mødt. Endnu.

Kl. lidt i syv afsluttedes samlingen med fadervor og de omkring 1200 menige begav sig skyndsomt og højrøstede til en af lejrens to kantiner. Morgenmad var dagens første højdepunkt. Frokosten dagens anden og middagsmaden det tredie højdepunkt. Når soldaterne ikke sov, vedligeholdt de deres våben, som de allerede havde gjort 3 gange dagen før. Og dagen før igen. De gennemgik minutiøst hver en centimeter over og under dækket af deres skibe for kosmetiske fejl. Malede og pudsede, sleb og skurede. De havde ligget der så længe nu, at skibene var i bedre stand end da de var nye. Der måtte gerne ryges, men kun på land, så det blev der i stor stil, for at beskæftige hænderne og stimulere hjernen. Slidte billeder af pinup-piger gik på omgang og hannerne overgik hinanden med selvhævdende bemærkninger om egne præstationsevner og erfaringer med det modsatte køn. Gennemsnitsalderen for de menige var under 20, så det var de færreste, der talte med oprigtig pondus i de sager. John og Bob var stadig jomfruer. Det holdt de for sig selv. Noget tid endnu, ihvertfald. De havde snakket om, hvad de ville, når deres tid her på basen var forbi om 3 måneder. Når krigen var vundet, om ikke så længe, ville John søge ind på konservatoriet i Chicago og uddanne sig til klassisk pianist. John beskrev med fejende armbevægelser, hvordan verden ville ligge åben hvor end han kom frem og modtage ham som en helt når først han blev berømt, Bob ville, sagde han med sikker mine og sammenknebne øjne, flytte væk fra gårdens kummerlighed og ind til "the city". Ind til onkel Dave i Kansas city og være forretningsmand eller hvad der nu kom hans vej forbi. Noget med penge. USA var mulighedernes land og enhver havde ret til at forfølge sin egen lykke. Bob vidste ikke hvordan eller med hvilke midler. Kun at han ville væk fra svinestien og åndsforladtheden på landet. De ville hver især finde sig den smukkeste kvinde i hele verden og gifte sig. Der ville komme børn. De ville blive rige og respektable og leve lykkeligt til deres dages ende. Lige til de døde gamle og mætte af dage. Sådan skulle det være.

De meniges morgenmad ville under andre omstændigheder være en parentes. Noget der bare skulle overstås. De forslåede metalbakkers 4 uregelmæssige fordybninger rummede smags- og farveforladt næring, der i bedste fald holdt en i live indtil frokost. Nu var dette måltid en ophøjet begivenhed, som alle så frem til. Det tog som regel længere tid at stå i kø til maden end at spise den. Tyve minutter over syv den søndag morgen havde John og Bob ikke mere på tallerkenerne og heller ikke så meget mere at snakke om. De rejste sig for at gå til næste samling kl. 07.30 i hver deres kompagni. Da John trådte udenfor i den klare og lune december luft, fornemmede han en uendelig dyb og altopslugende rumlen. Luften synes at stå stille. Alle andre lyde forstummede. Jorden under hans fødder dirrede nervøst. Han kendte godt til lyden af hærens egne jagerfly på øvelse. Lyden fra en håndfuld amerikansk bombemaskiner havde han mærket under rekruttiden på Fort Bragg et år tidligere. Dette var anerledes. Det virkede på en gang overjordisk og underjordisk. Den lavfrekvente og massive vibration synes at opsluge den verden, John befandt sig i. De naturlige lyde han kendte, blev gradvist, men sikkert fortrængt af denne fremmede og tiltagende manifestation. Som et vacuum lukkede det sig om ham og bremsede ethvert molekyle i dets energiske udladning.

På et øjeblik tilkendegav fjenden sig med et sønderlemmende inferno af hylende motorlarm, hvinende projektiler og en ubrudt kaskade af eksplosioner. De fjendtlige fly kastede sig selv og deres brandbomber mod sine militære mål. Himlen formørkedes af røg og utallige flyvende dødsmaskiner. Før John nåede at komme væk fra kantinebygningen blev han slået bevidstløs af trykbølgen fra et eksploderende ammunitionslager et par hundrede meter derfra.

Slaget om Pearl Harbor var begyndt.