Det var sidst på sommeren, alt var stille i den lille landsby. Veras bluse klæbede til kroppen i middagsheden, hun og Miklós var på vej hjem fra skolestuen. De var de eneste på gaden, alle holdt siesta. På Vera's tavle stod bogstavet 'P', det skulle hun skrive hele tavlen fuld af, og på den anden side stod der også bogstavet 'p', men med lille, og den side skulle også fyldes ud med p'er. Fuldstændig som præsten havde skrevet dem, man måtte ikke kunne se forskel. Vera passede på, at hendes nederdel ikke slettede det lille p ud. Puh hvor var det varmt, det var helt stille, hele byen sov middagssøvn, kun fluerne for rundt og satte sig alle steder, Vera sagde ikke noget, Miklós sagde heller ikke noget, de gik langsomt inde i skyggen.
"Hvad var det?" spurgte Vera.
"Hvad?" svarede Miklós ligegyldigt.
"Den lyd," sagde Vera. Det var en underlig lyd tænkte hun, som en der skreg.
"Nåh, det var vel et æsel," svarede Miklós og sparkede til en sten. Da de drejede om hørnet ved det store platantræ, og kom ind på deres egen vej, blev lyden kraftigere. Men så forsvandt den. De gik videre, nu skulle de bare forbi et par huse til, så var de hjemme. Vera kiggede op mod deres hus, det sidste før markvejen begyndte. Som sædvanlig var der efterladt nogle hestevogne og stabler af grøntsagskasser her for enden af vejen, hvor byen holdt op og markerne startede. Med et så hun en mærkelig hund komme krybende ud bag en af kassestablerne, eller den krøb måske ikke, men den gik heller ikke.
-Underligt, tænkte Vera. Hunden var ret stor, større end de fleste andre hunde der normalt luntede rundt i landsbyen, og hun syntes heller ikke at hun havde set den før. Den gik langsomt midt i solen, og den snublede ligesom over sine egne ben.
Vera mærkede på Miklós, at han stivnede og stivnede selv, pludseligt forstod hun, at det var den, der havde hylet. Hunden var snublet nærmere mod dem, med hængende hale, den blottede alle tænderne, savlet dryppede fra dem, og pludselig stod den stille løftede hovedet og udstødte et øresønderrivende hyl.
"Pas på, det er en varulv," udbrød Miklós anspændt og greb med en hurtig bevægelse fat i Vera.
Som om dyret havde hørt dem, lavede det et kluntet hop hen imod dem, men væltede om på siden og gav endnu et øresønderrivende hyl fra sig, som endte i en dyb snerren, der blottede alle dets tænder.
Vera skreg, og midt i skriget lagde hun mærke til de store mørke pletter som varulvens savl afsatte i vejens grå støv.
"Løb Vera, løb," råbte Miklós og rev hende i armen. Men Vera stod stadig lammet i sit skrig. Hun så Miklós vende sig mod hende for at løfte hende op.
"Vera," lød i det samme en høj skinger kvindestemme og Vera hørte en lyd af træsko, der blev smidt, og en dør der smældede op mod huset. Og hun så sin mor komme løbende ud af huset i sin bare særk med en træsko i den ene hånd. Det fik hende til at vågne og hun satte efter Miklós, der var på vej over mod den nærmeste vogn.
Dyret satte efter dem med et voldsomt spring, men snublede og landede på maven. Veras mor knaldede sin træsko ned i hovedet på dyret, som snappede ud efter hende, men kun fik fat i hendes ene fod. Som hun, med overraskende styrke, straks fik vredet ud af gabet på dyret. Det var det sidste Vera så, før hun lukkede øjnene. Hun sad sammenkrøbet bag et vognhjul sammen med Miklós og hørte i det samme oppe fra balkonen hos naboen, at Miklós far råbte:
"Tilside dernede." Vera's mor rev Miklós og Vera til sig, og løb ind ad døren, som hun knaldede i. I det samme lød to øredøvende brag og en høj piben. Og derefter var alt stille, hun kunne kun høre sin mors hastige åndedrag og Miklós der stønnede:
"En varulv, en varulv." Så begyndte hun at græde. Lige efter gik døren op, og Miklós mor kom ind.
"Hvad er der sket har den bidt jer?" Spurgte hun ængsteligt.
"Øh nej, nej, det gjorde den ikke," stammede Miklós, og gav sig også til at græde. Veras mor sad helt stille på en stol.
"Rolig, rolig kære børn," sagde Miklós mor blidt, og satte sig ned på hug, og slog trøstende armene om dem. "Janós har skudt den med sin haglbøsse, og nu er den død." Så løftede hun hovedet og så over på sin ligblege naboerske.
"Jamen fru Plintner, har De det dårligt?" I det samme kom Miklós far ind.
"Så," sagde han, "utysket er stendødt, men jeg så det hele fra balkonen! I kom ikke tilskade vel børn?"
"Nej, og det takker vi den gode gud for," sagde hans kone.
"Og fru Plintner," fortsatte hendes mand. "Jeg så godt, hvordan de reddede børnene fru Plintner, og gav den en på sinkadusen. Det var meget modigt gjort."
"Gjorde de det fru Plintner?" spurgte hans kone. Begge så hen på Vera's mor, og mellem sine hikst, kiggede Vera også. Hendes mor sad stadig på sin stol, men var helt bleg og bare kiggede.
"Jeg tror da, konen falder i afmagt," udbrød Miklós mor. "Janós hjælp hende dog!" Janós trådte et skridt frem, og i samme øjeblik så Vera sin mor vælte, det hele gik meget langsomt. Janós så det også, og sprang frem for at gribe hende, hvad han nåede. Han stod et øjeblik forvirret med hende, så løftede han hende op og gik over for at lægge hende på bænken.
"Nej ikke der, læg hende dog ind i min gode seng," udbrød Miklós mor. "Det er da det mindste, vi kan gøre for hende." I det samme stod to andre koner i døren.
"Hvad er der sket?" spurgte de usikkert.
"Det var varulven, det var varulven," hylede Miklós. Og pegede på Vera's mors ben, hvor blodet dryppede fra anklen. Vera mærkede, at hun blev helt slap indeni og lod sig glide ind i Miklós mors favn.
"Nej, nu tror jeg da, det går galt med tøsen også" udbrød Miklós mor. "Miklós," sagde hun så strengt og løsnede grebet om ham. "Der er jo ikke noget galt med dig, så nu løber du ned til fru Lobens og beder hende komme med sine urter."
"Nej nu skal jeg da følges med ham," sagde den ene af de to koner, "skal det være noget opkvikkende?," hun kastede et løst blik på Veras mor, som stadig lå i Janós arme, medens han søgte støtte op ad væggen.
"Lad hende bare komme med sine sager," sagde Miklós mor, "ind til mig. Så må hun se, hvad hun kan gøre."
"Er det virkeligt en varulv derude," hviskede den anden kone og pegede.
"Neej, der skal vel mere end et par bøsseskud til at tage pippet fra sådan en satan, men at den var gal, det er da sikkert og vist." Svarede Janós og kantede sig ud af døren med sin byrde.
"Såh- Vera, Såh- min pige, sikke en forskrækkelse vi fik," det var Miklós mor, Vera mærkede at hun strøg hende over håret. Et sted inde i hende blev der helt stille, men udenom var alt kaos. Midt i kaoset dukkede et spørgsmål op.
"Er mor død?."
"Jamen sødeste pige," sagde Miklós mor. "Det er hun da ikke, hun er bare faldet i afmagt, nu får hun nogle af fru Lobens urter, så er hun hurtigt hos os igen, men du kan være stolt af, at du har sådan en dygtig mor, som reddede jer fra utysket!" fortsatte hun opmuntrende.
"Den var så underlig," svarede Vera.
Nabokonen holdt Miklós i hånden, glad over at kunne snakke med en der havde været så tæt på begivenheden, som hun fik refereret med dirrende stemme af Miklós.
"Du er sandelig en stor dreng Miklós, at du sørgede for at den ikke bed lille Vera," sagde konen.
-Det syntes Miklós nu ikke han havde gjort, men han havde da prøvet.
"Tror du virkeligt, at det var en varulv, og så du den bed Veras mor," fortsatte hun nysgerrigt.
"Ja," sagde Miklós med en tilkæmpet ro i stemmen. "Det var ligesom den, der bed min bedstefar, mor har selv fortalt det. Han mødte en varulv i skoven, og den bed ham, og så blev han selv en varulv og deres præst prøvede at drive varulven ud af ham, men den hylede og bed ja, altså varulven inde i ham, så de måtte slå bedstefar med en spade, så han faldt i afmagt, så bar de ham ud til et af stenhusene i skoven og lagde ham der, og løsnede ham. Så gik de ud og stillede vand og mad til ham, men de turde kun gå derud, når præsten var med og stænkede dem med helligt vand, at varulven ikke skulle fare i dem også."
"Uhada" udbrød konen, men "hvad skete så?"
"Ja, så til sidst for varulven ud af ham, men så døde han af det, så den tog nok også hans sjæl med. Det var meget sørgeligt, men det var før jeg blev født."
"Ja, det var da en frygtelig historie, men så må præsten da også se til Veras mor, hvis altså hun blev bidt af det utyske," sagde konen med en gysen, som Miklós dog ikke bemærkede.
De var nået til fru Lobens, hun var ved at tørre de planter, hun brugte, i ovnen, så der var frygteligt varmt i hendes lille køkken.
"Goddag fru Lobens," sagde konen. "Ja, jeg kommer her med Miklós, for der har været noget på færde oppe hos os og fru Plintner er faldet i afmagt. Kunne de ikke lægge, hvad de er i gang med og se hvad de kan gøre for hende?"
"Jo da, Jo, da" svarede fru Lobens, en lille venlig og kraftig dame.
"Ja, Miklós kan vel bære deres kurv, jeg har et andet ærinde." Fortsatte konen med et kort blik på Fru Lobens.
Miklós havde aldrig været hos fru Lobens før, og blev helt overvældet af de mange dufte - Timian og rosmarin kendte han da godt, men der var mange andre både skarpe og ligesom bløde dufte. De tørrede urter hang på snore under brædderne i loftet, så fru Lobens kun lige akkurat kunne gå under dem. Hun tog hurtigt noget ud af ovnen, som stank på en så gennemtrængende måde at Miklós hold vejret.
"Ja, det lugter stærkt," sagde fru Lobens, "du kan gerne gå udenfor og vente på mig." Lettet vendte Miklós rundt og gik udenfor. Der lagde han mærke til, at benene rystede under ham, og han satte sig op ad væggen med et langt, langt suk.
Præsten, Gabriel Bethlen, tænkte, men han tænkte ikke på Gud, Gud følte han og det man føler, behøver man ikke tænke over. Gabriel Bethlen tænkte på de 521 sjæle, som var givet ham i varetægt, og som havde været i hans varetægt i sytten år. Gabriel Bethlen tænkte på fortiden, og han tænkte på fremtiden, og det gjorde han for at få hold på nutiden.
Den nutid han søgte at få hold på, var akkurat blevet fortid, men da den var nutid, var dens centrale punkt et forvirret og nyfigent og intrigant, men også skræmt midaldrende fruentimmer, som havde søgt ham som en sørger for sjælen.
Ikke for fruentimmerets egen sjæl, som hun vist ikke havde megen fornemmelse for, men for fru Plintner's sjæl. Fruentimmeret, som han sjældent havde set i kirken, havde berettet om en varulv, der var faret i denne stakkels kvinde. Fruentimmeret havde også den overbevisning, at den eneste kur var en uddrivelse ved de hellige ord. Og som det så vanligt var, havde han mærket triumfen liggende i Fruentimmerets øjenkroge.
-Se her bringer jeg mit redskab vor hellige præst, som vil uddrive denne indtrænger fra en anden verden af stakkels fru Plintner's kød. Eller måske kan han ikke? Spændende, rigtigt spændende om den fine præst nu kan eller ikke kan.
Gabriel Bethlen var kendt med disse kvinder i landsbyen. Han pålagde kvinden at ofre to 4 tommers vokslys ved landsbyens skytsånd skt. Nicolos ikon i kirken. Havde hun ikke råd, da skulle hun indsamle pengene hertil fra familierne i Plintner's gade. Men ikke hos Plintner selv eller hos nogle der havde set, hørt, eller berørt det væsen varulven havde taget bolig i da den indtrængte i landsbyen.
Dette fordi kun den, der nævnte varulven ved navn og derved søgte den, og de uskyldige kunne deltage i den hellige handling. Til hans fornøjelse havde fruentimmeret knurret lidt over at hendes plan blev afsporet. Og han benyttede derfor lejligheden til at sige, at han i søndagsmessen ville fortælle landsbyen grunden til, at byen havde fået dette besøg. Og hvad landsbyens folk kunne gøre for at sætte Skt. Nicolo istand til at beskytte dem alle.
Da fruentimmeret havde rokket færdigt og forladt ham, havde Gabriel Bethlen begivet sig til Plintner's hus, som han fandt tomt, men hos naboen var der et leben, der kunne høres ud på gaden, hvor en tre fire småbørn stod samlet, de havde stirret skræmt på ham.
Da han havde banet sig vej gennem mændene i gangen og ind i stuen, havde han fundet fru Plintner i en seng, omgivet af snakkende kvinder som ivrigt iagttog fru Lobellas heksekunster. De var veget tilbage, da han trådte ind. Han havde stillet sig for sengens ende og sagt således til fru Plintner:
"Jeg kender dem som en gudfrygtig kvinde, og tal nu til mig om hvilken hændelse Gud herren har skikket eder?"
Efter at have fået historien fortalt havde han da velsignet og stænket alle med det hellige vand. Hvorefter han havde vendt sig mod forsamlingen og sagt:
"Lagde I mærke til, at denne gudfrygtige kvinde, på mit udtrykkelige spørgsmål, kunne svare, at der så sikkert ikke kom djævelens ild ud af væsenets mund. Altså har der ikke været tale om en varulv, men om en gal hund"
Henvendt til fru Lobens havde han dernæst sagt:
"Kære frue, de hører nu fra fru Plintners mund, at der ikke har været tale om en varulv, men et simpelt bid fra en gal hund. De vil derfor bedst tjene Gud, hvis de med deres urtekunster alene søger at uddrive det savl og spyt, hunden måtte have afgivet, af fru Plintners ben med deres lægende urter, anden kunst er ikke nødig"
Der havde været lidt mumlen frem og tilbage, men han velsignede igen alle i forsamlingen om sengen og forlod rummet. I gangen blev han holdt lidt tilbage af en af mændene, som ville høre præstens mening om varulven. Der havde han svaret, at han havde foranstaltet en undersøgelse, og der visselig ikke var tale om en varulv.
Alt dette var næsten forløbet, som han havde forestillet sig, men der var et næsten, og det var derom hans tanker drejede sig. Den stemning, der var i sygeværelset, havde han en tydelig fornemmelse af stadigvæk, og han kunne ikke komme væk fra i den at spore, at der havde været andet tilstede end de forsamlede nysgerrige, hjælpsomme og forventningsfulde kvinder, noget andet, som ikke ville landsbyen det godt. Den hellige handling havde lettet noget på stemningen, men han havde et uklart indtryk af sin utilstrækkelighed, at handlingen ikke havde været nok. Dette måtte der rettes op på ved messen, han måtte hjælpe og vejlede sin flok. Med dette mål for øje gik han i gang.
Fra sit beskedne bibliotek fremdrog han ' Forsøg på en encyclopædi over nedstyrtede engle' af Marcelli Sidam
Og slog op på afsnittet 'Mørkets engle af femte grad'. Ja her var det:
'- Disse forekomster kan fare i afgrøder, dyr og mennesker. På grund af deres forkrøblede natur vil de hos afgrøden give misvækst, hos dyret sygdom og hos mennesket en uvillighed overfor de fromme principper. Dette ses dog sjældent på grund af den højestes engles overvågning af skabningen. Derimod kan disse forekomster kaste en mørkets dunst over et helt område og derved tiltrække andre faldne væsner såsom vampyrer, varulve, gnomer, trolde og andet af Ahrimans yngel og slægt. Hele landsbyer er blevet set lagt øde herved og vé den vandrer der dvæler ved en sådan øde landsby's brønd.
Den opmærksomme iagttager af noget sådant vil først opleve en hvis tilbøjelighed til usund tænken og følen, noget som først viser sig hos de kvinder, der er over den frugtbare alder og siden spreder sig til alle. Hyrden må da forlange at hans hjord ved nymåne lader tænde 7 hellige lys på alteret og at de forbliver tændte til næste nymåne. Disse hellige lys bæres tilslut i alle 4 retninger fra kirken, et kastes i luften og et stødes i jorden og det sidste forbliver på alteret. Er forekomstens greb svagt vil den være løsgjort, er dens greb om noget af det levende kraftigt, vil den afsløre sin slægt og der foranstaltes det nødvendige.'
Således vejledt påbegyndte Gabriel Bethlen sin tale. Og da petroleumslampen var brændt ud kl. ca. 2 om natten, kunne han tilfreds læne sig tilbage i den knirkende skrivebordsstol og lægge pennen fra sig.
Da han om morgenen efter sin morgenbøn og sin beskedne morgenmad, læste hvad han havde skrevet, overvejede han, om der var grund til at forstærke eller svække teksten. Men han kunne ikke beslutte sig. Derfor faldt han på knæ for den lille ikon, der afbillede skt. Nicolo, der fredeliggjorde ørneflokken og bad om at få indgivet de rette ord ved messen. Denne hjælp oplevede han at modtage, og gik, efter sin omklædning, glad til kirken som så ofte før.
Efter at Gabriel Bethlen havde fremlagt, hvorledes skrifterne påbød landsbyen at rense sig, kiggede han ud over sine sjæle. Han så lettelse, han så offervilje, han så taknemmelighed og han så dorskhed. Men han var ikke i tvivl og glædede sig allerede til at landsbyen, ville følge hans anvisninger. Så godt kendte han den - De ville følge ham.
Og ganske rigtigt, fra klosteret i XXX blev indkøbt de hellige lys, og 5 kordrenge blev det pålagt at vogte lysene døgnet rundt. Det var et eftertragtet arbejde, for det forekom de fleste drenge langt behageligere end markens slid.
Da næste nymåne indtraf, var de hellige lys næsten nedbrændte og alt klargjort til den store procession. Efter processionen med de skærmede lys, samledes man igen til messe i kirken.
Der var flere, end der plejede at være selv ved søndagsmessen, også nogle som Vera ikke havde set før, syntes hun. Præsten var der allerede og han førte både Miklos's og Vera's familier op til den forreste bænk. Efter de hellige ord begyndte præsten at holde en tale, det var om varulven og byen og hende og Miklós og alt. Vera sad og fik det ene billede efter det andet, det klareste var, da de gemte sig bag vognhjulet og hun så lige ind i væsenets forpinte blik. Pludseligt landede der en dråbe på hendes hånd - Vera kiggede op - og så at en lang tynd stribe savl fra mundvigen gled ned af moderens kind.
"Mor du savler," sagde Vera forbavset. Det gav et lille sæt i moderen og med en lille kantet bevægelse fik hun sit lommeklæde frem og tørret sig.
I det samme sluttede præsten messen og velsignede alle med sakrementet.
Præsten blev stående, medens folk rejste sig, han kiggede ned på dem, ligesom vagtsomt syntes Vera. Så vendte han sig brat og gik over til den store figur af skt. Nicolo og ørnene og faldt på knæ i bøn.
Vera sad lidt stille og ventede på at de selv skulle gå, men moderen blev siddende på bænken, til næsten alle havde rejst sig. Så rejste moderen sig, og greb i det samme fast i bænken foran, men fik ikke fat i den, vaklede og støttede sig til den med hoften i stedet. Vera rejste sig brat og greb fat i moderens hånd.
"Mor skal vi ikke hjem?"
"Jo" sagde moderen "Vi skal hjem Vera"
Det gjorde ondt i Vera's hånd, så meget knugede moderen den. Vera skævede op, der kom igen savl ud af moderens mundvig, hun havde ellers lukket den helt sammen i en fure, men Vera turde ikke sige noget, hun trak forsigtigt moderen hen langs bænken.
Da de var kommet ud på sidegangen i kirken, slap moderen pludseligt Veras hånd og greb fat i hendes skulder i stedet for. Vera mærkede at hånden dirrede, så det rystede i skulderen. "Vi skal hjem Vera" sagde moderen igen med en tynd anspændt stemme. Vera forsøgte, at få sin højre arm rundt om moderens hofte for at støtte hende og mærkede, at hendes ryg og talje var stive og kantede i deres bevægelser. Så kiggede hun rundt, for at se om der var nogle andre, men udover den i bøn hensunkne præst var de alene i kirken. Med sin frie venstre hånd skubbede hun kirkedøren op på dens knirkene hængsler. Det var gråvejr og der var de syv stentrin med det rustne gelænder ned til den grusede kirkeplads. Folk stod i grupper rundt om på pladsen, de kiggede hen idet Vera åbnede kirkedøren. Vera mærkede, at moderen greb fat i gelænderet for at komme ned ad trappen og var et øjeblik lettet.
Så skete det. Hun sank sammen i et skrig, Vera stivnede i rædsel. Moderen trillede ned ad de nederste trin og skreg igen, så lå hun stille og klynkede svagt. Vera bøjede sig ned og prøvede at få hende løftet. Moderen skubbede benene ind under sig, så hun sad på hug, og rakte så armen ud for at Vera skulle hjælpe hende op. Vera trak alt, hvad hun kunne og fik moderen oprejst. Hun stod et øjeblik nedenfor trappen. Så rakte hun sin arm ud og lagde den om skulderen på Vera.
"Jeg har det ikke godt Vera, vi skal hjem Vera" sagde hun.
Vera stirrede panisk op på moderens fortrukne ansigt. De vaklede nogle skridt frem. Vera mærkede hvordan moderens krop spændtes og dirrede. Endnu et skrig sprængte moderens ansigt, hun snublede og faldt og trak Vera med sig. Derefter begyndte hun at krybe frem på alle fire. Vera krøb efter og prøvede at trække hende op ved skulderen. Så vendte moderen ansigtet mod hende med de vidt opspærrede øjne. Det var snavset af savl og tårer, som gruset klæbede ved.
Det krøb i Vera, hun huskede det ansigt. Lynhurtigt greb moderens vidt opspilede mund pludseligt ud efter Veras bare overarm. Vera skreg mere over chokket end over smerten. Hun prøvede at få armen ud af moderens bid, men forgæves. Så drejede hun sig rundt, de var i en rundkreds af mennesker, hun kendte kun præsten som stod lidt i kanten med et sort kors i den venstre hånd og et svingende røgelseskar i den højre. Hun sagde
"Min moder har det dårl..." Men så så ansigterne og spaderne i deres hænder. Netop da ramte den første sten hende i tindingen, og hun sank sammen i smerteglimtet over moderen, der stadig prøvede at kravle.