Med få ord orienterede Direktør Grutschske vagten om situationen. Så fortsatte han:
   "Jeg har ikke tillid til situationen i 'xxx' så jeg anmoder dem om deres vurdering af muligheden for at øvrigheden i 'yyy' orienteres om denne redelighed, de har jo vagtstation der og kender forholdende".
   Vagten kiggede kort, og ikke uden en vis beundring på denne bymand, som selv om han var civillist, helt naturligt forstod at håndtere situationen. Så sagde han: "Jeg har forstået at Hr. direktøren ønsker min vurdering af hvordan vi skal forholde os?" Heinsvoll Grutschske nikkede.
   "Jeg taler da ligeud?". Heinsvoll Grutschske nikkede igen. "Efter byøversten i' xxx' døde, salig være den gode mand, så har 'xxx' udviklet sig til en rotterede, og henvender vi os der kan alt ske. Derimod er forholdende i 'yyy' rimelige, der vil vi ikke blive sat i hullet med en mordanklage, fordi de tror de kan sælge vores frigivelse til nogen bagefter."
   "Da fortsætter vi til 'yyy'. Vil de og kusken se om der er noget på ligene der kan vise deres identitet?
   Og derefter tildække dem og våbnene" Det sidste sagde han også henvendt til kusken der i mellemtiden var dukket op med en lille lædertaske og en vanddunk i et riflet læderetui.
   De nikkede begge. Hermann Grutschske hnvendte sig igen til kvinden i vognen.
   Han sagde, ganske langsomt: "Nik, hvis de kan forstå hvad jeg siger". Kvinden nikkede, men sad stadig i sin sammenkrampede stilling. Tilfreds forsatte Heinsvoll Grutschske:
   "Kan de sige hvad de hedder?". Kvinden nikkede, og bevægede læberne uden en lyd kom over dem. Hermann Grutschske ændrede strategi. Dette var egentlig ganske interessant, det var en køn mørkhåret velproportioneret ung kvinde han skulle prøve at lukke op for. Men hun var tydeligvis i chok, han havde i Dr. Paulitz kreds både set og diskuteret fremgangsmåder til at få sådanne tilfælde til at vende tilbage til virkeligheden.
   "De behøver ikke at tale. Jeg foreslår at de nikker, når de mener ja, og ryster på hovedet når de mener nej". Kvinden nikkede.
   "Er de kommet tilskade?", kvinden rystede på hovedet.
   "Kender de de to mænd udenfor på jorden?", kvinden nikkede.
   "Er det deres venner?", kvinden nikkede.
   "Havde de et skænderi?", kvinden rystede på hovedet.
   "Kender de årsagen til at de er døde", kvinden nikkede.
   "Har nogen slået dem ihjel?", kvinden nikkede.
   "Ved de hvor morderne er nu?", kvinden rystede på hovedet.
   Hr Grutschske vente sig mod sine to hjælpere.
   "Vi skal se at komme herfra. Jeg har kontakt med kvinden, hun taler ikke. Jeg har dog fået ud af hende at det er nogle fremmede der slog dem ihjel. Og her i natten er vi udsatte mål, hvis de ligger og lurer eller skulle vende tilbage."
   Begge hjælperne nikkede, de var ved at dække ligene med presenningsstumperne fra Poldors sovested.
   Heinsvoll Grutschske vente sig igen om mod kvinden. Til hans tilfredshed var hun på alle fire på vej hen imod ham. Nu efter hun havde forladt sin sammenkrampede stilling dirrede hun svagt over hele kroppen og hendes tænder klaprede.
   Heinsvoll Grutschske sagde henvendt til den kravlende skikkelse. "Jeg har her noget vand til dem, vil de drikke det?".
   "J j j j a a", lød de svage klaprende svar. Heinsvoll Grutschske rakte det hen imod den kravlende skikkelse, hun tog det med den ene hånd men tabte balancen, Heinsvoll rakte armen ud for at støtte hende, Hun greb fat i hans arm med begge sine og halede sig lynhurtigt frem, hvorefter hun slog begge arme om hans hals, så han et øjeblik ikke kunne få vejret. I det samme sprang kusken frem løsnede bagsmækken og sammen fik de den unge kvinde ned fra vognen.
   Hun begyndte hakkende at hviske ind i Heinsvolls øre, som han villigt lod hende trække ned til sin mund
   "Jeg hedder Lihlah, nogen slog dem ihjel og løb. Det er min far og vores kusk."
   Så brast det i Lihlah, og en serie uhyggelige tudende skrig væltede ud af hendes opspærrede mund.
   Heinsvoll Grutschske, mærkede til sin tilfredshed at hendes dirren samtidigt tog af.
   "Nu skal vi afsted", sagde han henvendt til kusken, hjælp mig op med hende til vognen, og henvendt til vagten sagde han:
   "Se om der er noget kvindetøj i deres vogn. Og kom op så vi kan fortsætte."

Herman Grutschske iagttog omhyggeligt iagtog sin medpassager, som lå udstrakt på bænken overfor ham, pakket ind i to rejsetæpper. Hun lå nu helt roligt kun en svag og rytmisk klynken lød fra hendes skikkelse. Til tider lagde han en beroligende hånd på hendes skulder, for at hjælpe hende af med den svage dirren der nu og da rystede tæppefligene.
   Han syntes det var grundløst at nægte sig selv en spirende nysgerrighed for at lære hende at kende.
   Han gættede sig frem. Hun havde svage jødiske træk, den krop han havde lært at kende virkede lydefri og på ingen måde akavet, han ville snarere kalde den smidig. Den smule stemme han havde hørt virkede også tiltalende. Hendes fingre og hænder virkede ikke arbejdsvante. Heller ikke hærdede af håndværk. Men der var en hvis forskel på fingerballen, venstre hånds var lidt hårdere havde han lagt mærke til. Hm- syerske måske, eller violinist?
   Hvad skulle han stille op med hende?. Hun måtte vel have noget familie et sted? Han kunne vel godt hjælpe det stakkels væsen med at finde tilbage til trygheden igen. Var Wien måske en mulighed?.
   Tilfreds med denne tankerække indledte han en ny:
   Hvad der skulle siges til politipræfekten i 'yyy'. På nedturen havde han lejet vagtmanden i 'yyy' han og havde et udmærket indtryk af byen, den var ikke stor, næppe mere en fem tusinde sjæle, men under deres korte ophold havde Heinsvolls omhyggelige iagtagelse ikke afsløret de tidlige tegn på en by der var ved at rådne :
   De arbejdsføre mænd der hang på torvet.
   De få varer på markedet og skænderierne.
   De mange tiggende børn.
   Øvrighedens nidkærhed og pengegriskhed.
   Der kunne godt laves forretninger i 'yyy' men den var for lille til at det ville være gunstigt. Hans egentlige formål med rejsen: at opkøbe velfungerende banker eller få dem med i Algemeine Grunderzeit Bankvereins kreds var gået godt. Og i den brand og vandsikre boks under hans bænk lå sirlige papirer i voksbehandlede kuverter som begrundede hans tilfredshed.
   Konklusionen på hans overvejelser var at han skulle sige det som det var. Og blive én dag, så Lihlah kunne aflægge vidneudssagn og han kunne hjælpe hende med de praktiske ting ved hendes ophold, der nok ville strække sig længere. Heinsvoll Grutschske mærkede at dagen der var startet kl 5:30 mange mil væk, nu ikke var længere, han lænede sig op ad krogen i den knirkende og raslende vogn. Fandt sin søvnøvelse frem fra sin hjælpsomme hukommelse og sov fast et minut senere.