3 Hvor Lihlahs fader får flere erfaringer.
"Ja, min gode Bergmann," borgmesteren lænede sig tilbage. "Det de siger, kan jeg ikke rigtigt stille noget op imod. De må jo huske at vi går stedse mod nye tider. Og der er i befolkningen et uvenskab mod det jødiske folk. Som måske er berettiget, måske ikke." Borgmesteren lænede sig frem og fortsatte:
"Og jeg må jo, som borgmester, skele en kende til folkets røst. Men nu kender jeg jo dem Hr. Bergmann som en redelig mand, der svarer enhver sit. Dog alle ser jo ikke sådan på det, men mere på deres slægt. Sandt og sige vil jeg mene, at det vil være bedst, hvis de forlader byen, ja, tag ikke dette forslag ilde op, det er bare et forslag. Tænk over det."
Det var ikke lige den udgang, som Samuel Bergmann havde ventet, var der en ny progom på vej?.
Om natten vågnede han ved, at det puslede ude på gaden og til hans store forskrækkelse røg en stor sten omvundet med en lærredsklud ind gennem de blyindfattede ruder i vinduet til hans soveværelse. Den landede på gulvet med et rabalder. Hvad var nu det? han fik tændt for olielampen ved sengen. Fik fat i genstanden, og pakkede den ud. Hvad?- der var malet noget på kluden. Han foldede den ud og kiggede. Pludselig åbnede døren og hans datter Lihlah stod der i sin sengesærk med et lys i hånden. der stod, ja var det der stod?
"Hvad var det?" spurgte Lihlah. "Øhm, det var en sten," sagde hendes fader befippet.
"Lad mig se," sagde Lihlah og greb hurtigt kluden. Hun glattede den ud over sengetæppet.
"Ud af vor by beskidte jødesmaus."
"Åh nej," sagde hun og strøg sig over håret, "nu begynder de igen."
"Åh, det er nok bare en drengestreg," beroligede hendes fader og strøg hende over håret. "Gå du bare ind og sov igen."
"Nej da," svarede Lihlah, "jeg fejer da først op her, jeg henter lige fejespånen".
Medens hun fejede, kiggede Lilah op og sagde:
"Jeg hører at Olga vil holde op. De er efter hende på markedet?"
"Ja" sagde hendes fader "det er rigtigt nok."
"Men jeg kan da gå til markedet, ligesom i gamle dage?" foreslog hun.
"Nej, det forbyder jeg dig," udbrød hendes fader. "De vil gå på dig som vilde hunde."
"Hvis jeg nu klæder mig meget diskret?"
Hendes fader overvejede, - tog han fejl?, men så tænkte han på forskellen mellem hans datters slanke skikkelse og de plumpe bypiger, og på hendes melodiøse gang. Hun ville røbe sig nårsomhelst, alt kunne ske.
To dage efter drøftede han sine erfaringer med forsamlingen. Der var ingen lydhørhed, holdningen var, at de gale hunde bare skulle sættes på plads, og drøftelserne gik hurtigt på, at der da kunne lejes nogle mænd til at tage en tur rundt til bønderne og forklare dem, hvem der bestemte. De kunne nok også leje mænd, der ikke gik af vejen for at få disse bondevenner med deres ophidsende møder til at klappe i.
På vejen ud, blev han passet op af klædehandleren, som sagde til ham, at de andre der ville krig, nok ikke var klar over, hvor galt det stod til ude på landet.
"På min sidste tur var det mig kun muligt at handle med proprietærerne" tilføjede han.
"Folk driver rundt i landsbygaderne og stopper alle de har lyst til, for at få penge og brød. Jeg selv slap kun med livet ved at gi' en røverbande alt det klæde, jeg havde. Heldigvis fandt de ikke min pengekat, som jeg havde skjult under trækåget. Og de troede på, at jeg intet havde solgt andet end, hvad jeg skulle bruge til at holde mit muldyr og mig selv levende."
"Troede de virkeligt på, at du slet ingen penge havde?" Spurgte Samuel.
"Nej, selvfølgeligt ikke, jeg sørgede da også for at have et par småmønter i vestelommen, som de kunne tage. Svarede klædehandleren.
Næste dag gik Samuel Bergmann igen til borgmesteren.
"Jeg har tænkt over deres råd", sagde Samuel. "Og jeg har besluttet at tage herfra. Nu er det jo sådan, at min slægt i et sådant tilfælde er forpligtiget til at tilbyde vor ejendom til byen, så det gør jeg hermed."
"Det er et klogt valg, de her gør Hr. Bergmann" svarede borgmesteren. "For deres sikkerhedsskyld, vil jeg dog sige, at der er en del uro på landet, og der kan opstå uheldige situationer. Så det skal de nok værge dem mod. Men jeg skal forelægge bystyret deres anmodning, og det vil så finde en køber, så de kan få ordnet deres mellemværende med byen.
"Hvad kan den købesum så tænkes at blive?"
"Jah, det bliver vel en 300 gylden kunne jeg tro" sagde borgmesteren.
"Det var ikke meget." svarede Samuel Bergmann.
På vejen tilbage gik han indenom klædehandleren, men denne var ikke interesseret i at forlade byen. For som han sagde:
"Alt hvad jeg ejer og har, er jo mit hus og mit klæde, det bliver to tre store læs, og hvor langt kommer jeg med dem?. Her i byen vil jeg holde mig stille, og forstærke døre og vinduer."
Og, tilføjede klædehandleren:
"Så er der da en chance for at stå det igennem, hvad der end sker. Og klæde har alle da brug for. Så når det er stilnet af, kommer kunderne igen. Og jeg er jo kun mig selv, har ingen andre at sørge for."
Så tøvede han lidt og så på sin bekendt:
"De er stillet anderledes. De har jo deres datter, og jeg må vel sige, at et smukkere syn, har jeg ikke set i hele min levetid. Det kunne nok få ornen op hos nogle af galningene, og hvordan vil de kunne stå imod sådan en flok?"
"Det bliver jo ikke bedre på landevejen" sagde Samuel tøvende.
"Nej, men hør nu" sagde klædehandleren og tog Samuel i armen. "En ide jeg selv har tænkt, men fraveget igen. Den vil jeg nu give dem." Klædehandleren rykkede lidt i Samuels arm.
"Hvis de nu tager noget skident tøj på, og sværter og pletter dem i ansigtet. Ja og deres datter selvfølgelig også. Så kan de lægge dem på ladet af en vogn og foregive, at de har plettyfus. Så holder nysgerrige sig væk. Det eneste de så skal have er en pålidelig kusk, som kan foregive, at de skal køres til deres slægtninge, for at blive plejet."
"Og de har jo selv meget nemmere ved at tage deres værdier med dem end jeg." Tilføjede klædehandleren og slap Samuels arm.
Samuel syntes det var et brugbart råd. Så han gik hjem til sin datter, og forklarede hende omstændighederne. Han havde stor respekt for sin datters dømmekraft, og kunne kun bekræfte hende. Da hun pegede på planens to svage punkter. Den ene var 'en pålidelig kusk'. Den anden var, hvor de skulle tage hen. De besluttede at prøve at nå Wien, det var en strækning på en tre dagsrejser. Og Samuel mente nok at klædehandleren kunne hjælpe ham med en pålidelig kusk.
Han gik igen til klædehandleren.
"Ja, jeg ved jo, at de undertiden lejer en kusk, når de rejser til Dubrovnik efter klæde? Måske kunne jeg leje ham?, hvis han da er pålidelig?"
"Jo," svarede klædehandleren, "Poldor er en klog og dygtig mand, og det kan godt ske at han gerne vil tage den rejse." Klædehandleren tænkte sig lidt om, så fortsatte han:
"Men så må de vel også leje min sejlvogn og muldyr!."
"Ja, det vil jeg da rigtigt gerne. Kan jeg betale dem i guld?" Spurgte Samuel.
"Ja, jeg så helst, at de gjorde det i gylden, men dem får de nok brug for på rejsen."
"Jeg vil i øvrigt sige," fortsatte klædehandleren: "Vil de tage meget indbo med?, det kan være mistænkeligt,vis der er meget indbo på vognen. Altså hvis de vil foregive, at pesten har ramt dem."
"Det var et godt råd," svarede Samuel, "Jeg vil kun tage det aller nødvendigste."
"Godt" sagde klædehandleren og tilføjede: "
"Men nu skal jeg spørge mig for, om Poldor vil køre for dem på rejsen, Men hvor vil de tage hen?, til Dubrovnik, for at komme til det italienske?"
"Nej," svarede Samuel, "jeg agter at tage til Wien, der er langt bedre forhold, og frihed til at nedsætte sig, som håndværker og handlende, også for vor slægt."
Dagen efter traf Poldor og Samuel hinanden. Poldor, var en stor mand i bondedragt, Klædehandleren havde givet ham et lån, så han kunne frikøbe sit sted uden at komme i kløerne på ågerkarlene. Han havde intet imod at gøre en ekstra rejse, hvis det kunne ske efter samme aftaler som med klædehandleren.
4 Ad landevejen
Aftenen før de tog af sted, gik Samuel Bergmann ned i sit værksted. Der pakkede han sit mest nødvendige værktøj sammen. Han stod et øjeblik og vejede den lille guldbarre og sølvet i hånden, men besluttede sig så, pakkede dem ind. De kunne nok bedst gemmes i muldyrets fodersæk. Så flyttede han med besvær sin arbejdsbænk. Lirkede lidt ved gulvet og åbnede en lem. En noget ram lugt af jord og rotteekskrementer, stod op fra åbningen. Så rakte han ned i hullet, hev noget gammelt tøj op, og langs hullets ene side, fandt han dernæst to læderskrin frem og fik dem op på sin arbejdsbænk.
Han tændte sin arbejdslampe og tog de små vokskuverter op en efter en. Dernæst tog han sin pose med 'engelske huer'. Taknemmelig for hans onkels råd: En diamanthandler skal altid have en pose 'engelske huer og silketråd, ellers risikerer han at blive en fattig mand. Så hentede han voksen, varmede den, og hældte først de skinnende sten ned i den engelske hue, dernæst den lune voks, og tilslut tøjrede han dem i enden og stod så med tre små pølser i hånden. Så kaldte han på sin datter.
"Lilah, har du ordnet malingen, så vi er klar, og hvad med tøjet, har du gjort det skident" spurgte han sin datter og fortsatte: "Ja, og vask også dit hår før du går i seng i noget snavset sæbevand, så det stritter og klæber.
"Ja, det har jeg allerede tænkt mig, jeg har også plettet mig, se min hals." Lilah trak sin overdel ned. Halsen var oversået med brunlige og rødlige pletter.
"Godt" sagde hendes fader og fortsatte: "Grunden til at jeg har kaldt dig, er noget som byder enhver fader meget imod at sige. Men jeg har disse tre pølser her."
"Er det diamanterne?" udbrød Lilah. "Ja, jeg forstår, de skal op i hullerne for neden, det har moder, må hun hvile trygt, fortalt om, men hvorfor tre jeg har kun to huller der."
"Ja," sagde hendes fader, i sit indre taknemmelig for, at hans afdøde kones indsigt og overblik også rakte udover graven. "Jeg tager selv den ene pølse."
"Javel, nu forstår jeg," sagde Lilah, "men kan de ikke komme ud, når man besøger det lille rum?"
"Jo," svarede hendes fader, "man skal passe på og ikke presse for meget, så glider de roligt ud, og når man har tømt sig, så kan de indføres igen." Lilah nikkede.
De var kommet godt af sted, vognen skumplede roligt på den ujævne vej, og de to passagerer lå under et par uldtæpper bagerst, sammen med et par kasser med værktøj, og et par sække med rådne roer og gulerødder, samt en vanddunk. Der var også en lille pose med lerjord, og et par tuber brunsort maling. De prøvede at køre udenom de større byer, for ikke at risikere at blive afvist ved portene som pestbefængte, eller sat i karantæne. Men ved torvet, halvvejs gennem en lille købstad, blev de stoppet af to mænd. Den ene greb muldyrene ved grimen, og den anden pegede med sin spade og spurgte: "Hvorhen bondemand, og i hvilket ærinde?"
"Ja, jeg er på vej til Kecskemét med to pestbefængte stakler, for at de kan blive plejet hos deres familie." Svarede Poldor.
"Hum," sagde vagten og gik bagud og kastede et blik ind. Det syn han så, og den lugt, som stod ham i møde, fik ham til at gå et skridt tilbage. Han gik frem igen.
"Havde du tænkt dig at smitte byen?," spurgte han brysk Poldor.
"Nej da," svarede Poldor, "men det var eneste vej videre, jeg tør da ikke køre gennem sumpene, det kan dyret ikke klare."
"Nåh," sagde vagten, "men vil du så se og komme ud, og til vagten der holdt muldyret sagde han: "Slip dem, det er pestsyge." Manden slap muldyret med et sæt, og spademanden gik ved siden af vognen medens han skyndede på Poldor.
Da de to byvagter kom tilbage til torvet trådte vagtmesteren ud af kroen medens han tørrede resterne af noget ølskum af sit flot svungne overskæg.
"Hvem var det i stoppede?" spurgte han.
"Det var en bondevogn med to syge" svarede spademanden og satte spaden ned i torvets grus.
"Hvad gav de i told" ville vagtmesteren vide.
"Ikke noget" sagde spademanden, "vi sagde at de skulle rubbe sig ud af byen, de var pestsyge"
Vagtmesteren lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på de to. Som begge slog blikket ned og skrabede lidt med fødderne i gruset.
"Det må i se at få orden på", sagde han så og drejede af.