På vejen tilbage til 'Den Dovne Bjørn' blev der ikke mælet et ord mellem de to passagerer. Men da Hr. Grutschske hjælp Lihlah ned af Landaueren, sagde han:
   "Må jeg være så fri at invitere Dem på en middag i aften, så jeg på denne måde kan deltage i at ære Deres Fader?"
   Lihlah, tøvede lidt, undrede sig over, hvor svært det var for hende at koncentrere sig om, meningen i hvad der blev sagt. Men svarede så:
   "Ja, med fornøjelse." Og de gik hver til sit.
   Lihlah lagde sig fuldt påklædt på sin seng, krøllede sig sammen under et tæppe og faldt straks i søvn.

Ved slutningen af middagen åbnede Heinzvoll Grutschske for den egentlige grund til middagsinvitationen.
   "Frøken Lihlah," sagde han. "Må jeg være så fri at delagtiggøre Dem i nogle tanker, jeg har gjort mig om Deres nærmeste fremtid?"
   "Det er alt for venligt af Dem," lød svaret,"men jeg hører gerne."
   "Nuvel. For det første er jeg på vej tilbage til Wien, og det skulle kun glæde mig, hvis De sagde ja til mit tilbud om en kørelejlighed. For det andet tror jeg, at jeg har mulighed for på Algemeiner Grunderzeit Bankverein's vegne at tilbyde Dem et uddannelseslegat, så De kan fortsætte deres musikalske uddannelse. Og for det tredie."
   Han tøvede et øjeblik.
   "Så mener jeg, at jeg kan se en mulighed for at anbefale Dem til en af bankens kvindelige samarbejdspartnere. Her vil De kunne få et passende logi mod at gå en smule til hånde i det daglige med lettere rengøring og køkkenarbejde?"
   Lihlah smilede og nikkede takkende. Med tilfredshed lænede Hr. Grutschske sig tilbage og udbragte en skål for deres arrangement.
   "Jeg skylder Dem så meget," sagde Lihlah, "men jeg vil prøve at betale tilbage hvad jeg skylder Dem, når jeg får mulighed derfor."
   "Det er grundlæggende en sund indstilling," lød svaret, "men det tænker De forhåbentlig ikke på nu?" Hermann Grutschske tøvede lidt og fortsatte så: "Det bør De i hvert fald ikke gøre."
   Så tøvede han igen og fingererede ved foden af sit glas.
   "Det er således, at vi i AGBV gør os umage for at finde og støtte al driftig og fremadrettet virksomhed. Det er blandt andet derfor, jeg er på denne rejse. Det gælder virksomheder men også i nogen grad den enkelte. Grunden hertil er, at vi mener, det er et grundlag for, at civilisationen kan udvikle og løfte sig til glæde for alle i vore samfund." Han trak vejret og fortsatte umiddelbart: "Og dette løft kommer også AGBV tilgode på den ene eller anden måde. Og uden en sådan stadig stræben frem mod harmoni, balance og velstand kan ganske andre kræfter vinde frem til stor skade for både den enkelte og samfundet og dets virksomheder."
   Så tav han og så undskyldende med en pludselig drenget usikkerhed ned i bordet.
   Lihlah kiggede forbløffet over denne åbenhed fra sin velgører, og fik en indre trang til at kærtegne hånden, der stadig lå om glassets fod, men beherskede sig og sagde i stedet:
   "Jeg finder Deres ord både rigtige, kloge og velkomne. Jeg skal gøre mig den bedste umage med at være Deres tillid værdig."
   De sad begge tavse. Tavsheden blev brudt af Heinsvoll Grutschske. "Ja nu har vi en aftale, og vi rejser så imorgen tidlig kl 8.00. Det er en længere rejse, så jeg anbefaler, at vi begge får en god nats søvn."
   Lihlah nikkede. Hr Grutschske rejste sig, hjalp Lihlah op fra stolen, ønskede hende godnat, og de gik hver til sit med hver deres tanker. Hr. Grutschske med en hel ny som samtalen netop havde født.
   Før de tog afsted næste dag, bad Lihlah sin velgører om nogle mønter at give Gretsja, som havde gjort hende så mange tjenester under det korte ophold på kroen.
   "Ja, gerne" lød svaret. Hr Grutschske gik op i Landaueren, åbnede bænkboksen og vendte tilbage med en lille læderpung. "Betragt dette som et forskud på det studielegat som jeg nævnte i går, denne pung indeholder 50 gylden. De kan bruge dem til deres personlige fornødenheder. Indtil De er blevet installeret passende i Wien, kan De betragte Dem, som min meget velkomne gæst."
   Lihlah takkede og begav sig ind i krostuen, som Gretsja var i gang med at feje. "Gretsja, sagde hun, du har været mig til stor hjælp her under mit ophold. Ræk mig din hånd." Hun trykkede en gylden ned i den. Så hilste hun farvel og forlod kroen. Da hun var kommet et par skridt ud, indså hun, at hun havde begået en fejl, for bag hende lød en skarp kvindestemme:
   "Hvad var det damen gav dig?, Vis mig det".
   Et par dage efter var de i Wien. Men forinden havde Heinzvoll Grutschske med ilpost ladet sende følgende brev:
   'YYY' femogtyvende september 1886
   Min bedste Fru Lorella Puzo
   Jeg skriver til Dem for at bede om en tjeneste. Jeg har på min rejse i det Ungarnske truffet en ung lovende kvinde, Frk. Lihlah Bergmann. Denne kvinde synes at have betydelige evner og muligheder, men er i øjeblikket i den uheldige situation, at være uden familie, midler og hjem. Omstændighederne ved vort møde har visse tragiske elementer, som jeg senere kan orientere Dem om. Det ville være mig en stor lettelse, ifald De kunne stille et værelse til rådighed i Villa Schwan i en periode for denne frøken. Jeg har visse planer hermed, som jeg gerne drøfter med Dem, når jeg er i Wien igen om en lille uges tid.
   Med højagtelse
   Hr Direktør Heinsvoll Grutschske.

Lihlah havde under rejsen ikke søgt nogen fortrolighed med sin velgører, men indtil nu måtte hun erkende, at denne var en meget vidende person, som villigt og høfligt havde svaret på hendes mange spørgsmål, om hvad hun så ud gennem landauerens vinduer efterhånden som storbyen Wien's bygninger og pladser udfoldede sig for dem. Da de var drejet ind og gjort holdt i gården hos Algemeiner Grunderzeit Bankverein, så hun en lille tyk og skaldet mand hastigt komme ud af en dør, hvor der stod 'Grunderzeit Algemeiner Bankverein ekspedition'. Kusken holdt hestene an, og den lille mand åbnede landauerens dør for Hr Grutschske under megen bukken. Hr Grutschske steg ud, og bad Lihlah vente et øjeblik. Fra en lille lærredstaske overrakte den tykke mand direktøren et brev som Hr Grutschske straks åbnede, og læste.
   Tilsyneladende indeholdt det godt nyt, for det stramme ansigt, som hun efterhånden udmærket kendte, lyste op og var et øjeblik helt afslappet. Dernæst gav han den lille mand nogle ordrer forekom det Lihlah, for efter hver sætning fra direktørens mund bukkede og bukkede den lille mand, så hans skaldede isse for op og ned.
   Så vendte hendes velgører sin opmærksomhed mod hende.
   "Min bedste frøken Lihlah. Vi må nu skilles et par timer, da mine forretninger gør, at jeg er optaget andetsteds. Jeg håber, at De tillader, at banken byder Dem på en frokost i en behagelig og smagfuld café? Senere vil jeg meget gerne ledsage Dem til 'Villa Schwan', hvor De i denne første tid i Wien kan råde over et værelse. Ja selvfølgelig kun hvis de finder det passende, ellers findes der selvfølgeligt andre muligheder."
   Lihlah kunne stadigvæk ikke lade være med at undre sig over denne venlige og omsorgsfulde interesse for hendes person, men hun kunne hverken i sine tanker eller følelser finde grunde til ikke at glæde sig over den.
   Den lille tykke mand ilede tilbage gennem sin dør, Heinzvoll Grutschske, hjalp hende ud gennem landauerens sidedør og fortalte om de omgivne bygningers stolte fortid, som residens for en af Det Østrig - Ungarske kejserriges mange prinser. Hun lagde mærke til, at hendes to sække blev taget af en kæmpemæssig mand, og fulgte deres vej bort med nogen bekymring. Denne blev straks registreret af hendes velgører, som forsigtigt, beroligende lagde sin hånd på hendes arm med ordene:
   "Deres bagage er i trygge hænder, og vil senere følge med os til det etablissement, som jeg nævnte tidligere."
   Så fangede hun ud af øjenkrogen, at en dør gik op i den anden side af gården og ned af en lille marmortrappe, som hun først lagde mærke til nu, en lille kopi af den store foran ved gaden, som hun fik et glimt af, før de drejede ind, kom en middelhøj mand i rask gang hen imod dem.
   Han bukkede mod hendes velgører, som præsenterede ham: "Specielle kunden sekretär Otto Lamb, Frøken Lihlah Bergmann". Manden bøjede sig lidt frem, og for sent opdagede Lihlah, at han havde tænkt sig at markere et håndkys.
   "Jeg overlader dem nu, Frøken Lihlah, i specielle kundesekretärens varetægt," sagde Hr Grutschske og forlod dem."
   Specialkundesekretären ledte hende ind gennem huset til den største sal Lihlah havde set i sit liv tilsyneladende indgangen til dette bankpalads. Der var ihvertfald to store døre ud mod gaden flankeret af to vagtmænd i stram retsstilling. Han førte hende hen til en skranke bag hvilken en yngre også uniformeret herre stod og lignede en statue.
   "Vil de venligst melde Frøken Lihlah Bergmann" sagde Otto Lamb højt. Manden sprang hen til en telefon, det måtte det være, hun havde læst om dem i "Moderner Techische rundschau" som hendes Fader holdt. Og rigtig nok, manden rodede med apparatet og talte ind i en tragt, og sprang igen tilbage i retsstilling.
   "De undskylder mig min påtrængenhed," sagde Specialsekretæren og pegede "men 'fruernes værelse', er der. De ønsker måske at betjene dem heraf i denne korte ventetid".
   "Mange tak" svarede Lihlah igen overvældet af at blive behandlet som var hun en grevinde. Mon det var sådan i de store byer? Så var livet da let. Hvem ventede de nu på? Én til der skulle spise frokost?, eller var det mon til café'en telefonen, var forbundet? Specialkundesekretären rømmede sig, og Lihlah vågnede op. Da hun kom hen til døren til 'fruernes værelse', åbnede den sig, men Lihlah så straks grunden, der var et kighul i den, og bagved stod en ældre mager dame helt i sort og trak i en slags stang. Hun lavede et kejtet kniks, tog et kort overblik over Lihlas person, konstaterede at hun var uden hjælpemidler og sagde så knirkende: "Må jeg overrække dem AGBV's toilettasche". Uden at vente på svar snurrede hun rundt og tog en nydelig håndtaske i lyst læder fra en hylde bagved hende, hvor der stod en række opmarcheret. Så viste hun Lihlah hen til et siderum og betydede hende, at hun skulle gøre sig det bekvemt. I den ene side af rummet var et spejl fra væg til loft, som var helt indfældet i marmorvæggene. Det syn Lihlah der så, var på ingen måde tilfredsstillende. Så hun åbnede tasken, den var rigt udstyret med toileteremedier, selv et lille barbersæt, som hun engang havde set magen til hos en af sin mors finere bekendte. Lihlah gjorde sig så meget umage hun kunne, og kvinden ved døren betydede hende, at hun gerne kunne tage tasken med, da hun gik.