Oplevelsen

Jeg har tænkt over hvad digte er fra min synsvinkel. Jeg har en ringe litteraturteoretisk indsigt, men har skrevet en del digte, så jeg har altså praktikkerens synsvinkel.
Det udgangspunkt jeg tager, er udsagnet: 'Jeg oplever altså er jeg'. Descartes stoppede ved tænkningen 'Cogito ergo sum' - jeg tænker, derfor er jeg.
Jeg selv er således indrettet, at jeg starter ved oplevelsen. Det gør jeg, fordi for mig er det sandt, at oplevelse er altings start. Oplevelsen af det at være til, af tankerne, følelserne, bevægelsen og alle sansernes bombardement af mig med indtryk. En god del af alt dette sker udenfor bevidsthedens fokus, og forbliver i en slags indtrykskaos. Og en del bliver til bevidst opleven. Og det er denne bevidste 'leven op' jeg tager udgangspunkt i.

Drejer det sig nu om, at jeg læser et digt, så kan det være, at jeg bevidst oplever noget. Men skal jeg opleve noget, der svarer til det, den der skrev digtet, havde i sig, så skal jeg have en ordforståelse og en tanke- og føleverden, der harmonerer med ham eller hende der skrev. Har jeg ikke det, da vil jeg ikke opleve andet end en basal undren over tekstens grafiske fremtræden. Tænk f.eks. På et kalligraferet kinesisk digt. Men harmonerer min indre verden med digterens, så kan jeg få en stærkere eller svagere oplevelse og denne oplevelse kan være modsigende eller samtykkende.

Efter læsningen
Resultatet kan være, at jeg efter læsningen råder over en følelse - en tanke, et begreb, der er mere nuanceret end det var før læsningen. At fastholde denne ændring af inventaret i min indre verden er min egen opgave. Oplevelsen kan også være genkendende og svag, tæt på det ligegyldige.

Er digtet interessant eller ikke?
Dette afhænger af den læsendes oplevelse, det er altså en privat afgørelse. Én kan mene, at her findes 'rystende stor kunst' fordi digtet, for vedkommende, fik sagt det uudsigelige. Dvs. gav ord til en erfaring eller indsigt hos læseren, som ikke var gjort tilgængelig for hans bevidsthed, men lå lige klar til at blive bevidst. I oplevelsessproget kan det udtrykkes som, at materialet til oplevelsen lå klar i personen, men manglede en katalysator før den kunne krystallisere sig ud af det indre indtrykskaos.

En anden kan genkendende sige: 'Naaah joe - det kender jeg så udmærket', hvorefter han bladrer videre til næste side.
I begge tilfælde var grundmaterialet tilstede, i første situation lykkedes en syntese for første gang i den læsende. I det andet tilfælde 'kom læsningen for sent', den læsende havde allerede en syntese af det materiale digtet præsenterede og digtet præsenterede ikke nogle nuancer, der ikke var kendte for den læsende.

Disse overvejelser, tror jeg, kan føre frem til et bud på forskellen på god og dårlig kunst i al almindelighed. Tilsyneladende kan vurderingen af denne forskel løftes ud af det private - lad os nu se!