Lihlah vågnede med et sæt. Den vel 8 årige pige der sad overfor hende og strikkede på en strømpe, tabte en maske af forskrækkelse.
   "Hvem er du, hvor er jeg?" for det ud af Lihlah. Hun var halvt oprejst, støttede sig bagud med hænderne på landauerens bænk. Den dør hun kiggede ud af, stod halvt åben, og gennem en fjern snakken og råben lød nu og da rumlen af hjul og hundegøen. Gennem døren kom en lun og diset solstribe.
   "Jeg er Gretsja, og det er byen 'yyy' Frøknen er i, og jeg er lillepige på 'Den dovne bjørn', og jeg skulle fortælle Hr Direktøren når Frøknen var vågnet". Så trak Gretsja vejret, tøvede lidt og fortsatte, lidt lettet over at denne nye mærkelige opgave, vist nok var overstået:
   "Kan jeg sige, at Frøknen er vågnet nu?"
   Lihlahs indre verden var splittet i to. I den ene lå hun og sov, men var netop vågnet og havde hilst på en tjenstvillig lillepige. I den anden - hun kunne ikke åbne den anden...
   "Jeg, jeg, - jeg skal dog lige gøre toilette," svarede hun.
   "Der er et værelse på kroen klar til Frøkenen, og der er servanten klar, jeg har selv fyldt den, og på sengen ligger Frøknens klædestykker, for jeg har lagt dem der." Gretsja knejsede stolt, medens en antydning af et smil tegnede sig på hendes smalle læber.
   Til sin undren følte Lihlah et svagt pust af lettelse strømme mod hende fra Gretsja.
   "Ja, du er flink og dygtig forstår jeg, kan du vise mig værelset?"
   "Det kan jeg, skal det være nu?"
   "Ja", svarede Lihlah og var lidt efter, med rejsetæppet om sig på vej ind i en tom krostue. Gretsja gik foran med sikre faste skridt, ledte hende op ad trappen, åbnede en dør til et lille værelse, der var som Gretsja havde sagt, Og sluttede af med:
   "Jeg er i krostuen, der er reserveret et bord til Frøknen i et sideværelse til Frøknens morgenmåltid." Lihlah nikkede.
   "Er der noget Frøknen mangler, skal Frøknen blot kalde på mig". Gretsja gjorde et kniks, drejede rundt og forsvandt ned ad trappen.
   Det var flere dage siden Lihlah sidst havde set sig i et spejl, og hun forventede det værste. Men efter at have kigget lidt og set på hvad der var i hendes lille toiletpose, blev hun mere fortrøstningsfuld og gik i gang. Imens, ligesom når hun huskede sine drømme, dukkede gårsdagen op i løsrevne bidder. Bidder hun ikke kunne styre, og som fik hende til at ryste krampagtigt. Så forsvandt en, og en anden dukkede op. Var det gårsdagen?, hun mente det nok, men hun var ikke helt sikker. Hun endte med at holde fast i et par tanke- og følelsesbidder der hang lidt sammen. Det var en lidt ældre herre med en lampe, der talte venligt til hende i en vogn.
   Så fik en ny bid hende til at tabe balancen, så hun måtte holde fast i servanten for ikke at falde. Det var en spade, der ganske langsomt ramte hendes far i nakken med den skarpe kant, så hans hoved knækkede forover mod brystet, og ganske langsomt faldt han ned i et bål. Et fortvivlet hulkende skrig trængte sig ud gennem, hendes forgæves sammenpressede læber.
   Et øjeblik efter lød der hastige løbetrin udenfor og et par bank på døren, der så forsigtigt blev åbnet. Det var Gretsja, hun stak hovedet lige indenfor sprækken og spurgte med lav stemme:
   "Skal jeg bringe Frøknen noget lugtesalt?"
   Det tidligere pust af lettelse fløj igen gennem Lihlah. Instinktivt rakte hun hånden ud mod pigen, som tog imod indbydelsen. Lihlah trak hende til sig, satte sig på sengen, og holdt pigen tæt. Gretsja stivnede først, men løftede så hånden, og gav Lihlahs kind et lille strøg. Sådan sad de en tid. Lihlah mærkede en gammel ro komme til sig. Vendte sig mod Gretsja og sagde.
   "Gretsja, du må gerne kalde mig Lihlah, for det hedder jeg".
   "Ja," svarede Gretsja, "men kun når ingen hører det."
   "Ja, Ja" svarede Lihlah, og fortsatte: "Du har været så betænksom Gretsja".
   Gretsja så alvorligt op.
   "Det skal man være, Hr. Direktøren sagde at Frø.. - øh at Lihlah, havde været ude for en stor ulykke?"
   "Ja" svarede Lilhlah, "Men det vil vi ikke snakke om".
   "Nej" sagde Gretsja, lettet over at ulykken gled forbi hende. Så kiggede hun igen alvorligt og roligt op og fortsatte: "Men skal Frøken Lihlah ikke have sin morgenmåltid, der er dækket op".
   "Jo" svarede Lihlah, "jeg kommer ned om lidt."
   Lihlah havde taget sin brune fløjels kjole på, måske var det ikke ganske korrekt, men hun kunne ikke holde sin tanke længe nok, til at det kunne afgøres. Hun havde foldet hårbåndet nogle gange, men det var stadig frygtelig krøllet.
   Morgenmåltidet i sideværelset hos 'Den Dovne Bjørn' bestod af pølse, ost, tomat, paprika, kaffe og et lille brød, der stadig var lunt efter bagningen. Det bekom hende godt, og hun fik så tilpas meget ro i sit indre, at hun kunne nærme sig et helt praktisk problem. Nu var hun helt alene i verden ingen at søge råd hos, ingen steder at opholde sig og ingen mandlig beskyttelse, og hun vidste ikke engang, hvor byen lå henne og kunne ikke huske, hvad den hed. Så hvad var der at gøre? Hun kunne nok komme et stykke med de 'engelske huer', som hun helst så dem som. Men som en ung ukendt kvinde ville hun utvivlsomt blive grundigt snydt, hvis hun prøvede at sælge deres indhold. Og i denne lille by var det vel helt umuligt. Så egentlig var hun også uden midler. Hun besluttede sig til i første omgang, at finde ud af hvem hendes redningsmand egentlig var. Derfor var det nemt at svare ja, da Gretsja stående i døråbningen, med et lille kniks sagde at hun fra Hr. Direktøren skulle forespørge, om han måtte holde hende ved selskab her ved morgenmåltidet.
   Ganske kort efter stod den midaldrende mand, hun kunne huske fra sine indre billeder i døren.
   Med en lav fast stemme ønskede han hende et godmorgen og velbekomme, forespurgte igen om det var hende bekvemt, hvis han indtog pladsen overfor ved bordet. Lihlah slog indbydende ud med armen.
   Gretsja arrangerede lynhurtigt en kuvert foran hendes gæst. Og medens han fulgte Gretsjas kvikke skikkelse og svarede på dennes spørgsmål om menuens detaljer, havde Lihlah nogle ledige sekunder. Hendes konklusioner var, at manden måtte være sidst i fyrrene eller først i halvtredserne. Hans bevægelser var rolige og sikre, hans måde at rette på kuverten viste, at han var omhyggelig.
   Det samme viste de lidt anspændte furer om hans mund. Hans blå øjne virkede skarpe og yderst årvågne, det var nok kun få ting, de ikke så. Det gav hende straks en indre usikkerhed, for hvordan virkede hun mon på ham?. Han havde tweedsæt på i den engelske stil - et jagtsæt, hed det vel, forestillede Lihlah sig. Altså en praktisk mand, hans hænder var slanke og velplejede, altså fra den bedre klasse, måske adelig. Det for et øjeblik igennem hende, at hun på en måde havde været heldig, og følte straks skammen herved. Hun besluttede sig for, at alt fordelagtigt kunne siges, og hun håbede at kunne tie om resten. Hun fik lidt tillid til at denne, hendes normale indre verden, ville fungere nogen tid endnu, trak vejret dybt og rakte hånden frem.
   "Jeg er Lihlah Bergmann fra Baja, jeg må af hele mit hjerte takke dem for deres hjælp i nat."
   "Det var da kun en pligt, desværre kom vi for sent til at kunne redde deres fader og hans tjener fra ugerningsmændende." Manden rejste sig, bukkede let, tog hendes hånd i et fast greb.
   "Jeg tillader mig at præsentere mig Direktør Heinzvoll Grutschske fra Algeminer Grunderzeit Bankverein"
   "Ja", han holdt en pause, "jeg forstår, at De gerne kan tilgive mig mine lidt formløse manerer, men de er grundet på, at vi er en smule på feltfod, og på en måde er ført sammen af den grufulde hændelse i nat."
   "Jeg foreslår", fortsatte Heinzvoll Grutschske "at vi ikke dvæler ved denne hændelse nu, men i stedet er opmærksomme på de mere praktiske ændringer denne nye situation giver anledning til."
   Lihlah nikkede, "Hvad sker der nu med min fader og Poldor?"
   "Ved politipræfekten er der sendt en vogn ud. Den vil vende tilbage med dem begge ja og velsagtens også med deres bondevogn og muldyr."
   Der strålede en rolig betænksomhed ud fra manden, det fik Lihlah, til i en impuls at berette om sine forhold, som de nu var. Hun tilføjede, at for ham kunne hun gerne være 'Frøken Lihlah', hvis det kunne passe direktøren.
   Heinzvoll Grutschske lyttede uden at afbryde. Så konkluderede han:
   "Frøken Lihlah står uden midler, uden familie, uden hjem, og frøken Lihlah er cellist, men alligevel en ganske uheldig situation. Og De ville gerne til Wien? Ja, en by med mange muligheder men vel også en del fælder."
   "Men," tilføjede han efter en lille pause,"I de nærmeste dage hvor Frøken Lihlah nok er bundet til at opholde sig her 'På den dovne Bjørn', skal jeg nok afholde de udgifter der er nødvendige." Han sluttede sætningen med et lille nik og en indre overraskelse. Denne kvinde var tydeligvis både indsigtsfuld og moden af sin alder, han vurderede hende til vel omkring en nitten år. Og hendes bevægelser og betoninger, vidnede om et rigt og moduleret følelsesliv. Hertil føjede sig en undren. Hvordan kunne dette unge væsen formå, at sidde her og roligt snakke om sin situation på denne ligefremme og kontrollerede måde, når han sammenlignede med den paniske fremtoning, han kendte fra natten før. Pigen var helt afgjort interessant.
   "Nu må de have mig undskyldt Frøken Lihlah, jeg har en del praktiske ting at ordne, måske kan jeg have fornøjelsen af deres selskab ved middagen?"
   "Selvfølgelig, Jeg er dem dybt taknemmelig for deres venlighed," svarede Lihlah. "Uden deres hjælp ved jeg ikke, hvad der ville være hændt mig"
   "Javist, Javist" svarede Heinzvoll Grutschske. Og rejste sig "Lad os nu se et par dage frem. Jeg kender politipræfekten som en meget pligtopfyldende mand, så der vil nok komme både ligsyn og forhør, og den stakkels kusk og deres fader skal bisættes." Han tøvede og fortsatte:
   "Så vil jeg ydermere mene, at De Frøken Lihlah gerne kunne behøve nogle råd om deres første tid i Wien. Jeg kan gerne stå dem bi med nogen vejledning"
   "Det vil kun glæde mig Hr Direktør Grutschske," sagde Lihlah, rejste sig også fra bordet, nejede og gik til sit værelse.
   Medens hun gjorde værelset i orden overvejede hun sin situation. Denne Direktør virkede troværdig, han var ikke uinteresseret i at hjælpe hende og han syntes, at være så meget gentleman ikke at kræve modydelser, i hvert fald ikke umiddelbare. Han var fra Wien, hun ville næsten tro, at hun kunne komme til Wien med ham. Ikke noget ubehageligt selskab. Tingene i vognen?. Hun måtte prøve at få mulighed for at gennemgå dem. Hun stoppede brat sin tankerække, da den anden verdens billeder væltede ind over hende. Poldors vilde løb fra træerne. Faderens desperate udtryk, da han ville forhindre, at de opdagede guldet, hans brændende kæp. Hun mærkede benene, ikke kunne holde hende. Hun sank rokkende sammen ved siden af sengen og tårene løb frit ned i hendes halvåbne mund, langs de bløde læber og dryppede fra den svage kløft i hagen ned på kjolen i plet efter plet. Medens den venstre hånd pillede og gled i broderierne på sengelagnet.
   Et stykke tid efter lagde hun udmattet hovedet på sengelagenet og faldt i søvn.
   Pludselig vågnede hun ved en svag banken. Gretsjas stemme lød:
   "Frøken Lihlah, Hr. Direktøren og Hr. Plotleperfekten, beder dem komme ned".
   "Ja Gretsja, ja, sig til dem, at jeg er der om kort tid"
   Lihlah rejste sig med et sæt fra gulvet, gjorde sig klar, fandt den sorte kyse og det sorte sjal, og gik ned.
   I krostuen stod Hr. Grutschske.
   "Goddag Frøken Lihlah, jeg må desværre forstyrre dem. Vognen er nu i byen, og Hr. Politipræfekten venter udenfor for at ledsage os til vagtstationen, hvor han vil høre vore vidneudsagn. Jeg håber, at de kan gennemføre dette, jeg skal gerne støtte dem på enhver måde"
   Hr.Grutschske så nøje på den unge pige, det kunne se ud, som om hun havde sovet men også grædt, det sidste beroligede ham, det burde hun gøre i denne situation. Hans tidligere undren havde i mellemtiden fortaget sig. Og muliggjort en ny udlægning af forløbet: En mulig forklaring kunne være en indflydelse fra "Psychopathischer vorgãnge". I Dr. Paulitz kreds have Julius Ludwig August Koch's studier herover blevet drøftet, og han havde selv læst og kommenteret manuskriptet til 'Kurzgefaßter Leitfaden der Psychiatrie'. Som han fandt var et indsigtsfuldt værk. I denne frøkens tilfælde, kunne hun gerne være fuldstændig uden følelser og alt kunne være forstillelse og skuespil, hun kunne næppe have svunget spaden, men affyret skuddene det kunne hun. Var mordet planlagt af hende og denne kusk, og da kusken bagefter ville tage sig frihedder. Så havde han forregnet sig? - En mulighed, man måtte regne med alle...

Udenfor ventede Politpræfekten, en lille rund energisk mand i uniformsjakke og støvler med en slidt kasket på hovedet og i dagens anledning en sabel ved siden. Han rettede sig op hilste stramt og bød dem følge ham til vagtstationen. Hans stive og energiske gang stod i en pudsig kontrast til hele hans fremtoning, hvor alt var påfaldende rundt.