Ved siden af specialkundesekretæren stod nu en ung ret høj let korpulent men overordentlig velklædt mand,
   Han havde en let frakke over armen.
   "Må jeg forestille Hr special kunden-unternehmer Hermann Grutschske." Det gav et stød i Lihlah - hvad var det?
   "Frøken Lihlah Bergmann" i sin befippelse rakte hun sin hånd frem, men det blev ignoreret. I stedet sagde den unge mand med en let hovedbøjning.
   "Jeg forstår, at frøkenen rejser med begrænset bagage, jeg må vel ikke foreslå, at De bruger denne lette kåbe som beskyttelse mod vejret. Vi har en kort spadseretur til caféen."
   "Jo tak," svarede Lihlah, og lod villigt den unge mand hjælpe sig frakken på. Det gjorde han med omsorgsfulde og omhyggelige bevægelser. Han havde påfaldende små hænder.
   Sekretæren snurrede rundt og forlod dem. Den unge mand bød hende armen, og de gik hen imod de to gigantisk dobbeltdøre. Vagtmændende sprang til og åbnede, og Lihlah fik igen den kildrene fornemmelse, at hun var et eller andet, en fornemmelse hun foragtede, og straks fik kvalt.
   Alt ved denne storby var større, end Lihlah nogensinde før havde set. Og alt gik hurtigere, end hun havde været vant til. Selv fortovene var dobbelt så brede, som de bredeste hun havde set i Baja, som da var en provinshovedstad. Det var også nødvendigt, for trods deres bredde måtte hendes ledsager gang på gang gelejde henne lidt til siden, når en særlig hastig person krydsede deres bane. Også gaden var heftigt trafikeret med droscher og hestevogne af alle slags og kærrer trukket af hunde eller bydrenge. Hendes ledsager havde åbenbart lagt mærke til hendes uro ved dette virvar, for han sagde:
   "Det er måske Deres første besøg i Wien?" Uden at vente på svar fortsatte han. "De ser Wien er en travl og driftig hovedstad, men vi har kun få minutters gang tilbage, før vi er ved caféen 'Die Grüne Blätter'".
   Udover med sin far havde Lihlah aldrig prøvet at promenere på denne måde. Nu og da tilpassede hendes ledsager sine skridt til hendes, men hans gang var en smule kluntet og usmidig. Ved caféen lagde hun mærke til den forsigtige høflighed, med hvilken han henvendte sig til til hende, da han spurgte, om hun foretrak et bord på terrassen under markisen, også gjaldt personalet. Det var i modsætning til den skrydende brovten, strålende af usikkerhed, som hun ofte havde iagttaget hos unge mænd, undtaget hos ganske enkelte i forsamlingen. Hun så sig omkring, medens de ventede på et bord, der var passende for dem her i den disede men lune september eftermiddag. Herrerne var alle velklædte, nogen ret outrerede med lilla fløjl, mange, især de unge, med stråhatte. Damerne var også alle yderst raffinerede. Hun havde selv syntes, at hendes brune rejsekjole og den diskrete sorte hat med slør kunne gå an, men her lignede hun nærmest en tjenestepige. Hun fangede også lige et par vurderende blikke både fra tjenerne og fra et par af damerne. Hvad tænkte de mon? Lihlahs utilpashed voksede. Uden et ord ledte tjeneren dem hen til et ledigt bord i yderkanten af terrassen. Ubehaget sank dog lidt, da hendes ledsager åbenbart igen fangede, hvad der foregik i hende. Med et let tryk på hendes arm sagde han:
   "Her kommer gæster fra mange lag og bestillinger, ja selvfølgelig ikke fra de lavere klasser." Og med en diskret håndbevægelse ledte han hendes opmærksomhed hen på en overordentlig svær mand, hvis tykke urkæde spændte over hans plettede vest, som kun var knappet med en knap, Hans slidte sorte cylinder var placeret på bordet, med et par handsker ovenpå, som nok oprindeligt var hvide. Hele hans krop udstrålede tilfreds tilbagelænethed. Med en ganske lav stemme fortsatte hendes ledsager:
   "En kartoffelgrossist fra Praha ikke uden midler men ikke interesseret i sin garderobe."
   De to herrer nikkede til hinanden. Flere andre løftede hilsene deres stråhatte mod dem.
   Hendes ledsager foreslog wienerschnitsel og et glas riesling. Selv ønskede han dertil et glas pils.
   Under bestillingen lagde hun igen mærke til den omhyggelige høflighed, som både tjeneren og hendes ledsager udtrykte og tjenerens omhu med at rette på dug og service. Også den lille vase, med smukke røde blomster som hun ikke kendte, fik omsorg. Mon det var således i store byer eller noget specielt for Wien? Efter bestillingen henvendte hendes ledsager sig til hende:
   "Frøken Bergmann er måske i Wien for at gøre forretninger?"
   "Nej, egentlig ikke," Hun tøvede, "Jeg var så heldig at møde Hr Direktør Grutschske, som meget venligt tilbød mig kørelejlighed til Wien". Hendes øjne fangede et pludseligt sæt i hendes ledsagers hænder, som ellers lå halvt foldede på bordets kridhvide dug. Dette fik hende til at fortsætte "Ja undskyld min dristighed men jeg forstod på deres navn, at de også hedder Grutschske, det er måske familie?"
   "Ja," sagde den unge Hr Grutschske, som hun besluttede at tænke på ham som, "Jo det er familie."
   Lihlah fornemmede, at hun nok skyldte at vende tilbage til det oprindelige emne. "Min hensigt med at agte mig til Wien og søge ophold her er at videreføre min uddannelse."
   "Jaså, ja her er jo også mange muligheder, tør jeg spørge hvad Frøken Bergmann søger uddannelse i?"
   Lihlah kiggede igen på det venlige svagt rundede ansigt. Der var noget troskyldigt over det. Pludselig fik hun et billede af, da Hr direktør Grutschske holdt sit idealistiske foredrag om AGBV's virke før deres afrejse fra 'Den dovne Bjørn'. Det er da hans søn! For det gennem hende. Men han har nok ikke arvet sin Faders målrettethed. Men måske hans hjælpsomhed? Hun fik et øjeblik sympati for 'den unge Hr. Grutschske'.
   "Ja, det kan jeg gerne fortælle. Det er måske usædvanligt, men jeg er cellist, jeg har taget en del af min uddannelse i Baja, hvor vi kommer fra, og jeg vil søge videregående uddannelse også i komposition." Lihlah, stoppede brat. "Ja, jeg keder dem nok med min snak. For en bankmand som dem kan dette nok ikke interessere?"
   "Tværtimod" lød svaret. "Jeg lærer meget her i mit arbejde med at hjælpe bankens specialkunder tilrette under deres ophold. Man lærer mange forskellige mennesker at kende, det er altid interessant." Den unge Hr. Grutschske så en anelse skråt på hende og smilede et både anstrengt og imødekommende smil, så fortsatte han: " Og de er cellist, de spiller cello, formoder jeg, det er sikkert en dejlig beskæftigelse?" Lihlah nikkede. Som trådt ud af luften var tjeneren der samtidigt med bestillingen. Hun måtte igen beundre den diskrete omhu, han udviste med deres kuverter, det var som han ville give et indtryk af, at det skete af sig selv. Lihlah, fulgte ham opmærksomt. En kunstner men på et andet felt end hendes.
   De spiste lidt videre i tavshed, Lihlah fulgte nøje 'den unge Hr Grutschskes' manerer, der var noget gennemgående forsigtigt over dem, som om bestikket ikke uberettiget måtte skade schnitslen eller tilbehøret. Hun kopierede dem så godt hun formåede, bevægelserne mindede hende lidt om dem hun kendte fra sin Fader, når han arbejdede. Pludselig væltede billederne frem igen.Terrassen gyngede med mennesker og borde, hun tabte gaflen og greb instinktivt fat i bordet med en svag stønnen. Hendes ledsager rejste sig halvt op.
   "Jamen frøken Lihlah får de ondt?" Han rakte armen over bordet for at støtte hende. Lihlah fattede sig, "Nej, nej, det, det må være rejsen og alle oplevelserne" sagde hun svagt. En ungtjener var sprunget til og havde forsynet hendes kuvert med et nyt bestik. Lihlah så taknemmeligt på ham og på sin ledsager, som havde fået en bekymret rynke i panden.
   "Skal jeg lade bringe lugtesalt?" foreslog han. Lihlah rystede på hovedet.