3 Hvor Hr. Heinzvoll Grutschske søger at påvirke sin søns interesser.

Heinzvoll Grutschske var på vej til fru Lorellas etablissement i bankens Hansom Cab. Et nydeligt sted, hvor banken holdt forretningsmiddage med udvalgte kunder. Fru Lorella var egentlig italienerinde og lavede udsøgte middage. Huset rådede også over flere værtinder, som på bedste måde sørgede for gæsternes ønsker og andre naturlige behov.

Han havde den dag en særlig ting at drøfte med Fru Lorella. For tre dage siden havde han også aflagt et besøg sammen med Hermann, og det var resultatet heraf, som han nu havde tænkt sig at kontrollere. Han huskede tydeligt besøget, de var blevet anbragt i Villaens overdådige modtagelsesværelse rigt udstyret med orientalske kunstgenstande. Med tilfredshed lagde Heinzvoll Grutschske mærke til at Hermanns øjne interesseret gik fra genstand til genstand. Lidt efter var Fru Lorella trådt ind gennem portieren i en af sine sædvanlige lidt stramme kjoler med en lidt for overdådig fjerboa. Hermann rejste sig og bukkede fint, og blev straks bedt om at sætte sig. Der var en smule arrangement over situationen. Direktør Grutschske indledte en langtrukken dvælende samtale med Fru Lorella om bankens næste middagsarrangement i villaen. Da Hermann så ud til at kede sig passende, havde han undskyldt sig og henvendt til Hermann sagt;

"Ja disse forretningssamtaler falder dig nok en smule kedelige, måske vil du se resten af dette smukke hus, især det romerske bad, tror jeg, du vil blive begejstret for." Hermann nikkede. "Ja, for det går vel an?" havde han fortsat, henvendt til fru Lorella.

Fru Lorella havde kvitteret med et strålende smil og trukket i ringesnoren. Og øjeblikkeligt var en cirkusprinsesse trådt ind - således formodede Hermans fader i hvert fald, at det måtte forekomme Hermann for dennes hænder greb fat i hinanden, ydermere var der en tydelig rødmen at se på dem, og også i Hermanns ansigt og især i revnen ved den svage dobbelthage.

"Må jeg forestille Fraulein Silberschein - den Herre Direktør Heinzvoll Grutschske og søn Hermann Grutschske." Frau Lorella havde virkeligt gået ind i værtinderollen.
   Heinzvoll Grutschske smilede lidt i sit indre. Han huskede klart at Hermann var faret op. Og bukket og Fraulein Silberschein nejede så hendes stramme kjole slidsede op og rakte en hånd frem. Hermann bukkede igen og markerede et håndkys.
   "Fraulein Silberschein, De vil måske være så god at tage Hr. Hermann med på en rundvisning i huset."
   "Med fornøjelse fru Lorella," havde sagde Fraulein Silberschein sagt. Og de passerede portieren, havde hun på en venlig blid og omsorgsfuld måde lagt armen let om Hermanns skuldre.
   "Ja, nu er han i gode hænder" smilede fru Lorella, "så må vi fordrive tiden de næste par timer - vil direktøren have en Cognac?"

Et par timer efter, som ikke forekom Heinzvoll Grutschske lange, Fru Lorella var en både begavet og charmerende kvinde, lød der en svag støj bag portieren. En kvinde hostede let og Fru Lorella havde sagt,

"ja så gerne da."

Ind trådte så først en ulastelig Fraulein Silberschein, og dernæst Hermann. Med tilfredshed havde han set at Hermann's arm let strejfede Fraulein Silberschein da han passerede hende. Hermanns blik var rettet ikke mod de andre personer i rummet, men mod vinduet, et svagt, men umiskendeligt ladt smil, havde tegnet sig om hans fyldige læber.

"Ja," havde han så sagt til fru Lorella, "men vi er da vist også færdige" og rejst sig. Afskedsritualerne blev korrekt gennemført og Hr. Grutschske fik overrakt sin stok af Fraulein Silberschein. Hermann holdt døren for sin Fader og vente sig omkring mod de to storsmilende damer. Hr. Grutschske havde lige, gennem øjenkrogen set at han havde prøvet at blinke med sit venstre øje, hvilket dog ikke lykkedes. På tilbagevejen blev var der ikke blevet mælet et ord mellem de to herrer.

Hr. Heinzvoll Grutschske var egentlig ganske tilfreds med forløbet denne formiddag. Men hans sans for omhu i forretningen gjaldt selvfølgeligt også opsynet med de hjemlige forhold. Så derfor ville han erkyndige sig om Fru Lorellas indtryk af denne formiddag. Han glædede sig dels over at skulle gense denne charmerende kvinde, men også over sin egen forsynlighed og evne til at forudsige og planlægge sin søns voksne tilværelse. Modtagelsen var ganske uformel og snart sad Heinzvoll Grutschske i samme modtageværelse som sidst med et glas udmærket Napoléon. Igen alene med fru Lorella. Denne sad først lidt stille, så glattede hun på sin kjole og begyndte, lidt til Hr. Grutschske's overraskelse med at sige.
   "Ja, egentlig tror jeg ikke arrangementet bør gentages i den nærmeste tid." Noget Hr. Grutschske slet ikke havde forestillet sig. "Jeg kan berette at Hermann fremtræder som en sød dreng, må jeg være ganske fri?" "Javist da" sagde Heinzvoll.
   "Ja han er også ganske veludstyret, men hans værtinde var lidt overrasket over at han næsten udelukkende var interesseret i hendes, ja hendes, jeg kan frit berette?"
   "Javel da, sig kun frem, det er jo derfor, jeg er her."
   "Ja, i hendes popo."
   "Javel."
   "Men efter en del initiativer fra Fraulein Silberschein lykkedes det da at få gennemført akten med en vis succes. Fraulein Silberschein var af den mening at det unge menneske kunne have behov for et dacapo, men kunne berette, at Hermann mere var interesseret i det romerske bad, så der tilbragte de resten af tiden. Hermann var her mest interesseret i at prøve om han kunne svømme under vandet i badet."

"De skal have mange tak," sagde Heinzvoll, "men tillad mig at spørge Dem, man kan altså ikke sige, han er uinteresseret i det smukke køn?"
   "Aldeles ikke, men hans interesse har måske ikke fuldt ud fundet sit endelige leje."
   "Ja jeg vil igen takke dem" sagde Heinzvoll "vort mellemværende ordnes selvfølgelig gennem de sædvanlige kanaler."
   "Som de ønsker" sagde fru Lorella.

På vejen tilbage til banken havde Hr. Direktør Heinzvoll Grutschske en tilbøjelighed til at finde forløbet fuldt tilfredsstillende, men han måtte også bearbejde en indre følelse af, at der var hændt noget han ikke havde forventet.

Denne bearbejdelse lykkedes og direktøren lod sig synke tilbage i sædet, tændte sin formiddags cigar og begyndte i tanken at gennemgå dagens forretninger.

Samme dags aften bød Heinzvoll Grutschske sin søn til en samtale efter middagen. Hermann undslog sig genert med at han endnu havde lektier at gøre til den følgende dag.
   Hans Fader sagde," Jeg skal kun sinke dig en kort stund, og det er en sag af vigtighed jeg ønsker drøftet."

Ved denne samtale var Heinzvoll Grutschske placeret bag sit skrivebord, og da sønnen trådte ind, blev han anvist sin vante plads i stolen ved skrivebordets højre side. I den påfølgende pause iagttog Heinzvoll Grutschske sin søn Hermann. Her er hvad han så: Et ungt menneske, en smule fedladent på den ubestemmelige hvalpede måde, der senere kunne udvikle sig i alle retninger. Han kunne også konstatere at sønnen havde sin mors små, men meget velproportionerede hænder.

På den venstre hånd der lå udstrakt over Hermanns knæ konstaterede Faderen endvidere med utilfredshed to smilehuller ved langfingeren og pegefingerens mellemste led. En hånd der ikke vidnede om evne eller trang til at tilgribe noget eller nogen, hverken nu eller senere. Udover at Hermanns mave bulede lidt ud over bukselinningen mellem de to seler, der ellers var skjult under jakken, - en jakke der burde være knappet, fandt hans Fader ikke noget at udsætte på hans påklædning. - En tanke strøg igennem ham - hans moder må vel have været på færde her.

"Nuvel sagde han," lidt lettet over at Hermann for en gangs skyld havde kunnet være tavs.
   "Jeg har ladet dig kalde for at orientere dig om, at jeg ønsker at du skal ledsage mig til vort næste møde i kredsen hos Dr. Paulitz. Vi vil her få besøg af en ung amerikansk officer, ved navn Albert Abraham Michelson. Denne vil beskrive for os en forsøgsopstilling der kan måle lysets hastighed, for du ved vel fra din skole at en klassik dansk fysikker Ole Rømer for århundreder siden opdagede, at lyset ikke udbreder sig øjeblikkeligt, men har en hastighed!"
   Heinzvoll havde talt sig varm, opdagede det og besindede sig for at kaste et blik på sin søn. Hermann der kendte sin Faders vaner, så straks på ham og sagde
   "Javist," og kom i tanke om en sætning fra fysikundervisningen. "Når lygtemanden tænder sit gaslys på gaden, varer det en stund før dette lys, når mit øje."
   "Ja, ja," svarede hans Fader og følte sig på en ubestemmelig måde afsporet. "Ja," fortsatte han" og dette tidsrum lader sig ikke beregne uden at man kender den hastighed, hvormed lyset udbreder sig. Netop derfor er det væsentligt, at kunne måle denne lysets hastighed. Og denne unge begavede amerikaner, der i øvrigt er af europæisk afstemning og taler et udmærket tysk, vil fremlægge sin ide for os, og ydermere vil han fremlægge en mulighed for at bevise ætherens eksistens, den æther hvorigennem lyset udbreder sig, og som utvivlsomt også er det bærende medie for tanker, følelser og ideers udbredelse mellem mennesker. Du må forstå, at denne introduktion af dig til Dr. Paulitz kreds er en ære for dig, og en mulighed for at knytte værdifulde kontakter til Wiens, og dermed Europas fremmeste tænkere."

Så lykkedes det igen for Heinzvoll Grutschske at holde inde og kaste et blik på sin søn. Denne havde ikke ventet en pause netop nu og det gav et lille sæt i ham, som han dog fik undertrykt så tilpas meget, at det kun kunne anes af den opmærksomme iagttager. Den sidste sætning klang stadig i hans indre og han kunne derfor sige:
   "Jeg er Hr. Fader taknemmelig for at få denne mulighed."
   Heinzvoll Grutschske mærkede en ubestemmelig vrede mod Hermann blusse op i sig. Men da han ikke vidste hvad han skulle stille op med den, sagde han:
   "Det glæder mig at du forstår denne aftens vigtighed. Jeg forventer, at du er passende påklædt, og jeg er sikker på, at aftenen vil blive en stor oplevelse for dig. Det er ikke gold skoleviden du vil blive præsenteret for, men diskussioner om emner der ligger allerforrest i menneskehedens stræben efter at fravriste naturen dens hemmeligheder."