Lukas åbnede øjnene. Der var helt stille i soveværelset, men nede fra gaden uden for vinduet og langt under dem, kunne han svagt høre lyden af sporvognene og enkelte biler, som kæmpede sig igennem vintermorgenen. En solstråle flød fra vinduet tværs gennem rummet og over sengen, hvor de lå, inden den ramte væggen, så både væggen og reolen blev badet i et varmt orange skær. I luften over deres hoveder kunne han se tusindvis af små støvfnug, som stille flød rundt i rummet. Han pustede en enkelt gang efter dem og kunne se, hvordan deres stille bevægelser blev afløst af en serie af hvirvler, da luften blev forstyrret. Så vendte de tilbage til deres sejltur, som i sidste ende ville bringe dem ned på gulvet og bordet, så hun med et opgivende smil ville kunne skælde ham ud, fordi han var så doven og dårlig til at lufte ud.
Lukas smilte ved tanken og strakte sig forsigtigt, så han ikke kom til at vække hende. Så lagde han sig om på siden med hænderne under kinden og betragtede pigen ved siden af sig. Jenny lå på siden med ansigtet vendt mod ham. Det lyse hår havde i løbet af natten befriet sig fra hårbåndet og lå nu i stråler ud over hele hendes hovedpude. En enkelt tot var faldet ned over hendes pande, forbi hendes lille næse som han altid drillede hende med, når de sloges for sjov, men som han alligevel elskede så sindssygt højt, og videre ned på hovedpuden, hvor enden nu pegede over mod hans ansigt. Han lempede den ene hånd fri under kinden og viklede forsigtigt hårspidsen rundt om pegefingeren. Håret var glat og fint, og så snart han gav slip med tommelen, gled det uden en lyd fri af hans finger og faldt tilbage på puden.
Hendes duft kom i svage bølger sammen med hendes ånde og fyldte uden problemer hele hans krop med varme. Han strakte hånden lidt længere ud mod hende, så han med fingerspidserne lige kunne berøre hendes kind. Han greb sig endnu en gang i at undres over, hvor blød den føltes under hans fingre. I det varme sollys kunne han se de små hvide dun på kinden, og han kærtegnede den forsigtigt med pege- og langfinger, så dunene blev redt først den ene vej og så den anden. Jenny mumlede noget uforståeligt og smilede svagt. Skyggen af hans hånd faldt ned over hendes næse og mund, så sollyset et øjeblik kun ramte hendes pande og lukkede øjne. Så trak Lukas hånden til sig igen og så endnu en gang på hende. Hun lignede en engel. Lyset fik hendes hår til at stå som en gylden krans om hendes hoved og gjorde alle konturer i hendes ansigt til bløde nuancer af orange. Hun så så utroligt fredfyldt ud, som hun lå der med den ene hånd under kinden og dynen trukket næsten helt op til halsen, så han kun kunne se en smule af hendes skulder og den hvide natkjole, som måske nok var en lille anelse for kold, når man tog årstiden i betragtning, men som altid fik hende til at ligne en nymfe, når hun forsigtigt trippede over gulvet og ud på badeværelset i bare tæer. Det var utroligt. Han kunne ligge her, måske tyve centimeter fra hendes ansigt, og betragte hvert et træk. Hendes lille mund som selv når hun sov var spidset på en lidt mut måde. Hendes vidunderlige lille opstopper som hun selv havde så utroligt mange komplekser over. Hendes lyse bryn som altid gav hende et lidt bekymret udtryk, som om hun et eller andet sted hele tiden tænkte på noget, som var en lille smule foruroligende. Det var alt sammen her, lige foran ham. Alt hvad han kunne ønske sig, hele hans verden - kun tyve centimeter fra ham.
Han lå endnu et lille minut og bare så hende sove, inden han rullede om og kom op at sidde på kanten af sengen. Det var en del af hans faste morgenritual. Han kunne ikke bare springe ud af sengen som et eller andet fanatisk A-menneske. Nej, morgenen var et af de tidspunkter på dagen, man skulle tage sig tid til at nyde. Fornemme duftene og de lyde, som i løbet af få timer ville blive til støj, men som nu stadig kun var spæde og let genkendelige dele af den melodi, dagen i byen var så kendt for. Han rakte ud efter personskanneren på natbordet og placerede den med et lille klik på håndleddet. Den signalerede straks med en summen, at der var kommet post, men Lukas ignorerede den og gik over til vinduet. Det store vindue fyldte størstedelen af den østvendte væg og stod som en lysende skive i det kraftige morgenlys. Jennys planter kunne anes som silhuetter i vindueskarmen. Han lænede sig med underarmene mod den kraftige og let buede rude, så han kunne se ned. Plexiglasset føltes køligt mod hans hud. En lille linje af sne kunne ses på den øverste del af ruden, og på den anden side af gaden stod naboblokken med puder af sne på alle udspring af bygningen. Kun af og til kunne Lukas se de brunlige sandstensbelægninger titte igennem. Langt nede i dybet mellem de to bygninger syntes han, at han kunne se en sporvogn snegle sig gennem gaderne, men det var svært at afgøre fra denne højde. Han strakte sig i et langt gab og vendte sig om, stadig med de knyttede næver hævet højt over hovedet.
I sengen lå Jenny og betragtede ham med et lille smil.
"Hva'... skal du ikke have noget tøj på?" spurgte hun.
"Hvad mener du? Jeg er da nærmest fuldt påklædt," sagde han og strakte hånden frem mod hende, så hun kunne se personskanneren. Med et tryk fik han skanneren til at spille en kort trille fra Paganinis "Tryllefløjten". På natbordet svarede Jennys scanner med endnu en trille.
"Åhh, du er så barnlig," sagde hun med et grin og satte sig op i sengen.
Det lyse hår var et stort kaos, og store totter hang ned i hendes ansigt, så Lukas en overgang kun lige kunne skimte de to blå øjne smile til ham bag alt håret. Jennys hår gav ny betydning til begrebet "morgenhår" - faktisk var Lukas tilbøjelig til at tro, at det gule kaos, Jenny nu med et par hurtige strøg med hånden forsøgte at få til i det mindste at nøjes med at rode bagud og ned ad nakken, ligefrem definerede dette begreb. Han gik over til sengen og gav hende et kys på panden, inden han med en finger under hendes hage fik hende til at bøje hovedet bagover, så han også kunne nå munden uden at komme til at skulle læne sig alt for akavet ind over sengen. Hun smagte af fersken. Jenny var den eneste pige, Lukas nogensinde havde kendt, som ligefrem havde sin egen smag. Han lagde armen om hende, så personskanneren, der stadig med jævne mellemrum summede, kom til at kilde hende i nakken. Hun gav et lille hvin fra sig og rev sig løs med et grin.
"Din snyder! Jeg vil vædde med, at du bare ventede på at kunne gøre det!"
Han så på hende med store uforstående øjne, men kunne så ikke holde masken og kom til at le. Han snurrede en gang rundt om sig selv og bukkede mod et imaginært publikums klapsalver ovre fra væggen.
"Tak, tak. Tusind tak. Det er alt for meget..."
Jenny sad hovedrystende på sengen, inden hun satte sig i skrædderstilling under den store dyne og lagde hovedet i hænderne.
"Tænk hvis nogen ser os... tænkt hvis nogen ser dig!"
"Og hvad så?" spurgte han og sprang over til vinduet og viftede en knyttet næve over hovedet i en parodi på en dårlig skuespiller.
"Ja, jeg elsker denne kvinde! Jeg elsker hende, og jeg er ikke flov over at sige det. Hun er mig mere kær end livet selv, hører I? Jeg vil føde hendes børn!!"
Jenny tog en pude og kastede den i nakken på ham, så han rullede en gang rundt på gulvet. Den næste pude undveg han behændigt og sendte den tilbage i hovedet på hende. Så løb han over til sit tøj, som lå i en rodet bunke på stolen for enden af sengen, og mens han stadig dukkede sig for puderne, kom han hinkende i underbukserne, inden han søgte tilflugt i køkkenet for at lave morgenmad.

Da vinteren langt om længe var kommet til byen, havde det været med en af de værste snestorme i årtier. Det flade land rundt om byen havde intet kunnet gøre for at stoppe eller i det mindste tage lidt af trykket fra de enorme snemasser, og således var byen den morgen vågnet op til trafikkaos og forsinkelser overalt. Hvor gader i nord-syd gående retning blev holdt relativt snefrie af den bidende vind, var stort set alle øvrige gader blokeret af meterhøje snedynger. Kun få biler havde vovet sig ud i snevejret, og bilisterne sad oftest som tavse skygger bag bilernes ruder, mens de måtte vente på, at sneplovene fik ryddet en sti, som deres køretøjer kunne kravle gennem. Højhusene rejste sig som mørke skygger og forsvandt nogle etager oppe ind i snevejrets grå tåge. Kun de få heldige, som boede over skygrænsen, kunne opleve solopgangen. Overalt stod søjler af damp fra undergrundsbanen op af jorden, og sneen blev på de steder hurtigt forvandlet fra hvidt pulver til en grumset brun masse, som sprøjtede til alle sider, når fodgængerne jog igennem den på vej til arbejdet. Der var en unaturlig stilhed over byen på en sådan morgen. Væk var bilernes sædvanlige monotone summen og lyden af de titusinder af mennesker, som altid gik til og fra undergrundsbanen og sporvognsstationerne. I stedet kunne man nu kun høre de jævnlige sus, det gav, når vinden blæste en sky af sne op i luften, og de rytmiske klik når sporvognene passerede på deres skinne fire meter over gaden. Vinter var virkeligheden med lyddæmper på.
Lukas trådte fra den store indgangsportal og ud i kulden. Dørvogteren nikkede som altid til ham bag panserruden, og Lukas svarede ved at føre en finger til hatteskyggen, inden han slog frakkens krave op om ørerne, skuttede sig en enkelt gang og med hånden på gelænderet tog trappen i tre spring. Nede på fortovet stod han et øjeblik ubeslutsomt og så til højre op mod parken, hvor træerne kun kunne opfattes som mørkegrå skygger gennem snevejret. Så stak han de behandskede hænder i lommerne og drejede til venstre. Dørvogteren så, hvordan Lukas blev nødt til at bøje sig forover for ikke at få hatten blæst af hovedet af de kraftige vindstød. Inden længe var han forsvundet ud i snevejret, og dørvogteren vendte tilbage til sin avis og den varme suppe, han havde medbragt i termokanden. En enkelt bil smøg sig forbi en snedynge på gaden. Vinduesviskerne var frosset fast i en sært hjælpeløs stilling halvvejs på deres tur over ruden.
Hvis Lukas havde haft valget, var han helt sikkert også blevet hjemme i den varme seng sammen med Jenny... uanset hvor mange krummer der var kommet efter den noget pjattede og brat afbrudte morgenmad. Det var dog ikke et valg, han havde. Hvis foredraget i aften skulle blive bare nogenlunde sammenhængende, og han ikke skulle komme til at stå helt alene med argumenterne, var han nødt til at finde Martin først. Og han vidste også, hvor han skulle lede. Han havde efterhånden forladt den fashionable del af centrum, og der blev længere og længere mellem de enlige biler og ubarrikaderede butiksvinduer. Over ham passerede en sporvogn med en svag hylen, og klumper af sne blev slynget ned på gaden. Husene var ikke længere de blanke lysebrune bygninger, han kendte så godt. I stedet tårnede de mere end hundrede år gamle murstenskolosser sig nu op omkring ham, og nødtrapperne lignede i deres snedragt spindelvæv fra en kæmpeedderkop. Det var typisk Martin at gemme sig sådan et sted, men Lukas kendte jo reglerne: Hvis man skulle tage sig en ordentlig nedtur, skulle det gøres på "Center Pocket". Det var tradition.
Værtshuset lå i en sidegade gemt bag et par affaldscontainere og en ualmindelig stor brandhane i støbejern. Selve lokalerne lå i fortovshøjde, og det eneste, som afslørede, at der faktisk også var andet end en vaskekælder, var et gammelt neonskilt og det svage lys, som trængte ud gennem de grønne blyindfattede ruder. Sneen, som man her i sidegaden ikke engang havde forsøgt at rydde, kom i lyset fra vinduerne til at minde om en græsplæne. Lukas trådte gennem dyngerne og ned ad den smalle trappe til døren.
Indenfor var "Center Pocket" heller ikke langt fra den almindelige opfattelse af, hvordan et snusket lille værtshus skulle se ud. Overalt hang et tåget røgslør over de plyssede røde sofagrupper og billardbordet længst væk i hjørnet. Belysningen var næsten ikke eksisterende, og kun et par svage lamper med gullige glasskærme sørgede for, at der ikke var fuldstændig mørkt i lokalet. Jukeboksens videoskærm kastede et trist blåt lys over de nærmeste borde, og sidste års sommerhit kunne dæmpet høres. Rummet var ikke ret stort, og baren udgjorde hele den højre væg. Lukas genkendte Martins vilde afro længst væk og ret tæt på bartenderen. Der var stort set mennesketomt, og Lukas vidste af erfaring, at de første sutter først ville komme om et par timer, når de havde sovet rusen ud. Muligvis længere hvis de først skulle gennem sneen. Han nikkede til bartenderen og gik over og satte sig ved siden af Martin.
"Hvorfor bliver vi ved med at komme her?" spurgte han efter et par minutters tavshed.
Martin kiggede ikke en gang op, men sad stadig let foroverbøjet og betragtede den brunlige drink i glasset foran sig. Det var, som om Lukas hele tiden havde siddet ved siden af ham, men først nu selv var blevet bevidst om, at de havde gang i en samtale. Martin svarede med en grødet ligegyldighed i stemmen.
"Tradition... det ved du jo. Tradition. Og ved du hvad Lukas...?"
Lukas rystede på hovedet, men Martin var allerede videre i sætningen.
"Ved du hvad... det siger jeg dig altså... når de andre idioter på universitetet kan have deres latterlige ritualer, kan vi to vel for helvede da også have "Pocket", ikke? Ikke, Lukas?"
Lukas svarede ikke, men betragtede i stedet vennen. Martins afro var virkelig et særsyn. Håret nægtede simpelthen at følge tyngdeloven, men voksede i stedet ud i en stadigt større kugle omkring ansigtet med den lidt for store pande og de svage rynker, han havde fået omkring øjnene i løbet af de sidste par år. Håret fik ham til at ligne en mikrofon... en kæmpe, menneskelig mikrofon. Den slidte jakke, han havde på, var i løbet af natten blevet mere beskidt end normalt, og askerester hang fast i de klæbrige steder på ærmerne. Vennen vendte sig og fokuserede på et punkt et par centimeter foran Lukas' ene øjenbryn.
"Ikke, Lukas?"
Lukas nikkede stille. Det var nok for Martin, og han vendte tilbage til et indgående studie af drinken foran sig. Efter en pludselig indskydelse tømte han glasset i én slurk og sad så og svajede ganske let. Martin havde jo ret, tænkte Lukas ved sig selv. Selvfølgelig var "Pocket" ikke det fineste sted i byen, men de var jo altid kommet her. Lige fra da stedet åbnede for ti år siden, og de begge stadig bare havde været studerende ved universitetet, og frem til nu hvor de to professorer endnu en gang sad og indåndede duften af cigaretskod, sved og alskens forskellige drikke. Rundt om dem var alt ændret. Værtshuset var efter et par gode år blevet mere og mere forsømt, og de hippe og moderigtige gæster var blevet skiftet ud med fattige arbejdere og lejlighedsvise hjemløse. Selv da man en dag havde fundet "Pockets" ejer hængende i baglokalet, var de blevet. Alt omkring dem var gået i forfald og forrådnelse, men de sad her stadig. Bevares, de var ikke stamgæster. Langt fra, faktisk. Men de vendte med jævne mellemrum tilbage, når de havde brug for at flygte fra virkeligheden tilbage til en tid, som det var lidt lettere at overskue og forudse, fordi den var fortid. Så man kunne prøve på at undgå de mange ubehagelige overraskelser, skæbnen havde gemt til én. Og Martin havde haft sin del af disse.
Bartenderen nærmede sig med et spørgende blik, og Lukas bestilte en enkelt øl, før blikket nåede at blive til et udtalt spørgsmål. Med et greb under disken fiskede bartenderen en flaske op og rakte den sammen med et glas til Lukas, som lod glasset stå og skruede kapslen af flasken.
Et stykke tid sad de to venner tavse ved siden af hinanden. Martin sad efterhånden i en stilling, som ikke kunne være helt sund for ryggen, og han hang mere og mere med hovedet. Lukas skævede til det gamle ur, som hang på væggen i en niche mellem alle flaskerne. Sekundviseren sneglede sig af sted i sine evige cirkler med en sær træghed, som fik ham til at tænke på en muslingeskal, som sank til bunds i havet. Klokken var lige over ti. Under urets skærm stod datoen i stilsikker men noget forældet helvetica: 27. november 2167. En displaycelle var gået i stykker, så man måtte gætte sig til de sidste tre bogstaver i måneden. Lukas kunne dog datoen udenad. De sidste fire gange han havde været her, havde den været den samme. Lige siden han for fire år siden havde hentet Martin her på "Pocket" efter, at vennens druktur var endt rystende og grådkvalt i hjørnet bag det massive billardbord, havde det udviklet sig til et årligt tilbagevendende ritual, som ingen af dem kunne undslippe, selv om de gerne ville. Det var et morbidt jubilæum. En tradition om man ville. Selv om Martin nu virkede mere rolig og drak glas efter glas med en mine, som var det blevet en rutineopgave, vidste Lukas, at det ikke var tilfældet. Der var bare ikke flere tårer tilbage. De var alle blevet brugt de første få år efter, at Lukas for fem år siden havde måttet hente Martin på hospitalet, hvor han havde fundet vennen siddende på en enlig stol i den store ventesal, som hørte til skadestuen. En lille stribe af blod var løbet ned over hans pande, men var størknet inden den havde nået at dryppe ned på jakken, som dengang havde været næsten ny. En gang i mellem havde Martin snøftet og hiksende prøvet på at forklare, at han ikke havde kunnet gøre noget... at han ikke havde kunnet hjælpe. Han havde virket så rolig og fattet, at det havde været svært at se, at han faktisk var død.
En svag snorken hev Lukas tilbage til nutiden. Ved siden af ham lå Martin ind over bardisken og sov. Hovedet hvilede på den ene arm, som blev helt væk i håret, der bredte sig ud over diskens klistrede overflade. Jakken bevægede sig roligt op og ned i takt med åndedragene, og et kort øjeblik fik det Lukas til at tænke på et barn, som dødtræt var faldet i søvn efter en lang dags leg ude i den friske luft. Hvis han skulle nå at få liv i Martin inden aften, måtte han have ham med ud af "Pocket", før vennen var faldet i alt for dyb søvn. Forsigtigt tog Lukas fast i Martins skuldre og rystede ham en enkelt gang. Martin mumlede noget, men lod ellers ikke til at ville opgive sin midlertidige soveplads. Det ville være håbløst at forsøge at bære ham alene, for godt nok var Lukas næsten et hoved højere end vennen, men Martin var stadig robust nok til, at man ikke kunne slæbe ham meget længere end et par blokke uden at tabe pusten. I stedet førte Lukas personskanneren op til munden.
"Opringning... Sascia Sorensen."
Personskanneren bippede som svar på, at beskeden var modtaget og forstået. Så fulgte et par sekunder med den normale brummen, mens opkaldet blev behandlet, inden en søvndrukken stemme svarede gennem personskannerens lille højtaler.
"Det er Sascia... hvad er der, Lukas?"
Hun lød meget træt, og hvis man lyttede godt efter, kunne man også høre, hvordan sengen knagede svagt, da hun satte sig op. En svag skramlen afslørede, at hun rakte ud efter brillerne, som hun altid havde liggende på bordet ved siden af sengen. På den måde var hun så sært gammeldags, men hun hævdede stædigt, at briller fik hende til at se mere intelligent ud. Det var umuligt at overtale hende til en øjenbehandling. Det var også dét, Martin var faldet for hos hende... nogle gange kunne man næsten tro, at hun kom fra en anden tid og bare for en stund havde besluttet sig for at slå sig ned her i det 22. århundrede.
"Ja, hej Sascia. Jeg er ked af, at jeg vækkede dig, men jeg sidder nede på "Center Pocket" sammen med Martin, og nu er han altså gået helt kold. Hvis jeg ikke får lidt liv i ham, vil han slet ikke kunne blive frisk nok til i aften."
"...I aften..."
Sascia tyggede lidt på beskeden, inden hendes stemme lyste op.
"Nåeh ja! I aften. Det er jo der I har det dér foredrag om... øøeh..."
Hendes stemme blev svagere, mens hun strakte sig, inden hun fortsatte sætningen. Lukas var ikke helt sikker på, om det var et rigtigt gab, eller om hun bare havde købt sig tid til at komme i tanke om, hvad det var for et foredrag, han talte om. Sascia havde aldrig interesseret sig for Lukas' og Martins speciale. Hun syntes, det var en smule overflødigt og - selv om hun ikke sagde det direkte - måske også en smule spild af tid.
"...kommunikation. Med små grønne mænd... ja."
"Ja. Dét foredrag. Jeg mener, vi står jo begge for rapporten og oplægget, så hvis vi ikke begge er der, vil det jo virke lidt mærkeligt. Hele staben fra Bern vil også være der. Det kunne være vores store chance... jeg ved godt, at Martin nok ikke vil være ret meget værd i aften, men hvis han bare kunne være der..."
"...i legemet mere end i ånden, ja. Du har ret. Han har også snakket om det foredrag uafbrudt de sidste par uger... det er bare timingen det er galt med. Datoen er jo helt ad helvede til."
Lukas tav. Hvad kunne han sige? Timingen var jo forfærdelig, men det var ikke noget, de havde kunnet gøre noget ved selv. Til det sidste havde det også virket, som om Martin ville have klaret det i år. Sascia havde tolket Lukas' tavshed rigtigt, så hun fortsatte, selv om han ikke svarede.
"Bare rolig Lukas. Jeg skal nok komme forbi og hjælpe med at få Martin hjem. Giv mig bare lige ti minutter, ikke?"
"Det lyder godt, Sascia. Så venter jeg her og prøver at få lidt mere liv i ham imens... og Sascia..?"
"Mmh..?"
"Tak skal du have."
"Tænk ikke på dét."
Personskanneren knasede, og forbindelsen blev afbrudt. Lukas tømte flasken og stillede den ned på den lille hylde lige bag disken på bartenderens side. Efter et par minutter kom han forbi og tog flasken uden et ord, inden han igen gik tilbage til stolen i den anden ende af baren. Lukas rejste sig op og gik om på den anden side af Martin, hvor han tog vennens arm op over skulderen og fik ham løftet op. Martins frie arm svingede ud og slog det tomme glas omkuld på bardisken, så det snurrede et par omgange, inden det blev stoppet af den fedtede overflade. Et lille spor af, hvad det så end var, Martin havde drukket, løb ud på disken og blandede sig med de øvrige rester. Jukeboksen var efterhånden blevet færdig med alle de forprogrammerede numre og improviserede nu et lille hurtigt swingnummer, som af flere årsager helt forfejlede stemningen på værtshuset. Lukas ignorerede maskinen og fik sig med Martin halvvejs oppe på ryggen slingret over til sofagruppen nærmest døren. Her sad de så og lænede sig op ad hinanden et stykke tid, og Lukas undredes over, hvor forskelligt et rum kunne se ud, alt efter hvor man befandt sig i det. Herfra hvor de sad nu, virkede baren betydeligt mindre, selv om dette måske ikke var det rigtige ordvalg om en installation, som fyldte en hel væg. I stedet var skyggerne i rummet kommet nærmere, jo længere væk de var kommet fra flaskernes oplyste hylder foran det store spejl, som altid indbød til en lidt vulgær beruset narcissisme hos gæsterne ved bardisken. Herude i mørket kunne man blive helt væk, og for første gang slog det Lukas, at der var to typer mennesker på værtshuset. Ved baren sad de, der ville glemme... og i mørket sad de, der ville glemmes.
Martin sagde et eller andet usammenhængende og rullede fra Lukas skulder ned på sofaen, hvor han sov videre. Lukas kom uden egentlig grund til at tænke på en episode for mange år siden, da ingen af dem endnu var fyldt tyve. De havde været på en af de byture, som det dengang virkede som en uskreven lov, at man skulle på hver weekend, og var efter stop på flere diskoteker nu endt i en lille café lige uden for centrum. Det havde været et hyggeligt sted med en tilpas lys indretning til, at man havde et godt overblik uden dog at kunne se alt. Ved et af de runde borde havde de set to piger, der sad og drak chokolade, og fordi det var en ualmindelig barok drik taget i betragtning, at klokken var tre en lørdag morgen, havde de valgt at sætte sig over ved bordet. Først havde Lukas ikke lagt mærke til Martins lidt usikre gang, og da han gjorde, tænkte han ikke nærmere over det - de havde trods alt efterhånden festet i hen ved fem timer. Ved bordet gav de sig til at tale med pigerne. Martin havde spørgende undersøgt det nærmeste af bordet med fingerspidserne og sad nu og stirrede tomt på et punkt lidt til højre for pigen lige overfor sig. Jo længere de kom ind i samtalen, jo mere gik det op for Lukas, at Martin spillede blind, men at pigerne af en eller anden grund overhovedet ikke opdagede det. I stedet snakkede de videre og opfattede vel nærmest Martin som en smule speciel, selv om de ikke helt ville kunne forklare hvorfor. Efter cirka tyve minutter begynde samtalen at gå i cirkler, og da deres interesse var faldet mærkbart med pigernes annoncering af, at de altså havde kærester, havde Lukas og Martin undskyldt sig med en bemærkning om, at nu var klokken vist også ved at være så mange, at de skulle ud på deres avisrute. Pigerne havde bare smilet tomt til dem, tydeligvis uden en anelse om hvad en avisrute var for noget.
Da de var kommet lidt væk fra bordet, havde Lukas vendt sig mod Martin og med et forbløffet grin over vennens frække men også gennemført originale optræden spurgt, hvad fanden det nu havde skullet gøre godt for. Martin havde rømmet sig, grebet Lukas' skuldre så de var kommet til at stå lige overfor hinanden og havde med et klarsyn, som var imponerende for en beruset teenager efter midnat, konstateret:
"Du ved, at jeg spillede blind. Jeg ved, at jeg spillede blind. Men de havde ingen anelse om det. De har aldrig nogensinde set en blind i hele deres liv, og jeg kunne have hældt chokolade i skødet og brændt mig på lyset, uden at de ville have undret sig over det. For dem var jeg bare en original... det er alt sammen et spørgsmål om erfaring, Lukas. Hvis man ikke har en nøgle, kan man ikke tolke sproget - ikke engang kropssproget."
Så var han lyst op i et grin og havde klappet Lukas venskabeligt på siden af skuldrene, inden han med en finger havde prikket sig sigende på siden af næsen.
"Bliv hos mig, hvis du vil lære noget om bristet kommunikation, gamle ven."
De var begge knækket sammen over den lidt for tydelige henvisning til deres førsteårsprojekt og var så slingret ud af caféen igen. Martin var en fantastisk skuespiller.
Nu var de begge blevet 39 år, og selv om de i kraft af deres uddannelse havde fået lidt flottere visitkort, og de begge havde en kæreste - Martin var endda gift med Sascia - var der ikke meget, som var ændret. De var blevet en smule ældre og med tiden også mere diplomatiske i deres holdninger, men de var begge stadig en smule rodløse i deres søgen efter den dybere mening, de mente måtte være et eller andet sted derude. De øvrige professorer på universitetet betragtede dem mest som et kuriosum. Teoretisk kommunikation med ekstra terrestriske racer, som deres forskningsområde så flot hed, var ikke accepteret i helt samme grad som kvantefysik og historie. Lukas og Martin var dog ligeglade. Hvis der fandtes et svar på livet, behøvede det jo ikke nødvendigvis kunne blive fundet på Jorden.
Lukas fik øje på en lap papir, som lå på gulvet under den barstol, hvor Martin havde tilbragt det meste af natten, og han gik over og samlede det op. Det var et gammelt og slidt hologram. På bagsiden var der med der med blå filtpen ridset ordene "sommer 2161 - Sascia & Megan". Det var en scene fra haven bag Martins sommerhus. Solen var ved at gå ned, og træerne stod i kraftige røde nuancer. På græsplænen i forgrunden stod Sascia. I den ene hånd holdt hun et æble, som hun lige havde taget en bid af. Den lange hestehale, hun havde på det tidspunkt, var redt ind over skulderen og ned foran den hvide undertrøje, og hele hendes stilling afslørede en bevidst poseren for fotografen, som Lukas regnede med, måtte være Martin. Skråt bag ved Sascia og lidt nede ad bakken mod bådebroen i baggrunden, kunne man se Megan i hendes lille hvide sommerkjole og de lidt for store børnesko. Hun havde været ved at løbe op mod Martin, da hologrammet blev taget, så nu hang hun stille i luften. Hendes ansigt var et studie i koncentration, og hun havde stukket tungen et stykke ud mellem læberne. Megan var Sascia og Martins første og eneste barn, og Lukas kunne tydeligt huske, hvordan han den sommer havde brugt masser af tid på at lege med hende. Hun havde aldrig været tilfreds med bare én tur på gyngen og havde altid protesteret højlydt, når han efter et stykke tid fuldstændigt udmattet var væltet om på græsplænen. Hun var en krudtugle af rang. Lukas kiggede op fra hologrammet og over på Martin, som lå roligt på sofaen nogle meter væk. Næsten samtidig blev døren åbnet af Sascia. Hun var pakket ind, så man næsten ikke kunne kende hende. Den tykke vinterjakke var endnu et af hendes mærkelige gammeldags påfund, men Lukas måtte indrømme, at den gav et vist element af hygge. Et vindpust førte lidt sne med ind i rummet, inden hun nåede at få lukket døren. Så var rummet atter sig selv.
Sascia skubbede den forede hat af hovedet, så den faldt om i nakken. Hendes briller var dugget helt til, og kinderne lyste rødt af kulden udenfor. Hun tog brillerne af og gav sig til at pudse dem.
"Hej Lukas! Så er jeg her. Det tog altså lidt længere tid, men har du set vejret? Det er helt tosset! Jeg blev nødt til at parkere helt oppe ved stadion, og så skulle jeg endda gå en omvej for at komme herned... nå ja, selvfølgelig har du da set vejret. Det var da et dumt spørgsmål - hvordan skulle du ellers være kommet herover?"
Lige så morgentræt Sascia var, når hun vågnede, lige så overfrisk var hun resten af døgnet. Når hun først gik i gang med at tale, stoppede hun som regel først, når hun blev afbrudt, eller hvis hun var den eneste, som var tilbage i rummet. Man blev næsten altid i godt humør af at være i nærheden af hende. Det var som om hendes friskhed smittede.
Sascia var gået over til Martin og var allerede gået i gang med at ruske lidt liv i ham.
"Kom så op hr. Sorensen! Du kan ikke ligge og flade ud hele dagen, selv om jeg er sikker på, at du gerne ville. Kom så op siger jeg!"
Hun gav ham et par ret hårdhændede klap på kinden, og Martin begyndte at mumle noget, mens han apatisk værgede for sig med hænderne.
Sascia fik ham op i siddende stilling, og selv om han ikke var blevet mere vågen af den grund, vendte hun sig alligevel om mod Lukas.
"Han er en værre syvsover. Det er også, fordi han hænger så meget i fortiden hele tiden. Han kan simpelthen ikke tage sig sammen. Det her sted er altså heller ikke for godt for hans humør, Lukas. I må da kunne se at finde et mere opmuntrende sted at mødes."
Det var rigtigt, at Martin hang fast i fortiden. Lige siden ulykken var han blevet mere apatisk og forsigtig, selv om hans gamle jeg da stadig lyste igennem fra tid til anden. Sascia var kommet sig hurtigere både fysisk og psykisk. Det var rigtigt nok, når det blev sagt, at ethvert forhold havde en praktisk og en mere drømmende halvdel. Der var i hvert fald ingen tvivl om fordelingen hos familien Sorensen.
"Du har ret, Sascia. Det er jo heller ikke, fordi vi kommer her tit, vel?"
"Nej nej. Jeg siger det jo også bare. Gider du lige give et nap med, hva' ?"
Hun havde allerede løftet den noget forvirrede Martin op ved at hive i hans ene arm, og Lukas tog fat i den anden. Sammen fik de Martin bugseret over mod døren, og Sascia fik den åbnet med den frie hånd, som ellers var gemt godt væk i en hjemmestrikket vante.
Kulden udenfor fik jaget en smule mere liv i Martin, og han kunne selv hjælpe til med at gå, selv om han stadig snøvlede, og der ikke var den store sammenhæng i, hvad han sagde. Da de var kommet ud for enden af gyden og skulle til at dreje til venstre ned mod stadion, vågnede han dog pludselig op og gav sig til at rode i lommerne på den slidte jakke.
"Megan... hologrammet med Megan, hvor er det? Det skal være her..."
Lukas tog det gamle billede op af lommen og rakte det til Martin, som straks faldt til ro igen.
"Åh, godt! Du huskede Megan... tak skal du have, Lukas. Du er sgu' en guttermand..."
Han stak hologrammet i lommen og begyndte igen at mumle til sig selv, mens de fik ham båret snublende gennem sneen og tågen og ned mod bilen, som stod et par hundrede meter væk. Det dampede svagt fra motoren.
Jo, Lukas huskede Megan. I dag var det jo hendes fødselsdag.
Hun ville være blevet ni.