Det vrimler med tilbud om kurser i personlig udvikling på internettet. Enhver må kalde sig psykoterapeut og sammensætte et program over en week-end, hvor man tilbyder at lære andre, at blive bedre udgaver af sig selv.

Disse selvbestaltede eksperter i menneskelige dårskaber og karakterbrist tager så - for at blive taget alvorlig - en formue, der svarer til bygning af en udestue på 40 m2, for et kursus, der starter lørdag morgen og slutter søndag eftermiddag.

Mindfullness er igen i år det helt store hit, mange ikke mener at kunne leve uden.

Folkene bag teknikken hævder, at teknikken er et videnskabeligt dokumenteret program til at styrke menneskers positive sider og reducere symptomer på stress, angst, frustration, vrede, depression og i nogle tilfælde smerter.

Udbyderne af kurserne, der samtidigt fungerer både som terapeuter og instruktører, er som regel ganske almindelige mennesker som du og jeg. Bare med den forskel, at de har en ualmindelig stor trang til hurtige penge uden at skulle yde ret meget til gengæld. For at tilfredsstille denne trang, er de nødt til at bruge engelske navne og termer, så ingen ud fra navnet kan finde ud af, hvad det hele egentlig drejer sig om.

Som eksempelvis mindfullness.

Navnet er vigtigt
Havde instruktøren anvendt det danske navn "Sindfylde", var han eller hun sikkert på de sociale medier blevet udråbt til årets klon af Bente Iversen. Det var hende, der forsøgte at fordanske de engelske udtryk "nigger", "up your ass, og "rape victim", så de blev til "sort svin", "op i din røv" og "ufrivillig spermmodtager". Det gik ikke. Danskerne var ikke klar.

Det hele starter med et introduktionskursus af en halv times varighed, hvor man betaler halvdelen af kursusprisen forud. Man bliver også en smule klogere, da man samtidigt får at vide, at Mindfullness betyder, at man efter kurset kan forvente at være blevet forvandlet til et helt nyt gemyt i en helt ny krop.

Og hvem vil ikke gerne det?

Det man glemmer at sige er, at man for at blive en anden og bedre udgave af sig selv, skal tømme, ikke blot sit sind, men også sin bankkonto. Kontoen for penge og sindet for enhver tænkelig form for intelligens.

Konceptet er det samme.
Man tager en flok mennesker, sætter dem sammen på et hårdt trægulv og hvis de er heldige en pude. Herefter fodrer man dem med intetsigende og absolut nytteløse øvelser, der forvandler deltagerne til endnu mere frustrerede, stressede, deprimerede og udbrændte stakler af den menneskelige race end de var, da de mødte ind lørdag formiddag.

Som den nysgerrige skriverkarl jeg er, besluttede jeg mig for at tilmelde mig et sådan kursus. Det kostede 19.999. Allerede her fik man det indtryk, at udbyderen havde en dyb indsigt i den menneskelige psyke. Havde han taget 20.000 kr., var de fleste løbet skrigende bort.

Desuden måtte jeg også betale 4.999 kr. ekstra for en overnatning. Men så inkluderede det også en forfriskning både lørdag og søndag. Buffeten kunne tilkøbes under kurset formeddelst 599 kr.

Er det humbug?
Grunden til, at jeg var villig til at betale for et sådant kursus, var at jeg som seriøs arbejdende journalist ville undersøge sagen til bunds. Jeg kunne jo risikere et svimlende erstatningskrav, hvis jeg uden beviser kaldte kurset for det rene humbug.

Instruktøren hed Bjarke Stenhoff, fortalte han under introduktionskurset. Han er 48 år og tidligere jord- og betonarbejder ved Slagelse vejvæsen, og var nu flyttet til Vestjylland.

Han havde skiftet løbebane, fordi han en nat havde haft et syn, hvor en inkarnation af Mother Theresa havde fortalte ham, at han var udvalgt til at hjælpe andre mennesker.

Og det gør han så formedelst - har jeg beregnet mig frem til - 8.888 kr. i timen, da vi var 8 deltagere på kurset. Ganske godt klaret af en tidligere jord- og betonarbejder, der i bedste fald bliver aflønnet med 400 kr. i timen.

Kurset blev afholdt på det tidligere Hotel Arnborg, hvor Bjarke havde råderet over to lokaler. Ét med vinduer og et uden. Den omstændighed vender jeg tilbage til.

Præcis kl. 8.00 ankom vi alle otte håbefulde deltagere til hotellet og fik af Bjarke overrakt en pude, en lille pakke og et brev.

Puden var til det hårde trægulv, hvor vi blev bedt om at sætte os for at pakken pakken ud.

Indholdet lignede en kjortel i smudsigbrunt sækkelærred - og det var præcis, hvad det var. Herefter sendte Bjarke en lille kurv rundt. I den blev vi bedt om at lægge alle vores ejendele.

Jeg måtte aflevere min smartphone, min tegnebog, to fingerringe, en falsk piercing i øret, min e-cigaret og det waldhorn, jeg havde medbragt, fordi jeg troede, jeg i pauserne kunne få tid til at øve mig.

Støvsugerøvelsen
Ved et hurtigt kig rundt i cirklen, konstaterede jeg, at vi var fem mænd, to kvinder og så en personage, som jeg havde svært ved at se, hvad var. Mon ikke det ville blive åbenbaret senere, tænkte jeg.

Frataget alle vores ejendele, tøjet måtte vi lægge ved siden af puden for at iklæde os kjortlen, var vi klar til første lektion, "Støvsugerøvelsen", som Bjarke kaldte den.

Vi blev bedt om at lægge os ned på ryggen. Herefter beordrede Bjarke os til at tænke på alt det, der stressede os. Herefter skulle vi forestille os, at sidemanden til højre var en 1200 watt støvsuger, der sugede alle vores tanker ud af hovedet.

"For hver en tanke, der fjernes, føler du dig lettere og lettere for til sidst at føle dig fuldstændig tom inden i", messede den tidligere jord- og betonarbejder.

Jeg blev positiv overrasket. Det virkede sgu'. Jeg følte mig totalt tømt for enhver mental kapacitet, da vi en times tid senere fik lov at rejse os igen.

Vi blev nu guidet ind i et andet rum - det uden vinduer. Vi fik besked om at stille os i en cirkel med en meters mellemrum. Øvelsen gik ud på, at vi alle otte skulle forestille os at være én stor homogen masse og opleve, hvordan mennesker kan opnå fantastiske resultater ved at samarbejde.

Lyset blev herefter slukket, og vi fik besked på ,at vi - uden at tale sammen - skulle finde midten af lokalet og placere én af os lige i midten. Vi fik en halv time til øvelsen.

Nærkontakt af 4. grad
Uden at kunne sige det med sikkerhed mener jeg, at vi den næste halve time luntede rundt på må og få og rørte ved hinanden sådan helt tilfældigt. Jeg gjorde i hvert fald, og ved med sikkerhed, at jeg på et tidspunkt havde endda meget tæt kontakt med den ene kvindelige deltager.

Pludselig blev lyset tændt og Mester Bjarke, som han kaldte sig, stod i døråbningen.
Det var lidt flovt, da jeg ikke havde nået at få min kjortel på igen og stod og pegede direkte mod vores instruktør.

Nu var der tid til en forfriskning, der ankom i et par termokander. Bjarke forklarede, at det var hans kones fortjeneste. Hun havde engang læst en opskrift på urtete i Familie Journalen, og havde brugt lørdag morgen på at lave to kander af drikken.
Ifølge Henny, som konen hed, skulle urterne i teen have en forbavsende god virkning på ens klartænkningsreceptorer, hvad pokker det så er.

Eliksiren smagte af selvdød vildand. Til gengæld havde den en fineffekt på samtlige deltageres vandværk, idet vi var ved at komme op at skændes om, hvem der skulle på toilettet først, efter drikken var røget ned til morgenmaden.

Husk at trække vejret
Tiden var nu kommet til den såkaldte "melsækøvelse". Vi fik fem minutter til at læse i manualen, hvad det var.

Her direkte citeret fra manualen:
"Fold melsækken ud. Tag sækken over hovedet. Sæt dig ned på din pude og træk vejret. Læg dig herefter ned. Når du hører instruktøren knipse med fingrene, bliver dit sind tømt for samtlige sanser, og du vil opnå total uvidenhed. Du vil føle dig som en nyfødt baby og falde i dyb søvn. Når du vågner, vil alle dine frustrationer og bekymringer være forsvundet. VIGTIGT: Husk at trække vejret gennem hullet i sækken for at undgå utilsigtede bivirkninger".

Jeg og de øvrige kursusdeltagere vågnede efter, hvad jeg vil anslå til at være tre timer. Jeg spekulerede på, hvad Bjarkes kone mon havde puttet i urteteen foruden te og vand. Bjarke forklarede os herefter, at vi nu var færdige med lørdagens øvelser og havde resten af tiden, indtil søndag kl. 10.00, til fri rådighed.

Gik sulten i seng
Jeg gad ikke at tage kjortlen af, men beholdt den på for at gå direkte i seng uden buffetten, da den viste sig at bestå af syv retter - alle bestående af alt godt fra havet, undtagen fisk.

Næste morgen stod jeg tidligt op, tog en rask travetur i det vestjyske lynglandskab og vendte tilbage til andendagens øvelser.

Første øvelse og faktisk også den sidste, idet Bjarke forklarede, at denne øvelse skulle gentages igen og igen, indtil vi havde opnået en helt speciel færdighed. Han kaldte øvelsen "Timeglasset".

Import fra Hvide Sande
"Vi fik hver udleveret et timeglas fyldt med de hvideste sandkorn, jeg nogen siden har set. Sandsynligvis leveret fra en grusgrav i Hvide Sande.
Igen blev vi instrueret af et stykke papir:

"Sæt dig sammen med de øvrige deltagere på din pude i en cirkel. Sæt timeglasset foran dig og vend det om. De hvide sandkorn vil nu forlade den øverste halvdel af glasset. Når al sandet befinder sig i den nederste halvdel, vender du glasset om igen og gentager handlingen. Imens alt dette foregår, tænker du på absolut intet", stod der på forsiden.

På bagsiden fortsatte instruktionen:
"Du lader nu din underbevidsthed opfange selv de allermindste detaljer. Når instruktøren efter en times tid spiller "Lille bi, ved du hvad" på sin panfløjteskal du på det stykke papir ved siden af din pude skrive, hvor mange sandkorn, du mener, der er i timeglasset. Øvelsen fortsætter til én af deltagerne gætter det korrekte antal, som står skrevet på en seddel under flasken med Irsk Whiskey inde i krostuen, eller indtil kl. 15, hvor kurset er færdigt."

Universelle hilsener
Ingen gættede det rigtige resultat, så vi fik ikke fri før tiden. Vi så heller ikke Bjarke igen. Han havde efterladt en besked på en tavle i barstuen:

"Tak for denne gang. Håber vi ses til mit næste kursus, hvor I skal på rejse i det ukendte tomrum, der nu er skabt i jeres indre univers. Universelle hilsner fra Mester Bjarke.".