Jeg fik den her spørgmsål af en nær ven nabo om hvad ser di i kærligheden, hvor ser du dig selv i, når du ikke har den behov for sex
Det var en godt spørgsmål jeg aldrig rigtigt haft en kæreste da jeg aldrig kun se mig selv i en jeg mødt en som 17 årig vi var aldrig kæreste men vi havde en hel sommer flere gang på 4-5 år hvor vi var sammen vi boede meget tæt på hinanden og kærligheden var ikke en tvivl men vi var begge meget introvert og ord elsker og Kunst elsker han var den bedste male i nutiden verden (ifølge mig) jeg kun skrive mange digte om min kærlighed til ham som også er her på min profil men da det var forbi slutte en stor følelse af troskab lidenskab uden sex fordi jeg elskede ham for alt andet og jeg troede mange år på kærlighed er en forbandels efor mig fordi jeg var enorm tryg ved ham vi havde nætter sammen men vi var 2 menneske der havde noget i fortiden vi var introvert det gik ikke i hånd i hånd jeg elsker ham stadig men jeg har lærer det var en smuk kærligheden historie men je fmå nød til og sige det var skæbnen vi skulle gå vær for sig jeg havde ikke skrivet i 3 år og først begyndt nu og jeg altid vidst jeg kun noget med ord bare ikke stavning jeg altid vidst jeg gik i detajler og vidst jeg havde smukke måske lidt gammel ordforråd da jeg ikke bander eller har slange ord uden jeg ved det jeg er ved og finde en skrive form men jeg tro min skrive forme meget kærlighed til liv død og ord elsker jo metafor snak måne stjerne vand sol træ blomster horisont regn storm vejr blues osv jeg genopbygge mig selv i at skrive igen men fra jeg begyndte til jeg er nu er min ord blive mere smukke og selv forstående jeg læse ting som om jeg er den person det kan vær forfærdelig i sig selv for andre men jeg har bare en god forståelse på den måde jeg er trofast i og vær forelsket i kærligheden men jeg er bare ikke den der ser mig selv i den ja jeg er bange men jeg er sådan en stor håbløshed vidst jeg finder nogen