Jeg flakkede hvileløst omkring i et hærget og koldt land. En dag fandt jeg landsbyen, hvor jeg boede engang, der hvor livet begyndte i et levende bondeland. Der hvor den enkelte med sine friheder og krav underordnede sig helhedens tarv. Den nye etik er at forfølge egen lykke uden helhedens tarv.



Velfriserede haver og effektive marker kompenserer for livets afmægtighed. Velholdte huse med skjulte øjne bag gardiner. Murene og stokroserne skjuler rummene på den anden side, hvor klogeligt undgåede oprør giver sjælelig forsømmelighed.

 Derfor græder jeg, i de lyse og dunkle haver, hvor de vilde blomster fjernes eller forgiftes. Bedrevidende og effektive ansigter. Stedet jeg ikke kan blande mig med.



Et materielt lykkeræs i landsbyidyl og karrieredrømme som indbildte genveje til paradis, hvor andre mennesker er angst og konkurrence.

 Fortrængning af egen lidelse og iskold tolerance over for andres. 

Ligegyldighed mennesker imellem skaber afstand, avler ensomhed og kulden strenges. Vi har så travlt, vores evindelige omkvæd.



Glæden og magien må fly i en tid, hvor egoismen hersker og solidariteten vises ud. Ligesom et stjerneskud uden for rækkevidde, for i virkeligheden tør vi ikke række ud så langt. Bange for at miste, for at falde dybt, så hellere forblive følelsesmæssige uigennemtrængelige med tomme blikke i det trøstesløse selskab.

 Men landsbytossen, den gode individualist, halter rundt og ser, med et sjældent klarsyn, hvad det er, der sker. 



Hvis mit hoved går gakgak, findes der rundt om i det smukke land afdelinger til den slags. Og hvis ikke må jeg bo på gaden eller i det åbne land. Dyrke erindringer og udfordringer i indviklede rejser i det indre og ydre univers, steder jeg ikke kender, men som føles velkendte. 


Fortrængte hændelser vokser i mørket, hvor de i anmassende tilstand af tilbagetrukkethed blander sig i synet på verden. Jeg leder efter mørkets mareridt, som i nattens hede og kulde frarøver mig min søvn. 

Indviklede tråde fører mig som marionetten i ubevidste sammenhænge, hvor pligt og vane er forudsætning, for at livet kan holdes højt. Traver rundt i ufrivillige cirkler, som danner skæbnesvangre mønstre. Følelsen af at livets mulighed går tabt. Drømmene som fortrænges af løgne, smålighed og had.

 Endnu engang bliver de spæde spirer trampet ned, og der bliver peget fingre af mine drømme. Må gå nu, for hvis jeg venter, vil det ikke kunne bære. Må genvinde kraften, udøve kreativ aktivitet, i en ørken, hvor regnen giver grøde og solen folder blomsten ud.



I morgen forlader jeg byen, hvor jeg boede engang, halvkvalt i dyndet langs det sorte mudrede vand. Kæk på engen langs det blå rislende vand. Kæmpemaller og enorme stør i det skizofrene vand.



Ser lidt lyst på de kommende år. Jeg håber en gang at ku' udtrykke mig selv, uden anspændelse, med ynde og værdighed, i en verden, som ser bedre ud, hvor hvert menneske har en værdi i sig selv.



Øglerne flyver lavt i dag, over en hærget jord. Tunge og mørke skyer truer, samler sig som før et uvejr for at afreagere, dernæst er intet mere fredfyldt som solopgangen, dagen derpå.

 Solen varmer atter den våde jord, og en mangfoldighed af spæde spirer pibler frem fra den stadig livgivende jord.