Faldt over talemåden: "En smuk ting, passer dårligt i de forkerte hænder".
Tænker over tiden. Hvor vi bevæger os hen. Hvordan vi bærer ømhed og kærlighed til hinanden og den by vi lever i. København er en køn by. Eller var, langsomt over tid ændrer alt sig. Ingen fejer foran egen dør, eller samler op, ingen gør oprør over betonørkens udbredelse, dannelse og hensyn er erstattet af autonome og egoistiske handlinger. Det smukke danske sprog, forfalder til en stavelses ord og det fra udlandet. Håndskriften gennem århundrede, som var ens personlige stempel er aflivet med nem-ID og mobil taster. Kunsten som narrativ og tids bebuder bliver erstattet af dekorative ingenting. Det smukke Dannebrog bruges politisk til at sætte folk i bås... at mit ellers så lyse sind, prøves af i en tid hvor alt hvad der er smukt, skal skiftes ud med noget uden skønhed, sjæl og karma.