Tiden har mange rum.
Går frem i et, som man netop kommer fra et andet.
Skarpe øjne spejder sig snedigt vej frem til de næste rum,
mens ensomme sjæle rækker længselsfuldt tilbage til de rum de kom fra.
Tiden er ikke tids nok til at standse.
Glider frem uden hensyn til kærlighed eller krig.
Skaber nye identiteter, forbliver forstenet i de gamle
og alle har vel prøvet at flakke forvirret rundt for at se rummet an.
Tomgang, stakler der glemmer.
Glemmer hvor tiden blev af og hvad der fyldte den ud.
Sker det at kærligheden indtræder maler vi vægge,
indretter og gør til for at behages i dette rum man deler med andre.
Tidsspilde er også tid.
Godot er formentlig allerede død og begravet.
Skal man vente på en tid, hvorfor så ikke bruge den ventetid på at have tid til mere tid, hvor man nyder tiden i hvert sekund og så på den måde forblive bevidst i sin egen tid.
Tid, tid og tid.
Grunden til min tid er at jeg vil bruge den.
Skræller den for dens værdi og netop nu har jeg brugt tid på at fortælle om dens facetter, og jeg nu ved enden af digtet at den tid var ikke til spilde.