Det er og forbliver en gåde for mig, hvordan emballagefabrikanter tænker - og hvad deres emballager angår, er der ikke tilføjet meget nyt til repertoiret de seneste år. Et repertoire, der udelukkende består af uigennemtænkte løsninger, der mest af alt oser af, at fabrikanterne er ude på at genere os forbrugere mest muligt.

En massiv vandpumpetang i hærdet stål er beklædt med et millimeter tykt lag skudsikkert, armeret plastic. Hvorimod en gang sårbare tarteletter er beskyttet af en skrøbelig mikrotynd hinde af cellofan. Når man kommer hjem med dem, kan man i stedet for de hønsekødstarteletter, man havde glædet sig til, fornøje sig med at panere de rester rødspættefileter, man puttede i fryseren for alt for lang tid siden.

Jeg var sidste år i det lokale byggemarked for at købe en papegøjetang, som jeg skulle bruge til at fjerne en dims i min bils bagagerum.
Jeg tog en af de helt billige til 69 kr. og tilbage ved bilen ville jeg åbne pakken og klare opgaven med det samme.

Men ak. Da jeg kun var bevæbnet med en plastickam til mit forfløjne og sparsomme hår, lod det sig ikke gøre. Jeg forsøgte derefter med mine lige så sparsomme tænder - kun med det resultat, at jeg mistede endnu en tand, som jeg i min iver kom til at sluge.

Ind i forretningen igen. Denne gang faldt min interesse på en lille nedstryger til 99 kr. Den måtte da kunne klare problemet, tænkte jeg. Men endnu engang, ak.

Jeg besluttede mig for gøre mig selv til grin overfor kassedamen, og vovede mig ind i butikken igen. En jagtkniv på størrelse med et samurai sværd hang på en reol og skinnede på mig med sit skarpe blad.
"Hvis ikke en sådan svend kan klare opgaven er der intet", der kan, tænkte jeg.
Som sagt så gjort og få minutter senere forlod jeg håbefuld byggemarkedet 299 kr. fattigere.

Tilbage i bilen baksede jeg med emballagen i adskillige minutter med kniven uden andet resultat end to forholdsvise dybe snit igennem min jakke. Så dybe, at den også lavede ravage på min ene overarm.
Ind i butikken igen for at lede efter plaster, men ak. Det var ikke et apotek, fik jeg at vide.

Dog blev de lidt mere hjælpsomme ved kundeservice, da de så, at jeg var begyndt at svine deres nybonede gulv til med det blod, der trængte igennem min nyindkøbte vinterfrakke. De havde ganske vist plaster til personalet, og helt ekstraordinært, blev jeg bevilliget to styk til at standse blodstyrtningen.

Frakken, trøjen, skjorten og den heluldne t-shirt af for at konstatere, at to stykker plaster rakte som en skrædder i helvede, men jeg fik dog stoppet blødningen tilstrækkeligt til, at det først begyndte at bløde igen, da jeg var tilbage i bilen.

På vejen hjem besøgte jeg apoteket for at købe en pakke med ekstra store plastre. At betale ved kasse et 119,95.

Dagen efter gik jagten ind på køb af en ny vinterfrakke, der kostede mig 999 kr.
Alt i alt en udgift på 1587 kr. for at fjerne en dims fra mit bagerum.

Her et halvt år senere sidder dimsen i bagagerummet, der sgu' stadig. Jeg skal fandme' ikke nyde noget.