Nogen gange kan jeg ikke la vær med at tænke over om det er det værd.
Altså livet.
Hver er det jeg skal opnå.
Gi videre.
Lærer og gavne.
Der er så meget smerte og negativitet.
Så mange nedture og tvivl.
Men igen, er der så meget glæde og lykke.
Jeg har delt mig.
Delt min glæde, mit væsen, med mange men kan ikke dele det med mig selv mere.
Kan ikke stole på lykken og se det positive.
Og skulle jeg alligevel våge mig der ud og tro, er det kortvarigt for igen at blive overtaget af mørke og smerte.
Hvad gør jeg godt for.
Hvem gør jeg godt for.
Hvad bidrager jeg med og til hvem og hvordan.
Føler ikke der er mere at gi.
Flere jeg kan gi mere af mig til.
Mere smerte jeg kan tage, mod at gi glæde.
Ikke mere mig.
Den jeg var og måske stadig er inden i.
Ved ikke hvem jeg er.
Hvor jeg hører til og hvad mit formål er.
Mangler en guide.
En retning.
Fortabt og forvirret.
Slået ned og besejret.
Når mørket bryder, griber jeg efter det strå jeg ser men kan ikke holde fast.
Holde fast i mig.
Glider længere væk.
Væk i det uvisse.
Væk fra mig.