Det var eftermiddag. Solen skinnede.
   Drengen kom gående på fortovet med sin bold og sin cykel.
   Han så op på vinduerne i den lejlighed, hvor boede sammen med sin mor og far. Far var normalt ikke meget hjemme fordi han havde så travlt.

Han satte sin cykel udfor sin opgang og gik op til lejligheden. Han vidste at faren var hjemme, for han havde set den blå folkevogn nede foran blokken.

Da han gik ind i lejligheden var der helt stille, drengen kiggede efter sin far og fandt ham siddende ved spisebordet i køkkenet.
   Han så på sin far, han så ud til at have haft en dårlig dag.

Drengen gik ind på sit værelse og satte sig på sengen.

Han kunne høre de tunge skridt, han kunne høre den tunge vejrtrækning og der lugtede grimt.
   Udfor døren stoppede de tunge skridt, men man kunne stadig høre den hvæsende vejrtrækning.
   Drengen vidste godt hvad dette var, for den havde været der før.

Døren gik op og ind kom et kæmpestort grønt monster. Drengen løb over i den anden ende af værelset. Monsteret udstødte nogle lyde og de røde øjne flammede, mens den løftede hånden med de store kløer. Den ramte drengen på kinden, så han kunne mærke at blodet løb ned ad kinden. Den ramte ham på skulderen, så han væltede omkuld.
   Monsteret råbte igen, men drengen kunne ikke forstå det.

Han løb ud af døren og ned ad trappen. Han kunne høre monstret på trappen. Han vidste at hvis han nåede at komme ud af opgangen så ville monsteret stoppe. Sådan var det altid.

Drengen besluttede sig til at løbe væk.
   Lidt væk fra drengens lejlighed boede der en engel. Han løb derned.
   Englen åbnede døren og tog ham straks i sine arme og trøstede ham. Han begyndte at græde.

Englen lovede ham at han kunne blive der, indtil monsteret var væk.

Senere ringede telefonen hos Englen. Drengen kunne forstå at det var hans mor. Han håbede at hun fortalte Englen at monstret nu var væk.

Englen græd i telefonen.

Efter Englen lagde røret sagde hun til drengen at han skulle tage sine sko på, for de skulle til at gå.

Drengen vidste ikke hvor de skulle hen, men da han fik øje på blokken, hvor han boede, forstod han.
   Englen sagde ingenting før de stod foran døren til hans egen opgang.
   Han spurgte om det grønne monster var væk, hun svarede at det måtte det være, for det var ingen steder at se.

Englen sagde til drengen at han skulle gå i op lejligheden, men han havde ikke lyst.
   Englen gav ham en lille puf og sagde med bestemt stemme at han skulle gå nu.

Drengen gik over til gadedøren og vendte sig om. Englen gik ned ad vejen, meget hurtigt.

Han vinkede til hende, men hun så det ikke, han ønskede hende tilbage, men hun fortsatte.

Drengen gik ind i opgangen, der var helt stille der inde. Han gik langsomt op ad trappen og da han var helt oppe foran døren kunne han høre de tunge skridt, den tunge vejrtrækning.

Drengen satte sig på trappen mens skridtene kom nærmere og nærmere.
   Han vidste ikke hvad der ville ske når det grønne monster kom helt op, men han vidste at han var helt alene.