Stjernerne lyser klart som oplyste ruder om aftenen. Som lille barn troede jeg, at det var vinduer, og at der boede mennesker bag ved dem. De hyggede sig deroppe bag lysets klare glans.
   Kunne man mon flytte derop? Der var jo dem, der sendte raketter op, havde jeg hørt. Var der mon en plads til mig deroppe i det høje, hvor jeg kunne se på det store hav med brændingerne, de store skove der oppefra ville ligne en masse persille og de majestætiske bjerge med sne på toppen ville ligne en slags iskager?
   Snart fandt jeg ud af, at udsigten ikke kun ville være smuk. Der ville være alle krigene, slagmarkens gru, og den megen sult og nød. De behøvede ikke TV for at se alt dette deroppe fra, som jeg så i TV hernede, men det ville være uklippet, ukommenteret, så alt vrøvl om krig i fredens tjeneste ville være udelukket, kendsgerningerne ville være for stærke. Det er dernede, al indgriben ville være udelukket.
   Hvorfor dog ønske at bo der? Hvem ville ønske dagligt at være vidne til en ondskab, som man ikke kunne gøre noget ved?
   Så hellere bo bag et vindue her, hvor man ikke kan se langt i natten.