- I mørke har ingen en skygge

Mørket i rummet var totalt. Ingen skygger vred sig på væggene som diffuse spejlbilleder af virkeligheden. Det gjorde dog ikke noget, for jeg har været fascineret af mørket, siden dengang jeg opdagede, at mørke ikke altid er kulde og blinde. Dengang hvor jeg opdagede, at mørke er en uudtømmelig varmekilde, der får dig til at se krystalklare billeder.

Det mørke der omgav mig nu, mens jeg lå i rummet, var lunt, trygt som en elskets omfavnelse. En omfavnelse jeg kunne dykke ned i for at søge tryghed eller lykke. Men igen og igen blev jeg revet ud af det varme favntag ved lyden af de kolde hvide hagl, der dansede på min taglejligheds veluxvindue. Det var en byge af hvid is og klar kulde der forsøgte at trænge igennem, igennem til min lune mørke verden, jeg kunne ikke se haglene, men jeg hørte og følte dem kaste sig truende mod mine tankers hoveddør.

Vågen. Jeg rakte ud til højre for mig, fandt natbordet og uden for meget famlen fik jeg fat i en hjemmerullet fra pakken, der lå lige foran det indrammede billede af Norma. Jeg tændte og en klarhedens glød spredte sig fra enden af cancerpinden. Jeg sugede den krydrede røg ned i lungerne og lod den vænne sig til omgivelserne dernede, før jeg slap den fri igen. Jeg tænker godt i mørke og det rødlige skær fra en cigaretglød, det giver en indre ro, et fokus, som lyset, med sine utallige farver og lyssammensætninger, ikke tillader. Sådan kunne jeg have fået lov til at leve resten af mit liv i en mørk melankoli, men fra et sted bagest i mit hoved lød en hånlig stemme:

"Du har et strålende talent for at bilde dig selv ting ind." Min indre stemme fadede ud, dykkede tilbage ned i det tavse mørke, hvor den boltrer sig blandt de sorte huller i min underbevidsthed. Jeg tværede mekanisk cigaretten ud i det store askebæger, der stod på den tomme venstrehalvdel af dobbeltsengen og lukkede øjnene.

Stemmen.
   "Hvorfor gjorde du det?"

Man behøvede ikke kende stemmen godt for at høre den bedrevidende nedladenhed. Den lød som en selvsikker Bogart overfor mit jegs modstridende Bacall. Jeg fokuserede igen på mørket, der, nu da cigarettens glød var udslukt, var fuldstændigt igen. Mørket var der, men jeg manglede noget. Jeg rakte hånden ud til højre, famlede, fandt, greb, tog, tændte, lagde hænderne bag hovedet og inhalerede. Røgen infiltrerede mine kapillærer, men effekten udeblev. Jeg forstod, at det hvorfor-spørgsmål stemmen i mit hoved havde stillet mig lige før, ikke havde været rettet mod min slukning af cigaretten. Det havde været rettet mod de sidste dage med Norma.

Hvorfor gjorde jeg det?

Jeg fejede dynen og det lune mørke til side, satte en fod ud på gulvet og rakte hånden frem mod natbordslampen. Samtidig var der noget inde i mit hoved, der udfordrende åbnede munden. Jeg nikkede for mig selv som svar. Ja, jeg havde lyst til at finde ud af, hvorfor jeg gjorde det. Jeg drejede den lille kontakt under lampeskærmen og der blev lys. I det nye lys betragtede jeg lampen.

Det var en omtrent fyrre centimeter høj rædsel af imiteret messing. Den hældte til den ene side, som om den havde en sjælebror på Pisaegnen. Foden var bred og bulet, og fra dens midte rejste den skæve hals sig. Øverst oppe var der monteret en sokkel, hvori en fyrrewatts pære sad som kronen på værket. Det kunne til nøds have været charmerende, en turistattraktion som tårnet i Pisa. Men nu var den i stedet blevet til en katalysator for en dyster association mellem lampen og det berømte tårn, for lampen markerer mit livs storhedstid, ligesom tårnet markerer Pisas. Lampen var den blege invitation, det skrøbelige skæve fundament, der viste at jeg alene kunne indtage det røde rum og dets forfaldne herskerinde. Lampen var det behagelige mørke i midten, hvor den aldrig blev tændt, hvor herskerinden og jeg rejste os, og i mørket os to imellem blev forvandlet til giganter blandt dødelige, og lampen var afslutningen, et hvidt ubarmhjertige alt afklarende lys der flængede det idylliske mørke og afslørede herskerindens fald. Nu var der kun en ruin tilbage, som jeg, som enhver anden turist, kunne beskue, for kun at ane et glimt af den glans, der engang havde omgivet genstanden for mit fokus. Lampen havde været en vildfaren studerendes forræderiske men vidunderlige røde vejviser i nattens ensomme mørke, og nu var den et historisk levn fra et engang oplyst liv.

I lyset fra lamperuinen kunne jeg se, at klokken var kvart over to om natten. Det var lørdag, så det faktum at jeg ikke sov i denne nattetime var ikke så vigtigt. Hvad der var vigtigt, var at jeg sikkert slet ikke ville falde i søvn, for mine gamle dæmoner var vækket til live igen og nu ville de ikke holde deres glammende gab i ro før deres sult var blevet slukket.

Jeg gik ud af soveværelset og ind i det kombinerede køkken-alrum, som var henlagt i et alvorligt halvmørke. Jeg gik imod køleskabets brummende lyd med cigaretten svajende i min mund, som en lanterne på et skib der sejler gennem natten. Jeg åbnede køleskabsdøren, og i dets lys kunne jeg se, hvad jeg var.
   "Vis mig dit køleskab og jeg skal fortælle dig, hvem du er." Proklamerede stemmen, stadigvæk hånligt selvsikker, fra et sted inde i mit hoved. Cigaretten skiftede position til min højre mundvig og askede på linoleumsgulvet. En halv pakke skiveskåret rugbrød, leverpostej, en halv bøtte ketchup og to guldøl. Rugbrødet kunne holde sig til den tolvte februar 2006, uinteressant. Jeg tog en guldøl og lukkede skabet igen. Bare til at sove på, tænkte jeg og trak en stol ud fra spisebordet. Igen var det eneste lys gløden fra den døende cigaret. Jeg smilede.

Trænet krattede jeg den gyldne krave af øllen og åbnede med min lighter. Så tog jeg smøgen ud, løftede flasken op indtil vore læber mødtes og drak øllet i langsomme meditative tåre, indtil jeg mærkede den insisterende cigaretglød mod mine fingre, hvorefter jeg tværede den ud i ølkapslen på bordet. Stemmen i mit hoved sagde et eller andet, men jeg ignorerede den og kiggede mig bagover, ind i soveværelset, hvor cigaretterne lå. Jeg så dem i skæret fra lampens lys og jeg følte mig alene. Jeg tog en tår til. En ting ændrede sig aldrig. Jeg nød øllet, mens det løb ned igennem svælget. Jeg tænkte på hende.

Allerede i august begynder det at blive mørkt, ikke det normale sommermørke, men et mørkere mørke, et skift i nuance, der varsler efterårets og endelig vinterens uundgåelige komme. Det var netop sådan en mørk nat for et årstid siden, efter jeg var flygtet ud i Aalborgs gader, at jeg så hende igen, selvom stemmen forklarede mig, at det var umuligt.

Men ligegyldig hvad stemmen kynisk antydede et sted i min hærgede sjæl, så så jeg hende dengang i Danmarksgade. Hun gik hjem fra byen i sin røde læderjakke. Mens jeg slentrede skødesløst efter hendes perfekte silhuet, greb jeg ned i jakkelommen, førte pakken til munden, og med læberne fiksede jeg smøgen. Jeg tændte den, og som et stædigt nikotinlokomotiv bevægede jeg mig fremad. Hendes hår var mørkt og blødt, og jeg forestillede mig, hvordan hendes jakkes røde læder knirkede i kontrast til hårets bløde fald. Hun drejede om et hjørne, og i et kort sekund så jeg hendes ansigt i dets for mig udødelige profil, Norma. Hvis jeg bare nu kunne holde pokerfjæset og spille mine kort rigtigt, ville alt blive godt igen. Jeg fulgte hende rundt om hjørnet.

Halvtreds meter længere fremme gennem natten satte hun sig på en bænk ved et busstoppested, og mens hun stirrede tomt ud i augustmørket omkring sig, lagde hun benene over kors, ventende. Jeg gik derhen og satte mig ned ved siden af hende, som om intet var hændt.

"Må jeg byde på en smøg?" Spurgte jeg, mens jeg smed mit nyrøgne skod på fortovet og rakte pakken frem mod hende.
   "Jeg ryger ikke, men tak for tilbuddet." Hun smilede, mens hun svarede.
   "Der kan man se, det er ikke let at holde op, når man først er hoppet på pinden." Jeg tog en cigaret og tændte.
   "Det kan jeg forestille mig." Hun kiggede ligefrem igen. Jeg tænkte kort over, hvordan hendes kommentar passede sammen med det billede, jeg havde af hende fra dengang.

"Men dit hoved er ikke, hvad det har været, lidt for mange slag og lidt for mange øl, det er jo ikke fordi du prøver at skåne den lyserøde valnød." Jeg tænker glimrende.
   "Jeg mener ellers at huske noget om, at du aldrig kan huske, hvad det var der skete dengang." Det har jeg jo fundet ud af, jeg hjalp hende.
   "Er du nu sikker på det..." Jeg skruede ned for mit indre øretæveindbydende monologapparat.

"Det klædte dig ellers dengang du røg." Sagde jeg med et venligt smil. "Der var noget specielt ved den måde, du holdt en smøg på." Hun vendte sig igen mod mig og kneb øjnene sammen.
   "Hvor er det lige jeg kender dig fra? Ja, du må undskylde, men jeg kan ikke lige huske det." Det var nu det gjaldt om at holde pokerfjæset, det var næsten den samme replik, som den hun havde afsagt dengang i det røde rum. Men det var en del af spillet, og ingen af os lod maskerne falde så let.
   "Det er jo også et stykke tid siden." Jeg holdt min mund, vidste ikke helt hvad jeg nu skulle sige, hvad mit næste træk skulle være. Bussen drejede om hjørnet og holdt ved stoppestedet.
   "Der har vi jo bussen." Godt observeret Sherlock, mumlede stemmen. Jeg tog et sidste hiv, mens hun rejste sig op. Jeg lod blikket glide ned langs hendes ryg til hendes lavtaljede jeans.

Hun gik ind og viste et månedskort for chaufføren, jeg gik efter og rodede i mine bukselommer, indtil jeg til sidst fandt en krøllet halvtredser, som jeg betalte med. Bussen var tom bortset fra os, og jeg satte mig i den anden side af bussen overfor hende, således at midtergangen var imellem os. Der var ingen grund til at virke for anmassende. Hun tog en lille mobiltelefon frem fra inderlommen på den røde læderjakke og begyndte at skrive en besked. Jeg lod som om jeg stirrede forbi hende, og da hun havde sendt beskeden, gjorde jeg halvvejs front mod hende.
   "Hvordan går det nu? Har du det godt?" Hendes øjne vendtes mod mig, hun havde stadig et virkelig smukt ansigt.
   "Ja, det går fint." Svarede hun og begyndte at skrive en ny besked.
   "Det går også ok for mig." Sagde jeg halvt ud i luften, "men jeg savner de gamle dage. For et par år tilbage, dengang hvor tingene ikke var gået af lave." Der gik lidt tid, men så svarede hun med et forsigtigt smil.
   "Gør vi ikke alle det, det var jo altid bedre dengang." Der var et eller andet glimt i hendes øjne, jeg blev usikker, hvad prøvede hun at skjule. Imens hun stadig bearbejdede tasterne på sin mobiltelefon, lod hun hånden glide op af stangen foran sit sæde. Slanke, fine, skrøbelige fingre. Hun trykkede på stopknappen. Før hun nåede at rejse sig, rejste jeg mig op og gik ned igennem bussen.
   "Står du også af her." Spurgte hun, hendes stemme dirrede svagt.
   "Lige i aften, jeg har lyst til at gå en lille tur. Det er altid rart at gå steder, man ikke kender ud og ind, man ved aldrig, hvad der kan ske." Det sidste blev leveret med et tørt smil.
   "Øh nej." Svarede hun med et forvirret træk, mens hun kiggede sig hurtigt omkring.

Bussens døre gled op med en hydraulisk stønnen, hun steg af og gik med lange hurtige skridt til venstre af en gade, som jeg ikke umiddelbart kendte. Men den var mørk. Jeg tændte en smøg, hun fik et lille forspring, før sidste etape. Hun drejede ned af en lille gade. Jeg fulgte efter og nåede rundt om hjørnet, idet hun gled ind i en baggård. Jeg sneg mig hen til porten. Hun kiggede sig over skulderen, hendes ansigts blege måne viste vej. Jeg selv stod i mørke i en sort jakke med gløden af smøgen skjult i håndfladen, og med en mørk facade bag mig. Sort i sort. Usynlig. Hun kiggede lidt ekstra, ventede, så hun var sikker på, at jeg havde set hende. Så gled hun ind i baggården. Jeg fulgte efter. Hurtigt. Lyden af raslende nøgler overdøvede mine lydløse gummisko. Hun åbnede en bagdør og gik ind. Holdt den åben og lukkede månelyset ind, mens hun famlede efter kontakten. Jeg trådte ind af sprækken, lagde armen omkring hende og pressede hende ind til mig. Selvom hun var klar over spillets regler, kom hun alligevel med et lille hvin. Hun åbnede munden igen, men jeg kvalte hendes udbrud. Hun kendte spillets regler, for det her var ikke første gang. Hun havde brug for mig, ligesom jeg havde brug for hende.
   "Norma." Hviskede jeg i hendes øre. "Hvorfor bliver du ved med at løbe? Jeg vil jo bare hjælpe dig."

Jeg drak den sidste tår af guldøllen. Inde i soveværelset brændte lampen stadig under sin bøddelhætte, men det var ikke tid til at gå derind endnu. Jeg var ikke færdig. Hvordan kunne hun forlade mig?

"Ja, prøv at regne den ud, du påstår jo selv, at du er lidt af en detektiv." Kommenterede stemmen i mit hoved.
   "Jeg prøver, men det er ikke let når du plaprer løs hele tiden." Jeg åbnede køleskabet og tog den anden guldøl. Krattede kraven af og åbnede den med lighteren. Hun var forsvundet igen, havde hun fundet en anden? Næppe, det var hun ikke typen der gjorde, hun bandt sig nødigt, men hun havde bundet sig til mig. Hun havde valgt mig, fordi jeg havde hjulpet hende ud af fornedrelsen, ud af stofferne, det var mig hun skyldte tak, det var mig der var hjælperen, den frelsende engel i sort.
   "Men hvorfor forlader hun dig så gang på gang, mester?"

Jeg måtte erkende, at jeg var mig selv svar skyldig, jeg tog en tår af den nye øl og fik et stykke sølvpapir med, men hvad helvede, det gav bare ekstra fibre eller noget. Hvad var det, hun havde sagt til mig den marts 2003, hvor jeg kort mødte hende i Århus.

Det var en forårsaften og selvom det gik mod lysere tider, var det stadig mørkt ved titiden. For at undgå for meget cigaretstank i min fremlejede lejlighed på Ny Munkegade, hvor rygning ikke var tilladt, var jeg gået mig en tur i den milde martsaften for at lufte en hjemmerullet. Af en eller anden grund var jeg i et nostalgisk humør og tænkte tilbage på dengang i København, hvor vi boede sammen. Jeg tænkte på, hvordan det hele var endt, og det var også derfor, mit chok var så meget større, da jeg så hende igen. Så Norma stå midt i det hele med sin røde læderjakke.

Selvom aftenen langt fra var lun, havde hun ikke jakken på, men holdt den i kraven over den ene skulder, så hendes sortklædte figur var tydelig. Håret var længere end sidste gang og lå fladt ned langs den slanke ryg, der endte i de klassiske lavtaljede jeans, i mundvigen vippede en smøg op og ned. Vi stod med nøjagtig en lygtepæls afstand, hver på vores lysø, afskåret af et mørkt hav. Hun smilede og jeg var sikker på, at jeg fangede et velkendt blik. Hendes tøj og holdning tydede på, at hun ikke var faldet tilbage til sin tidligere natlige fornedrelse, men havde holdt sig på den smalle sti.

Jeg satte farten op og hentede lidt ind på hende. Jeg havde tænkt mig at overhale hende, og i det jeg gjorde det smile og ønske hende godaften, for så at gå hjem og sove. I aften skulle hun ikke have eneret på mystikken. Hun gik gennem gågaden ned mod åen og jeg var næsten henne ved hende, da hun pludselig satte farten op. Jeg sagtnede min egen fart og så snart hun igen var på afstand, satte hun igen farten ned og stak hænderne i baglommerne. Vi var på samme afstand, som til at starte med. Status quo.

Om ikke andet, tænkte jeg, så går jeg da i den rigtige retning mod min lejlighed. Dig og dine dårlige undskyldninger, var der en irriterende stemme der kværulerede. Jeg satte farten op.

Vi havde krydset åen, da jeg indhentede hende. Jeg drejede hovedet, smilede bedrevidende og ønskede hende godaften. Men idet jeg gik forbi hende, lagde Norma en hånd på min skulder.
   "Hvor tror du, du skal hen smarte. Du kan da ikke bare sige hej og så forsvinde igen." Hun stillede sig med en hånd i siden og skød demonstrativt hoften til højre.
   "Nå, ser man det." Det her ville kræve en smøg, jeg hev en frem fra pakken og rakte den så mod hende. Uden at fortrække en mine tog hun pakken og rystede en fri. Jeg lånte hende flammen fra min lighter, og hun tog imod den.
   "Nå, så du er en rigtig gentleman." Hun pustede røgen ud.
   "Ja, det er gået ned af bakke for mig."
   "Hmm... Har du lyst til en øl?" Noget var galt her, dog uden at jeg kunne sige hvad, men jeg var nysgerrig, så jeg nikkede.
   "Jeg gi'r," proklamerede jeg. Inde i mit hoved, var der en stemme, der muntert kværnede af sted.
   "Jamen dog, han er rigtig blevet en gentleman." Hånlig munterhed. Shut up, mumlede jeg for mig selv.
   "Hvad sagde du?" spurgte hun smilende.
   "Ikke noget, jeg tænkte bare højt." Vi småsnakkede, mens vi fandt et stille værtshus, hvor jeg gik op og købte os en top pilsner og en gylden dame, damen var til mig, allerede dengang var jeg gået over til stærkere øl. De stærke øl var kommet ind i mit liv, da hun var forsvundet, og selvom hun dukkede op i ny og næ, forsvandt de stærke øl ikke.
   "Bravo, hvor kan du være fabelagtigt patetisk poetisk," jublede stemmen bagest i mit hoved. Jeg ignorerede den og lod mig selv være melankolsk i et sekund, før jeg gik ned til bordet. Vi begyndte at tale.

Det viste sig, at hun havde været med nogle veninder i biografen og nu var på vej hjem, men det interesserede mig egentlig ikke mere end min nuværende cigaretkapacitet. Det var noget andet, der pirkede til mine hjernevindinger og fik hovedet til at værke, jeg kunne ikke regne hendes opførsel ud, og til sidst besluttede jeg mig for at begynde at spørge.
   "Hvordan kan det egentlig være, at du stoppede mig derude på gaden?" Og starten er gået, kaglede stemmen, som om den ventede på, at et manisk væddeløb ville begynde. Den fik ret.
   "Jeg har det ligesom, jeg har mødt dig før her et sted i byen, men jeg kan stadig ikke lige få dig til at passe ind... har vi mødt hinanden før?" Spurgte hun og kiggede på mig med smilende øjne.

Et sted fra mit dunkle hjernehav skød stemmen op til overfladen og fra dybet fremdrog den et billede. Flash. Ude fra gaden så man de røde fratrukne gardiner og lampen der stod på sin plads i karmen. Trappen var smal, mørk og uendeligt lang, det var en nederlagets og samtidig en fortrøstningens klippevæg, som jeg følte, jeg måtte bestige. Døren gled op. Et blodrødt rum, et hjertekammer uden puls. Røde gardiner som stillestående hjerteklapper, Norma i den store dobbeltseng. Mit hjertes rytme faldt i med rummets og et kort øjeblik slog det ikke længere. Lampepærens bøddelansigt stirrede fra hende til mig og slukkedes til sidst. Stemmen dykkede tilbage mellem bølgerne og ned i et sort hul.

Jeg tabte cigaretten, der hang fra underlæben, på plasticdugen. Den lå der et kort øjeblik og ulmede, før jeg opfattede det og samlede den op, mens jeg lod, som om det bare var helt cool. Men det var det ikke. Hvorfor havde hun sagt det?
   "Har jeg ret? Eller er jeg helt galt på den?" spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.
   "Nej, nej. Jeg troede bare ikke, at jeg ville møde dig igen." Jeg ventede på at fyre et smart svar af, men min mund var tør.
   "Vil du have en øl mere?" Det var en begavet kommentar, flot klaret Sherlock.
   "Ellers tak, men hvad siger du til at følge mig hjem?" Hun blinkende, jeg nikkede og genvandt fatningen, alt var tilbage som før, Norma var min igen. Den sidste smøg kørte mellem mine fingre og endte til sidst i brystlommen, jeg ville gemme den til bagefter.

Men hvad var det, der var sket? Jeg tog en sidste tår af guldøllen. Vi var aldrig nået helt hjem til hende. Vi var stoppet op i en mørk gyde, hun havde gjort sig til og mørket havde været lunt, ligesom første gang vi mødtes der. Lunt mørke og så pludselig ingenting, hun havde været væk, før jeg nåede at se mig omkring. Jeg huskede, hvordan hun lænede sig op mod en affaldscontainer og hvordan mine hænder gled langs hendes krop.

Jeg havde hjulpet hende, ja det var det, jeg havde gjort.
   "Er du nu helt sikker på det?" Ja, jeg er.
   "Nej, du er ej. Se du hellere at få noget frisk luft." Så fornuftig du er i aften, mumlede jeg til mørket og gik hen til køleskabet. Jeg havde ikke flere øl, godt det samme, jeg burde bare gå i seng.

"Du har ikke svaret på mine spørgsmål." Hvad spurgte du om?
   "Hvorfor gjorde du det?"
   Det har jeg jo svaret på; jeg gjorde det for at hjælpe hende.
   "Hvad var det du gjorde?"
   Hvad sagde du, mumlede jeg, mens jeg stoppede op i den halvoplyste rum. Sort og hvid, lys og mørke. Jeg havde fået en rustagtig fornemmelse i ganen. Jeg kunne ikke synke og min mund smagte sødligt af jern.
   "Du hørte mig godt." Stemmen i mit hoved havde fået en snert, jeg ikke brød mig om. Men jeg havde svært ved at give den på tæven for at lukke munden på den, jeg havde gjort det før, og var som følge deraf vågnet op gul og blå i ansigtet. Ligegyldigt hvor hårdt jeg slog, var den der stadig et sted.

Jeg får brug for lidt flere øl for at svare på dine spørgsmål, svarede jeg til sidst.
   "Ligesom du altid gør, men denne gang vil du huske svaret." Så siger vi det, svarede jeg tørt, den skulle få kamp til stregen. Jeg skal lige have sko og jakke på.

Jeg gik ind i soveværelset, hvor mine sko stod for fodenden på en bunke gulnede aviser. Jeg havde haft de aviser i lang lang tid, hvor de havde udgjort en afart måtte for mit fodtøj. Jakken hang på en knagerække i gangen, jeg slyngede den om mine skuldre og gik ud i opgangen. Mørket i opgangen var behageligt, men på grund af den stejle trappe en smule for forræderisk. Jeg rakte hånden ud og trykkede på kontakten og straks blev opgangen fyldt med inkvisitorisk lys.

"Du vidste godt, hun stadig tog stofferne bag din ryg." Jeg fandt ud af det, jeg troede hun var stoppet, jeg troede jeg havde hjulpet hende af med dem.
   "Du opdagede hende i det røde rum." Ja.
   "Hvorfor gik du derhen igen?" Jeg ville ikke såre hende, hun havde bare været væk så længe, og jeg trængte til trøst som i gamle dage.
   "Men ikke af hende?" Ikke på den måde.
   "Men du mistænkte hende for at være der, det var ikke tilfældigt du gik derop."

Jeg nåede ned for foden af trappen, åbnede hoveddøren og løb ud i det trygge mørke. Haglene trommede mod min jakke og mit hoved. Jeg håbede, at et hagl på størrelse med en tennisbold ville stoppe stemmen. Men det blev hoveddørens lukkemekanisme, og ikke et dødbringende hagl der stoppede den. Smæk. Mørke, velsignet mørke. Jeg pustede ud, lagde hænderne på knæene og lukkede øjnene. Koldsved. Jeg havde brug for en omgang frisk luft og en øl oven på den omgang. Jeg vippede en smøg fra jakkens brystlomme, ind mellem læberne og knipsede ild i den.

Lørdag nat var blevet til søndag morgen, før jeg igen gik op til min lejlighed, lyset var ikke begyndt at bryde frem endnu, men jeg valgte at tage trappen op til fjerde sal i mørke frem for at vække kontakten. Smagen af øl og cigaretter snerpede min mund sammen om filteret på min baranskafne Prince, filtre var ellers ikke noget jeg gjorde i.
   "Du plejer ellers at være glad nok for det filter, du kører dine tanker igennem." Hvad satan, er du nu her igen.
   "Ja, jeg er ikke lige til at slippe af med." Fortæl mig om det, mumlede jeg, så smøgen mellem mine læber askede på trappen. Jeg gik ligeglad videre og ind i min lejlighed. Bagdøren smækkede bag mig og jeg traskede ind i soveværelset.

Jeg lagde mig på sengen fuldt påklædt, jeg orkede ikke at tage tøjet af. Jeg skulle bare have en sidste smøg og så sove. Jeg lå på ryggen med lukkede øjne og famlede omkring efter de hjemmerullede, men fandt intet. Skæbnen har altid været urimeligt hård ved dig, mumlede jeg. Jeg satte mig op og så mig omkring, min krop krævede mere nikotin. Giv mig nu lige en chance, brokkede jeg. Jeg rakte hånden bagud for at tænde for lampen, så jeg kunne få noget lys. Men i det jeg drejede på kontakten, ragede jeg med fuldemands elegance til bøddelhætten og vippede den af. Som trykbølgen fra en eksplosion spredte lyset fra det blotlagte bøddelansigt sig i rummet. Lysstrålerne ramte mine øjne og krængede sig igennem hinderne, ind i mit kranie og videre gennem hjernevævet, så de til sidst oplyste det plumrede vand i bunden af mine mentale brønde.

Flash. Et blodrødt rum. En skæv lampe i vinduet, der nådesløst oplyste alt bag de røde gardiner. En tidligere ven der nu havde forvandlet sig til en inkvisitorisk bøddel, der trak sandheder ud i lyset. Norma lå lænet op af hovedgærdet med armene krydset over brysterne, kroppen kun lidet tildækket af det sorte lingeri. Sort på hvidt. Så åbnede hun den røde mund.
   "Jeg har det ligesom, jeg har mødt dig før her et sted i byen, men jeg kan stadig ikke lige få dig til at passe ind... har vi mødt hinanden før?" Hendes cokehærgede øjne stirrede søvnigt på mig.
   "Norma..."
   "Mmm..." Hun slængede sig kælent på dobbeltsengen og strakte sig.
   "Du har brug for mig..." Jeg rakte bedende hænderne frem mod hende.
   "Næh, jeg har brug for et fix." Hun væltede om i sengen og rodede efter noget i en skuffe. Hun lå halvnøgen med ryggen til mig.

Lyset fra lampen spottede min gerning, men ikke desto mindre var det den rigtige beslutning, jeg havde truffet. Jeg tog lampeskærmen og trak bøddelhætten ned over det skinnende hvide ansigt og den skæve hals. Mørke.

Jeg vågnede med en dundrende hovedpine. Jeg var åbenbart gået omkuld på gulvet med alt mit tøj på. Forsigtigt rejste jeg mig op på den ene albue.
   "Av, gider du godt lade være med at flytte dig." brokkede stemmen. Du må tage det sure med det søde, det sagde min mor altid, svarede jeg sarkastisk tilbage.
   "Din mor er her ikke lige nu, hvis ikke det er gået op for dig Sherlock." Nej, og gud ske tak og lov for det. Jeg rejste mig og smed jakken på sengen, som et reptil der smider sin døde hud bag sig. Jeg skulle have et glas vand og så i seng, endnu engang havde jeg verificeret, at trægulve ikke var det hotteste inde for madrasindustrien lige for tiden. Jeg frigjorde mine fødder fra mine sko og så kort ned på den gamle avis for sengens fodende.

Klask. Avissiden med Normas nekrolog blev dækket af et par store halvfugtige Dr. Martens, og med et kom jeg i tanke om noget fra i går nat.

Det havde været mørkt, de hvide haglprojektiler var holdt inde med at falde. Kulden var forsvundet og i det nye uafbrudte aftenmørke havde jeg set hende. Mens jeg gik ud i køkkenet formedes og forlod et enkelt hengivent hviskende ord mine læber:
   "Norma."