"Verden er fyldt med motiver - men enkelte tryllebinder dig og fjerner dit fokus fra alle de andre, det er sådan en ægte troldmand udfører sine numre."
   - Markus, ven

For en gangs skyld var det sket. Toget var kommet til tiden, og jeg var forsinket. Nu stod jeg på perronen og stirrede tomt på en af de kønsløse informationsskærme over mit hoved. Det var efterår, og et tåget oktobermørke havde lagt sig over Århus' centrum. Om morgenen, mens jeg gik hen til min gamle ven Markus' lejlighed, havde der været klar himmel. Men om eftermiddagen, hvor vi sad, fik os en kop kaffe og diskuterede angstdimensionen i Munchs "Skriget", begyndte tågen at danne sig. Og med aftenens komme blev den tykkere og tykkere, og nu var det, som om en sløret skygge havde lagt sig over byen. Gaderne og husene var dystrere, og byen havde fået et mystisk blegt skær over sig. Rådhusets firkantede betontårn ragede skinnende op som et døende fyrtårn ved bredden af floden Styx. Adskillige meter under tårnet og gemt væk fra gadens belysning, gemt under et perrontag, var banegårdens perron forvandlet til en lysfattig ø midt i det plumrede vand. Det var på denne ø midt i tågehavet, at jeg stadig stod.

Tågen gjorde luften fugtig, men bevirkede samtidig, at aftenen ikke blev kold. Og da jeg nu ikke sad i mit tog på vej hjem, besluttede jeg mig for at gå en tur ud i de spøgelsesbelyste gader i stedet. Jeg kunne være gået ind på en café, have fået en cappuccino og læst en avis, men jeg er maler og gåture giver mig inspiration til mine motiver. Mit interimistiske atelier ligger på et forladt loft, hvor de fleste af mine malerier bliver til. Det er som oftest kyklopiske landskaber eller forkrøblede kroppe, der udgør motiverne, og ofte er jeg i min sindsoprivelse overbevist om, at jeg netop har skabt et mesterværk, når jeg har færdiggjort et maleri. Sådan er jeg nu og da. Min fantasi bortfører mig ofte til andre steder, fantastiske og skræmmende steder. Den tager mig ud i landskaberne, som jeg maler og hen til stederne, hvor kroppene holder til. Det er, når jeg går igennem nye omgivelser, at jeg er mest modtagelig, mest åben og ser de mest fascinerende former i verden omkring mig. De nye indtryk er nøglerne til de andre verdner. Motivernes verdner. De er fantasifostre af den verden jeg oplever, og den verden jeg gerne vil opleve. En verden, jeg ønsker at tro, eksisterer et sted. En frygtelig og fascinerende hybrid, der vækker noget dybt inde i mig.

Langsomt adskiltes mine øjenlåg, og lys lukkedes ind på mine nethinder. Mine ører opfattede skrigene, allerede inden de var begyndt. Jeg rejste mig langsomt og strakte ryg. Skrigene kom altid, sådan havde det været siden... jeg kan ikke huske hvornår, jeg vælger ikke at huske det.

Det kan godt være, det lyder som en gang ævl for dig. Andre verdner, væsner der vækkes og alt det andet. Du tænker, manden er en håbløs fantast. Men det rører mig ikke. Jeg ved, hvordan nye indtryk kan virke på mig, hvordan de kan åbne op for døre til andre verdner, hvori grænseløse motiver pryder hver en flade. Det er trods alt et sted i mit hjerte og min hjerne, at dørene åbnes. Jeg tror på, det er sådan, det virker. Og tro er en urokkelig klippe.

Jeg ynder at bruge sammenhængen mellem viden og tro til at illustrere mit syn på, hvad tro er. Viden, eller skal jeg sige sandhed, er baseret på tro, idet viden kun er viden i det øjeblik, en person vælger at tro, at den er sand og dermed accepterer den som en viden, en sandhed. Tro er derfor klippefundamentet under den sande viden, som det såkaldt sekulariserede menneske siden oplysningstiden har ophøjet. Denne idé om sammenhængen mellem viden og tro, eller sandhed og tro, dannede jeg i min gymnasietid, og den startede allerede der med at give problemer. Det gav mig specielt problemer i forbindelse med lektor Kirke, min biologilærer, som ofte belærte mig med sætningen: "Du skal ikke tro, du skal vide..." Når han sagde dette i sin belærende tone, kom jeg uafværgeligt til at smile lidt for bedrevidende. Et smil der langt fra passede lektor Kirke. Men hvem ved, hvordan vi blev skabt? Nogle tror på evolutionen, nogle tror på Biblen, og nogle tror noget helt tredje. Det er et spørgsmål om tro. Og jeg tror på de andre verdner og væsnet inde i mig.

Tåge. Mørke. Tåge. Jeg blinkede og rystede kort på hovedet. Jeg stod stadig på perronen, hvilket var meget betryggende. Nogle gange falder jeg sådan hen i mine egne tanker, at jeg slet ikke opdager, at jeg har bevæget mig fra et sted til et andet imens. Jeg kiggede mig omkring en ekstra gang for at være sikker. Den var god nok, jeg stod stadig på perronen, der i mellemtiden var blevet forladt, kun en enkelt gammel mand med langt stålgråt skæg stod tilbage i venteskuret og kiggede nysgerrigt på mig, mens han strakte ryg. Jeg vendte mig og gik op af den uindbydende betontrappe, der lå mellem de to mekaniske rulletrapper. Midt på trappen stoppede jeg op, vendte mig om, så jeg igen fik front mod perronen. Den gamle mand stod der stadig og stirrede på mig med sine klare blå øjne. Han nikkede og bukkede kort mod mig og forsvandt. Forsvandt. Som en tryllekunster der tryller sig selv væk. Jeg måtte have set syner, for der kunne aldrig have været nogen gammel mand på perronen, for gamle mænd forsvandt ikke bare med et nik og et buk. I hvert fald ikke i denne verden.

Oppe i kiosken købte jeg en alt for dyr kildevand og et æble og gik ud på banegårdspladsen. Jeg tog en bid af æblet, stak den ene hånd i lommen og besluttede mig for ikke at tænke mere over den gamle mand lige nu. Sådan blev jeg stående et kort øjeblik, mens jeg så på, at folk strømmede ind og ud af banegården. Egoistiske danske myrer. Ingen af dem værdigede hinanden, endsige mig, et eneste blik, de gik forbi med tomme blikke, skrev beskeder eller talte i deres mobiltelefoner. Et langt fra fortryllende motiv af dansk gråhed i tåge, gråt i gråt, leverpostej på aldrende toastbrød.

Jeg gik til venstre og passerede den svagt åndende og langsomt krybende række af taxaer. Et dovent metallisk tusindben, hvis sorte Mercedesled var forbundet med sener af tåget lys fra forlygterne. Jeg gik videre, for jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville opleve mere grandiose og for mig mere spændende motiver i denne tågede verden, end et tusindben skabt af metal, lys og forfængelighed. Samtidig var jeg dog lidt nervøs, måske skulle jeg stille mig tilfreds med tusindbensmotivet, for jeg havde den ubehagelige følelse af at blive overvåget, men det ville være at give op for tidligt, jeg manglede stadig at finde mine motiver. Jeg gik af Banegårdsgade og ud mod Frederiks Allé, der drejede jeg mod venstre for at komme ud på broen over banelegemet.

Jeg gned søvnen ud af øjnene og knækkede fingre, gned liv i hænderne, forberedte mig på at afgive en enkelt kort berøring. Eftertænksomt lod jeg en hånd glide gennem skægget. Du var et noget specielt individ, jeg måtte indrømme, at jeg ikke helt kunne overskue konsekvensen af den kommende berøring. Men sådan havde det også været før, så hvorfor ikke bare prøve og så se, hvad det førte til.

Jeg stoppede op ude på broen, lænede mig mod rækværket og stirrede ned mod banegården og perronerne, der lå delvist skjult i tågen. Det mentale billede af et tog der materialiserede sig i tågen satte et lille skred i gang i min fantasi. Et sted åbnedes en dør på klem og afslørede en flig af noget fantastisk.

Toget ville til at starte med være usynligt i den tågede horisont. Men hurtigt ville det materialisere sig, skrigende langs med stålskinnerne. Det ville afsløre mere og mere af sin stålslangekrop, mens det stormede frem. Dets lygters lys ville spredes og reflekteres i den tågede luft. Et forvrænget skrigende ansigt på en tonstung slangekrop, tvunget til at følge en skæbne, der kørte på skinner. En ustoppelig kraft af lys, skrig og stål. Det ville være som et dødens panserskib, der ligger til kaj ved Styx' tågeklædte bredder. Den tykke tåge langs dødsrigets grænse udviskede mit syn. Jeg stod igen på banebroen og ønskede, at jeg stod hjemme i mit loftsatelier med mit malergrej og et forførende tomt lærred foran mig. Penselstrøgene ville skabe et mørkt og fordærvet maleri. Et skrigende tog med glødende øjne, hvis lys spredtes i tågen, mens skæbnen gled forbi på skinnerne under det. Mit hidtil uopdagede talent ville manifestere sig i fuldeste flor, og det nøgne lærred ville blive påført sin terpentinlugtende skæbne.

Men i mangel af malegrej besluttede jeg mig for at stå her en stund og suge indtrykkene til mig: Den fugttyngede luft der omgav mig, den specielle lugt af fugtig asfalt, de af tågen blødgjorte lyde af vejen og banen under mig og det magiske spøgelsesagtige lys der satte verden i et mytisk relief. Nu manglede jeg bare at høre lyden af et tog i det fjerne. Jeg lyttede, for når man snakker om solen...

Jeg stod tilbagelænet på den anden side og kiggede fascineret på dig, du var smuk i tågen. Jeg rakte en rynket hånd frem, min arm strakte sig på tværs af vejen som en sej gummiagtig substans, indtil håndflåden berørte din skulder. Jeg stødte håndfladen imod, et lille skub til at katalysere reaktionen.

Jeg hørte lyden af et tog, der begyndte at nærme sig stationen. Mit motiv var bragt til live. Jeg måtte over på den anden side af broen for at se det ankomme, og følge dets færd mod perronhavnen. Jeg måtte høre dets skrig, se dets bevægelse, føle dets metalliske torden. Men trafikken blokerede min vej. Først buldrede en Scania lastvogn langsomt over broen, og bag den fulgte adskillige personbiler, små middelklassevogne, der blev holdt som fanger i lastbilens hjulspor. Der kom et hul i trafikken, jeg løb spændt og beruset over vejen. Kun med nød og næppe undgik jeg en cyklist, der kom kørende i tågen med en pose over styret. Den unge fyr råbte, stadig slingrende og med klirrende pose, noget efter mig over sin skulder, men jeg bed ikke mærke i, hvad han sagde, jeg troede alligevel ikke, at det var vigtigt. Der var kun gået nogle sekunder, fra jeg stod på den ene side af vejen, til jeg stod på den anden. Men toget, hvis buldren jeg havde hørt, var borte. Jeg stod stille et kort øjeblik med lukkede øjne og tog så en dyb indånding.

Lyden af toget måtte have været indbildt, et tog forsvandt ikke bare ud i den blå luft. Der måtte være en rationel forklaring tænkte jeg. Det kunne selvfølgelig også være, jeg et kort øjeblik havde været i en anden verden, en verden hvor toget havde eksisteret. Jeg nikkede for mig selv og kiggede på mit armbåndsur i skæret af en lygtepæl. Der var gået lidt over tyve minutter siden, jeg forlod stationen. Jeg kiggede ud over broen en sidste gang med et svagt håb, om at se et tog, men der var intet. Jeg trak på skuldrene, det var jo ikke første gang i dag, at et tog var forsvundet for mig.

Jeg indså, at det, hvis jeg fortsatte med at skubbe, ville give anledning til en ny forestilling. Et nyt kapitel i stykket Troldmanden, men hvor skulle jeg sidde denne gang? Jeg så på billetten, der pludselig lå i min hånd. Sal et, række et, sæde et; til Troldmanden - jeg smilede over min egen forfængelighed, selviscenesættelse og selvforherligelse er nu og da en af mine forcer. Jeg satte mig ned. Ved min hofte hang mit gamle slægtsvåben, et tveægget sværd.

Jeg gik videre og lige til venstre for broen dukkede en smal vej op. Jeg kiggede op og så navnet Hallssti printet hvidt på blåt. Først troede jeg, det var en afart engelsk-dansk navnehybrid, Halls Sti, Hallers sti. Nej, det var nok pæredansk, men det kunne næsten have været et engelsk navn. Jeg gik ind i gyden. På min venstre hånd havde jeg en vildt bevokset skrænt, der skred ned mod skinnerne, og jeg kunne kun svagt skimte byen på den anden side. På min højre hånd var udsynet spærret af høje huse. Træerne og de høje bygningerne spærrede for lyset fra byen og gyden hvilede i et hen ved totalt mørke. Men med omkring ti meters mellemrum opstod lysøer, hvor gadelygterne kastede deres blege lys ned på asfalten. Svage lysøer som dem gaslamperne i London havde dannet i 1800-tallet. At gå her var som at gå igennem en dør til en anden verden.

Søndag den 30. september, det herrens år 1888 i Englands hovedstad. En stank af industri hang i den gullige tåge, der emmede fra Themsen. Dagen lang havde avisdrengene med deres skingre tuberkulose stemmer proklameret, at sagen om ludermordene stadig var uopklaret: "Londons politi og Scotland Yard frygter, at der er tale om en seriemorder. Læs alt i den nyeste udgave af Times. En seriemorder på spil i Whitechapel's gyder." Tågen splittedes af et råb om hjælp, og beboerne ved Mitre Square vidste, at Jack the Ripper måtte have set sit snit igen. Et sted i tågerne lå et lemlæstet lig af en luder. Fra en gyde ikke langt derfra stirrede et par onde øjne mod mig, kun ansigtet kunne skimtes, men med det samme vidste jeg, hvem det var. Jack satte en finger for læberne og manede mig til tavshed, før han kørte samme finger på tværs af sin hals i et horisontalt snit. Jeg vendte mig om, fór snublende ud af døren og løb tilbage mod Hallssti.

Jeg stod igen på Hallssti, men følelsen af at blive beskuet af en fremmed havde ikke forladt mig. Jeg kiggede mig hastigt tilbage over skulderen, men der var intet at se udover lyset fra Frederiks Allé, som strømmede ind af den firkantede indgang til gyden. Der var altså ingen bag mig, ergo stod beskueren foran mig. Han ville gå mig i møde i mørket. Jeg mindede mig selv om, at det var det 21-århundrede og at jeg befandt mig i centrum af Danmarks næststørste by. Jack the Ripper karikaturer med kapper, knive og sorte hatte eksisterede ikke her. De hørte fortiden til, men jeg vidste alligevel ikke rigtig, om jeg troede på det. Den krybende fornemmelse, af at nogle stirrer på en fra den anden ende af rummet, havde lagt sig om mit hjerte. Og som englænderne siger, speak of the devil...

Jeg rørte ved skæftet på mit sværd, men besluttede mig for at give dig endnu et skub i stedet. Mine arme strakte sig tyve meter frem fra enden af gyden og mine håndflader ramte dig mellem skulderbladene, før mine arme trak sig tilbage igen, som en elastik set i slowmotion. Et sted dybt inde i dig begyndte noget at skrige.

Længere fremme i gyden dukkede en silhuet op i lyset fra en lygte lidt under tredive meter fra mig og forsvandt så igen i mørket på vej imod mig. Skikkelsen bevægede sig i samme tempo som mig, og vi ville mødes på den næste lysø, medmindre jeg gjorde noget. Jeg overvejede et kort øjeblik at stoppe op og presse mig mod muren, kaste mig ud i buskadset ned på skinnerne, gemme mig eller vende om, men det var for dumt, det var for irrationelt. Der var stadig folk på gaderne, og silhuetten foran mig var bare en person ligesom mig. Han var sikkert lige så nervøs som mig, hørte sikkert de samme advarselsskrig for sit indre øre.

Jeg gik videre. Nægtede at høre skrigene og i lyset af den næste lygtepæl afsløredes en ung mands ansigt. Han var udlænding, det var tydeligt at se, hudfarven, det mørke hår, de matsorte glitrende øjne. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig anspændt, når jeg tænkte på de historier, jeg havde hørt berettet om udlændingene i Århus. En lyd hviskede henover mine trommehinder. Lyden fra en ildevarslende gaslækage, der bare ventede på en gnist. Vi passerede hinanden i stiens smalle passage. Gnister. Noget metallisk glimtede i hans hånd. Eksplosion. Hans ansigt forvandledes til en mørk maske af foragt. Jeg krummede mig sammen og kom med et hæst udbrud, da kniven borede sig ind i maven på mig. Hans matsorte øjne skinnede som en ravns i natten. Jeg pressede hænderne mod såret. Sådan stod jeg foroverbøjet og kunne hverken skrige eller bevæge mig. Jeg begyndte at synke ned i knæene. Følte kræfterne forlade mine muskler. Jeg så op for at møde min overfaldsmands blik, men han var væk. Jeg hørte lyden af en dør der lukkedes.

Forsigtigt begyndte jeg at rette mig op, stadig overbevist om at smerten ville være intens, idet mine ituskårne indvolde blev strakt ud. Men smerten udeblev, og jeg kiggede mig over skulderen. Der gik han. Han kiggede lidt bekymret på mig over skulderen, som om jeg var en underlig race, eller en der havde brug for hjælp. Men da han så, at jeg rettede mig op, trak han demonstrativt på skuldrene, rystede på hovedet og fortsatte ud på Frederiks Allé. Jeg fjernede hænderne fra min mave og undersøgte kort regionen for at forsikre mig om, at der ikke var sket en forbrydelse. Min fantasi havde spillet mig et puds, jeg havde kort troet at den unge udlænding havde en kniv i hånden, at han havde angrebet mig.

Jeg foldede hænderne igen og gjorde mig det lidt behageligt i teatersædet. Der var ingen grund til at arbejde mere end højest nødvendigt, man skulle bare give det første skub, og så nyde forestillingen. Det har været min attitude siden jeg var ung. Og som beskueren har jeg sjældent været den der fik skylden for at starte problemerne.

Jeg skyndte mig ud af gyden og stod pludselig igen i den virkelige verden med dens mange facetter og manglende indre tåge. Lysene fra Bruuns Galleris mange vinduer strømmede ud på vejen, og lydene fra banegårdspladsen var klare og tydelige. Jeg vendte mig om, det var som om, alle disse lyde havde været væk, mens jeg gik på Hallssti. En drøm. En tanke fra en fremmed verden. Nu, mens jeg så tilbage mod den, var der noget dybt fascinerende over Hallssti. Nu hvor jeg ikke længere befandt mig i dens klaustrofobiske favntag. Jeg overvejede, om ikke jeg skulle gå turen igen, der havde været en dør derinde, det var bare først nu det gik op for mig. Endnu engang, som på broen, lod jeg øjeblikket sive ind i mig. Et motiv. Et mørkt blodomkranset billede, blodsamlinger der springer frem lige under huden, hvor man har slået sig. Klaustrofobiske rum, hvor ravnelignende skikkelser med flammende øjne går dig i møde i tågen, som sort blod der brænder sig fast til lærredet. Jeg lagrede motivet et sted i min bevidsthed, og besluttede mig for at finde et sidste, inden mit tog afgik.

Jeg gik op mod kirkepladsen ad M.P Bruuns Gade og så snart jeg fjernede mig fra galleriets lysmur, blev gaden igen mørkere, tågen dæmpede igen gadelygternes glød. Det tog dog ikke lang tid, før end jeg kunne se Sct. Pauls to tvillingetårne i tågen. Synet virkede tryllebindende. Hvilke tanker måtte menneskene ikke have tænkt før i tiden, når tågen indhyllede kirken som i aften. Jeg gik op til pladsen foran kirken og besluttede mig for at gå højre om den. Mens jeg gik ned langs siden af Sct. Pauls kirke, kunne jeg ikke lade være med at sagtne farten bare en lille smule, jeg ville nødig spolere min oplevelse af denne hellige fæstning.

Du var kommet tæt på i din søgen, men jeg holdt mig stadig tilbage, ingen grund til at træde frem af tågerne endnu. Men snart. Timing er en troldmands vigtigste egenskab. Jeg fjernede stroppen, der holdt sværdet på plads i skeden.

Jeg kunne mærke det hellige stråle mod mig, nærmest som et kraftfelt fra de røde stenmure. De høje vinduer stirrede og stræbte mod himlen. Denne kirke var ny, men den var et udtryk for stolte traditioner, der rakte langt tilbage. Kristendommen havde eksisteret i så mange år, at selve vores vestlige tidsregning og moralsæt var funderet i den. Kirkerne fulgte os op gennem tiderne og var fæstninger, hvori troen på kristendommen materialiseredes. Tro der igennem tiderne havde opfordret til lige dele fredelige og farlige tanker. Troen der igennem tiderne havde givet styrke til, at den fortvivlede genvandt livsgnisten og troen der legitimerede, at man slukkede den selv samme livsgnist med sværdet. Et tveægget sværd midt i vores verden. Jeg var, mens jeg tænkte disse tanker, nået rundt om kirken og så den nu fra bagsiden.

Mit sværd begyndte at skære sig gennem scenetæppet og afsløre en flig af hemmelighederne på den anden side. Jeg huggede ikke, men skar, jeg udnyttede den skarpe æg.

Tårnene var stadig synlige, men knap så kraftfulde i deres udtryk, til gengæld blev jeg glad for at se en lille brostensbelagt plads i kirkens skygge. Der var buske på pladsen, de gik mig til lidt over livet og var klogeligt arrangeret i et labyrintisk mønster. Det var en have, hvor man kunne sidde og tænke over tingene med kirken og den kristne tro som sin rygstøtte. Jeg kiggede kort på uret, der var ikke lang tid igen.

Jeg tog et skridt ind i labyrinten bag kirken. Der lød et brokkende suk fra mit højre ben, og jeg mærkede en smule ømhed i knæet. Jeg bøjede mig lidt forover, gned knæet og kiggede mig omkring per refleks. Pladsen foran labyrinten var tom, men i et vindue over mig var jeg næsten sikker på, jeg så en skikkelse trække sig tilbage til skyggerne. Vedkommende må have stået højt over mig, beskuet mig, som en usårlig troldmand i sit tårn. Troldmanden. En kilde til frygt, en mand med magt som en konge, for alle frygtede hans trolddom. Fra Haitis heksedoktor til oldtidens orakel, fra den moderne magiker til urtidens shaman, troldmanden styrede altid begivenheden fra et sted bag tæppet. Tæppefald. En ny scene åbenbaredes for mig.

Troldmanden havde ofte gjort sit virke skjult i nattetimerne, mens tåge og mørke indhyllede og skjulte hans mystiske handlinger. Konge og pøbel til lige havde lyttet til hans bud og blindt fulgt hans råd i et forsøg på at forstå. Men det var sjældent at nogle forstod troldmandens ord, for de var ofte tvedelte som en slangetunge. Og han stillede sig ikke tilfreds med kompromisser, man skulle vælge et standpunkt blandt flere. Vælge og udelukke. Og når man valgte, valgte man forkert. Hvor mange helte og konger lokkede oraklets tvetydige råd ikke ud i tragedie? De troede, at de forstod oraklets råd, men der var altid to sider af sagen, de kunne bare ikke se dem begge. De troede de vidste, hvad der var rigtigt, men så kun med et øje.

Jeg gik ind i haven, trådte ind på scenen. Døren var åben. Jeg befandt mig i oldtidens mytiske verden. Det var oraklets verden og jeg var ikke alene. Øjne stirrede på mig fra alle hjørner af verden. Jeg begyndte at løbe. Noget inde i mig begyndte at skrige. Hvor skulle jeg løbe hen for at finde sikkerhed? Jeg flygtede fra de skyggefulde forrevne klippestrande ved den græske kyst og ud over Middelhavet. Videre henover Middelhavets utrøsteligt salte vande, et hav af tårer, videre flygtede jeg, videre til Kretas kyst og fra kysten styrtede jeg til kong Minos' hof i håb om hjælp. Jeg faldt på knæ for sagnkongen selv i hans palads, Knossos, hvorunder labyrinten, der i de sagnomspundne tider skjulte monstret Minotaurus, lå. Og først nu gik det op for mig. Jeg havde valgt forkert. Jeg var fanget i labyrinten. Mørke.

En lyd bag mig. Jeg stod stille i den tågede nat. Jeg kunne ikke vende mig om. For bag mig stod han, ikke troldmanden selv, men en af hans udsendinge. Monstret Minotaurus, halvt menneske og halvt tyr. Han stirrede på mig. Øjne i mørket. Kujonagtigt faldt jeg sammen ved muren og begravede mit ansigt i mine rystende hænder. Jeg hørte monstret udstøde et gutturalt brøl. Det lugtede frygt. Jeg mærkede smerten. Min krop knustes under hans vægt. Al modstand bukkede under. Jeg mærkede knogler og væv bryde sammen. Jeg lå på ryggen og stirrede et kort øjeblik direkte op i nattehimlen over Kreta. Monstret var væk for et kort sekund. Det var i færd med at tage tilløb til endnu et stød. Jeg hørte løbende skridt. Dets tunge skridt bragede mod brostenene. Mit hoved splittedes. Et kvindeskrig. Tåge. Jeg stirrede op i Århusnatten. Jeg lå på ryggen. Noget var grueligt galt. Jeg kunne ikke få vejret. Noget var helt galt. Hvor var døren, havde jeg glemt at lukke den? Et nyt skrig. Monstret. Andre måtte have set bestiet nu. Et hornet væsen med en kæmpe krop, der tronede over mig. Jeg bøjede nakken krampagtigt bagover og brølede lydløst af frygt. Bag mig lå Sct. Pauls kirke, og i et tårn så jeg troldmanden stirre ned på mig. Han nikkede og bukkede kort mod mig og forsvandt.

Tåge. Mørke. Mørke. Smerten skreg, min sjæl forstummede, og det sidste jeg hørte var troldmanden, der hviskede i mit sind. Og med mit sidste mod, vækket nu da det var for sent, svarede jeg gennem blodet, der fyldte min mund:

"Jeg tror."

Du brød sammen og faldt hyperventilerende om på jorden med smagen af blod i munden. Din puls bankede ikke mere i dine halspulsårer eller tindinger. Som så mange andre var det sidste, du hørte min hvisken: "Du tror." For det er den eneste måde, hvorpå du kan forklare, hvad det er, der sker.