På den iskolde strand for foden af isslottet sad en dreng og så på isbjergene, der sejlede forbi. Blikket i hans øjne afspejlede hans frysende sind, der medens tiden var travet af sted, var blevet hårdere og hårdere i en ubarmhjertig krystalliseringsproces. Om nogle år ville han være kold nok til at slå følgeskab med de andre isbjerge og stikke til søs for at blive en smuk og majestætisk hersker i nordhavet.
Jeg er kold. Jeg er en klippe af is. Du sveder som et svin. Jeg er et isbjerg. Du sveder. Jeg er... er kold. Du ved jo lige så godt som mig, at du bare siger det, fordi du er bange. Jeg er alene, men mægtig. Jeg er flydende is i et ørkenhav. Sendt til havs af frådende gletscheres kælven. Jeg er is.
Koldt stirrer jeg ned i en vandpyt på vejen og ser mit eget spejlbillede. Vandoverfladen er blikstille og det sorte morgenmørke gør refleksionen mulig. Jeg stirrer ind i mine egne øjne og ser et isbjerg indrammet af mine blå iriser. Omkring i byen har skolerne netop lukket dørene til klasselokalerne for første time. Det er på tide jeg kommer videre. Jeg går alene gennem det morgentomme villakvarter med et billede af et enligt isbjerg i tankerne.
I et ørkenlandskab, hvis enorme sanddynger hober sig op som rødhvide bølger, sejler et isbjerg af sted mod et uopnåeligt mål i horisonten. Isbjerget flyder som en Titanic af frossent vand gennem ørkensandets kornede rødbrune bølger. I kølvandet svæver eksotiske sværme af gribbe, der med hæse skrig legende følger skibet på dets færd som fjerede ådselsædende delfiner.
Det er under en time siden, at jeg begav mig af sted fra mit gamle hjem i Skelagergårdene, og min jakkes specialsyede lomme tynges af vægten fra pistolen. Det er under en time siden, jeg sikrede den og skjulte den under jakkens iskappe. Mens jeg går, lader jeg mine tanker flyde ud. Det er noget jeg gør, når jeg vil have den mentale tid at stå stille, mens jeg selv bevæger mig den sidste fysisk set korte afstand mod en usikker destination. Som drivtømmer flyder tankerne væk og ud i et diffust billedunivers.
Damp begynder at stige fra den frådende brydningslinie mellem isbjergets bov og ørkenens sandbanker, sydende stiger dampen til vejrs og bliver trukket i et spor efter den skinnende hvidblå isstruktur, som den bevæger sig gennem sandet. En ørkendamper med alle maskiner kørende for fuld kraft.
Jeg husker, hvordan jeg plukker blomsten, og hvordan stilken går midt over. Jeg sidder med den gule blomst mellem mine fingre og planten bløder klæbrig saft ud imellem dem, imens jeg sidder og klemmer sammen om dens sårede stilk. Blomster. Mælkebøtter. Gul. Jeg sidder hjemme foran hoveddøren. Vi var i zoologisk have med de andre. Der var dyr. En vag forestilling om en sindigt smilende kamel kigger på mig fra mit indre. Min hjerne fremkalder ikke faste billeder, de er alle vandige og flygtige, som akvareller malet på gennemvædet papir, farverne løber ud og blandes. Græsplænen. Billeder flyder sammen til en behagelig grøn mindedis.
I dag er jeg bevidst om, at mange af billederne skabes af mine nutidige tanker, der fletter sig ind og ud af mine egne barndomsminder. Jeg er klar over, at jeg umuligt kan huske, hvilke tanker jeg præcist tænkte dengang, men på baggrund af billedet af den grønne mindedis i mit hukommelses mindegalleri ved jeg, at jeg må have været glad og tilfreds. Mælkebøtter. Græsplæne. Barndomsminder. Over mig skifter skyerne former som uskyldige varvæsner af vanddamp. Jeg ligger på ryggen og stirrer op på dem, følger deres fantastiske metamorfoser, mens dagen glider forbi og bliver til nat.
Over isbjerget hænger et uskyldshvidt skynæsehorn og kigger forbløffet på sig selv, mens det overvejer, hvorfor det let og luftigt svæver vuggende af sted langt oppe over et hav af rødt ørkensand. Tiden går, og langsomt skifter solen position, vindens blide brisebevægelser forvandler et horn til et slankt tårn. Næsehornet forvandles og forsvinder. Den luftige panserkrop bliver til en klippeformation. Dyret bliver til et vagtsomt tårn på klippegrund. Men under presset fra vind og vejr bøjes tårnet, og mens tårnet styrter ændres hele formens udtryk. Tårnet bliver til en delfinfinne på en plump flodhestelignende krop. Mutanten finder sammen med et andet væsen og sammen skaber de en følsom abe, som stirrer ned mellem sine skytæer og betragter isens form i ørkenenhavet under den. Isbjerget kigger op. Aben og isbjergets øjne mødes. Tårer falder fra abens øje, fordi den ved, at isbjerget vil smelte i ørkenvarmen, og der er intet, den kan gøre.
En tåre åbner sit øje, ser ned på ørkenlandskabet og kaster sig frydefuldt skrigende mod isbjerget under sig. Flere tårer følger efter den, og de skriger alle sammen indtil, de ikke har mere luft i deres vandige lunger. Under dem hvirvler det røde ørkensand imod dem, men deres destination er ikke det glødende hav, derimod den møjsommeligt fremadsejlende iskæmpe. De ønsker at slå mod den kølige blå pandebrask og fryse til is for at blive en del af den kolde krystallinske enhed.
Jeg bliver hel igen. Du forsvinder. Jeg kommer hjem. Du har våget dig ud på for dybt vand. Hjem til mig selv og min egen verden. Du er ved at gå i opløsning. Når arbejdet er udført, bliver jeg hel igen. Du kommer aldrig hjem igen. Det er bare arbejde og jeg er iskold. Du sveder. Min sved vil inden længe blive til isslag mod mine frostkolde kinder.
Mens min indre monolog kører, åbner jeg døren til skolebygningen. Dette er bare endnu en dør blandt de utallige mængder af døre, jeg er gået igennem. Du glemmer bare, at det bliver anderledes denne gang. Men jeg er kold. Du glemmer at det er personligt. Jeg er gået gennem så mange døre i mit liv, at jeg ikke kan lade situationen påvirke mig, ladt skydevåben eller ej.
Ekstra magasiner ligger tapet sammen i lommen så de ikke rasler, som jeg har set det på film. Jeg er parat. Det her er ikke anderledes end den første gang, hvor jeg som 8-årig gik gennem døren til mit nye klasselokale efter skiftet fra Tornhøjskolen. Det er bare lidt præstationsangst.
Min mor er med mig, men til ingen verdens nytte, hun gør det ikke bedre, bare mere pinligt. Jeg kan føle min egen frygt pible gennem min krop og få hver enkelt celle til at krympe sig. Skoleinspektøren taler sterilt smilende for mine døve øren, mens vi står foran ydmygelsens port til 3.a. Jeg prøver på at forsvinde. Jeg lukker øjnene, og mine andre sanser tager over.
Omkring mig er luften tung, som luften før en tordenbyge. Den er tynget af den kommende latter, der hænger ude i horisonten, en byge der vil vare i flere ydmygende år, og ligesom med en tordenbyge, der hænger i horisonten, er det ikke længere spørgsmålet om latteren vil komme, men hvornår den kommer. Svage stemmer smyger sig ind i mine øregange fra lokalerne bag de malede døre og blander sig med min mors fugtigt smaskende åndedræt. En tung ubehagelig lugt af vintervådt børnetøj kravler ind i mine næsebor og smager som våd uld bagest på min tunge.
Da jeg åbner mine øjne igen, opfatter jeg for første gang rigtigt, siden jeg gik herind, at rummet omkring mig er en vulgært brunlig gang. En tarm i en offentlig skolebygnings indvolde. Knagerækker er monteret som krumme metalfingre ned langs tarmvæggene. Krogede fingre der med deres lokkende kom-her-krumning indbyder til at lade min korte krop hænge dinglende i kravetøjet fra dem.
Jeg er glad for, at jeg lige nu kun føler en reminiscens af den usikkerhed, som må have slået sig ned i min krop, da jeg stod her første gang for 13 år siden. Et paradisisk feriemål for usikkerheder. Og med rette. Hvorfor skulle denne gang blive bedre end sidste gang, hvor det hele var brast sammen? Usikkerhederne slår sig løs, for de ved at dette usikkerhedsparadis af et barnesind ikke kan forblive, om få timer vil barnet igen være forvandlet til et ubehageligt sted fyldt med uforstyrrede legende barnetanker. Kulde. Koldt stål. Vægten af pistolen. Tilstedeværelsen af våbnet i min hånd afbryder de korte prik af fortidens ubehag, og begraver tankerne under sin sikre tyngde. Et lille stykke jeghistorie bliver igen lagt i arkiverne, måske for at blive glemt for altid eller måske for igen og igen at blive taget frem og studeret indtil siderne og arkivet går i opløsning.
En sprække opstår i isbjergets køligblå krystalstruktur. Varmen fra den hvidglødende sol og de små spor af smeltevand er begyndt at opløse det øverste af den frosne ørkendamper. Soldækket smelter, isbjerget kælver, og det må se til, mens dets kalv tumler udover kanten. Der er ingen arme til at gribe den eller jordemoder til at løfte den tilbage til moderen. Den lille iskalv falder mod ørkenhavet, som en nyfødt tanke, der ikke fastholdes og som derfor efter sin fødsel tumler ned i glemslen. Den er tavs som sin uudtalte tankebroder og snart er den lille iskalv et gennemboret forbrændt uskønt væsen, der efterlader en kortvarig plet på ørkenhavets enorme overflade, inden den er fuldstændig fordampet.
Isdamperen slår hele tiden nye revner nu på grund af varmen. Flere og flere kælvninger finder sted, nogle af kalvene brænder op i ørkensandet og andre tumler ned i små dale i moderens krop. Kalvene svømmer rundt i de små dale, padlende gennem en pøl af egne og moderlige smeltevæsker. Langsomt begynder selv de iskalve, der ligger i moderens beskyttende kolde væsker at dø hen under solens smeltende blik, ligesom deres moder. Smeltevand blandes, børn og moder blander deres blod igen, og snart er de fælles på så mange punkter, at de ikke længere kan betragtes som andet end en døende enhed. De svømmer i hinandens bevidstheder og bæres oppe af dem. De løfter hinanden sammen i en iskold harmoni.
Jeg føler stålet mod min hånd og tænker, at i dette øjeblik er der noget der dør inde i mig. Jeg løfter for første gang pistolen op af inderlommen. Den er så let. Alt virker let. Tiden er luftig og diffus, ikke længere til at følge med i. Den øger sin hastighed og bremser så op igen. Skiftevise ryk. Acceleration fulgt af pludselig deacceleration gør at tiden hopper uelegant fremad. Det eneste virkeligt konkrete er den lette skælven og den sure sved fra mine armhuler. Der er varmt under jakken og sure søer af transpirationsvæske har vædet min T-shirt.
Perspiration. Nervøsitet. Poesi. Hvad snakker du om? Jeg kan godt lide poesi. Hvorfor fanden tænker du det nu din idiot? Det er vigtigt for mig, jeg har brugt meget af mit liv på det. Det hele hænger sammen. Så siger vi det, kom nu, du skal videre! Jeg er den eneste, der allerede begyndte at læse anerkendt litteratur i folkeskolens mindre klasser. Jeg var en særling og min forståelse var en af grundene til min udstødelse. Jeg var misforstået. Fint nok lille geni, men nu bør du nok fokusere på det her, ellers kommer du i problemer. Jeg skal nok fokusere, men lige nu vil mine tanker gerne have lov til at lege med mine associationer. Vil du det her? Lige nu lyder det som om du hellere vil tage hjem og ryge etpar fede? Jeg vil det! Det bliver smukt. Er du sikker på, at at du ikke bare vil vende hjem til ydmygelsen i din ensomme lejlighed din intellektuelle taber? Mig? Taber? Når jeg træder ind i klasselokalet vil tiden gå i stå og rædslen vil være plantet i ansigtet på mine kommende ofre. Et fantastisk stilleben. En hollandsk mester værdig. En Boschagtig skildring af en mareridts verden hvor jeg er Gud. Alle de motiver. Hvis bare nogle ville male det. Et stilleben, hvad snakker du om? Måske ikke et stilleben, måske ikke en bibelsk dommedagsskildring, måske et abstrakt og outreret rædselsbillede ville være måden at forevige den kommende scene på.
Jeg smiler og forestiller mig mit eget grå Guernica. Et lille lokalt Guernica. Lige her. Mig som den kølige diktator, der med en håndbevægelse giver ordren til at lade død regne ned over de abstrakte ofre. Denne gang vil regnskyen være formet som en pistol, og dråberne vil være dødelige. Jeg mærker en ny boblen i min krop. Mit blod presser sig hurtigere og hurtigere rundt. Først slår du sikringen fra. Så åbner du døren. Så sigter du. Den første sidder sikkert lige inden for døren. Jeg har god tid, for tiden vil stå stille, idet jeg træder ind og hæver min stålengel. Rædslen i deres øjne vil foregives på mit indre lærred og indprente sig som et fotografi. Engang var der venner, men noget smeltede og forsvandt lige som en gletscherkalv der har bevæget sig for langt mod syd.
Isbjergets top nærmer sig sandets overflade. Da luksuslineren først slog læk og iskalvene begyndte at rasle af om kap med de krystalklare smeltedråber gik det stærkt. Ingen når i redningsbådene. Og i den store ørken hører ingen de korte skrig fra smeltevand der fordamper. Skyerne over ørkenhavet er forsvundet med et brag og har efterladt sig en vidunderligt misundelsesvækkende lyseblå himmeldug, hvor på den hvide sol er det eneste mærke. Isbjerget ser en sidste gang mod solen, synker ned i ørkensandet og forsvinder.
Jeg placerer foden på dørhåndtaget og trykker det ned. Jeg spænder hver en muskel og tramper igennem døren, der hamrer op. Braget fra døren giver et sæt i alle i rummet. De vender deres blikke mod mig. Det er perfekt... Alle er paralyserede, og de ser pistolen i min hånd. Tiden står stille, og jeg begynder at smile. Intet rører sig. Jeg tager sigte, men kan ikke få nålen på pistolens næse til at stå stille. Mine hænder ryster og mine knæ smelter. Som et smeltende isbjerg begynder jeg at føle, hvordan jeg langsomt siver bort, mens alting begynder at gå hurtigere. Hvordan kan det pludselig gå så hurtigt? Jeg kigger mod dem, dem jeg vil hævne mig på, men jeg kan ikke fokusere, for mine øjne fyldes med vand. Jeg ryster for meget til at sigte, og i afmægtigt raseri lader jeg pistolens mundingensøje sende flagrende febrilske blikke rundt i lokalet, men hverken den eller jeg ser noget. Jeg trykker af og med et brag forlader pistolen min hånd.
Et sted under et magisk nordlys lå et slot med spinkle slanke tårne, der som stalakitløse stalagmitter stak mod himlen. Det var en organisk struktur så naturligt skøn, porøs oforfinet at end ikke Gaudi kunne have fanget dens form i sin bygningskunst, endsige skåret den ud af den krytalklare is, som den bestod af. Den rasende polarvinds brølen blev forvandlet til klangen af tusinde forskellige klokker, når den kastede sig mod isspirene. De fine svingninger, der frembragte de utallige toner forplantede sig ned langs tårnene og ned i slottets elegante bug, hvor de løb legende ned langs væggene for at begrave sig dybt, dybt, dybt i isens fundament. I den store spisesal midt i slottets klangbund lagde ingen dog mærke til de fine melodier, som naturens dirigent fremmanede, og de så heller ikke det magiske nordlys, der sendte pulserende regnbuer ned over dem, de ænsede kun gildet foran dem. Isdronningens taffel var rigt, berømt og berygtet. Der var alt hvad hjertet kunne begære, en fråds uden lige. Mad lå i kulørte bunker overalt, de gastronomiske vidundre som kokkene frembragte blev hurtigt forvandlet til gastronomiske ruiner i hænderne på dronningens gæster. Gæsterne lo og sloges, mens de kastede det ene vidunder efter det andet i hinandens retning. En krig der gjorde kokkene bag de velsmagende retter til skamme. Et mesterværk af en oksegryde blev kastet til side, da en gæst pustede sig op, en dyreryg blev kastet gennem rummet og landede i hummersuppen. Man skulle tro at gæsterne morede sig ved den ødelæggelse de frembragte, men de ænsede den ikke, det var ikke resultatet, men processen der morede dem. For enden af bordet dirigerede isdronningen sine gæstende marionetter med en symfonisk nydelse. Af og til kastede hun våben ud til dem, som en romersk kejser til gladiatorerne i Colosseum. Og som gladiatorerne ville de krigeriske gæster snart være døde og erstattet med nye.
På den iskolde strand for foden af isdronnings slot sad en dreng og så på isbjergene, der sejlede forbi. Blikket i hans øjne afspejlede hans frysende sind, der medens tiden var travet af sted, var blevet hårdere og hårdere i en ubarmhjertig krystalliseringsproces. Om nogle år ville han være kold nok til at slå følgeskab med de andre isbjerge og stikke til søs for at blive en smuk og majestætisk hersker i nordhavet. Drengen overlevede på rester fra isdronningens bord, som han samlede ind om morgenen, når de tilbageværende gæster og dronningen lå i dyb dvale under isen. Ingen så til ham, ingen hørte hans frosne tårer knirke. Kun isbjergene kunne fascinere drengen med deres massive iskolde masse, stærke nok til at knuse alt i deres vej, en dag ville han blive til et isbjerg, sejle væk fra stranden og slottet og herske i kraft af sin kolde knusende magt. Sådan forestillede drengen sig det.
Der gik mange år, hvor jeg sad alene og stirrede mod udefinerbare punkter i mit livs horisonter. Jeg voksede op, mens det skete. Jeg skabte idoler, mens det skete. Jeg fik fjender, mens det skete. Jeg anskaffede mig minder, mens det skete. Jeg byggede en mur, mens det skete. Jeg anskaffede mig angst og fornedrelse, mens det skete. Angsten spærrede jeg inde bag muren, og der blev den trykket sammen af fornedreslen, så den ikke væltede ud over murens høje vægge. Jeg ringede til folk, hvis navne jeg havde hørt om, og anskaffede mig pistolen. Det tog så kort tid, og det overraskede mig, som et digt der ender før tid. Jeg havde været forberedt på måneder, måske års søgen, men ikke i dagens Danmark. En februar morgen stak jeg våbnet ind under min frakke og gik gennem Aalborg til mit gamle barndomshjem, derfra begyndte jeg at skridte mod det sted, hvor jeg mente at mine problemer var startet, og hvor jeg tænkte, at jeg måtte kunne fjerne dem ved roden, ved at vise dem, at jeg var stærkere end dem. Stærkere end den lille varme stemme i mit eget hoved, jeg ville knuse stemmen og få fred bag min mur.