Er det ikke fascinerende at stå med andres liv i hænderne? Jeg havde hørt den sætning alt for mange gange i forskellige versioner gennem min studietid. Fra jeg valgte studiet: "Vil du være læge, har du overvejet at du så kan komme til at stå med et menneskeliv mellem hænderne?" Da jeg kom ind: "Kom du ind, ej hvor fedt! Vildt at du om ti år kan stå med mit liv mellem hænderne!" Fra undervisere:" Det er vigtigt i koncentrerer jer om den her opgave, en dag kommer i til at stå med andres liv mellem hænderne." Til familiefesterne, på diskotekerne, jeg tror du, kære læser, har forstået pointen. Det var måske flatterende i starten, men til sidst hang det mig ud af halsen. Måske var jeg bare uheldig, havde nogle smådebile klassekammerater på gymnasiet, en uforstående familie og mødte de dummeste, men mest storbarmede, tøser ud på nattens sidste timer. Når jeg tænker tilbage på samtaler med mine medstuderende på medicin, synes de aldrig, de hørte den sætning konstant. Måske er det bare mig der er nærtagende eller for dårlig til at abstrahere. I hvert fald tror jeg, at det når det hele regnes sammen, var den sætning, der fik mig til at udføre den handling, jeg nu vil berette om. Endvidere tror jeg ikke, det var tilfældigt.

Jeg har altid været en litterær person og gennem mit valg af litteratur, har jeg nok dannet mig, hvad folk vil kalde, en kynisk karakter. Samtidig vil alle de, der er nærmere inde på livet af mig vide, at jeg har en ganske veludviklet humor, som dog kan virke bitter, da den som oftest bygger på en ironisk distance til de emne jeg taler om. Tilbage til litteraturen. En af mine yndlingsnoveller er Edgar Allan Poes "The Tell Tale Heart", "Hjertet, der røbede" på dansk. Novellen handler om denne egentlig normale mand, som arbejder med at passe en ældre herre, der er for gammel og svag til at passe sig selv. Den gamle plager dog den unge i en sådan grad, at denne beslutter sig til at myrde ham. På grusom vis kvæler vores førstepersonsfortæller den gamle mand i en pude, parterer ham og pakker ligdelene sammen under et løst bræt i soveværelset. Men politiet dukker op og under samtalen bryder den unge mand sammen, fordi han hører den gamle mands hjertes stadig slår under gulvbrædderne og han er sikker på, at politifolkene ligeledes kan høre det og blot venter på at han skal bryde sammen. Hvilket da også sker til sidst. Jeg tror det var denne bog, der fik mig til at vælge medicin i sin tid. Jeg ville være hjertekirurg, det lyder måske lidt sindssygt, at sådan en lille detalje skal styre ens valg af levevej, men jeg tror på, at de små ting i livet er styrende for ens handlinger. Jeg tror, således også at det var det enkle spørgsmål: "Er det ikke fascinerende at stå med andres liv i hænderne?", der var grunden til at, jeg begyndte at udtænke min plan om bomben.

Jeg fortsatte uanfægtet af planen mine studier. Som tiden gik henholdsvis købte eller stjal jeg kemikalier. Jeg begyndte at tage sidekurser i kemi og mine karakterer på lægestudiet faldt mærkbart, men det bekymrede mig nu ikke synderligt, for jeg klarede mig stadig fint og ingen lod til at bide mærke i det, det var normalt at man af og til svingede, det var et langt studie og ingen kunne være på toppen hele tiden. Når jeg ikke sad og studerede i de mørke nattetimer, var jeg stadig begravet i Edgar Allan Poes værker. Jeg læste skam også andet, bare for at nævne et par andre klassiske værker der havde en speciel plads i min bogreols hjerte, kan jeg nævne: Frankenstein, Dr. Jekyll and Mr. Hyde og Sherlock Holmes. Men på trods af indspark fra andre store forfattere var det Allan, der endnu engang bragte mig videre med min plan. Efter at have læst "Dobbelt Mordet i Rue Morgue", hvor en orangutang slipper løs og på mest brutale vis myrder to kvinder, fik jeg idéen til at få et kæledyr. Jeg anskaffede mig vel ikke en orangutang? Nej, så drastisk gik jeg ikke til værks, jeg ville ikke til at starte et tredje studie som dyretæmmer. Jeg købte derimod en golden retriever-hvalp og gik til hundetræning med den 2 gange om ugen. Hunden, Sprænger, som jeg valgte at kalde den i en af mine mere vittige stunder, betød at jeg måtte flytte ud til mit eget lille sted, væk fra kollegieværelset. Dette var dog inkorporeret i min plan, som en anden Victor Frankenstein havde jeg nu mit helt eget sted, hvor jeg kunne udføre mine eksperimenter. Jeg ville dog ikke vække noget dødt til live, ikke endnu, det skulle lige dø først. Om aftenen gik jeg lange ture med Sprænger i det mere åbne landskab nord for Århus. En fordel ved at fået mit eget lille sted, var også at jeg boede tættere på mennesketomme områder, hvor jeg kunne teste de sprængstoffer jeg fremstillede i mit interimistiske kemilaboratorium. Det var på en af aften turene at jeg mødte Mona. Hun var en magisk pige og vi klikkede lige fra starten. Hun var faldet hen mens hun havde læst i bussen og var endt ved den sidste station med den sidste bus. Jeg fulgte hende hjem og den gik slag i slag derfra. Jeg måtte langsomt se, hvordan mit projekt faldt mere og mere sammen, mens denne unge journaliststuderende røvede mere og mere af min tid. Min studieaktivitet forblev lav, og samtidig døde mine sprængstofeksperiment lige så stille. Sprænger, fik samme træning, hvis jeg ikke kunne tage ham ned til træning, tog Mona ham derned, hun var pjattet med den hund.
   Kalenderen bladrede nogle kapitler frem. Jeg sad en november aften og kiggede ud på den silende regn, jeg var kommet sent hjem, fordi vi havde arbejdet længe i min læsegruppe og Mona havde taget Sprænger ned til en af hans sidste træningsaftener, han var ved at være helt afrettet. Jeg sad og tænkte på den aften, jeg havde givet ham hans navn, det havde vist sig, det var noget helt andet, end det jeg havde tænkt mig, han havde sprængt. Men skæbnen er ikke bange for at tage endnu en tur på karrusellen. Tre dage senere sagde Mona min sætning:" Jeg håber jeg en dag kommer til at skrive en historie om hvordan du redder en vigtig person, måske en politiker, hvis liv du alene har i dine hænder."
   Jeg gik i gang igen fornyet ildhu. Jeg smilte til mig selv, ved ordet ildhu, et godt valg netop i denne situation. Tre uger efter var jeg klar. Jeg bestilte en pladsbillet til Aalborg, jeg havde ikke nerver til at tage den længere tur til Odense eller København. Jeg fortalte Mona, at jeg skulle op og mødes med nogle gamle gutter og tage på jagt i vildmosen. Hun havde ingen grund til at tro, jeg havde andet ærinde, hun insisterede dog på at jeg lod Sprænger blive hjemme, men jeg måtte insistere på at have ham med som min jagthund. Forsigtigt lagde jeg bomben ned i min bagage. Jeg kyssede hende farvel på perronen og satte mig på sæde 12 ved vinduet. Jeg lagde den tunge sportstaske op på hattehylden og håbede og bad til den ikke ville falde ned, mellem mine ben havde jeg placeret en stor brun indkøbspose, hvori der lå en stor kludedukke. Sprænger tog turen pænt og konduktøren var en venlig mand, der ikke så nogle problemer i, at jeg havde ham med.
   Hadsten, jeg fumlede lidt ved den ene af de to mobiltelefoner jeg havde i min jakke. Det var to gamle nokiatelefoner, de var praktiske, der var masser af plads til det elektroniske udstyr, som var detonatorens krop og sjæl. Jeg sad og trippede, snakkede og kælede for Sprænger for at berolige mig selv. Langå. Jeg fik et chok. Min inderlomme vibrerede og et øjeblik forventede jeg at høre den profetiske tikken. En midaldrende mand med sin mac på lårene stirrede undrende på mig. Jeg smilede undskyldende og tog min telefon, det var Mona. Jeg var sikker på, hun stadig ikke havde en anelse om min plan. Randers. Jeg sagde farvel til hende, mens folk gik ind og ud. Mine hænder rystede mærkbart, da jeg slukkede telefonen. Sprænger kunne også mærke min uro. Hobro. En ældre dame stod på og jeg begyndte at fortælle hende, at jeg skulle til jobsamtale og var meget nervøs. Jeg viste hende nogle falske ansættelse papirer, jeg havde lagt i en ligeledes falsk portefølje. Hun var vældig sød og beroligede mig. Løgnen tjente som min ven. Jeg håbede ikke, hun ville komme til at lide overlast. Min samvittighed begyndte at gøre indvendinger mod mit projekt, den var svær at lyve overfor. Den påstod jeg var gal. Men dette var jo min skæbne, det havde ligget i støbeskeen lige siden gymnasiedagene, den sætning, den sætning der determinerede mine handlinger. Arden. Jeg var heldig, det havde de selv sagt, alle sammen. De havde bare ikke forstået ironien i deres udsagn om, at jeg ville stå med andre folks liv mellem mine hænder. De var så fandens uforstående, de forstod ikke at livet ikke var lykkeligt, det var en kynisk forestilling. Livets ironi, hvor der var røg, ville man finde en ild. Hver gang jeg troede, jeg vidste, hvad jeg ville, vendte det hundrede og firs grader, men ikke denne gang. Min skæbne havde ikke flere billetter til karrusellen. Lysene i tivoli blev slukket et for et. Skørping. Men der var Mona. Hun ville stadig være der. Jeg ville ikke blive opdaget, min plan var skudsikker. Bombesikker, jeg begyndte at smile mit gamle kyniske smil. Støvring, støv ring, trykbølger der spredes i ringe. Den gamle dame stod af. Det afgjorde det. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og talte til tre.
   Svenstrup.
   Skalborg.
   Aalborg.
   Jeg stod af toget. Stationen var fyldt med mennesker, der skulle hente venner, familie bekendte og folk der skulle videre nordpå. Jeg valgte at slå skyklapperne til, jeg ville ikke ledes væk fra min private smalle sti. Jeg stillede sportstasken fra mig ved montren, hvor et lille modeltog kørte en tur rundt for en femmer. Jeg gik ud på toilettet, ventede ti minutter og gik ud igen. Mine tanker kørte rundt. Tanken var tænkt og toget kørt, i bogstaveligste forstand, det kyniske smil dukkede som på kommando op på mine læber. Jeg trykkede på knappen. Inde i ankomsthallen spredte panikken sig, da folk hørte sportstaskens digitale hjerte begynde at slå, bip-bip-bip. På det tidspunkt jeg aktiverede timeren, var der ikke mange i hallen, men de få der var skyndte sig hurtigt ud derfra. Snart stod der en større menneskemængde på taxaholdepladsen udenfor. Politiet ankom, blinkende sirener. Vi blev guidet væk. En sikkerhedsomkreds blev etableret, og ganske som jeg havde kalkuleret med samledes folk lige udenfor sikkerhedsafstanden og ventede på at se hvad der ville ske. Men de kiggede det forkerte sted hen, bomben var ikke i sportstasken, men i den brune pose jeg stadig havde i hånden. Smilet.

Du lærte gennem dit lægestudie, hvordan du skulle behandle folks kvæstelser. Gennem dit kemistudie lærte du at frembringe disse kvæstelser. Ved at træne din hund, fik du et middel til at kvæste. Tasken på banegården var din, men hvordan kunne det ledes tilbage til eksplosionen udenfor? Du var blevet udnyttet. Du havde sørget for en ekstra brun pose så du kunne fremvise en, hvis politiet spurgte. Du havde sørget for at tage indholdet ud af den gamle og ligge de papirer du viste den gamle dame i toget i de nye, så hun kunne bevidne det var den samme pose. Du havde været et redskab, ingen tvivl men du var uskyldig. Den afslørende telefon ville aldrig blive fundet. Den ville du destruere få minutter senere på Prinsens Hotel, hvor du havde dit værelse. Din plan var lagt. Folk var stimlet sammen. Politiet bad folk gå, men de lyttede ikke og politiet var også tilfredse så længe folk holdt sig uden for det afspærrede område. Der ville gå tid før en bombeenhed dukkede op, men folk ville blive hængende lang nok tid til at du kunne udføre din plan og pressefolk ville komme til.

Du gik væk fra folkemængden, som vekslede i størrelse. Folk gik, folk kom til. I den ene hånd havde du Sprængers snor, i den anden den brune pose. Du svedte. Din T-shirt sad klinet til din krop som en våd klud. Du ville være nødt til at vaske, den eller smide den ud. Metalklipsene i Sprængers snor klirrede, mens du gik på grund af dine hænders rysten. Folk du passerede kiggede på dig med undrende blikke. Du håbede, at du bare virkede syg, feberramt. Sved dannedes på din pande. Dine øjenbryn fungerede som dæmninger, og bag dem samledes et reservoir af fedtede sveddråber, der langsomt gik over sine bredder. Du gik over til telefonboksen på den anden side af pladsen. Du følte dig en smule mere sikker omgivet af boksens skærmende vægge. Sprænger sad og så til, mens du lagde din pande mod telefonen og bed dig selv i læben. I dit hoved hørte du én sætning igen og igen. Tusind forskellige stemmer, der som en ridset plade stammede samme sætning. Og nu ville du bringe stemmerne til tavshed, du ville indfri deres ønske, deres forhåbning, du ville give dem ret. Du ville stå med andre menneskers liv mellem dine hænder. Du hævede hovedet, og med et determineret blik fandt du den maskerede mobildetonator frem og lagde den på disken under telefonen. Du vendte dig om og så på Sprænger. Du satte dig på hug, og mens du klappede hans lyse pels, bad du ham tage den brune poses hanke mellem kæberne. Du smilte ikke længere. Dæmningerne var for længst brudt, alle diger svømmet over. Sveden drev af dit ansigt. Du strakte armen bagud, og idet du tog mobiltelefonen fra disken, var du lige ved at tabe den, men du vidste godt det bare var ønsketænkning. Du så dig omkring. Der var ingen der så i din retning. Ingen i nærheden, al opmærksomhed var rettet mod den harmløse sportstaske. "Kom så, smut med dig Sprænger", du vidste, du havde trænet hunden godt og nikkede tilfreds, men uden smil på læben, da du så den lunte over mod menneskemængden. Du løftede telefonboksens telefonrør og klemte det fast under hagen og ringede til din studiekammerat Niels, velvidende at han var på ferie. Endnu et alibi, et led i kæden der skulle fastholde dig i den uskyldiges rolle. Uden at se på mobiltelefonen i din hånd, trykkede du på funktionstasten og med en gysen følte du telefon vibrere i din hånd.

Igennem telefonboksens fedtede glas ser du eksplosionen. Det går uendeligt langsomt. Papirposen der udvider sig. Trykbølgen der flår den i småstykker. Søm, kuglelejer og skruer slynges ud i en sky af forvredet metal. Eksplosionen rykker hovedet af din hund. Bloddråberne bringes i kog af dens varme. Folk kastes rundt som kludedukker. I overrasket rædsel skriger folk, løber, falder, tramper på hinanden. Du sender en sidste tanke til den tredje og sidste Edgar Allan Poe novelle i dit scenarie. Det var altid tre i eventyrerne, tænker du og smiler igen dit smil. Din trio er "Hjertet, der røbede", "Dobbelt mordet i Rue-Morgue" og til sidst "Den røde døds maske". Du ser på menneskene på pladsen og tænker tilbage på de sidste ord i novellen: "Og nu så de at Den røde Død var iblandt dem. Han var kommet som en tyv om natten. Og en efter en segnede festens gæster om i festens blodsprængte sale. Og de døde - hver eneste!" En følelse af magt gennemstrømmer din krop. Du kender følelsen af glæde. Du lukker øjnene. Du nyder det, som du nyder en kop varm kaffe når du kommer ind fra kulden. Du nyder det som nætterne med Mona. Din plan er ført ud i livet. Dine tanker letter. Flyver bort. Du er en olympisk gud. Du hører en lyd, noget er galt. Noget sender dig styrtende fra Olympens tinde mod jorden. Du ransager din sjæls dybeste afkroge, var din handling forkert? Var den ond? Det kan du ikke tro. Det må være noget andet. Men hvad? Du hører lyden af noget der drejer. Du gennemgår din plan igen for sidste gang, trin for trin.
   Sætningen, som du har hørt, i hvad der føles som hele dit liv. Den er grunden. Den er der, lige så sikkert som dit hjerte slår. Bomben var lavet på samme måde, som de andre du havde lavet, de virkede, dine prøvesprængninger, havde alle været succeser. Det var ikke i sprængstoffet fejlen lå. Din trofaste hund, havde bragt våbnet frem, den var trænet til det, det var dens eneste mål i livet. Den ville gøre det logrende, for at tilfredsstille sin herre, dig. Problemet var ikke, at du manglede en grund, du havde ikke misforstået sætningen. Problemet var ikke, at du ikke kunne fremstille en bombe. Problemet var ikke dit fremførselsmiddel. Problemet var... Du ser op og undres. Nu ved du hvad problemet er. Der var intet brag.
   Ingenting.
   Igennem telefonboksens fedtede glas ser du golden retrieveren sidde logrende og kigge undrende på menneskene omkring den. Den står imellem dem med en pose i flaben og de stirrer lige så undrende tilbage på den. Lige så undrende stirrer du ned på mobilen i din egen hånd. "Ny besked modtaget: Mona". Din skæbne havde samme ironiske tilgang til tingene som dig selv. Du smiler dit gamle kyniske smil for dig selv. Du ville have gjort det. Du gjorde dit bedste for at gøre det. Men tivoli gav åbenbart sin mest trofaste gæst en sidste gratis tur.