Det er sensommer, tørt og lunt, der er en krydret duft over skoven, spindelvævene står i det høje græs, og spejler sig i den lave eftermiddagssol.
På den smalle snoede landevej er en bil på vej gennem skoven, en mand, en kvinde og tre børn. Et af børnene fylder fire år i dag. Han har bestemt, at de alle skulle tage i skoven i dag. Det har været en god fødselsdag. Manden og kvinden er glade. Det er et smukt barn. Det er barnets dag.
Børnene råber: - Nej se den klippe!. - Orv, et lille vandfald!. - Er vi der ikke snart Far?
Familien har et sted. Det er deres sted. Det er der, de skal hen.
Så, bilen drejer ind på en skovvej, nu er de der snart -. Vejen grener sig et par gange og bliver stadig mere tilgroet. Bilen snegler sig af sted i første gear. Manden har en sav liggende på gulvet. Sidst de var her, måtte han save et ungt birketræ over; det var væltet over vejen. Det høje græs slår mod kofangeren og hvisler forbi vognbunden, det bumler og gynger i bilen. Gennem de åbentstående vinduer slår skovens dufte ind i bilens rum.
Så drejer de igen, nu er de der. Børnene stormer ud. Stedet har engang været en grusgrav, nu er den halvt tilgroet, krogede fyrretræer hælder ud over skrænterne, der er rævegrave, harer, et par næsten udtørrede damme kantet med skorpet ler, et mylder af sommerfugle, guldsmede.
Drengens 2 søskende er syv og ti år, og nu skal der leges, men først formaningerne, - ikke gå op på den stejle skrænt, - ikke gå udenfor grusgraven og ind i skoven, - ikke grave andre steder end i sandbunken derovre.
Børnene går over til deres stenby. Den er der stadig, men græsset er spiret op i de små veje. Der ligger elsdyrslorte midt ovenpå indkøbscentret. De går i gang med at rydde op og udbedre byens skader. Drengen går en tur med et lille syltetøjsglas for at fange biller og snegle til byens zoologiske have.
Hvis der var tag på den zoologiske have, kunne han også have sommerfugle i den. Mon sommerfugle kunne tæmmes, så de ikke fløj væk? Mariehøner kan jo tæmmes til at flyve op til Vorherre.
Drengen går gennem noget lavt krat i udkanten af pladsen, han ser mod en lysning i skoven. Det ligner hindbær, jo det er hindbær!. Han går ind i skovbrynet, plukker lidt, putter nogle i syltetøjsglasset og lidt flere, også til mor og far.
Pludseligt er der noget, der pusler i græsset, er det en hugorm? - For det er farligt - han står bomstille, nu kryber det ud på sandet, nej det er en stålorm. Den snor sig langsomt frem. En kvælerslange i min zoologiske have, - far har vist, hvordan man gør. Han går langsomt efter den, hånden tøver, lysningen snævrer ind og udvider sig igen, så nu! - han griber om den silkeglatte grå krop, der vrider og vender sig med en spinkel styrke og snor sig ud. Drengen trækker vejret hurtigt, jo, han turde - han følger langsomt efter slangen, der i en skæv siksak bevægelse arbejder sig videre nedad lysningen, der skråner stejlt. Det varme sand pibler ind gennem drengens sandaler. En dygtig jæger der fanger dyr i Afrika til de zoologiske haver. Han tager syltetøjsglasset og får i et snuptag vippet stålormen ind i det, sætter sig for enden af sandskråningen og beundrer sin fangst. Stålormen kigger ud på ham med sine små sorte øjne. Pludselig ryger den sorte spaltede tunge frem. Den ser forkert ud i sit glasbur. Han holder hånden over. - Vil du have noget mad, hvisker drengen og går over mod skovkanten, river noget græs og nogle blade op og putter det ned.
Nu skal fangsten hjem til den zoologiske have. Hvor er det nu?, jo, derovre bag den store skrænt med træet øverst oppe det må være der.- Næh, der var ingen, men længere fremme er der en skrænt til. Han vader gennem sandet, så langt han må være gået, jorden er fuld af sten her. Han går videre, der kommer en åben plads, heller ikke her. Han råber, skoven giver ekko, det dør ud og han lytter til svalerne og vindens susen. Det risler koldt i maven, hvor er de? Han giver sig til at løbe, knuger syltetøjsglasset ind til sig, stålormen hopper op og ned. - Mor, - Far - hvor er i? Gråden kommer og kvæler råbene. På den anden side af arealet åbner en lysning sig med grus og sand. Han drejer derind og stormer af sted med håbet dansende foran sig.
Åbningen smalner ind og træerne læner sig ind over ham. Han sætter sig i en lavning, er faldet et par gange, har sand i ansigtet, græder, hikster, og falder i søvn.
Kvinden har ligget og lyttet til børnenes fjerne snak. Nu rejser hun sig og går op over skråningen, kigger ned over børnenes by. Hun roser dem, - ja, og ved du hvad, her skal der være en zoologisk have, siger den mellemste og ser op på hende med lysende øjne, - hvor er Stefan?, siger hun, - han er gået over og fange biller til den zoologiske have, siger barnet. Moderen går tilbage, lægger sig og blunder.
Den ældste vækker hende. Hun rejser sig med et sæt. Skyggerne er lange, det stikker i ansigtet fra den sene sol. - Vi kan ikke finde Stefan. Adrenalinen pumper gennem hende, hvor længe har hun sovet, tyve minutter, to timer? - Hvad siger du? - Stefan er væk, han er heller ikke kommet med biller. - Stefan! råber de. Manden vågner. - Stefan er væk. Han forhører sig og tænker, jaså en time, to? Fange biller, - hvor gik han hen? De to børn ser op på deres forældre. Kvinden er hvid om øjnene, manden har rynket pande. Det er begyndt at blæse op.
- Stefan! råber de og lytter. - Nej, det går ikke, siger manden, nu går vi i hver sin retning og råber, og se godt efter, måske ligger han og sover, læg også mærke til spor, om han er klatret op ad en skråning. - Det må du ikke sige. Kvinden griber ham i armen.
Manden går i sin retning, - Stefan! Stefan! ekkoet svarer, - fan, - fan. Han løber, panikken lurer i maven, ingen Stefan, ingen svar, ingen spor, kun lave birketræer og blågrønne græstuer. Han hører de andres fjerne råb og får en sikker fornemmelse af, at kvinden har fundet ham grædende i en lavning.
De samles, med tomme hænder.
- Vi må lede i skoven, siger moderen. De to børn er begyndt at græde. - Ja, siger manden, men jeg tror du må tage ind til politiet og få dem herud med et par hunde, så går jeg hele grusgraven igennem imens.
Bilen kører, børnene sidder stille bagi, tæt sammen. Inde i kvinden trækker alt tilbage mod det forladte sted. - Stefan lever, - Stefan lever, gentager hun, for at dæmpe den skygge hun ikke vover at se. Så er hun på landevejen og sætter farten op. Der er en tyve kilometer skov til den lille by. - Tror du politiet kan finde Stefan mor?, siger den yngste. - Ja, siger hun og gråden står i øjnene. Det er hendes skyld, hvorfor lagde hun sig til at sove? - Ja, ja, hvisker hun.
Så er de i den søvnige lille by. Et halvt hundrede huse med et indkøbscenter og et torv og et lille politikontor. En ung betjent ser op, da hun kommer ind. - Stefan er væk, siger hun, så knækker stemmen og alting skrider sammen i hende, - min far, nej, min mand er derude. - Jaså, siger betjenten og rører hendes hånd på skranken. - Jaså, ved en grusgrav, for tre, fire timer siden, fire år. Jae, vi kan vel tage derud med en hundevogn og et par mand. Han tager vagttelefonen, nogle ord trænger ind til hende, 2 hunde, område 3 b. Han henvender sig til hende. - Kan de vise vej?, for der er jo mange små grusgrave derude. - Ja, nikker hun, - ja. Børnene får et par sodavand og kvinden en kop kaffe, som hun opgiver at drikke.
En halv time senere svinger en grøn bil ind på torvet. Den har en lille udluftningsskorsten bagi, betjenten går ud sammen med hende. En mand sidder ved rattet i politiuniform, en ældre mand i vindjakke er stået ud. - Jae, siger han, - vi skal vel have et par radioer og til kvinden præsenterer han sig. - Betjent Jønsson, siger han roligt og tager hende om skulderen, - Hvis de kører forrest og viser vej, så skal vi nok få fundet knægten. Hun ser ind i bilen. Der ligger noget tov og to hunde. Sover de?
Kvinden kører tilbage. Det er ved at mørkne, solen er skjult bag mørkeblå skyer i vest. Hun sidder alene i den rumlende bil, kan ikke tage børnenes øjne. De ser fjernsyn hos den unge betjent nede i byen.
Træernes mørke silhuetter står som flade kulisser langs vejen. Hun ser på kilometertælleren, hvor langt er der tilbage? Fem - ti kilometer? Hvordan var det nu? Først et skovet område på venstre side, så en stor sten tilhøjre og så skulle vejen komme, eller var stenen til venstre? - Jo, det var den. Hun ser i bakspejlet og føler en tryghed stråle frem fra billygterne bag sig. Så, her er det, hun sagtner farten og giver tegn og svinger ind på en smal skovvej. Så er det ligeud et godt stykke og ved anden vejdeling, skal hun til venstre. Hun kører et kvarters tid og drejer til venstre, lygterne spiller over træstammerne, et par minutter efter blinker bilen bag hende med lygterne og giver et trut. Hun kigger bagud, de blinker igen. Hvad er nu det? Hun stopper og åbner døren. - Hør det er vist en fejl vej frue, siger den unge betjent, han skubber til sin walkie-Talkie og puster let efter at have løbet frem til hende. Han lægger et generalstabskort op på køleren, tager en kortlampe op og peger, - denne vej fører jo ned til Morelsøen, og der er ingen grusgrav. Vi skulle nok have været til højre, der kommer vi meget tæt på et grustagningssted, - se her, han peger på kortets forvirrede streger. - Nej, til venstre, vi har altid drejet til venstre, siger det i hende. Hun stirrer på kortet, hendes sikkerhed fordamper. - Nej, det er rigtigt nok, siger hun. - Er de sikker frue?, der er ihvertfald fire gamle grusgrave her i området og et par grustagningssteder, kan de ikke beskrive stedet lidt? Hun ser ind i hans åbne alvorlige øjne. - Ja, så må det være tilhøjre, svarer hun. Han sætter sig ind og vender deres bil på den snævre vej. De kører tilbage, hundebilen forrest, den drejer nedad til højre. Vejen slår et par sving og så forekommer det bekendt, - jeg må huske fejl, tænker hun, bilen foran kører ind ad en bred grusvej og stopper. Alle står ud.
- Ja, siger den ældre betjent, - Deres mand skulle jo være her? Hun ser sig om i lygteskæret fra bilerne. Alt er anderledes, håbløsheden vælter op i hende. - Det er ikke her, siger hun og slår hulkende hænderne for ansigtet. De to mænd ser lidt på hinanden. - Sæt dem lige ind i vores vogn, siger den ældste og klapper hende på armen. De to mænd står foran, de har bredt kortet ud på køleren. Kortlampen giver genskær på deres ansigter. En lammelse har bredt sig i hende, der er to uhyrer og hun er deres fange, og Stefan har de taget. Hun ser og ser dog ikke, - nej, det er mig, jeg har dræbt Stefan, jeg dræber ham lige nu.
Et sted ligger en dreng, han kryber sammen, de lange skygger dækker ham. Så vågner han og drejer hovedet. Fra et væltet syltetøjsglas går en sigsak stribe hen over sandet, der er et par hindbær i glasset. Drengen spiser dem, så ser han op mod den grå himmel. Bag hans lukkede ansigt breder en klarhed sig. Han er blevet væk, han er blevet væk, fordi han gik ind i skoven til en anden grusgrav, og det måtte han ikke. Han fangede slangen. Han går lidt frem, finder en åbning i skoven og går ind. Denne sti skal han fortsætte af. Så kommer han tilbage. Stien bliver bredere, så smallere. Det suser i træerne, han holder godt fast i syltetøjsglasset, mor bliver gal, hvis det går i stykker. Nu deler stien sig i to, han tager den der er bredest, det skal man altid gøre. Nu må han da snart være der. Det begynder at regne i tunge dråber. Længere fremme deler stien sig igen. Langt fremme er der en grå lysning, han løber, og går og løber, det gør ondt i siden, det regner kraftigt. Han kommer pustende ud i et åbent område, nej, det ligner ikke en grusgrav, det ser ud som om, der er fældet træer. Han går længe og sætter sig tilslut gennemblødt i læ under et lille grantræ, det er ligesom en paraply. Han kigger ud på regnen, stikker tommelfingeren i munden. Syltetøjsglasset står ved siden af.
Kortbladet blafrer i vinden. En af betjentene sætter sig ind og starter bilen. Han siger noget. Tåget ser hun, at den anden starter hendes bil. De kører, det skratter uforståeligt i radioen, det stænker på ruden, vinduesviskerne går igang.
Manden står og ser bilen dreje væk fra grusgraven, han vinker og tager sig i det. Så vender han sig om, en plan tager form. Han går hele vejen rundt, nej, først op på det højeste sted, hvor der er et godt overblik. Sand og grus skrider under ham. Han bæres frem af en ny sikkerhed, et billede af en mand med en dreng på skødet smutter gennem hans hjerne. Nu bliver det stejlt, det sidste stykke maver han sig op holdende i rødder og grene, - sådan. Han kigger over grusgraven og skovens høje træer. Der står han med korslagte arme, afventende, han råber, og ser og råber og ser, mærker hvordan hans øjne finder ind bag hvert græsstrå, ser hvert sandkorn. - Derovre? nej, det er en sten, tusmørket gror op af jorden, han kniber øjnene sammen. Ok, så beslutter han sig. Hvis Stefan er faldet og måske besvimet, så finder hundene ham, er han gået ind i skoven, så må det være et sted, hvor der er en sti. Altså, hele turen rundt langs grusgraven og prøve alle åbninger. Han løber i et let trav ned ad skrænten, skyerne står lige over ham, blæsten er ved at blive kraftig, den hiver i træerne. Han fortsætter løbende til venstre op over små tilgroede grusdynger, leder efter spor og nedtrådt græs ind og ud mellem små fyrretræer og krat. - Hov, her er en dyreveksel, er græsset ikke bøjet, han løber ind i skovens dunkle mørke, - Stefan! Stefan! var der ikke en lyd? Han holder hænderne op bag ørerne og drejer hovedet, - jo, der lyder en svag stemme blandt suset fra trætoppene, det kom der indefra. Han løber videre, springer over væltede træer og viger udenom mosbelagte klippeblokke og standser og råber. Han puster tungt og råber og lytter, det dunker i ørene, - jo, der var det igen, eller hvad var det, ligesom et skrig? Han løber videre og stopper og lytter,
- jo tilhøjre, - Stefan! Stefan! så opdager han det, et væltet birketræ ligger og gnider i en grenkløft i blæsten. Han ekser i benene, det er ikke virkeligt, slet ikke virkeligt. Så gribes han af noget og flygter væk, væk fra det her, falder og kommer stønnende på benene. I skovbrynet rammer et par tunge dråber ham, svedig og forpustet humper han videre, videre frem, ser med grå øjne ud bag en vished, en uafvendelig vished. Hans ben fører kroppen videre rundt og hans mund og lunger former råb på råb, hans ører hører ekkoet, regnens silen og træernes susen. Hans indre verden er opfyldt af et billede, et opadvendt ansigt der siger,- og når vi har spist lagkage, så skal vi ud til eventyrlighedsstedet.
Det er blevet mørkt. Han stopper, fryser, er våd og hæs, han er ved vejen fra grusgraven, han ser på sit ur, halv ti vist, kan dårligt skimte det. - Der må være gået fire timer, tænker han sløvt. Så ser han billygter et stykke væk, bilen drejer ind, deres bil, han løber henimod den. Der sidder en mand ved rattet? - Ja, deres kone er i hundevognen, problem med hvilken grusgrav det var, der er jo så mange grusgrave herude - -. De har ikke fundet ham? Betjenten træder ud og kalder hundevognen. - Jae, siger betjenten, de er her om en tyve minutter, deres kone er jo lidt chokeret, og børnene er i byen på stationen. Ja, det kan måske knibe lidt med at få et godt spor i det her vejr, men det er et par gode hunde, de bider sig fast. Betjenten ser på manden overfor, en mand på vel 35 år, i jogging tøj, lidt kraftig, tøjet er snavset, bukserne flået ved knæet.
- Hvor har de ledt? - Allevegne, svarer manden snublende og peger rundt, så tager han betjenten i hånden med begge sine. - Det var godt i kom.
- Vi skal have noget af Stefans tøj, siger betjenten og gør sig lempeligt fri, - der er måske noget i bilen? De sætter sig ind og leder, - nej, der må jo være noget herovre, siger manden og peger ud i mørket. En lygte bliver tændt og de går over mod en sandgrav, det havde han glemt, et tæppe, nogle kopper og en kurv, og bagved en lille by af sten og der, en dyngvåd tøjhest.
- Ja, den der, det er Stefans. De vender sig, hundevognen kører ind på pladsen.
Hun ser nogle mennesker, hun ikke kender stå og tale udenfor en bil. Bilruderne er duggede. De leder efter hendes dreng, som de ikke vil finde. Hun nænner ikke at fortælle det. Hun ser en mand i joggingtøj kaste et stjåldent blik henimod bilen, så ser han ned, de går ud i mørket, hun hører en af hundene give et bjæf.
Manden sætter sig ind i bilen. De siger ikke noget.
Betjentene går i cirkler med hundene, har lygter med, lyskeglerne skærer gennem regndisen, og grå skygger flyver henover træerne. Noget efter kommer en af dem tilbage. - Det kniber lidt med at få sporet, siger han, nu tager vi en runde for at se, om han er gået ud af området.
Det er nat, månen lyser. I en forladt grusgrav sider en mand i en bil, han tæller til fem og trykker på hornet, og tæller til fem. Nu og da er der en pause, så retter han sig med et sæt og hornet lyder igen.
Et par kilometer væk spiller månelyset i et tomt syltetøjsglas, der er trillet væk fra en sovende dreng.
Drengen vågner, er våd. Solen skinner lavt over træerne på den anden side af lysningen. Han fryser, er sulten og tørstig. Så rejser han sig og går planløst gennem lysningen. Den tørre jord har allerede suget bygen fra i går op, han leder efter hindbær, fortsætter ind i skovtykningen blandt enebær og fyrretræer, vil hjem. Solen bliver kraftigere og han sveder. Et sted finder han lidt vand i en klippefordybning, som han slikker op. Tygger på fyrrenåle og græs. Han går opad, terrænet er meget kuperet, vil se hjem. På toppen af en bakke hører han langt borte lyden af en helikopter, ser den kun svagt i solflimmeret, han stirrer undrende efter den. Den cirkler rundt, han løfter armen, så forsvinder den bag trælinien. Det er aften, han har kun fundet to hindbær og falder i søvn ved siden af hindbærkrattet.
Det er nat, månen er ikke stået op. Drengen vender sig, og kryber sammen, famler efter sit sovedyr og slår øjnene op. Stjernelyset vælder ind. - Mor, siger det i ham, mor er her jo, så krænger natten sin virkelighed ned over ham og han isner og ser.
- Far er væk, mor er væk, de er vrede på mig, og grådens energi tvinger ham op, kroppens automat går og går.
Den kolde morgensol finder drengen på en sten i en slugt, med rifter og ar. Han glider ned fra stenen, falder, rejser sig og vakler hen til en græstue og slikker omhyggeligt duggen af hvert eneste strå, højere oppe holder en busk med rødviolette bær fast i stenene. Bærrene er bedske og har en svimlende eftersmag, han spiser dem alle, går og snubler og går. Han griber efter blade, får spist en mælkebøtte, men tørsten er det værste, de sidste blade piller han ud med en finger, der er ikke spyt til at få dem ned.
Solen har skinnet i flere dage, det har været en dejlig sensommer.
Den nye dags morgenstråler skinner på en lille skikkelse, uden kraft til at rejse sit hoved. Noget derfra står en dådyrkalv og vejrer prøvende. Den går nærmere, helt tæt og bøjer sig og snuser, nyser og hopper væk, og nærmer sig igen.
Drengen åbner sit ene tilklistrede øjenlåg på klem og ser ind i kalvens blide blik, åbner hånden, strækker ud og rører den silkebløde pels over de små sorte klove. Kalven ser roligt på. Tre røde myrer kravler i drengens øre.