Nu kan man af og til i samtaler høre et udtryk som "almindelige mennesker". Hvis samtalen for eksempel er kommet ind på klassisk musik, så kan man være sikker på, at en eller anden på et tidspunkt siger, at vi almindelige mennesker ikke forstår den slags musik.
Også i andre diskussioner kan man høre den, hvis man for eksempel i en diskussion om samfundsforhold prøver at forklare lidt om, hvad der er rimeligt i et retssamfund, så er der gode chancer for, at der er en der siger, at vi almindelige mennesker ikke forstår den slags. Har man set en eller anden film, hvor hovedpersonerne hører til overklassen, så er der gode odds på, at en siger, at han foretrækker noget, der handlede om almindelige mennesker.
Som en, der har en lang uddannelse har jeg da også hørt den vending jeg ved ikke hvor mange gange. Jeg havde såmænd ikke gået lang tid på den i sin tid, inden jeg konstant hørte denne: "nu må du lige prøve at sætte dig lidt i almindelige menneskers sted." Nu er det ikke kun folk med kort eller ingen uddannelse, der kommer med den. Dem med den lange uddannelse kan tværtimod være de største brugere af denne vending. Det virker på mig, som om de har et kompleks, de skal for alt i verden vise, at de ikke er ødelagte af deres lange uddannelse og har bevaret benene på jorden.
Når jeg tænker over al den brug af denne mærkelige vending, hvad er så almindelige mennesker? Når jeg stiller spørgsmålet til en, der bruger den, så er en ting sikker: pågældende bliver tavs.
Egentlig er det en kompliment når jeg sættes i modsætning til almindelige mennesker, for så er jeg ret beset noget særligt, det er da ikke dårligt.
Nu er det tydeligt nok i flere af ovennævnte eksempler, at det står i modsætning til dem med lang uddannelse, men er folk med lang uddannelse da noget særligt? I princippet er hvert menneske noget særligt, vil jeg mene. I et enkelt eksempel ovenfor står almindelige mennesker i modsætning til overklassen, men hvor går egentlig indtægtsgrænsen for, at man ikke er et almindeligt menneske mere?
Der er mange ubesvarede spørgsmål for mig omkring denne vending. Hvis man hylder det princip, at hvert menneske er unikt, så eksisterer det almindelige menneske i princippet ikke. Så kan man sidde med det urolige spørgsmål, om vendingen almindelige mennesker er en skabelon, som alle helst skal presses ned i for at opfylde den evige Jantelov. Det er jo blevet sagt, at vi fødes som originaler og dør som kopier. Sørgeligt, men desværre nok sandt for mange.
Det kan selvfølgelig også være et mindreværdskompleks. Jeg mindes, hvordan fodermesteren Kresten Poulsgård fra Glistrups nu afdøde Fremskridtsparti ofte spillede på, at han da bare var en almindelig mand, og derfor så alle ned på ham. Vendingen kan altså bruges i forbindelse med en frivillig martyrrolle. Hvor almindelig skulle man så være for at forstå, at Danmark var for lille et sprogområde til en ballet?
Nu er alt dette overvejelser, for jeg har aldrig fået nogen forklaring på, hvad der menes med almindelige mennesker.
For min egen del vil jeg ikke gøre mig til af at være et almindeligt menneske, hvis det indebærer, at jeg bliver en kopi af alle andre. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil høre nogen bud på, hvad det betyder. Det kunne være, det skulle tolkes mere positivt, end jeg har lagt op til her.