Det var en fredag. Tågen lå over byen, man kunne ikke se til enden af den korte gade, hvor jeg bor.
   Jeg gik ud for at købe ind som sædvanlig om fredagen. I supermarkedet var det de kendte ansigter ved kasserne, der læste stregkoder og modtog betaling som de plejede. Foran mig i køen stod en ældre dame med et barn i den tidlige skolealder, som jeg formodede var hendes barnebarn. Hun begyndte at skælde ud over, hvor lang tid det tog at ekspedere dem foran hende, sådanne nogen kassedamer tog slet ikke hensyn til folk og deres tid.
   Endelig nåede det til hende, hvad hun højlydt meddelte var på tide. Hun havde den største ladning varer jeg nogensinde havde set nogen købe ind på en gang. Hun skældte stadigvæk udover langsomheden, mens de blev aflæst. Den mørke salgsassistent, som jeg genkendte fra mine indkøbsture, reagerede ikke på det. Hun talte godt nok dansk, det vidste jeg, for hun havde betjent mig før, men hun lod som ingenting.
   Endelig var konen færdigekspederet, og det var min tur.
   Inden hun gik, pegede hun på salgsassistenten og sagde med høj røst til barnet: "Se bare, der ender du, hvis du ikke passer din skole!"
   Salgsassistenten kørte mine varer igennem med et træt blik uden at se op. Hun sagde også prisen med en tonløs stemme. Jeg kørte Dankortet igennem skinnen og bad om at få på beløbet.
   Da mine varer var pakket i nettet og hun rakte mig kvitteringen, smilede jeg til hende og sagde: "God weekend!"
   Hun kiggede forbavset op. "I lige måde," svarede hun. Hendes ansigt antog en forandring som et landskab i en tåge, der bliver spredt.
   Da jeg vendte mig om i døren, så jeg at hun smilede til samtlige de kunder, der kom efter mig.