Det er snart fire år siden, at jeg havde en blodprop i hjertet. Jeg tænker ofte på, at jeg har været utrolig heldig, og føler mig meget taknemlig over, hvor godt jeg egentlig har det i dag.

Jeg har altid følt mig sund og rask, og overbevist om, at jeg havde et langt liv, foran mig.
   Jeg havde været indlagt flere gange, men mine sygdomme var alle i "småtingsafdelingen" - som galdesten, fjernelse af underlivet og lignende.
   Pludselig en dag, begyndte mit hjerte at lave vrøvl i form af en blodprop. Under min indlæggelse, var den meste dominerende følelse, angsten.
   Jeg følte mig "truet på livet".

Fysisk blev der passet godt på en - måske næsten for godt.
   Et utal af elektroder på brystet, sendte signaler til en computer - der blev overvåget døgnet rundt.
   Selv når jeg sov - sad der en og holdt øje med, om mit hjerte nu også slog på den rigtige måde.
   Betryggende, men også lidt skræmmende.
   For hvordan skulle jeg dog turde at leve livet, når jeg blev udskrevet og ikke havde nogen form for overvågning.
   Så var der kun mig, til at passe på mig.
   Man har så utrolig hårdt brug for hjælp til at bearbejde alle de tanker der opstår både under og efter indlæggelsen - og blandt andet den voldsomme dødsangst, der dukker op.

Jeg har vist lige som mange andre mennesker, inden min blodprop lidt af den vildfarelse at tro, at en blodprop i hjerter var lig med den visse død.
   Men det er faktiske den største procentdel der overlever - og de største mén, er ofte psykisk.
   Man kan leve en ganske almindelig liv efter en blodprop, måske for lidt nedsat kraft, da man er meget træt længe efter.
   Man skal også give sig selv lov til at leve, for det er bestemt ikke meget ved at overleve en blodprop i hjertet og så bare bruge den ekstra tid man har fået, på at sidde og vente på den næste blodprop. Det kan bare tage frygtelig lang tid at komme til den konklusion alene.

Jeg er en kvinde på 52 år. Jeg er ikke overvægtig, drikker ikke, spiser ikke fedt og tager ikke p-piller, og skønt jeg røg en del cigaretter hver dag, var jeg ikke et oplagt emne til en blodprop i hjertet.
   Jeg burde være sund og rask.

Den dag det skete, var jeg i gang med at male min søns værelse.
   Mørkeblå - en frygtelig mørk blå farve, som jeg var smurt ind i, især op og ned af mine armere.
   Jeg havde hele dagen haft ondt under brystet mellem ribbenene - meget irriterende for jeg ville gerne være færdig med at male.
   Jeg tog en tablet mod "for meget mavesyre" - spiste lidt, drak lidt mere kaffe og røg en cigaret. Prøvede at male lidt - men måtte hurtig opgive igen, og lægge mig på min seng.
   Nu trak smerterne også op foran på halsen.

Hvad var der dog galt med mig - så håbløs plejede jeg ikke at være.
   Jeg havde problemer med en nakkeskade - som især drillede når jeg lavede fysisk arbejde, som at male eller gøre rent.
   Jeg kunne få ondt, men min stædighed bød mig normalt at fortsætte, med det jeg var i gang med og så ignorere smerterne til jeg var færdig.
   Hvor var den stædighed henne i dag?
   Det lignede slet ikke mig - at ligge på min seng og venter på, at få kræfter til at fortsætte.
   Hvad var der dog galt med mig?

Det var ikke fordi det gjorde så forfærdelig ondt - men det var som om, jeg slet ikke var i stand til at foretage mig noget.
   Jeg var helt ekstrem træt, havde halsbrand og kvalme, men jeg tænkte slet ikke på noget så farligt som en blodprop i hjertet.
   Jeg ved ikke om jeg sov eller var bevidstløs - men da jeg vågnede op, var det som om, jeg kom et sted langt, langt væk fra.
   Jeg kan huske, at jeg tænkte, at dette her vist ikke var noget jeg kunne klare selv, jeg måtte have fat i min ældste datter.
   Jeg havde talt med min voksne søn tidligere på dagen og fortalt at jeg ikke havde det så godt.
   Han ringede for at spørge til mig, inden jeg fik ringet til min datter.
   Da han hørte at jeg stadig ikke havde det så godt, sagde han straks:
   "Jeg kommer ud til dig, mor."

Jeg skyndte mig at sige, at jeg bare trængte til at hvile mig - og jeg ville ringe hvis jeg havde brug for hjælp.
   Jeg kendte min søn godt nok til at vide, at det ville blive mig der skulle tage mig af HAM og trøste ham, hvis der var noget alvorligt galt med mig.
   Det magtede jeg ikke lige nu, kunne jeg mærke.
   Jeg afsluttede samtalen med min søn, og skyndte mig at ringe min datter op.
   Det var så heldig at min datter og svigersøn lige havde afleveret deres børn til farmoderen, for at gå ud og spise.

Min datter sagde straks:
   "Vi kommer med det samme, mor."
   De kom i løbet at fem minutter - og min datter ringede omgående til lægevagten.
   Jeg husker, at jeg tændt en cigaret mens vi ventede på lægen. To sug og jeg måtte slukke den igen, den smagte forkert.
   Havde jeg på det tidspunkt vidst at det var min sidste cigaret, havde jeg nok nydt den noget mere.

Lægen må have haft sine anelser - for han dukkede op inden der var gået ti minutter. Han mente også der kunne være en risiko for, at jeg havde en blodprop, så han ringede omgående efter en ambulance.
   Jeg husker, at min datter prøvede at få de værste malerklatter af min arme og hænder, mens lægen ringede efter ambulancen.

Ambulancen kom med det samme. Jeg kunne selv gå ud til båren uden for døren. Jeg skulle til det lokale sygehus
   Inden jeg forlod mit hjem, tog jeg mit cigaretetui i hånden, det var vigtig at have cigaretterne med, mere syg følte jeg mig altså ikke.
   Min datter havde taget min taske, og i den lå min mobiltelefon. Under transporten - ringede min søn igen.
   Jeg sagde til ham, at jeg var på vej til sygehuset, men at han bare skulle tage det helt roligt, for når de havde undersøgt mig, kom jeg hjem igen, det var jeg helt sikker på.

Jeg spurgte falckmanden, hvad han mente om min situation.
   Han svarede, at efter hans mening lignede jeg altså en, der havde en blodprop i hjertet, da min hudfarve efterhånden var helt grå.
   Jeg husker ikke rigtig noget fra ankomsten til hospitalet, men finder pludselig mig selv i et fremmed rum og med en følelse af, at jeg på en gang var tilstede - og så alligevel ikke rigtig.
   Jeg husker, at der kom en læge, som sagde at jeg havde haft en blodprop i hjertet.
   Husker jeg tænkte:
   "Sådan noget skidt - Så skal jeg nok blive her til i morgen."

Jeg opfattede ikke min situation som særlig farligt - jeg var jo i live, men var bare meget træt. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, at det første døgn kunne være meget kritisk for mig.
   Det første døgn, svæver lidt uvis rundt i min hukommelse, men bange var jeg egentlig ikke.

Der rendte en masse mennesker rundt om min seng, en tog mit blodtryk en anden sprøjtede noget stærkt under min tunge. Der kom også en læge med et apparat der skulle skanne mit hjerte. Jeg fik ilt gennem næsen, havde fået et drop lagt ind i åren i min hånd og havde fået en del smertestillende medicin.
   Pludselig var stuen fuld af min familie, mand, fire børn og tre svigerbørn, og alle så, så alvorlige og bange ud.
   Jeg følte mig egentlig ikke bange, men bare så frygtelig træt, og mat over hele kroppen. Min datter fortalte mig senere, at de havde fyldt mig med en frygtelig masse medicin, da jeg havde voldsomme smerter. Jeg huske slet ikke selv at jeg på noget tidspunkt havde smerter, men det må jeg jo have haft, siden de gav mig så meget medicin.

Jeg husker kun brudstykker fra den første aften og nat på hospitalet, enten var jeg bevidstløs, sov eller sløvet af medicin.
   Min ældste datter sad ved min seng hele natten. Jeg følte mig tryg ved at se hende, hver gang jeg åbnede mine øjne, men sagde alligevel til hende, at hun burde gå hjem og hvile sig. Jeg har alligevel taget fri fra arbejde så der er ikke andet jeg skal, svarede hun.

Da jeg næste formiddag skulle på toilettet, tilbød sygeplejesken mig et bækken.
   Jeg ville ikke tisse på et bækken - så sygeplejesken og min datter støttede mig, ved hver side ud på toilettet.
   Det tog utrolig lang tid at gå det lille stykke vej , fra sengen og til toilettet, jeg var fuldstændig tappet for kræfter og mine ben føltes som gele.

Kort tid efter, jeg var kommet tilbage til min seng, kom en anden sygeplejeske ind og sagde, at jeg skulle overflyttes til Rigshospitalet.
   Jeg havde en underlig fornemmelse af, at det var vigtig at blive på vores lokale sygehus. Hvis bare jeg kunne blive der, var det ikke noget slemt der var galt med mig, og jeg ville snart være hjemme igen.
   Da sygeplejesken sagde, at de ikke længere turde tage ansvaret for mig, blev jeg rigtig bange.
   Jeg skulle altså overflyttes til Rigshospitalet.
   En halv time efter, kom to kvinder ind på min stue. Den ene præsenterede sig som læge, den anden som narkose sygeplejeske. De skulle følge med mig til København. De begyndt at sætte transport udstyr på mig, alle de apparater jeg var tilsluttet, skulle skiftes ud med samme slags, bare som transportable.
   Jeg syntes, med det samme godt om narkosesygeplejesken, men lægen var ikke lige "min kop te".
   Jeg var altså ikke mere syg, end jeg kunne irriteres over lægens fremtoning. Hun opførte sig fuldstændig som om, det hele afhang af hende, og som om hun var en meget betydningsfuld person, fordi hun havde ansvaret for mig.
   Men nu var det altså mig, der var den syge, og den det drejede sig om og det skulle hun altså ikke glemme i sin iver over at vise hvor betydningsfuld hendes stilling den var.
   Da alt udstyret var på plads, kom der to falck mænd og hentede os. Jeg skulle sige farvel til afdelingen og til min døtre, som var hos mig.
   Piger smilede til mig - men dybt i deres øjne kunne jeg se angsten.

Turen til København forgik med fuld udrygning, og var derfor en forfærdelig oplevelse.
   Narkosesygeplejesken fik mig til at slappe af, og hun snakkede stille og rolig med mig, og beroligede mig under hele turen. Uden hende ville det have været en ganske forfærdelig oplevelse, men når sygeplejesken smilede og snakkede, var der ingen akut fare på færde, tænkte jeg.

Da jeg ankom til hjerteafdelingen på Rigshospitalet, stod min lillebror pludselig på gangen. Han kom hen til min seng og hilste på mig og sagde:
   "Det er da noget frygtelig rod, med dig" - og så var han pludselig væk igen.
   Jeg troede han ikke ville være i vejen, og derfor havde trukket sig lidt tilbage.
   Mange dage senere fortalte han mig - at det havde været forfærdelig for ham, at se sin stærke storesøster ligger der i sengen, fyldt med en masse udstyr, og se så lille og syg ud - så han måtte til et vindue og have lidt luft.

Jeg blev kørt ind på en stue og her blev transportudstyret taget af og erstattet med et stationær overvågningsudstyr.
   Da jeg var blevet installeret på en stue, kom min bror ind igen.
   Det var helt utrolig dejligt og betryggende, at det første ansigt jeg så, på det fremmede sted, var et ansigt jeg kendte så godt.
   Fra den første dag - husker jeg ikke så meget.
   Jeg var så utrolig træt, nok af alt det medicin jeg fik, at dagen forsvandt meget hurtig.
   Min bror sørgede for at installere telefon for mig - så familien og jeg kunne komme i kontakt med hinanden.
   Min bror lovede at tage lige hjem til mine gamle forældre, for at fortælle hvad der var sket med mig.
   Jeg havde forbudt mine børn at fortælle noget til mormor og morfar, lige da jeg blev indlagt, men nu var jeg pludselig på hospitalet i en anden by, nu var det vist på tide de fik at vide, hvad der var sket med deres datter.

Senere på aftenen kom min mand og børn igen for at se til mig.
   Jeg tror ikke der blev gjort andet den første dag - end at observere mig og holde mig smertefri.
   Næste formiddag, kom en sygeplejeske ind og sagde, at mit hjerte ikke rigtig ville slå selv - og derfor havde de besluttet at jeg skulle have en midlertidig pacemaker.
   Det lød uhyggeligt syntes jeg - og jeg spurgte, hvordan det foregik.
   Sygeplejesken fortalte, at jeg var vågen under hele indgrebet og det eneste jeg kunne mærke var et lille stik der hvor ledningen blev sat ind. Ellers var det største problem nok at ligge stille mens det stod på.
   Jeg var selvfølgelig lidt nervøs, da jeg blev kørt ned til indgrebet, men så snart jeg mødte holdet der skulle udføre det, forsvandt min angst. De var alle utrolig søde og virkede vældig professionelle, og dygtige til deres arbejde.
   Den sygeplejeske der skulle gøre mig klar, sagde straks, at der intet var at være nervøs for, jeg ville højest mærke et lille stik, hvor sonden blev lagt ind.
   Under indgrebet lå jeg og så på en skærm, hvordan de lage sonden ind i hjertet. De havde lavet et lille hul ved kravebenet, efter påsmøring at noget bedøvende og ganske rigtig, jeg havde kun mærket et lille prik.
   Indgrebet var meget hurtig overstået, og lægen indstillede pacemakeren.
   Jeg blev derefter kørt tilbage til afdelingen.
   Jeg fik det hurtig bedre, allerede senere på dagen, kunne jeg mærke en forandring med hensyn til min vejrtrækning.
   Jeg var stadig meget træt, men ikke helt så slap i kroppen som tidligere.

Min ældste datter og hendes mand kom på besøg om aftenen. Jeg havde ondt i nakken og den ene skulder, så min datter begyndte at massere lidt på de ømme steder.
   Jeg kunne mærke hele min krop slappede af, og pludselig faldt jeg i søvn. Jeg tror, det var berøringen fra et menneske der holdt af mig, der hjalp mere end selve massagen.

Dagen efter havde jeg det lidt bedre, og var blevet flyttet ind på en stue, hvor der lå en kvinde på min egen alder.
   Hun havde haft nogenlunde de samme symptomer som mig, men de var ikke helt sikker på hendes diagnose.
   Vi tale hyggeligt sammen, og holde modet oppe hos hinanden.
   For nu kom angsten - havde jeg det bedre, og var blevet klar over, hvor galt det egentlig havde stået til, med mig.

Jeg kunne klare mig uden brug af ilt efter indgrebet. Det var rart at slippe for den plastslange i næsen, selvom den ikke gjorde ondt, var det lidt ubehageligt at have den siddende i næsen.

To dage efter, at jeg havde fået den midlertidige pacemaker, fik jeg det rigtig dårligt. Jeg kunne ikke sove, for når jeg lagde mig ned, kunne jeg ikke få vejret, hvilket selvfølgelig fik mig til at gå helt i panik.
   Jeg holdt en sygeplejeske som gidsel ved min seng næsten hele natten.
   Hun var utrolig sød, og sad bare og holdt om mig, når der ikke var andre der havde brug for hende.
   Hun tog min seng med ud på gangen, så kunne hun hjælpe med de andre patienter og samtidig være i nærheden af mig.
   Jeg var en frygtelig plage den nat, og jeg er den forstående sygeplejeske evig taknemlig, for hendes måde at takle mit problem på.
   Det var en frygtelig hård nat - og egentlig første gang under min indlæggelse at jeg følte så voldsom en angst.
   Jeg hade være bange under transporten til Rigshospitalet, men det var intet, i forhold til den vilde angst jeg følte, hver gang jeg forsøgt at lægge mig ned på puden og jeg så kunne mærkede, at jeg ikke kunne få luft.

Dagen efter blev det ikke bedre. Jeg kunne stadig ikke få luft når jeg forsøgte at hvile mig - og jeg var efter hånden så udmattet, at jeg blev helt urimelig.

Jeg opdagede pludselig, at jeg lå grædende i min seng, og tænkte:
   "Min mor skal komme, så bliver det hele godt igen."
   Jeg en voksen kvinde på 51 år, havde pludselig, efter mange år hvor jeg selv havde klaret alle min problemer, voldsomt brug for min mor. Det var en underlig fornemmelse at finde sig selv, i den situation.

Da sygehjælperen kom ind på stuen den eftermiddag, fik hun med det samme min urimelighed at mærke.
   "Er du utilfreds med at være her?" spurgte hun mig surt.
   "Nej," svarede jeg, "men utilfreds med, at ingen finder ud af hvorfor jeg har det så dårlig."
   "Jeg henter en læge," sagde hun og gik ud af stuen.

Lægen fandt heldigvis ud af, at det var pacemakeren der var gledet ud af mit hjerte og derfor opstod der problemer med mit hjerteslag og det var årsagen til, at jeg fik problemer med vejrtrækningen.
   Jeg skulle omgående ned og have den lagt på plads. Hvorfor skulle det tage to døgn at finde ud af det?
   Jeg havde flere gange sagt at jeg havde det rigtig dårlig og havde besvær med at trække vejret.
   Da pacemakeren igen var sat på plads, ændrede min tilstand sig hurtig til det bedre.

Under min indlæggelse, fik jeg det fysisk bedre og bedre for hver dag, men psykisk blev det i samme takt dårligere og dårligere.
   Jo, bedre min tilstand blev, jo mere nærværende blev hele oplevelsen og angsten blev egentlig større og støre.
   En aften hvor vi sad og spiste, kom der pludselig alarm fra en af stuerne, og personalet løb ind på stuen.
   Her havde den sygehjælper, der bragte mad ind, opdaget at den mand der skulle have mad, pludselig havde fået det meget dårligt.
   Manden skulle have en bypass- operation næste dag.
   En masse forskellig udstyr blev hentet ind på stuen - og da de kom med det apparat, der ved stød skulle få hjertet i gang igen, vidste vi at det var alvorligt.
   Der blev en noget trykket stemning ved bordet, for vi vidste alle, at det kunne blive os selv, der havnede i den situation.
   Inden vi var færdig med at spise, blev manden kørt ud fra stuen og væk fra afdelingen, og han hudfarve fortalte os alle, at der vist ikke var mere de kunne gøre for ham.

Næste dag fik jeg besked på at jeg skulle til en undersøgelse, der skulle vise om der var nogle blokeringer i mine kranspulsåre - og var der det ville de forsøge at åbne den med en ballon.
   Det var en undersøgelse der tog lang tid, og jeg skulle være vågen under hele forløbet.
   Der ville blive lagt en sonde ind i lysken, og den ville blive ført op til hjertet gennem min blodåre. Det lød uhyggeligt, men når jeg ikke ville blive bedøvet kunne det jo ikke gøre særlig ondt. Det skræmte mig mere, at de sagde at efter undersøgelsen, skulle jeg ligge helt stille i 6 timer , med en sandsæk i lysken, for at lukke blodåren igen.

Undersøgelsen var ikke så slem som jeg havde frygtet, og egentlig også hurtigere overstået. Det var et fantastisk hold der udførte den. Især den sygeplejeske der hele tiden sad ved hovedenden af lejet og talte beroligende til mig, mens hun hjalp til. Jeg husker ikke præcis hvad hun lavede, men hun holdt vist øje med de forskellige ting jeg var koblet til.

Jeg lå på stue med en kvinde på min egen alder, og hun havde været til samme undersøgelse et par dage før mig, og jeg vidste at hun ville være omkring mig og passe mig, som jeg havde passet hende.
   Da undersøgelsen var overstået blev jeg kørt tilbage til afdelingen, men da jeg kom ind på min stue, var intet som da jeg havde forladt den. Kvinden jeg havde delt stue med de sidste dage, stod klar til at tage hjem. Hun krammede mig og undskyldte at hun ikke kunne være hos mig, men pludselig var der kommet en læge og havde udskrevet hende.
   Hendes plads var blevet optaget af en mand der havde det meget dårlig.

Portøren kørte mig så langt ind til siden, at jeg ikke var i vejen for personalet der fór frem og tilbage.
   Derefter sagde han:
   "Farvel - nu må du endelig ligge stille, der kommer snart en sygeplejeske og ser til dig."
   Jeg lå og lyttede til den heftige aktivitet der var bag forhænget, og håbede at det ikke var så slemt fat med min nye værelseskammerat.
   Det tog lang tid før der var en, der fik tid til at se til mig og jeg savnede voldsomt hende jeg havde delt stue med.
   Endelig kom der en sygeplejeske til mig. Jeg bad om en kold våd klud, for jeg følte mig meget varm i ansigtet. Jeg fik lidt at drikke, og blev derefter igen overladt til mig selv.
   Endelig var tiden gået, så jeg igen måtte bevæge mig. Det havde været en frygtelig eftermiddag. Jeg husker, at jeg kørt den våde kolde klud, rundt og rundt i ansigtet, når jeg mærkede panikken brede sig i min krop.
   Det værste ved undersøgelsen, havde for mig været den tid hvor jeg var tvunget til at ligge stille. Det var den eneste gang under hele min indlæggelse, at jeg var ved at gå totalt i panik.
   Heldigvis havde de brugt en anden måde at lukke mig på, end de normalt brugte, så jeg slap med to timer i stedet for 6 timer, hvor jeg ikke måtte rører mig.
   Sygeplejesken sagde senere, at lægerne ikke var så glad for denne metode, men da jeg natten før havde overbevist hele afdelingen om min psykiske ustabilitet, var de blevet enige om, at de måtte bruge metoden til mig. Sikke et held: -)

Nu begyndte det endelig at gå fremad for mig. Blodet rullede igen gennem mine åre, og efter et par dage kunne de begynde at skrue ned for min pacemaker, for mit hjerte havde igen fundet rytmen.

Jeg fik flere piller hver dag - og efter at jeg havde fået den lille fjeder ind i åren, skulle jeg have endnu en pille, som skulle forhindre at min krop skulle afstøde det fremmedlegeme, fjederen jo var. Sygeplejesken forklarede at det kun var 30 dage, jeg skulle have den medicin, så havde min åre vænnet sig til at fjederen var der.

Hver dag til stuegang, blev der skruet ned for min pacemaker, og en dag sagde lægen, at det havde været mit eget hjerte der havde klaret hjerteslagene de sidste to døgn, så nu havde jeg ikke længere brug for pacemakeren. Den havde bare siddet der de sidste to dage, som en sikkerhed, hvis mit hjerte skulle svigte, så havde den reageret og hjulpet med at slå.
   Det var jo godt nyt, men også en melding om, at jeg snart skulle forlade afdelingen. Det var ikke så slemt at være hjertepatient, så længe man var på hjerteafdelingen, men hvordan skulle det gå, når det var mig selv, der skulle afgøre om jeg havde det godt eller skidt.

Dagen efter til stuegang, sagde lægen, at jeg havde det godt nok til at jeg kunne tage hjem. Jeg blev både glad og ked af det. Glad over, at jeg var så rask at hospitalet turde at slippe mig, og ked af at forlade den trygge verden jeg havde befundet mig i de sidste 25 dage.
   Så snart lægen havde forladt stuen kom en sygehjælper ind og fjernede elektroderne på mit bryst.
   Jeg gik i bad og klædte mig på, og var klar til at tage hjem da min datter og svigersøn kom.

En sygehjælper kom med medicin til weekenden, mandag skulle jeg henvende mig til min egen læge, og der få den medicin jeg skulle bruge fremover.
   Jeg fik også udleveret en sprayflaske med nitroglycerin og denne besked:
   Ved smerter i hjertet, spray to pust under tungen og hjælper det ikke gentag med 5 minutters mellemrum endnu to gange, søg derefter omgående hospital, hvis der stadig er smerter.

Derefter kunne jeg forlade hospitalet. Det var et frygteligt øjeblik, da jeg stod i den åbne dør, ud til det fri. Et øjeblik overvejede jeg at løbe tilbage til afdelingen, og sige at jeg slet ikke var klar til at passe på mig selv. Da jeg trådte ud i luften, rystede jeg over hele kroppen, og måtte virkelig tage mig sammen, for at gå hen til bilen.
   Jeg vidste, at så snart bilen satte i gang, ville den bringe mig længere og længere væk fra hospitalet til mit hjem 60 kilometer derfra.

Det var ikke særlig rart at komme hjem, og den første nat kunne jeg slet ikke sove. Det var første nat hjemme og samtidig var det også første nat uden overvågning med elektroder.
   Jeg syntes, jeg burde have været uden elektroderne, bare en enkel nat på hospitalet inden jeg blev sendt hjem.

De første fjorten dage i mit hjem, var ganske forfærdelige. Jeg turde dårligt røre mig, jeg røg ikke længere, og var også bange for at spise.
   Jeg havde fået besked på at undgå fedt - hvilket gjorde at jeg næsten intet turde spise af frygt for skjult fedt.
   Jeg sad i min sofa og ventede på den blodprop, som jeg var overbevist om, ville komme og gøre en ende på mit liv.
   Min flaske med nitroglycerin, stod på sofabordet og gik jeg på toilettet havde jeg den i hånden. Jeg turde ikke tage to skridt væk fra flasken. Jeg sov faktisk med den i hånden.
   Efterhånden som tiden gik, fik jeg det psykisk bedre igen. Efter mange lange samtaler, med mig selv, blev jeg igen klar til at deltage i livet.
   Men det havde holdt hårdt.
   Jeg kunne pludselig giver mig til at stortude- fordi angsten pludselig rullede ind over mig.
   Jeg prøvede at snakke lidt med mig selv om min angst.
   Jeg kunne få en ny blodprop og dø!! - Ja, men det kan jo ske uanset om jeg lever livet her og nu - eller jeg sad stille og ventede.

Efterhånden tænker jeg ikke så meget på min blodprop.
   Fysisk mærker jeg ikke meget til den, kun nogle få ekstra hjerteslag.
   Det føles rigtig ubehageligt når mit hjerte slå ekstraslag, men min lægen siger det ikke er farligt.
   Han forklarede mig, at årsagen var, at der kommer forkerte impulser fra det område i hjertet der var blevet beskadiget ved blodproppen.
   Farligt eller ej - det er stadig utrolig ubehageligt og så minder det mig hver gang om, at mit hjerte ikke længere er helt som det skal være.

Jeg føler ikke, at jeg skal dø lige nu, men tanken om at dø er blevet mere nærværende.
   Jeg er pludselig blevet opmærksom på, at det hele slutter engang.