Tilfældigheder gjorde at jeg lærte Nana at kende. Hun gik i skole, fordi hun ville uddanne sig til bygningsingeniør.
Hun var en køn og smilende pige, som man ikke kunne lade være at holde af.
Men dybt i hendes sorte øjne var der en sorg så stor.
I starten af vores bekendtskab var det svært at få nærkontakt med Nana. Hun var venlig og sød, men virkede sky og uden tillid til andre mennesker.
Efterhånden som tiden gik, viste Nana mig mere og mere fortrolighed, og jeg fik lidt at vide om hendes liv.
I starten var den kun små oplysninger om sine børn hun fortalte, men efterhånden åbnede hun sig mere og mere.
Nana boede på en af kriminalforsorgens udslusningspensioner. Hun havde afsonet mere end 7 års fængsel af en dom på 12 år, for mord på sin eksmand.
Nana var nu i gang med at genopbygge sit liv, og forsøgte at få en god uddannelse, så hun var parat til livet i frihed, når hun havde udstået 2/3 af sin straf. Til den tid skulle hun have et job og finde en bolig, så hun kunne blive prøveløsladt og igen være mor for sine to børn.
Efter lang tids bekendtskab, begyndte Nana pludselig at fortælle om det der var sket i hendes liv.

Nana blev født i Pakistan og blev selvfølgelig navngivet med et Pakistansk navn.
Hun var kun en lille pige på nogle få måneder, da hun kom til Danmark sammen med sine forældre og en 2 år ældre bror.
Nanas forældre var Pakistaner, men da deres uddannelse havde sendt dem rundt i verden, opførte de sig mere internationale, end de fleste indvandre.
Nanas mor havde, i modsætning til mange andre Pakistanske kvinder, en højere uddannelse og et job som hun var dybt engageret i.

Nana lignede alle de andre små piger i tøjet da hun startede i børnehave. Men hendes navn var så anderledes og svært at udtale rigtig, at de andre børn omgående gav hende navnet Nana.
Fra den dag Nana startede i skole, blev hun både ude og hjemme opdraget næsten som en hver anden en dansk pige.
Hendes forældre forstod, at det var vigtigt for hende, at være lige som de andre piger i klassen.
Nana opførsel var alligevel præget af hvad forældrene forventede af hende, for det ligesom lå i luften, at kunne hun ikke selv sætte grænser for hvad hun kunne tillade sig, ville hendes frihed straks blive inddraget.

Nanas forældre havde taget en stor del af den Danske mentalitet til sig. Der var selvfølgelig stadig leveregler fra deres hjemland der var vigtige at overholde.
De overhold reglerne for, hvordan kødet skulle være slagtet og hvad de måtte spise og de fejrede de Pakistanske helligdage.
De leveregler tog Nana senere med sig og lærte sine egne børn.

Nana voksede op uden tørklæde. Fik en grundig skoleuddannelse, og klarede sig fint.
Hendes fremtidsplaner var at blive bygningskonstruktør.

Nanas storebror fik også en højere uddannelse og et godt job. Da han forelskede sig i en dansk pige, endte det med giftermål, skønt forældrene nok helst havde set, at sønnen havde giftet sig med en fra deres fødeland.
Men dybt i deres sind var og blev de pakistanere.

Forældrene rejste på ferie til Pakistan, og da de kom hjem, blev der pludselig udstukket strenge regler for Nana.
Nana følte sig forvirret over hendes forældres ændrede væremåde, men hun prøvede at overholde det de forlangte, skønt hun ikke forstod dem.
En dag fortalte hendes forældre, at de havde fundet en mand til hende.
Efter pakistansk skik, var det de unges forældrene der aftalte hvem der skulle have hinanden.
Og pludselig var det kun de pakistanske regler, der gjaldt. Nana var forvirret og forstod ikke sin mor og far.

Under besøget i hjemlandet, var forældrene blevet presset voldsomt af familien, til at finde en ung mand til Nana.
En ung mand fra en god familie var et godt emne og der var blevet holdt et møde med hans forældre, og aftalt betingelser for de unges bryllup.
Nana vidste at hendes forældre havde været underlagt et stort pres fra familien, og det ville nu være umulig at ændre deres beslutning.
Hun vidste også at forældrene i den grad ville tabe ansigt hvis hun nægtede at gifte sig med den unge mand, som hun aldrig havde set.
Brylluppet var planlagt og flere hundrede mennesker inviteret.
Ikke bare familien i hjemlandet, men hele den Pakistanske "klan" i Danmark ville se skævt til hendes forældre hvis hun nægtede at gifte sig med manden.
Hun tænkte på, at hendes egne forældre havde fået hinanden under de betingelser, og de havde altid været utrolig lykkelig sammen.
Nana vidste hun måtte føje forældrene, skønt hun brændende ønskede, at hun kunne lade være.

Al den forståelse Nana havde fået fra forældrene under hele sin opvækst, var pludselig helt væk, hun skulle giftes, uanset om hun ønskede det eller ej.
Forældrene gjorde hende klart at hun var Pakistaner, og som sådan burde hun følge deres regler. Nana kendte set ikke sine forældre igen.

Brylluppet blev en stor og uforglemmelig fest der varede i flere dage. Nana var meget ked af det, da hun den første aften skulle sove sammen med en helt fremmed mand.
Hendes mand opførte sig ikke særlig hensynsfuldt, men fortalte hende at det nu var hendes pligt at gøre ham tilpas - uanset om hun syntes om det eller ej.
Nu var tonen for deres samliv lagt - han bestemte og hun skulle bare adlyde.
Nanas hverdag blev noget, der lignede helvede. Hun havde svært ved at forstå sin mands behandling af hende og endnu svære ved at forstå forældrenes ændrede opførsel.
Hvor var den kærlighed i et parforhold, som hun havde drømt så meget om?

Den var så stor forskel på Nana og hendes mands opdragelse og tidligere levevis, at det måtte bringe ulykke med sig.
Det var virkelig to kulturer der stødte sammen, og Nanas mand respekterede kun sin egen.

Det var et chok for Nana da hun første gang oplevede sin mand blive rigtig vred.
Nana var i gang med maden i køkkenet, hendes mand og en kammerat opholdt sig i stuen, hun gik intetanende ind til dem.
Nana var slet ikke klar over, at hun gjorde noget galt, før hun så sin mands blik. Hun skyndte sig tilbage til køkkenet, bange og forundret over det had hun havde set i hans øjne.
Nanas mand kom stormende ud i køkkenet og så truende på hende - og i hans blik stod tydeligt; "Adlyd eller dø".

Hendes mand var voldsom dominerende og oftest direkte ondskabsfuld.
Nana mand havde sagt med had i blikket sagt: "For din egen skyld skal du ikke prøve at trodse mig."
Nana var hurtig blevet klar over, at han mente hvad han sagde. Hun var aldrig før blevet behandlet så respektløst, og hun var voldsomt skræmt over mandens væremåde.

Hele sit unge liv, var hun blevet behandlet med respekt af sine omgivelser, og hendes forældre havde stolede så meget på hendes dømmekraft, at hun havde fået lov til næsten det samme som veninderne, men nu blev der pludselig sat store begrænsninger for hende.
Nana blev hurtig klar over, at hvis hun ikke lystrede, kunne det gå gruelig galt. Det værste der kunne ske for hendes mand, var at tabe ansigt over for de andre pakistanske mænd, og det ville han gøre, hvis han ikke var i stand til at opdrage sin kone, så hun opførte sig ordentlig.

Hun havde deltaget i mange sjove sammenkomster, med sine skolekammerater, og hun havde næsten kun haft danske veninder.
Det var slut nu - Nanas mands ord, var lov.
Hun hørte til i hjemmet, helst i køkkenet - hvor hun altid skulle opholde sig, når manden havde sine kammerater på besøg.
Hun måtte ikke længere færdes alene på gade, og kom derfor kun ud sammen med sin mand, eller hans familie.
I de situationer skulle hun være dækket til med et tørklæde.
Det var også nyt for Nana - tørklæde havde hun kun haft på nogle enkle gange under besøg i deres hjemland.
Der havde hun betragtet det som et dække for den varme sol, som hun ikke var, vant til.
I hele hendes skoletid havde hun være klædt som sine veninder. Det var kun ved højtiderne, hun iklædte sig den pakistanske klædedragt for at glæde forældrene.

Kort tid efter brylluppet blev Nana gravid. Det gjorde ikke hendes liv nemmere.
Hendes mand bestemte fuldstændig over hende.
Hun måtte ikke have en selvstændig mening om noget, selv hende tanker forsøgt han at bestemmer over.
Ofte sagde han:
"Jeg kan se du tænker på at protestere, DET kan du godt glemme alt om."

Planen med Nanas skolegang havde været en uddannelse og et godt job - men det var efter hendes ægteskab blev helt utænkelig.
Hun havde været vandt til at omgås andre mennesker - men færdes nu kun inden for hjemmets fire vægge.

Nana fik en lille dreng og han blev det centrale i hendes tilværelse. Men ikke en gang sit barn måtte Nana bestemme over.
Blev han syg, var det Nanas mand der bestemte om drengen, skulle læge undersøges eller ej.
Alle helbredsundersøgelser for drengen, deltog Nanas mand også i.
Hun fik aldrig en chance til at tale alene med et andet menneske, og måske på den måde søge hjælp og råd til at forandre sit liv.
Nanas mand havde fra starten indprentet hende, at hun ALDRIG kunne slippe væk fra ham, med livet i behold. Hun kunne lige så godt lade være at forsøge.
"Du fjerner ikke min søn, fra vores hjem," sagde han til hende.
Alligevel var det de tanker der optog Nana mest - og dette var jo Danmark og ikke Pakistan, så mon ikke det kunne lykkedes.
Nu måtte hun bare gøre ham tryg, så hun fik lov til at gøre nogle flere ting alene. Hun vidste godt det var et langsigtet projekt, hun var i gang med, men nok den eneste måde at komme væk på. Nanas verden havde ændret sig så radikalt - at det måtte ende galt, hvis hun ikke kom væk fra sin mand.

Nanas samvær med sin familie, blev nøje overvåget af hendes mand. Hun ville ikke fortælle dem, hvor slemt det stod til, med hendes ægteskab, for hun ville nok alligevel ikke møde nogen forståelse, følte hun.
Måske ville hendes forældre også blive frygtelig ulykkelige, hvis de opdagede hvor slemt det egentlig stod til i det lille hjem. Nana mente også, at det måtte være hende der var noget galt med, når hun ikke kunne få sit ægteskab til at fungere, for hun vidste jo at de fleste andre pakistanere i Danmark levede under de samme betingelser.

Efter et par år, fik Nana lidt mere frihed.
Hendes mand var blevet lidt mere sløset med at holde øje med hende, måske fordi han var overbevist om at hun ikke længere turde at trodse ham.
Hun fik blandt andet tilladelse til at gå ud og handle sammen med sin danske svigerinde en gang i mellem.
Nana klagede sin nød til svigerinden og hun lovede at hjælpe så godt hun kunne.
Pigerne lagde en plan, uden at indblande nogle andre i familien.
Nanas svigerinde, kendte nogle mennesker som havde en bolig ledig. Heldet var med pigerne, Nana blev tilbudt lejligheden.
Svigerinden gik med Nana til kommunen for at søge om hjælp til indskud og husleje.
Heldigvis for Nana var der en del møbler i lejligheden, så hun kunne starte med noget der lignede et hjem.

Da alt var ordnet, pakkede Nana i smug og fik sin bror og svigerinde til at hjælp med flytningen, på et tidspunkt hvor de vidst at hendes mand ville være ude af huset i mange timer.

Der opstod en det problemer, da Nana først var flyttet.
Nanas mand opsøgte hende konstant og lavede en frygtelig ballade. Nana håbede at det kun var en overgang, til han vænnet sig til den nye situation.

Nanas forældre fik også problemer med de pakistanere der boede i Danmark. Det var bestemt ikke velset, at deres datter, var brudt ud af ægteskabet.

Nana og hendes søn faldt hurtig til i deres nye lejlighed. Efter et kort stykke tid startede Nana på sin uddannelse.

Nanas mand blev ved med at komme til hendes bolig. Hendes værter havde sagt til hende, at de ikke ville have at manden stod og bankede på hendes dør i flere timer, så Nana turde ikke andet end at lukke ham ind, så hun ikke mistede sin bolig.

Inden Nana fik set sig om, dominerede hendes mand igen hendes liv. Han havde sin egen bolig, sin nye kæreste, Nana og deres barn.
Han virkede tilfreds med ordningen - han havde det hele på den måde.
Hvad Nana mente, var ikke noget han spekulere på. Han kom og gik i hendes liv, som det passede ham.
Nana forsøgte et utal af gange, at få ham til at forsvinde ud af deres liv, men forgæves.
Hun turde ikke bede forældrene om hjælp, eller klage sin nød til dem. De havde haft problemer nok, med deres omgangskreds efter hun var flyttet og havde forlangt skilsmisse.
Hun måtte klare det selv, syntes hun.

Der fulgte nogle svære år, hvor Nana og drengen dog havde nogle rare dage, alene sammen.
Men når Nanas mand var "på besøg", ville han bestemme alt, både over Nana og drengen.
Nana fik dog lov til at passe sin skole uden indblanding. Hun håbede at han på et tidspunkt, ville blive træt af at komme, når han havde sin kæreste.
Hun håbede han ville blive træt at dette liv, og så lade hende være i fred.

Nana satte sig voldsomt til modværge, første gang han forlangte sex, men han var den stærkest.
Efter den første kamp, kom han bare og væltede hende omkuld og brugte hende som han havde lyst til. Nana havde efterhånden opgivet at gøre modstand.

Selvfølgelig blev Nana igen gravid.

Det var vel det han havde ventet på, for nu måtte hun da stoppe sin skole, og passe sine børn, mente han.
I de næste måneder, havde Nana nogenlunde fred for sin mand. Han brugte mere og mere tid samen med sin kæreste. Nana håbede at det ville vare ved.
Nu havde han fået fornedre hende i alle pakistaners øjne, og så måtte hans mission være fuldført.

Nana fik en lille pige. Hun søgte omgående vuggestueplads til sin datter, så hun kunne genoptage sine studier. Drengen gik i børnehave, og Nana var ikke nervøs for fremtiden.

Hun mente nok hun kunne klare både hjem, børn og uddannelse, bare hendes mand ville holde sig væk.
Efterhånden havde Nana så meget styr på sit liv, at fremtiden så rigtig lovende ud.

Den dag det gik galt, havde Nana lagt begge børn i seng, og sad og læste på sine lektier. Pludselig bankede det på døren, og da Nana åbnede, væltede hendes mand ind af døren.
Han startede sin hilsen, med et par slag mod Nana ansigt.
"Jeg skal nok få knækket dig," råbte han. "Du skal bare have nogle flere unger, og det skal jeg nok være mand for at klare."
Han slog igen ud efter Nana, fik væltet hende omkuld, og gav hende nogle spark.
Hun kom op igen, løb mod køkkenet, og greb brødkniven på køkkenbordet.
Han var lige bag efter hende, men da han slog igen, havde Nana kniven i hånden.
Hun stak og han væltede ind mod køkkenbordet - men rakte ud efter hende.
Nana stak ham igen.
Hun var nu så dybt inde i en verden af had, angst og fornedrelse, at hun bare stak og stak, hun sansede slet ikke at han lå stille.
Da hun kom til sig selv, så hun ham ligge i en kæmpe blodpøl og opdagede at hun havde en kniv i hånden.

Nana ringede til sin bror og bad ham komme. Da han hørte hvordan hun lød, stillede han ingen spørgsmål, skyndte sig bare af sted.

Nanas bror blev meget chokeret, da han så hvad der var sket. Han holdt om Nana og lod hende græde.
Mens han trøstede hende, spekulerede han som en gal på, hvordan han bedst skulle hjælpe hende.

Ordene væltede ud af Nana. Hendes bror var dybt chokeret over at høre om de ting der var sket i Nana liv de seneste år.
Han havde troet, at han søster ikke selv kunne undvære sin mand, og derfor havde ladt ham blive ved med at komme på besøg.
Nana var fuldstændig udmattet af oplevelsen og af at græde, så hende bror fik hende ind i seng.
Derefter ringede han til en ven, han kunne stole på, der skulle hjælpe ham.
De to mænd, begyndte på det makabre arbejde, Nanas bror havde udtænkt.
At partere liget og lægge det i poser.
Meget tidlig på morgenen, da de havde fjernet det værste svineri i køkkenet og båret poserne ned i bilen, kaldte Nanas bror på hende.
"Nu står du op og gør grundig rent i køkkenet, før du vækker børnene," sagde han til hende, "og derefter glemmer du alt om den fyr."

Som dagene gik, fik Nana det bedre. Hun levede et liv med sine børn, og at der engang havde været en mand involveret i deres liv, lykkedes det efterhånden Nana fuldstændig at fortrænge.

Hun havde sit hjem, børn og uddannelse at tage sig af. Hun lukkede fuldstændig oplevelsen ud af sin erindring.
Der var kun børnene og hende...

Nana og hendes bror talte aldrig om hændelsen og hun vidste intet om hvad der var sket med liget af hendes mand.

Der gik et halvt år i fred og ro for Nana og hendes børn. Hun følte sig ikke spor urolig da hun i TV-avisen - hørte om politiets makabre ligfund.
Men selvfølgelig blev hele sagen trævlet op, og både Nana og hendes bror, blev anklaget for drabet og den makabre bortskaffelse af liget.
Det kom aldrig frem, at en ven havde deltaget.
Hendes bror havde fra starten lovet vennen at holde ham uden for, hvis der nogen sinde skulle opstå problemer, og det løfte holdt han.

Retssagen var hård, og dommen lød på 12 års fængsel til både Nana og hendes bror.
Nanas mor sank livløs om, da dommen blev læst op.
For Nana var mere forfærdelig se sin mor blive hentet i livløs tilstand, uden at kunne tage med hende til hospitalet, end at modtage den hårde dom.

Efter et kort ophold på hospitalet, var hun frisk igen - og overtog nu opdragelsen af Nanas to børn.
Begge forældrene måtte hjælpe både Nanas børn og broderens kone og børn.
Men aldrig en eneste gang havde de bebrejdet deres børn, den ugerning de havde begået.
Nana forældre måtte også erkende, at den ægtemand DE havde valgt til Nana, ikke var en god ægtemand, men en psykopat, der under dække af deres religion, havde tilladt sig at gøre livet til noget der var værre end helvede for deres datter.
Nok var der specielle regler for muslimske kvinder i et ægteskab, men manden burde altid behandle sine børns mor, med respekt.
Måske bebrejdede de sig selv, for den opdragelse de havde givet Nana - den opdragelse der havde fået hende i klemme mellem to kulturer, og som nok havde en stor del af skylden, for det skete.
Nana burde nok enten, være opdraget helt og fuldt som pakistaner så hun havde været i stand til at indordne sig, eller også skulle hun, med den opdragelse hun havde fået, selv have valgt sin ægtemand.