Et eller andet klogt hoved har engang sagt: En improviseret tale er ikke det papir værd den er skrevet på. Hvor havde han dog ret den gamle gubbe.

Jeg var engang med i en fjernsynsudsendelse, der hed noget med sex og ungdom. Jeg var dengang indkaldt til militæret og udsendelsen var arrangeret i Jonstruplejren.

Det hele var lavet over spontanitetens princip, og skulle starte Kl. 18.00 præcis!!

Under trusler om grove repressalier, hvis vi vovede at sige nej tak til en invitation blev alle mand i lejren "inviteret" til dette møde. Da det nu skulle have noget med sex at gøre havde viise mænd fundet ud af, at man skulle have feminine repræsentanter med også, så de måtte indforskrives fra en flyvevåbenenhed, hvor man dengang havde denne, for forsvaret, så sjældne race.

Ih, hvor var det al sammen dejligt spontant og impulsivt. Jeg var med til at overvære, hvordan spontaniteten bredte sig, under eftermiddagens forberedelser.

Det var meningen, at et lærd panel skulle holde forklarende foredrag om sagen, hvorefter man skulle høre improviserede spørgsmål fra tilhørerne.

Hvert enkelt spørgsmål var omhyggeligt skrevet ned på en lap papir og nummereret. For at fremme det tilfældige var det ordnet sådan, at "ulige" spørgsmål ville komme fra venstre side af salen og et "lige" spørgsmål fra den højre side.

Spørgerne var "meldt frivilligt" efter det gamle militære princip, at den der ikke kommer af vejen i tide får æren.

Der blev holdt parade umiddelbart før udsendelsen. Det var nærmest for officererne kunne se, at vi alle var der, og at der ikke var nogle, skulkere - i hvert fald til at begynde med.
På grund af officersmangel. De havde alle sammen et meget vigtigt møde ovre i officersmessen, blev befalingsmændene alene sat til at marchere mænnerne over til gymnastiksalen, hvor det store foredrag skulle holdes.

Jeg fik personligt æren af at føre 200 mand derover. Det var naturligvis en umulig opgave uden kontrol af nogen art at få 200 vrangvillige konstabler til at gå i takt og delingsorden, men vi kom dog derover på en eller anden forunderlig måde og blev installeret.

Talerne blev holdt, og så var det tid til de "improviserede" spørgsmål.
Det foregik nogenlunde gnidningsløst, selvom spørgerne måtte skæve ned til deres sedler, mens de spurgte. Til overflod var den retningsbestemte mikrofon ikke effektiv nok, så en fra panelet måtte gentage spørgsmålet, af hensyn til lytterskaren. Det var måske også noget, der var arrangeret på forhånd for at give det hele et præg af improvisation.

Hvis kameramændene havde været mere fleksible, kunne de have lavet nogle prima optagelser, da nogle af mænnerne på de bageste rækker lige så stille gled ned på gulvet, og i det, der i militær fagjargon hedder myrekryb, forsvandt på alle fire ud af salen over i messen. De store militære organisatorer havde spærret alle vagterne for udpassage før foredraget for at undgå desertører, men der var ikke kontrol i messerne, hvilket bare beviser, at intet system er perfekt.
Det var også nogle gode spørgsmål, der kom. En attenårs pige rejste sig f.eks. op og forklarede salen, at hun nu havde været gift i syv år og gerne ville skilles fra sin mand, om hun kunne få begge børnene. o.s.v. o.s.v.

Der var flere lignende spørgsmål, og jeg tror helt ærligt, at de fleste af tilhørerne hellere ville have tilbragt deres aften ude i byen, eventuelt med lidt praktik i stedet for al denne tørre teori.
- Og spontaniteten, tja den kunne være på et lille sted.