Juli 1999:
   Du kunne kende mig, da jeg besøgte dig i onsdags. Du stod henne ved køkkenbordet i fælleskøkkenet, og studerede assistenten der var ved at lave salat. Du smilede da du så mig, men sagde ikke mit navn. Jeg tror du vidste du kendte mig, men det er ikke sikkert at du vidste jeg var din datter. Det er ved at være et par måneder siden at vi sidst var ude og lede efter dig, og jeg håber du helt er holdt op med at stikke af. Personalet lader dig bare gå, når du vil, for de må jo ikke låse dørene, og du har flittigt benyttet dig af dette, når din indre uro har tvunget benene til at søge ud. Jeg ved du leder efter dét sted du hører hjemme, for du spørger mig hver gang hvor du bor. Jeg fortæller dig at du bor her, men det tror du ikke på.
   Du snakker mere og mere 'sort snak'. Det er blevet sværere at finde hoved og hale på dét du fortæller, det virker som om du ikke kan huske sætningen du startede på, og så bare plaprer nogle ord ud i sin forvirring. Det gør det meget svært at føre en samtale, og jeg har svært ved at finde på noget at sige. Din lille stue så pæn og ryddelig ud, der duftede af rengøringsmiddel. Da jeg sagde en bemærkning om hvor pænt der så ud, sagde du at far kom lige om lidt. Det var derfor du havde gjort rent. Jeg smilede bare indforstået til dig, og nøjes med at tænke: MOR! Far har været død i 8 år! Og det er ikke DIG der har gjort rent, men personalet! Men selvfølgelig sagde jeg det ikke, det ville bare gøre dig ked af det. Du tror hele tiden at far lever. Og at din egen mor lever, selv om hun har været død i 10 år. Det er træls at du husker de døde, men ikke os levende.
   I journalen kunne jeg læse at der var blevet taget flere prøver. Dine nyrer bliver stadig dårligere, og der er ingen der ved hvor længe de kan holde. Du har tit meget væske i kroppen, og har i perioder været ret gusten at se på. Lægen udtaler at værdierne nok ikke kan blive pænere i prøverne, fordi at sukkersygen har ødelagt nyrerne. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal håbe på: At nyrerne holder længe endnu, eller at de hurtigst muligt står af. Det er hårdt at tænke sådan, men jeg kan ikke lade være. Tanken om at Du engang vil sidde som en grøntsag, der ingenting kan, er næsten ikke til at bære. Dig, der engang var så frisk og energisk, så kvik og intelligent, så godhjertet og engageret i børn og børnebørn. Dig, der havde svar på alting og altid havde tid til at lytte og hjælpe. I løbet af 7 år er du blevet forvandlet til en plejehjems-beboer, der ikke kan huske sine børnebørn, der ikke kan sige en hel fornuftig sætning, der ikke ved hvad dag det er, der ikke ved hvor gammel du selv er, der ikke ved hvordan man bruger en telefon, der ikke kan finde toilettet og som ikke længere kan læse en bog. Hvad vil der mon ikke ske de næste 7 år?
   Du har boet på plejehjemmet i næsten 3 år. Det er et godt sted, bygget specielt for senil demente. Der er plads til 14 beboere, og i den tid du har boet der er der sket en del udskiftning. Ikke at det betyder noget for dig, du husker alligevel aldrig nogen af dine medbeboere. Det ærgrer mig bare at personalet ikke må forhindre dig i at gå sin vej, for det har tit og ofte resulteret i at vi måtte ud og lede efter dig. En enkelt gang var du væk så længe at politiet måtte indblandes og sende patruljer ud for at lede efter dig. Først efter et helt døgn blev du fundet i god behold. Men udover at Du har fri udgang, så er det et godt sted. Der er efterhånden flyttet flere ind på dine alder, så du har nogle jævnaldrende at sludre med frem for udelukkende meget gamle og dårlige. Jeg møder aldrig nogle andre pårørende, måske har de ligeså svært ved at besøge deres familiemedlem som jeg har. Det er hårdt at se sin mor eller far undergå så drastige forandringer.

August 1999:
   Jeg havde ungerne med ud til dig i dag. Det gik fint, men Du kunne ikke genkende dem. Du syntes dog det var nogle meget søde børn. Ungerne tog det fint at deres Mormor ikke kunne huske hvem de var, og især Alex benyttede sig af at der var én han kunne fortælle en hel masse, endda flere gange. Helle fnisede et par gange over at hendes Mormor blev ved med at spørge hvor gammel hun var, men hun er jo ved at være vant til det og svarer høfligt igen og igen på det samme spørgsmål.
   Vi blev der ikke så længe, for Du var urolig og tog pludselig din jakke på. Du ville ned til din mor, og det var meget vigtigt at du tog af sted NU. Vi fulgtes ad ud til døren, og jeg spekulerede som en gal på hvad jeg kunne sige der kunne få dig på andre tanker. Normalvis kan jeg nemt aflede dig, ved at snakke om et eller andet helt ligegyldigt, men ikke denne gang. Tanken om din mor havde bidt sig fast, og du troede oveni købet at jeg skulle køre dig hen til din mor. Jeg var lige ved at fortælle dig den sørgelige sandhed, at din mor havde været død i over 10 år, da en lyshåret assistent kom sprintende os i møde. Hun ville vide om Du skulle med os hjem, eller hva', og jeg skyndte mig at sende hende et sigende blik og sagde så forsigtigt at:
   "Mor vil jo gerne ned til sin mor."
   Assistenten forstod mit blik, og tog kærligt fat om dig. Du så lidt mistroisk ud, og var parat til et syrligt modangreb, men assistenten vidste lige hvordan Du skulle tages, og spurgte dig kærligt om du ikke kunne vente lidt med at gå, for der var kaffe lige om lidt. Det indvilgede Du heldigvis i, og vi gav hinanden et knus til farvel.
   Jeg kørte derfra med den sædvanlige sorg i hjertet, men også med en glæde over at der findes assistenter der med kærlig indsigt tager sig af dig på en respektfuld og omsorgfuld måde.

September 1999:
   Kære mor
   Det var forunderligt at besøge dig i dag. Det er længe siden sidst, og jeg var næsten sikker på at få en kommentar fra personalet da jeg kom. Men der kom ingen kommentar, kun venlige smil. Du sad i fællesstuen, i havde lige spist. Du smilede da du så mig og begyndte straks at snakke. Dine ord var usammenhængende og personerne blev blandet sammen i dit hoved, men jeg hørte glæden under dine ord, jeg fornemmede at du forsøgte at udtrykke hvor glad du var ved at se mig. Og jeg var glad for at se dig. Selv om jeg knapt kunne genkende dig. Du er blevet en anden, som om din fortid - vores fælles fortid - er blevet visket ud. Og det kan ses, i dit blik, indeni i dig - på en eller anden måde. Mine tanker svævede hele tiden væk når du snakkede, ikke fordi jeg ikke var interesseret i hvad du fortalte, men mere fordi jeg havde så travlt med at SE dig. Indeni og udenpå. Du rørte mig tit, tog om mig mens vi gik, holdt mig i hånden på den måde jeg altid holdt DIG i hånden da jeg var lille. Som om du var lille og jeg var stor. Jeg kunne mærke din glæde, din kærlighed. Jo mere du forsøgte at give udtryk for den, jo værre blev dit vrøvl. Det var umuligt at forstå, men jeg valgte at plukke enkelte ord ud af dine sætninger og dem gemmer jeg oppe i mit hoved og inde i mit hjerte. Ord som: Håber, ønsker, dejligt, rart, sommer, Du, os.
   På en underlig, og samtidig naturlig måde fik jeg en stærk fornemmelse af at vi sagde farvel til hinanden. Der var ingen gråd, selv om jeg et par gange fik en klump i halsen, men du havde så glade og rolige øjne da du forsøgte at udtrykke at vi har haft et godt liv, at du ved jeg har det godt og at du ved jeg synes du har været en god du for mig. Du så så afklaret ud. Også selv om det halve af dine ord var usammenhængende. Jeg kunne bare MÆRKE meningen med ordene. Vi sad på bænken og stirrede ud over søen. Så på ænderne og på hinanden. En børnehavegruppe kom forbi og du spurgte om jeg kunne se Christian. Jeg sagde nej. Du sagde så, at han nok var hjemme ved bedstemor. Du snakkede meget om Christian. Har du mon brug for også at sige farvel til ham?
   Det betyder meget for mig at vi nu har sagt farvel til hinanden, ikke fordi jeg tror du dør nu, men fordi jeg har brug for at sige farvel på et sted hvor vi begge endnu er bevidste om at det er ved at være slut. Det har jeg brug for. Jeg har brug for at tage afsked med dig mens du stadig kan vise hvor meget du elsker mig. Jeg tror du et eller andet sted er klar over at i dag var et af dine sidste afklarede øjeblikke. Jeg tror du ved det er ved at være slut. Og for første gang i 7 år tror jeg faktisk du har accepteret det. Jeg har aldrig set dig så rolig. Så afklaret, så vidende om din og min kærlighed. I morgen er det 8 år siden far døde. D. 3. september 1991.
   Jeg elsker dig, Mor.

Oktober/november 1999:
   Jeg ringede til Tina, din kontaktperson, en dag og tog en snak med hende. Det var noget jeg længe havde tænkt på at gøre, men det var utroligt svært at samle mod nok. Det var jo dig jeg ville snakke om. Dig og mig. Jeg ville forklare hende at det blev sværere og sværere for mig at besøge dig fordi du bliver sværere og sværere at forstå og snakke med. Min rolle som datter bliver mindre, og rollen som plejer bliver større. Og det er så svært at acceptere. Tina var sød og åben, trods det faktum at jeg har holdt mig meget tilbage med kontakt generelt med personalet. Det har været så svært. Hun foreslog mig forskellige ting, som jeg kunne prøve når jeg besøgte dig. Og hun ville endda gerne være der, for at forhindre mig i at løbe min vej for hurtigt. Hun havde fundet ud af at det beroligede dig meget at høre dine opera-cd'er. Dette foreslog hun at jeg prøvede. Og desuden havde du og hende også tit siddet og bladret i dine kunst-leksikoner, og dette kunne du godt lide. Jeg var glad for at snakke med Tina. Hun var dejlig at snakke med, og lod til at forstå mine kvaler. Hun gav mig ret i at det gik meget ned ad bakke med dig, og der blev en kort pause i samtalen hvor jeg bagefter tænkte at vi vist begge to sørgede lidt over dette faktum.
   Med Tina i tankerne tog jeg sidste søndag over til dig. Desværre var Tina der ikke. Først vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle, men så tog jeg mod til mig og gik ind til dig alligevel. En mørkhåret assistent smilede og pegede ud på 'glasburet', terrassen, hvor du sad i indviklet samtale med to andre damer. I gnaskede gulerødder og du lyste op i et aldeles orange smil da du så mig. Du kunne kende mig, men blev lidt forvirret da du skulle præsentere mig for dine to medbeboere. Jeg hjalp dig da jeg så din forvirring, og fortalte at jeg var datteren. Damerne smilede og viste mig deres orange gebisser. Ærlig talt lidt ulækkert, men det var samtidig temmelig rart at få nogle smil fra disse glade konfuse damer. I sad bare der og gnaskede og så aldeles lykkelige ud. Jeres samtale var fuldstændig sort og umulig at forstå for mig 'en almindelig', men det var ansigtsudtrykkene der fortalte alt det jeg havde brug for at forstå. Du spurgte om jeg ville ha en gulerod. Jeg takkede nej. Det var ret uvist, hvorvidt gulerodsstykkerne der lå på tallerkenen allerede HAVDE været inde og vende i damernes munde, så jeg undslog mig med at jeg lige havde spist en masse gulerødder hjemmefra.
   Du og jeg rejste os, og vi gik ind på din stue. Vi satte os ved vinduet, og kiggede på hinanden. Du gnaskede stadig gulerødder, og var endnu sværere at forstå end normalt. Men du så godt ud. Lidt tynd i ansigtet, men pæn og ren.
   Mit besøg blev som sædvanlig kort. Det tog mig ikke længe om at blive frustreret over din konstante snak om nogle dumme damer der bare er enormt trælse, hvilket du kører uafbrudt rundt i. Som en cirkel uden ende. Hvad det er for nogle damer, er uvist. Du kan ikke forklare det, men er meget negativ. Det er vigtig for mig at få stoppet din snak om dem, for du hidser dig meget op over dem.
   Vi måtte ud og skylle gebisset. Efterhånden blev det for meget for mig, at forsøge at gå i dækning for dine flyvende stykker gulerod. Så vi gik ud på badeværelset, hvor du lod mig skylle dine tænder, og du gurglede mund imens. Det gik fint, og du stod pænt og afventede mine ordrer: 'Så, tag en tår vand og skyl munden. Spyt det ud i vasken'. Det var min første gang, som din 'hjælper'. Men det gik fint, og jeg er glad for at du ikke blev vred på mig. Som du ellers tit bliver på personalet, når de vil hjælpe dig.
   Vi gik ind igen, og jeg hentede din kunstbog frem. Vi gav os til at bladre lidt i den, og du udpegede stolt adskillige, som du var overbevist om at far havde malet. Jeg gav dig ret, og vi blev enige om at han var en stor kunstner. Et par af dem hang jo ude på gangen, fortalte du stolt.
   Jeg havde det lidt underligt, da jeg lidt senere tog hjem. Fordi jeg for første gang havde følt en slags hengivenhed for dig, en slags moderlighed. Jeg havde intet krævet af dig, kun følt at jeg måtte hjælpe dig. Følelsen var magen til dén jeg havde da børnene var små. Den er bare lidt mystisk, nu hvor den viser dig i forbindelse med en 68-årig. Men på en måde følte jeg også at jeg endelig kunne gøre noget. At jeg ikke bare sad... og sad.

Slut