Det måtte jo ende på en eller anden måde. Det ku' ikke blive ved. Jeg var ved at blive vanvittig. Husets vægge faldt ind over mig, luften indeholdte giftige dampe. Jeg måtte væk! Bent græd, tiggede mig om at blive. Jeg sagde nej. Jeg tog Helle og det fornødne under armen, og gik. Kastede ikke et eneste blik på drengen. Men jeg hørte hans sædvanlige vrede gråd, da jeg stormede ud af huset.
   Jeg, drengens mor, forlod min søn. Uden tanke for hvordan det måtte påvirke ham, uden tanke for andet end mig selv. Hvordan kunne det ske, Mor? Hvordan kunne jeg være så følelseskold? Så fuldkommen egoistisk?
   Alex var lige blevet 1 år. Du havde været med til hans fødselsdag og havde været iført din sædvanlige tavshed og forvirrede øjne.
   En måned senere overlod jeg ham til Bent, med det klare formål aldrig mere at se ham.

Det var april, da Helle og jeg troppede op ved din gadedør, med poser og tasker og spurgte om vi måtte bo lidt hos dig. Det måtte vi da selvfølgelig, sagde du og så medfølende på mig.
   Jeg var så meget rundt på gulvet, Mor. Anede ikke hvad jeg skulle stille op. Helle og jeg blev installeret midlertidigt ved dig. Helle sov i fars seng, jeg sov på sofaen i stuen.
   Havde jeg ikke vidst der var noget galt før, Mor, så fandt jeg i hvert fald ud af det nu. Jeg så dine ture med føling, jeg så dine sedler, dit rod, dine regninger der lå på køkkenbordet. Vi snakkede, dig og mig. Vi satte os på sengene som i gamle dage, og du ville have at vide hvorfor jeg ville flytte fra Bent, og hvorfor Alex ikke var med. Jeg ku ikke svare dig. Kunne ikke komme med andet end tågede forklaringer, om at jeg vist ikke elskede Bent mere. Og at jeg ville have Alex hjem, når jeg fik mig en lejlighed. Du spurgte mig hvordan Bent tog det, og fik svar et øjeblik efter da han ringede. Han græd, ville have mig tilbage. Jeg smed røret på og begravede hovedet i puden. Du trøstede mig.
   "Var det Bent?" spurgte du.
   Jeg nikkede og tudede videre.
   "Var han ked af det?" spurgte du og strøg mig over håret.
   Jeg nikkede igen.
   Åh Mor, jeg ville så gerne have kunnet fortælle dig hvordan jeg virkelig havde det. Men jeg kunne ikke dengang. Jeg kunne ikke. Jeg vidste det jo end ikke helt selv.
   Jeg fortalte dig om Jørgen, som jeg lige havde mødt for en uge siden. Om, hvordan han gerne ville se mig igen, at vi havde aftalt at han skulle hente mig om aftenen.
   Du nikkede og lovede at passe Helle. Du var næsten dig selv, og jeg ku se din bekymring for mig, jeg vidste du mente det var for tidligt med en ny kæreste.
   Kort efter spurgte du mig igen hvordan Bent tog det. Så måtte jeg altså gå, Mor. Det var mere end jeg ku' klare at skulle fortælle dig det en gang til. Jeg sagde jeg sku' ind til Helle, hun legede inde i stuen.
   Jeg vidste ikke længere hvor jeg havde dig henne, jeg vidste ikke hvad jeg kunne bruge dig til mere. Du havde været min mor på så utrolig mange måder, men mest af alt havde du været en person der altid havde stået til disposition for mig. Til rådighed. Jeg ku' bruge dig, når jeg havde brug for det. Jeg var så egoistisk, Mor. Tænkte kun på mig selv, i hvert fald de første par år. Det var som om jeg skulle have dig til at falde på plads inden i mig, som dit nye Jeg, inden jeg ku' se sagen fra andre synsvinkler.
   Vi boede ved dig i 2 uger, Mor. Jeg var sammen med dig hver eneste dag i 2 uger, når vi spiste, når vi så tv, når vi stod op og når vi gik i seng. Og måtte for alvor indse hvor forandret du var blevet. Det værste var din depression. Du kunne sidde og se så sort og fortvivlet ud, at jeg var lige ved at gå til indeni. Jeg spurgte dig tit hvad der var galt, og du svarede at du savnede Far. Når jeg trængte dybere ned i det, fortalte du mig med sort, sort stemme at du ikke kunne se nogen mening med livet mere. Jeg ku se du var begyndt at isolere dig mere og mere, jeg fandt ud af at der var møder med 'Kvinder over fyrre- foreningen', som du ikke var mødt op til. Møder, som du havde glemt. Møder, som du førhen skattede så højt og var villig til at kæmpe for, for at få lov af Far til at komme med til.
   Der var mange ting, og stakken af papirlapper voksede støt. Du skulle huske dit, du skulle huske dat. Biblioteksbøgerne skulle huskes, regningerne skulle betales, din medicin skulle hentes, du skulle huske at komme til diabeteskontrol på sygehuset, der hang navne på folk du syede tøj for, og alle mulige datoer som ingen kendte formålet med. Der hang sedler overalt, og jeg nægtede at undersøge dem for nøje. Jeg prøvede at lade som ingenting, selv om køleskabslågen efterhånden var umulig at åbne uden at stakke af papirlapper raslede ned. Og lampen over køkkenbordet, der var så overdænget med papirlapper - sat fast med klemmer - at den kastede indviklede mønstrede skygger op af væggene om aftenen. Jeg så og så, men det var som om det ikke rigtig ville trænge IND. Jeg registrerede det, men informationen nåede ikke helt op til det sted i hjernen, hvor jeg også skulle FORSTÅ det. Det lagde sig bare som en stinkende mødding inde i mig, hvor den bare voksede og voksede...
   Jeg havde så skrækkeligt travlt med at bare at overleve, uden at blive skingrende sindssyg, så jeg måtte simpelthen med al magt forsøge at proppe alt det grimme ned i den fjerneste afkrog af mit sind. Ned i møddingen...
   Der var problemer med Bent, han ringede konstant og ville have en afgørelse. Jeg havde ikke været entydig i min flugt; ville jeg komme tilbage eller var det helt slut? Med Jørgen i baghovedet, en redningsplanke, overbragte jeg koldt og hurtigt Bent sandheden. - Jeg kommer aldrig tilbage. Jeg har fundet en anden, jeg ringer, når jeg ved, hvad jeg vil med Alex.
   Nogenlunde de ord smækkede jeg, gennem telefonrøret, i hovedet på Bent. Og han græd. Men vi fik aftalt at jeg skulle komme over og hente mine ting, og at vi så ville tale om Alex.

Hvad var det du sagde om Alex, Mor? Dengang? Du sagde ikke noget. Du gav mig bare ret. Uanset hvad Fanden jeg end sagde, så gav du mig bare ret. Og det kørte rundt i mit hoved, og jeg spekulerede på om du altid havde været sådan, om det mon bare var mig der ikke havde lagt mærke til at du var sådan en nikkedukke. Havde du altid bare givet efter, givet mig ret, snakket mig efter munden? Havde du virkelig altid været sådan? Hvordan kunne jeg så have så meget respekt for dig? Det ku jeg ikke, mor. Jeg ku aldrig have haft så meget respekt for dig, hvis du virkelig altid havde været sådan. Og det var også derfor jeg næsten ikke fortalte dig noget om mine tanker, om mit indre. Fordi jeg ikke ku regne med nogen hjælp mere, fordi jeg ikke ku regne med at du ku lede mig på rette kurs mere. Du gav mig jo altid bare ret. Lige pludselig sad du jo bare i sofaen, eller på køkkenstolen og gav mig ret i alting. Dine sørgelige øjne stirrede på et punkt over mit hoved, og du gav mig ret i at selvfølgelig var der en mening med livet. Og selvfølgelig havde du meget at leve for. Lige indtil næste gang jeg spurgte dig hvad der var galt, så fortalte du mig igen hvor meget du savnede Far, og hvor lidt du egentlig havde at leve for.
   Jeg gav op, Mor. Det var mere end jeg ku magte at stå model til, og jeg skyndte mig at flytte sammen med Jørgen. Allerede efter 2 uger flyttede vi sammen i en lille lejlighed i den dårlige ende af byen. 2 værelser havde vi til rådighed. Og Jørgen medbragte også et barn, hans 4 årige datter Camilla. Så dér var vi så: 2 voksne og 2 børn, installeret i en 2-værelses lejlighed. Det måtte jo gå galt.

Fortsættes...