I 1993 døde jeg. Alt i mig faldt i en Tornerose lignende søvn. Der var ingen glæde, ingen rigtig sorg. Hver dag lignede hinanden, om natten lå jeg vågen - enten pga. drengens gråd eller pga. alt for mange komplekse tanker, der fløj for meget rundt i mit hoved, og var for umulige at tænke færdige.
   Jeg vidste, jeg savnede dig. Men hvordan ku' jeg savne dig, når du stadig var der? Når du stadig lignede dig selv? Jeg fattede ingenting, men måtte alligevel erkende alt for meget.
   Drengen græd alt for meget, og jeg hadede ham alt for ofte. Jeg vidste den var gal, jeg vidste, at sådan havde det ikke været med pigerne. Jeg følte ingen trang til at knuse, kramme og beskytte min lille dreng, jeg var bange for ham. Kunne jo ikke få nogen hjælp, turde jo ikke overlade ham til dig en gang imellem. Som jeg havde gjort med pigerne.
   Drengen blev overladt til Bent det meste af tiden, og Bent prøvede at klare det. Vi snakkede aldrig om det, kun når jeg græd og sagde, at drengen måtte i familiepleje.
   Hvordan ku' jeg komme så langt ud? Samme spørgsmål stiller jeg dig: Hvordan ku du komme så langt ud? Ville du være blevet dement alligevel, selv om Far ikke var død? Ville jeg være blevet depressiv, selv om jeg ikke havde mistet dig?
   Vi døbte drengen Alex. Jeg var ligeglad, Bent syntes det var et flot navn. Nu synes jeg det er det flotteste og bedste af alle navne. Dengang var det nok for mig at kalde ham: Drengen. Så undgik jeg at føle for meget.

Jeg ku' ikke spørge dig til råds mere. Og drengen græd og græd, hvad skulle jeg gøre? Konstant smed jeg ham fra mig, som havde jeg brændt mig voldsomt. Kære Mor, du opfattede at der var noget galt. Det véd jeg du gjorde, for der var dage hvor du var næsten normal. Og du ville så gerne passe ham, aflaste mig lidt. Men jeg turde ikke. Turde ikke risikere at du glemte ham, at du ikke gav ham mad. Du blev gal og såret, forstod ikke hvorfor du ikke måtte passe ham mere.
   "Er jeg ikke en god nok Mormor," bad du ulykkeligt og bittert.
   Hvad skulle jeg svare? Elskede Mor, du var den bedste Mormor af alle, den bedste, klogeste, kærligste og smukkeste Mormor. Men hvordan ku jeg sige det og SAMTIDIG forhindre dig i at have ansvaret for dine børnebørn?
   Så jeg vandrede rundt i mørke og ønskede min søn langt væk. Jeg havde aldrig prøvet at klare noget selv, du havde jo altid været der. Du havde altid hjulpet mig så meget.
   Jeg fik mærkelige tanker: "Drengen er ikke min søn. Der skete en forbytning på barselsgangen. Drengen hader mig. Drengen er sat i verden for at bevise hvor dårligt et menneske jeg er."
   Gud ske tak og lov for Bent! I dag tør jeg ikke tænke på hvordan ville have gået, hvis ikke han havde været der. Hvis ikke han havde taget sig af Alex. Hvis ikke han havde givet mig tid, tid til at finde ud af hvad der var op og hvad der var ned på hele min nye verden, tid til at finde ud af hvor henne i mit indviklede puslespil at Alex kunne passe ind. Hvor jeg selv passede ind. Bent lod mig blive i min kolde, frygtelige verden, han lod mig på sin vis i stikken men kunne ikke have hjulpet mig. Men han gjorde sit bedste for at hjælpe vores søn. Og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Han nægtede konsekvent at Alex skulle i familiepleje, og ville have gået gennem ild og vand for at undgå det. Jeg vidste at det var forkert, Mor. At min dreng skulle i familiepleje. Han var så lille, så skrøbelig men samtidig så forkert. Jeg vidste jeg ikke var en god mor for ham, og min snak om familiepleje udsprang delvist af at jeg ønskede et bedre liv for ham. Men det udsprang mest af at han fik alt for mange ubehagelige følelser op i mig, jeg blev hele tiden mindet om at du ikke var der mere til at hjælpe, til at aflaste, hans gråd gjorde mig rædselsslagen, for jeg vidste at jeg ikke ville eller kunne ringe til dig og bede dig komme og hjælpe. Derfor, Mor, ville jeg have ham i familiepleje. Ham, min sjælekval, var det største bevis på min verdens ruin.

Alex, min Alex. Der gik 2 år, inden jeg begyndte at føle andet end skræk og rædsel, når jeg havde ham. I dag har jeg så travlt med at indhente alt det forsømte, og jeg kan ikke få nok af at knuse og kramme ham. Og indsnuse duften af ham, mens jeg forestiller mig hvordan han duftede som nyfødt. Så meget er tabt, så meget er mistet. Og jeg kan ikke gøre andet end give ham al min kærlighed og lade ham forstå, at jeg aldrig mere vil svigte ham. Og håbe på at hans 2 første leveår ikke har sat alt for dybe ar.

Jeg tabte mig voldsomt i 1993. Orkede ingenting. Heller ikke at spise. 15 kilo strøg der af mig, udover de 20 som jeg havde taget på under graviditeten. Bent elskede mad, og elskede at LAVE mad. Han gjorde virkelig sit bedste for at diske op med alverdens lækkerier, men jeg ville ikke spise. Måske følte jeg mig virkelig så død indeni, at jeg ligeså godt også kunne dø udenpå.