Hvornår var det at jeg opdagede det første gang? Det er svært at huske helt præcist, der var så mange små tegn - tegn som jeg først bagefter kan se. Men jeg tror det var dengang i marts '93, at jeg for alvor blev opmærksom på, at noget var helt ravende galt. Der var noget der slet ikke stemte. Kære Mor, du er det smukkeste menneske jeg nogensinde har kendt, du er det bedste, det hjerteligste, det mest hjælpsomme og godhjertede menneske, jeg nogensinde i mit liv har været i kontakt med. Du var så tæt på mig, og jeg tog det alt for meget som en selvfølge, det hele.

Marts '93. Jeg har lige født en søn, og sidder nu træt og venter på den normale procedure. Den stolte Mormor skal komme, med et hjemmesyet barnevognstæppe - præcis som ved de andre børnebørns fødsler. Jeg sidder med min mørkhårede søn i armene og venter. Omkring os sidder den glade far og nogle af vores venner. Christian og Karen er der også, - min storebror og hans kone. Deres 2 børn sidder henholdsvis og leger og surmuler. Den ene er lille og finder sjove ting i kassen henne ved væggen, den anden er større og keder sig. Mine egne 2 børn står ved siden af mig, kigger nysgerrigt på den lille og vil begge op til mig og sidde. Hvor bliver du af? Jeg mærker en svag bekymring, bagefter tænker jeg på, om det mon var en slags forudanelse. Om jeg mon vidste, at noget ganske forfærdeligt var på vej. Jo, ganske sikkert vidste jeg det, for nu bagefter ved jeg, at jeg havde observeret andre ting før marts '93, men jeg havde ikke villet se dem. Ville ikke indrømme, at du var ved at forsvinde for mig. Kære Mor, jeg elskede dig så uendelig højt. Og havde så meget brug for dig. Brug for at du skulle være, som du altid havde været, brug for at du skulle komme med et lyseblåt barnevognstæppe til min nye søn.
   Endelig kommer du. Straks ser jeg at noget er helt galt. Du træder ind i barselsgangens opholdsstue med et totalt desorienteret udtryk i ansigtet. Børnene flyver dig om halsen. Du tripper rundt og ved åbenbart ikke, hvad du skal stille op med dig selv eller os. Hvad er det mon du skal her?, står det skrevet hen over din pande. Så går der vist en prås op for dig, du kommer hen til mig og den lille. Stryger ham åndsfraværende over kinden.
   "Hvor er han sød," siger du.
   Jeg giver dig ret, og kan ikke lade være med at stirre bekymret på dig. Du rækker mig en pose fra 'Mor og barn'. I posen ligger 2 fint indpakkede gaver. Butiksindpakkede, det springer mig i øjnene. Pakkerne er for pæne, de er ikke pakket ind af dine hænder. Jeg pakker op, har næsten lyst til at lade være. Men jeg pakker op, og ud vælter en pusletaske og en sparkedragt.
   "Det kan byttes, hvis du hellere vil ha' noget andet," er din smilende kommentar.
   Min verden falder sammen, i det øjeblik, Mor. Jeg ved hverken op eller ned, ved ikke hvad det er der ikke passer ind i dette billede, men billedet er forkert. Du er forkert. I dette øjeblik ved jeg, at min verden aldrig mere vil være velkendt, tryg og sikker. Min søn mister sin magi, jeg mister min glæde, du mister din styrke. Tilbage er kun visheden om, at angst, sorg, utryghed og uendelig ulykkelig kærlighed har holdt sit indtog.

Hvorfor forsvandt du? Hvorfor magtede du ikke at leve et bevidst liv efter fars død?
   Der fløj mange spørgsmål igennem mit hoved, hver eneste dag. Jeg ledte efter beviser, og fandt dem for det meste. Nogle dage fandt jeg kun en tvivl om, hvorvidt jeg bare bildte mig det hele ind.

Det uretfærdige i at skulle miste dig, lige nu hvor dit 'nye liv' efter fars død skulle til at begynde, lammede mig i en grad der er ganske ubeskrivelig. Jeg havde jo REGNET med at nu skulle alting blive bedre. Nu skulle du RIGTIG til at leve, fri for fars snærende bånd. Og så skete dette her.

Hvornår satte jeg et navn på din forvirring? På dine tågede øjne? Jeg husker det ikke. Det kom bare en dag, og jeg tror jeg havde tænkt ordet længe. Senil demens. Jeg havde smagt på det, og spyttet det ud efter at have konstateret råddenskaben; sidste salgsdato var for længe siden overskredet.

Åh Gud, Mor, hvor du forsøgte at holde dig normal. At holde dig frisk. Det var næsten pinligt, som du ønskede at skjule din nye defekt. Det gik mig ind til marven, da du første gang dækkede over noget sludder du havde sagt, med et:
   "Ja - ja, jeg tager bare gas på dig, selvfølgelig husker jeg det da." Og du smilede overstadigt, men smilet nåede aldrig dine øjne.

Dine øjne, det er dem der har smertet mig mest. Dine dejlige brune øjne, al din smerte læses i dem. Al din forvirring. Al din sorg over at vide, at snart er det slut. Enden er nær. Din forstand er truet.

I '93 ændredes dine øjne. Eller var det før? Jeg husker det ikke, Mor, og jeg ØNSKER at HUSKE! God Dammit, jeg vil huske! Jeg vil huske ALT, jeg vil huske dig, jeg vil aldrig glemme dig. Jeg KAN ikke glemme dig. Du er svejset ind i min hjerne og smeltet ind i mit sind. Dér flyder du rundt og lader din substans blande dig med alle mine følelser.

Jeg ku' ikke elske min søn. Kærligheden forsvandt, nej den blev lammet. Alt i mig blev lammet. Jeg mistede alt for meget tid og kærlighed, fordi du forsvandt. Det gjorde så ONDT!!! Og jeg var så forvirret. Alle dine små sedler rundt omkring, det var jo nødvendigt. Jeg havde lyst til at rive dem ned, men hjalp dig efter et stykke tid med at skrive flere. Og med at tage dem ned der var blevet for gamle. Du er ikke gammel mor, i 1993 var du kun 62! Hvorfor skulle du tages ned, når du nu ikke var for gammel? Hvem pillede dig ned? Far? Kunne du virkelig ikke magte at leve uden ham? Åh Mor, jeg er så vred på ham. Nej, jeg VAR vred på ham. Ikke mere. Jeg har tilgivet ham, for han troede, du var så stærk. Alle troede du var stærk. Hvem kunne vide, at du - som den stærke, aktive, intelligente kvinde du jo var -, ikke ville kunne klare at leve uden din psykisk syge mand? Jeg havde ingen anelse om det, Mor. Det kom som et chok for mig. En bombe. En langsomt detonerende bombe. Med lang lunte og uendelig langsom sprængtid. Men ødelæggelsen var enorm. Den åd sig gennem alle mine celler, og sprængte dem til atomer. Den åd sig gennem mit sind, og væltede alt rundt hulter til bulter.

Hvordan skal jeg begynde? Det er så svært, Mor. Det er så utroligt svært at skrive om, for min hjerne blokerer konstant, den nægter at huske alt det, jeg ønsker at fortælle om. Alle detaljer er løbet ud i ét med din substans. Du er der, inden i mig, og alle detaljer og skrækkelige oplevelser er der også. Det ved jeg. Men det er for hårdt. Selv om jeg lever nu, selv om jeg har formået at skabe mig et liv uden dig, så er det stadig for hårdt at erkende at mit mål aldrig blev nået. At jeg aldrig formåede at give dig et godt liv -trods din demens. Det hele blev lort og lagkage, intet blev som jeg havde tænkt mig. Åh, Mor - jeg havde så mange inderlige ønsker for dig. Da jeg endelig langt om længe erkendte hvad der var galt, så drejede hele min verden sig om, hvad jeg kunne gøre for at give dig et godt og indholdsrigt liv -trods demensen. Det var SÅ uretfærdigt. At jeg erfarede sandheden: Der findes ikke noget godt liv med demens! I hvert fald ikke, sammenlignet med dit 'tidligere raske liv'. Åh gid, Mor, at du et eller andet sted inden i dig ved at jeg har kæmpet for dig. At du fornemmer alle mine tårer, at du ved jeg aldrig forlod dig. Men jeg blev så lammet, Mor. Og var ikke i stand til alt det jeg egentlig ønskede. Bare at skulle besøge dig blev så voldsom en prøvelse at jeg flere dage bagefter røg ned med en vældig depression. Du var så forbandet ked af det, lige efter du flyttede ud på plejehjemmet. Og vred. På hele verden. For Fanden, hvor gjorde det ONDT at se dig græde, at høre dig skælde mig ud. Du skældte mig aldrig ud, dengang jeg var barn. Før du blev syg. Aldrig. Jeg husker det i hvert fald ikke. Og du græd ikke. Det kunne du ikke drømme om, mens dine børn så på.

Åh ja, min barndom. Måske skulle jeg starte med den. Du var min pragtfulde Mor, og jeg så op til dig med beundring. Trods fars svære sygdom, som vi kaldte Maniodepressiv, skabte du en fantasiverden af tryghed og altid tid og kærlighed. Far var en træls kamel, og jeg ved du ved at han og jeg aldrig fik et ordentligt forhold til hinanden. Men jeg ved han elskede mig. Og jeg tror jeg elskede ham.
   Stikordene i min barndom må være: Naturoplevelser, ferie på Læsø, bøger du læste højt for mig, din måde at vise din kærlighed på og din måde at give tid på. Måske forsøgte du bare at indrette dig så godt som muligt, måske var fars sygdom medvirkende til at du gav os så megen frihed og spillerum. Måske havde du i virkeligheden slet ikke tid til os, måske gav du os bare frihed fordi du ikke havde tid eller kræfter til at sætte regler og grænser fordi Far krævede så meget. Men jeg vælger at tro på at det var fuldt bevidst, og et udtryk for din respekt og kærlighed for/til os, at du altid gav os tid og kærlighed.

Smerte: Løbehjul, en stor sten, hul på knæet, sviende smerte, flisernes ruhed mod mine bare ben. AV!, Det gør ondt! Mor!
   Jeg lærte at: Køre langsommere, og kigge efter store sten.
   Smerte: Leg med naboens Jannie, en indkørsel, grus der knaser under sandalernes lette trin i en heftig tagfat, smerte-smerte, himlen ned, jorden op, hændernes skuren hen over gruset, håndfladen raspes op af et stort søm , AV! Det gør ondt! Mor! Senere: Stivkrampevaccination, sømmet havde været rustent, AV! Damen stikker mig i skulderen! AVAV! Det gør ondt! Mor!
   Jeg lærte at: Ikke at løbe så hurtigt i grus.
   Smerte: Jul, bord dækket, Far taler og ser vred ud, jeg er lille, vil sige noget til Mor. Bang! Sviende smerte på kinden. Far slog mig! Far slog mig! Av! Det gør ondt! Mor!
   Jeg lærte at: Ikke at afbryde Far. Når Far ser vred ud, er det bedst at tie stille.

Smerte: Mor kan ikke huske, mor glemmer sin insulin, mor græder, mor græder, mor græder. Mor flytter på plejehjem. Smerte, smerte. Mor er væk, mors øjne bliver døde, smerte, smerte, smerte... mor kan ikke længere hjælpe mig, mor kan ikke længere snakke med mig, give mig gode råd, mor skal vaskes af personalet, smerte... smerte... smerte. AV! Det gør ondt! Mor!!!
   Skal jeg så lære aldrig mere at elske nogen så højt? Skal jeg så holde folk 10 skridt fra livet, undgå at involvere mig, undgå en ydre, såvel som en indre berøring af et andet mennesket?
   Hvis jeg, dengang med løbehjulet, valgte at gentage fejltagelsen; altså valgte at køre for hurtigt igen, og hvis jeg atter en gang faldt og slog mit knæ, ville det så være en stupid fejltagelse eller ville det være fordi jeg et eller andet sted vidste at efter smerten kom trøstningen af Mor? Og at jeg derfor turde risikere smerten igen?

Smerte: Det river og flår, veer, ubønhørligt, time efter time, river min lænd fra hinanden, rødglødende smerte i kønsdelene, hovedet presses ud, jeg dør, smerten stiger, jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, barnet fødes, smerten er væk. Mit smukke barn, ingen kan elskes mere end dig.
   Derfor kan jeg ikke lære aldrig at elske nogen så højt, for mit hjerte kan aldrig visne så meget.
   Jeg vil fortsætte, for jeg ved at efter smerten kommer atter glæden. Glæden ved livet, glæden over at være stærk nok til at klare smerten. Og selv om jeg engang igen vil miste, så har kærligheden jeg oplevede, været alle smerter værd. Trods smerten, på grund af smerten, ved jeg at jeg lever. At jeg føler.