Midt i denne tilbagetrækning, ringede Bent. Ham og Alex var blevet smidt ud af deres lejlighed, og han ville bare fortælle at de altså flyttede ud til hans mor indtil videre. Det var simpelthen dråben! Nu ku det være nok! Jeg drøftede det knapt nok med Jørgen, inden jeg ringede tilbage til Bent og sagde at jeg havde besluttet mig for at tage Alex her hjem. Konsekvenserne tænkte jeg overhovedet ikke på, jeg tænkte kun på at nu var det 2. gang inden for en kort periode, at Bent måtte flytte fra en lejlighed pga. manglende husleje betaling, og dette kunne Alex simpelthen ikke være tjent med.
   Få dage senere flyttede Alex ind med alt sit pikpak, sutter og sutteklud. Han var 3 år. Chokket kom, og slog mig til gulvet med et brag! Hold kæft! Han bor her! Min søn bor her hos mig! Jamen... hvordan... hvad skal jeg gøre? Hvad gør man?
   Men jeg besluttede mig for at kæmpe. Du var vel anbragt på Madsbyhus, nu gjaldt det min søn. Jeg kunne ikke byde ham, at sende ham væk igen. Jeg kontaktede så kommunens familieafdeling, og bad om hjælp. Stort set anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med min søn, og jeg havde mange problemer med ham. Han havde haft 3 traumatiske år, hvor jeg ikke havde bestilt andet end skubbe ham fra mig, og nu følte han i den grad behov for at afprøve mine og hans egne grænser. Hvor langt kunne han gå, ville jeg beholde ham uanset hvad, ville jeg mon elske ham? Jeg ved ikke, om han tænkte disse ting, det kan en 3-årig vel ikke, men han følte dem. Og kunne ikke give udtryk for dem på andre måder, end ved at kræve opmærksomhed og afreagere.
   Familieafdelingen satte mig på venteliste. Det var jo ikke akut. Jeg FØLTE mig temmelig akut, men kunne ikke forklare det. Måske var det derfor at der gik et helt år, inden familieafdelingen vendte tilbage, og meddelte mig, at nu var det endelig vores tur. I det år der var gået, var der sket mange ting. Forholdet mellem Alex og mig var blevet mere og mere naturligt, jeg satte stort set aldrig spørgsmålstegn ved at han skulle bo her, og han var også selv faldet meget til ro. Min angst for ham aftog ret hurtigt. Da jeg efterhånden indså at han som 3-årig ikke længere græd som da han var lille, holdt jeg op med at være bange. Til dels. Der var stadig en slags angst forbundet med ham, og jeg havde meget svært ved bl.a. at sætte grænser for ham. Jeg magtede ikke at gennemføre et 'nej' af angst for hans gråd og hidsighed.