Det viste sig at være meget meget svært, mit nye liv med Jørgen.
   Bent og jeg mødtes, og fik snakket om Alex. Hvad skulle der ske? Hvornår skulle jeg ha' ham? Skulle jeg i det hele taget ha' ham? Kunne Bent klare ham selv?
   Der var så mange spørgsmål. Jeg husker ikke helt mine beslutninger, men i hvert fald kunne jeg ikke få mig selv til at bryde båndene helt til min dreng, selv om jeg tror at jeg INDENI drømte om at gøre det. Men udadtil ku' jeg ikke få mig selv til det, for hvad ville omverdenen ikke sige? Hvordan ville omverdenen ikke dømme mig?
   Bent lod mig helt selv bestemme hvor tit og hvor længe jeg skulle ha' Alex på besøg. Det kom ikke på tale overhovedet at Alex skulle BO ved mig fast, i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Men jeg drømte om det, i ny og næ. Og havde en dyb tro på at denne drøm aldrig blev til andet end... en drøm. Men drømmen var der, om at kunne få lov til at vise hvor god en mor jeg var. Drømmen var at kunne være som alle andre, dem der elskede deres børn, dem der kunne klare nætterne med deres børn, dem der ikke blev bange for deres børns gråd. Dem der levede op til deres ansvar. I stedet for at løbe fra det, som jeg.

Bent klarede vist Alex fint nok. Jeg ved det ikke helt, for jeg husker ikke meget fra den tid. Jeg husker dog episoder, hvor jeg bl.a. rynkede på næsen over Alex' slidte tøj, og over at Bent aldrig havde penge nok, - men jeg lod lidt som ingenting. Det SKULLE gå, det blev det nødt til. For JEG kunne i hvert fald ikke gøre noget.
   Jeg magtede ikke samværet med Alex, stadigvæk ikke.
   Mit nye liv med Jørgen blev fra starten af en kompliceret affære. Han arbejdede som lastbilchauffør og var ofte væk hele ugen. Af en eller anden grund spillede jeg en rolle som den effektive og stærke husmor, som dog meget hurtigt endte med at falde til jorden med et brag. Jørgen fattede ikke en lyd, og jeg orkede eller turde ikke fortælle ham sandheden. Om hvorfor jeg egentlig ikke kunne fordrage hans datter. I virkeligheden handlede det ikke om hans datters væremåde, det handlede udelukkende om, at jeg ikke kunne klare tanken om at HUN kunne bo ved mig, jeg kunne klare HENDE - men ikke min egen søn. Min egen søn var røget af banen før hun kom til, og det forekom mig fuldstændig uretfærdigt at jeg skulle tage mig af et fremmed barn 24 timer i døgnet, når jeg ikke engang kunne magte min egen søn en enkelt weekend. Alle disse følelser var endnu begravet i underbevidstheden, jeg tænkte aldrig tanken så fornuftig som det her lyder, men jeg har senere erkendt at sådan var det faktisk. Så i stedet for at forklare ham hvad det egentlig handlede om, beklagede jeg mig over datteren. Hun var SÅ forfærdelig, hvis jeg blev spurgt. Aldrig kunne hun opføre sig ordentligt, altid skulle hun skabe sig og modsætte sig mig.
   Efterhånden følte jeg mig som verdens dårligste menneske. Ikke bare verdens dårligste mor, men nu også verdens dårligste stedmor. Jeg følte mig som den onde stedmor, og havde altid dårlig samvittighed. Jørgen syntes selvfølgelig ikke at hans datter var så slem, og det måtte bestemt være mig der overdrev.
   Det hele endte selvfølgelig i hårdknude. Jeg bad ham en aften om at vælge: Mig eller hans datter. Det måtte have en ende, følte jeg.
   Han valgte mig. Og jeg blev lettet, men igen overvældet af en enorm skyldfølelse. Nu kunne jeg altså også klistre dét på mit visitkort: Jeg havde taget et barn fra sin far. Camilla flyttede ud til Jørgens forældre, hvor hun tidligere havde boet, og alt skulle være fryd og gammen. Troede hvem?
   Jørgen var selvfølgelig bitter, og udviklede efterhånden et slags hævntogt. Han begyndte at kritisere Alex, og kunne komme med mange hentydninger til 'den lille hyleunge'. Han kunne ikke fordrage når Alex skulle på weekend hos mig, og det blev efterhånden sværere og sværere. Jeg havde virkelig brug for opbakning, når Alex var der i weekenden, for jeg havde hele tiden denne vældige trang til at sende ham tilbage. Eller gå min vej. Jeg hadede og frygtede nætterne, for Alex havde altid haft timer hvor han bare græd og græd. Nætterne blev lange, sorte timer hvor jeg rendte i pendulfart frem og tilbage mellem soveværelset og tremmesengen. Og blev mere og mere frustreret, mere og mere fast besluttet på ALDRIG at få ham på besøg igen.
   Jørgen nægtede at deltage, nægtede at hjælpe.
   Hvorfor, Mor, skulle det være sådan?
   Åh, denne skyldfølelse. Jeg brugte dig, Mor. Også selv om jeg vidste, hvad der var ved at ske med dig. Når jeg blev presset langt nok ud, så endte det med at jeg ikke kunne klare at være ét sekund længere i den lille lejlighed. Og så bad jeg dig være barnepige. Hvordan kunne jeg dog gøre det? Når jeg samtidig var ved at gå ned på at du ikke længere kunne hjælpe?
   Det er uforståeligt, og kan kun forklares (undskyldes?) ved at jeg i perioder må ha fuldkommen fortrængt at du virkelig var ved at blive mere og mere forvirret og konfus. For der var andre perioder, - hvor jeg måske havde en smule mere overskud -, hvor jeg forsøgte at hjælpe dig og hvor jeg ikke kunne drømme om at overlade børnene til dig.

Jeg lod det hele sejle af sted. Tanken om at skulle stå helt alene med Helle i min varetægt, - og Alex ude i en eller anden problematisk, traumatisk periferi -, var umulig for mig. Det ku ikke komme på tale, det havde jeg absolut ikke mod eller overskud til. Så jeg forsøgte at indrette mig så godt som muligt, med Jørgen, også selv om vores forhold blev mere og mere vanskeligt pga. børnene. Det blev hele tiden noget med: 'Hvis du hader mit barn, hader jeg også dit'. Vi blev fanget i en eller anden ond, ond cirkel og kunne ikke finde ud af at bryde den.