Det var i 1996 at hjælpen endelig kom. Nærmest helt af sig selv. Du blev indlagt, igen, med et af dine utallige anfald af føling. Denne gang var det som om sygehuset endelig SÅ dig. De så hvor konfus du var. De hørte endelig min brors og mit desperate råb om hjælp, og besluttede at indkalde repræsentanter fra kommunen til et møde. Din situation skulle drøftes igennem, enhver kunne se at du ikke længere kunne bo alene i eget hjem, når du ikke selv kunne styre din insulin og andet medicin.
   Selv om det hele foregik som om jeg så det gennem et tåget filter, så husker jeg denne enorme lettelse jeg følte. Endelig var jeg ikke længere alene om at bekymre mig. Endelig ville der være andre til at hjælpe dig, til at tage ansvaret.

Det gik slag i slag. Mor, jeg gider ikke fortælle om alle enkelthederne. Det er her slutningen begynder, det er her de tørre facts skal på bordet. Du blev tilbudt en lejlighed i et bofællesskab for senil demente, og du tog imod den. VI tog imod den. Du sad bare og så gnaven ud og beskyldte os på skift for at ville tvangsfjerne dig. Ingen af os ville indrømme at vi tvangsfjernede dig, men i virkeligheden havde du jo ret: Vi tvangsfjernede dig. Det blev vi nødt til. Mor, hvordan skulle vi have kunnet stå på sidelinjen og se til, mens du slog dig selv ihjel? Hvordan skulle vi kunne have ladet dig blive i din lejlighed?