Hvor meget forstod du mon egentlig dengang, Mor? Dengang i 1993, hvor det blev jul, dengang da vi skulle holde juleaften omme ved Christian og Karen? Du var så utrolig tåget og forvirret, og jeg ku' næsten ikke holde dig ud. På næsten alle billeder der blev taget den aften, sidder jeg og gemmer mig bag puder eller andet. Jeg tror jeg havde lyst til at gemme mig væk for hele verden. Jeg tror slet ikke jeg havde lyst til at være til stede den aften. Christian talte jeg ikke med om noget. Det ku' jeg ikke dengang. Alex var så lille, og krævede så meget. Og var så vred. Også juleaften sad jeg på nåle, kunne slet ikke slappe af og hygge mig. Helle var selvfølgelig med, og fik mange gaver. Men hvorfor husker jeg næsten ikke den aften? Hvis ikke der havde været billeder, tror jeg slet ikke jeg ville have haft nogen erindring overhovedet om den. Det forekommer mig, at jeg gik rundt i en glasboble, hvor jeg alt for tydeligt hørte mig eget ekko og ikke helt kunne se noget klart eller høre andet end lavmælt mumlen. Alle syntes Alex var sådan en kær unge, det kan jeg huske, når jeg kigger på billederne fra den aften. Det havde alle syntes lige siden, han blev født. Så smuk, så nuttet, så fuldstændig perfekt. Og jeg ku' selv se det, jeg ku' se hans skønhed, hans pæne træk og de store brune øjne. En arv efter dig og mig. Men jeg ku' ikke FØLE noget, mens jeg så på ham. Jo, angst. Når jeg mærkede rigtig godt efter. Angsten var der hele tiden. Og frustrationen.
Dén juleaften i 1993 var Alex 9 måneder. På billederne sidder han på skødet af flere forskellige, og har noget lyseblåt tøj på. Det lyse hår krøller svagt, han sveder og har røde kinder. Han er tyk. Alle smiler forelsket til ham. Jeg sidder og gemmer mig bag puder. Helle leger med sin nye Barbie. Jeg gemmer mig bag puder. Bent løfter sit ølglas og former munden til et: Skål! Jeg gemmer mig bag puder.
Det var jul, man skulle vise sin glæde og taknemmelig over alt det der var at være taknemmelig for. Man skulle sidde i familiens skød, give tid og bare nyde god mad og sjælden samvær. Juletræets lys skulle tændes, gaver skulle pakkes ud, alle skulle være mere eller mindre glade og taknemmelige over at give og få gaver som folk specielt havde udvalgt til én. Man skulle drukne sig i børnenes tindrende øjne, og elske dem mere end man plejede fordi det bare var så DEJLIGT at se dem glade og vide de var i live til at elske og blive elsket.
Men jeg havde intet at være taknemmelig for. Så jeg gemte mig bag puder.
Dén juleaften bliver ved med at spøge i mit hoved, Mor. Hvad var der nu med dén? Der var noget med dig. Takket være puderne slap jeg for at kigge for meget på dig, men der var noget. Jeg havde ikke helt erkendt det endnu, Mor. Hvad det var for en sygdom der havde sat sine giftige hugtænder i dig. Helt inde havde jeg måske, men beskeden var endnu ikke nået op i hjernen. Der var noget helt skrækkeligt galt med dig. Du sad i sofaens fjerneste hjørne, kan jeg huske. Helt over ved standerlampen. Et dæmpet lys skinnede ned over dig. Du svedte. Hvordan var det nu du plejede at være, når det var jul? Ikke sådan her, Mor. Du plejede ikke bare at sidde. Du plejede ikke at have så mærkelige øjne, Mor. Du plejede ikke at lade mig sidde og gemme mig bag puder. Det var det der var galt. Du gjorde INGENTING. Du sad bare. Du plejede jo at hoppe rundt og hjælpe ungerne med at pakke ud, med at klippe bånd over, med at samle deres legetøj, med at rydde op, med at irritere os alle med din faren omkring.
Hvorfor døde du sådan indeni? Al din livsglæde forsvandt bare. Med ét slag. Sådan virkede det i hvert fald. Ikke engang juleaften kunne du være glad. Så det var godt at Christian og Karen havde sådan nogle gode puder.
Du skulle have spurgt mig. Du skulle have været interesseret i, hvorfor jeg sad og gemte mig bag puder. Hvorfor jeg ikke sad ret meget med Alex. Hvorfor jeg blev så tynd. Hvorfor jeg så så bange ud hver gang Alex begyndte at græde.
For Pokker, Mor! Du fik en møgbog i julegave, 'Bogen til mine kære'. Det var Karen, der absolut syntes du sku' ha' sådan én. Så du ku' skrive i den og fortælle, hvordan du ville ha' din begravelse. Hvilke blomster der skulle være, hvilke sange der sku' synges. Hvorfor sku' hun også altid være så alternativ? Jeg ku' ha' kvalt hende. Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan du egentlig havde det med at få sådan en gave. Jeg havde for travlt med at gemme mig bag en pude.
En uge senere havde du allerede skrevet i den. Ved ikke hvorfor jeg egentlig kiggede i den, den lå vist bare på sofabordet en dag. Og så kiggede jeg. Du havde skrevet dine personlige oplysninger, og at dine yndlingsblomster var roser og fresier. Og at du ville brændes. Så smækkede jeg bogen sammen.
Jeg har været angst for at miste dig, lige siden jeg var en lille pige. Jeg husker et par gange i min barndom, hvor du skulle være væk en aften. Far skulle passe mig, men jeg lavede aldrig andet end at sidde ved fordøren og lytte efter lyden af dine fodtrin. Eller stå ude ved køkkenvinduet og spejde efter din velkendte skikkelse. Jeg var så bange for, at du blev kørt ned, at du forsvandt, at du aldrig mere kom tilbage.
Far blev irriteret over at jeg stod og ventede på dig. Og at jeg græd.
Er det mon medicinen der gør dine øjne så store, Mor? Sidste gang jeg var ovre ved dig, følte jeg næsten jeg stod og kiggede ind i en narkomans øjne. Dine øjne var ikke længere brune, de var SORTE. Kulravende sorte. Som natten, som sjælens død.
Jeg kan ikke li dine øjne mere, Mor.