Hvis du vidste hvor meget jeg har lyst til bare at skrive: "I 1995 gik det bedre med Alex og mig, men værre med dig. Og så endte det med at du kom ud og bo på Madsbyhus." Punktum, slut. Det ville være så dejligt nemt, Mor. For det er nu det begynder at blive rigtig svært. Det er nu jeg begynder for alvor at blokere, det er nu jeg begynder at få lyst til at rive manuskriptet i stykker og opgive det hele fordi det er alt for svært, og fordi det er alt for uoverskueligt at skulle fortælle om alle de smertelige oplevelser der fulgte med de næste par år. 1994 er nogenlunde til at holde ud. Det var forfærdeligt på mange områder, men jeg havde dig på sin vis endnu. Du var der endnu. Du boede stadig hjemme, og kunne stadig have dage hvor du var næsten normal. Dage, hvor du beroligede mit kaotiske indre med dine varme smil og dine små syslerier derhjemme. Dage, hvor jeg næsten kunne bilde mig ind at du var OK. Dage, hvor du ku komme over til mig og fare rundt i min lejlighed som du plejede, ivrig efter at finde noget af børnenes tøj du kunne reparere eller lave nyt af. Og jeg kunne lade som om jeg ikke så tågen i dine øjne, og ikke hørte sætningen som du gentog for 3. gang. Der var stadig dage, hvor du kunne se ud som om du lyttede interesseret og opmærksomt til mine fortællinger om dit og dat, og dage hvor vi grinede af ungerne og hvor jeg turde overlade ungerne til dig.
   Det ville være så dejligt nemt bare at hoppe fra 1994 til 1999, bare et enkelt 'HOP', og jeg havde overstået fortællingen om alle mine smerter ved at se dig smuldre væk. 'Fade away into the dark', så at sige. Men så nemt vil jeg ikke lade mig selv slippe. Jeg VIL fortælle om det, Mor. Jeg føler jeg er NØDT til det, hvem skal jeg ellers fortælle det til? Hvordan skal jeg ellers nogensinde få det ud af systemet, hvis jeg ikke får det hele ud, væk, ned på papiret?
   Hvis du lige pludselig med ét slag blev rask, ville jeg så vise dig dette manuskript? Dette er jo mit farvel til dig, Mor, så jeg er nødt til at tænke på, om jeg mon skriver det på en måde, som jeg ville kunne bære at du så... Jo, Mor, jeg ville vise dig det. På godt og ondt, dette er mit farvel til dig. Med alt hvad det indebærer. Med dig forsvinder også en del af mig, en del af min fortid, en del af min glæde, en del af min kærlighed og en del af min sorg. I orden FARVEL må derfor ligge et farvel til alle disse ting, derfor kan jeg godt klare tanken om at du skulle læse det. Jeg ved du ville kunne sætte dig ind i, hvorfor jeg følte som jeg gjorde, hvorfor jeg græd, hvorfor jeg ikke besøgte dig så meget, hvorfor jeg måtte svigte dig. Det er jo dét der var så vidunderligt ved dig, Mor. Du kunne altid forstå alting. Kunne du virkelig det, Mor? Det er næsten for godt til at være sandt. Det er som en eventyrverden, at tænke tilbage på. Og nu er jeg blevet smidt ud af bogen, ud af eventyret. Ud i virkeligheden. Hvor forståelse og respekt ikke er noget der er en selvfølge. Pludselig kommer jeg i tvivl om alt muligt. Var det virkelig så godt som jeg huskede det? Måske er det meningen at jeg skal tvivle nu, fordi mine grænser har flyttet sig. Fordi jeg har levet i virkeligheden tilstrækkeligt længe nu, til at acceptere denne virkelighed og til næsten ikke at kunne forholde mig til eventyrverdenen jeg engang levede i. Jeg er måske nødt til det, for ikke at bryde sammen i et kæmpe savn og en evig sorg over at være blevet smidt ud af eventyrbogen. Måske er det ligefrem sundt. At jeg ikke bare kan opføre mig som et fjols og et røvhul, og STADIG bare blive accepteret med et klap på hovedet og en forsikring om at jeg handlede helt forståeligt. Måske er det også en del af Meningen, Mor. At jeg skulle lære at stå til ansvar for mine handlinger.
   Så det er jo også en del af mit farvel. Farvel til eventyret, farvel til ansvarsløsheden. Og jeg tror du kunne klare at læse det hele, Mor. Også beretningen om de efterfølgende år. Årene der kom efter 1994. For de er de værste, og jeg hader at skulle fortælle om dem. Der er så mange ting jeg skammer mig over, så mange ting jeg hader at skulle fortælle dig, så mange ting jeg hader at jeg er nødt til at inddrage i mit farvel. Måske er det blevet så svært for mig, Mor, fordi mine grænser netop har flyttet sig. Fordi jeg netop er blevet mere bevidst om at jeg må stå til regnskab for mine handlinger. Det er netop dét jeg er nødt til at gøre nu. Havde det været for 5-6 år siden at jeg skrev dette farvel, ville det måske ikke have været så svært, for da levede jeg stadig lidt i eventyrbogen og regnede stadig med din forståelse og accept. Nu er det sværere, for nu er det ligeså meget min egen samvittighed jeg skal stå til regnskab overfor. Og min samvittighed har det ikke godt, Mor. Den har allermest lyst til at jeg opgiver at fortælle resten, at jeg stopper her. Men det vil jeg ikke. Ikke mere. Jeg MÅ fortælle resten. Og jeg tror du kan klare det, Mor. Giv mig styrke, Mor, til selv at klare det.