Hvad var det du engang sagde, Mor? Hvad var det nu? Jo, du sagde en gang at det var en familieforbandelse. 'Det' var senil demensen. Mormor havde den, hun var også i 60érne da hun fik de første symptomer. Og døde knap 30 år senere på et plejehjem. De sidste 10 år havde hun siddet i en kørestol, kunne ikke tale, kunne ikke genkende nogen, kunne ikke selv spise.
   Du sagde altid: - Jeg ender som Mormor. Og hvis jeg gør, så SKYD mig!
   Jeg fatter godt i dag, hvad du mente. Jeg fatter godt hvorfor du sagde sådan, og at du var ligeså bange for sygdommen, som jeg nu er i dag. Du havde også set dens rædsler, som jeg nu har.
   Er det mon den vej det også går med mig? Er det derfor jeg ikke husker en pind, mor? Jeg må indrømme at jeg ikke planlægger længere frem end 30 år, Mor. Og synes selv jeg har fået lidt travlt, hvis jeg skal nå det hele. 30 år er egentlig ikke ret langt tid. Og jeg vil så gerne nå det hele, gerne nå at være rigtig voksen og føle mig som en rigtig voksen. Selvstændig, selvtænkende, selvgørende og det hele.
   Hvis du havde været her lige nu, Mor, ville du ha' smilet beroligende til mig og forsikret mig om at det selvfølgelig ikke ville ske for mig. Men du er her ikke.